Sigbjørn Obstfelder Skovviser 1. I de blå anemoners måned, da skal du række mig din hånd, dit bryst, din mund. Da vil jeg føle dit legemes ånde i vårgræsset, dit legemes livsalige, varme ånde mod min pande. Og jeg vil begrave din deilige barm i søde, blå anemoner, og jeg vil blæse dem bort for dig igjen, jeg og zephyr. Og vi går i den lyse, forunderlige skov - da er det sommer! Og vi plukker de svulmende blåbær, og vi farver vore tænder blå, og vore tunger blå. Hva? Og jeg plukker vældige rognbærklaser, - de hænger som blus i skovmørket, - og jeg træder et perlebånd af rognbærrubiner til dig, min skovviv! Og under de majestætiske furuer står de tendre linnæa og drømmer, dem damerne elsker. Og jeg fletter dig en duftende talisman. Den skal nok skytte dig mod spøgelser. En grøn moskåbe laver jeg dig, - for det er kaldt i skoven om kvelden. Og når du får den prægtige kåbe, kommer du til at kysse mig vistnok. Og når det blir skumring blandt buskene, du min skovviv, da vil du række mig dit bryst, din mund, din hånd. Da vil dit legemes hede ånde blande sig med skovens kjølende ånde - og med min ånde, hva? * Og mens du sover i min favn, du kjære, vil jeg synge elvenes sange, og hviske trækronernes hvisken, og nynne skovstjernernes elskov ind i dit øre. Natten, som synker i skov, månens runer på sø, sukke fra min husbonds søvn skal skjærme mig, mens jeg våger. Dråber af din skovvivs blod, din vågende vivs ve, dråber af min barms blod skal skjærme dig, mens du sover. 2. Du er min tzar. Men jeg er din tzarina. Du byder mig at brygge dig en læskedrik, og jeg brygger dig en kostelig trylledrik, - af rødder, som disse hænder har plukket, af saft, som de har krystet af siv. Jeg brygger dig en læskedrik. Den giver dig manddoms styrke. Den giver dig elskovs kraft. Jeg brygger dig en trylledrik. - Thi dit barn er mit barn. Du er min tzar. Du byder mig at hænge om dig din jagtkniv, at spænde den fast om dig. Jeg spænder den fast om dig - og gråter. Thi når solen daler, og du er borte, og jeg føler det skjælve under beltet, - jeg sidder alene, min tzar er borte, og hans barn taler i mit skjød, - da frygter jeg. Ja. Jeg kysser din blanke jagtkniv og dugger den med tårer. Jeg kysser med mine svage læber eggen på din skarpe jagtkniv. Ja. Jeg har viet din jagtkniv: Forbandet af stjerner, af skyer, af skove, forbandet mellem dyrs og menneskers hær tzarina, som synder mod tzar! Forbandet af diebarns læber, forbandet af mødres fødselsskrig tzar, som synder mod tzarina! - Din jagtkniv har ridset mit hjertes lov, Ja. Du er mand. Du er sterk. Jeg er svag som den frysende fugl. Når tordenen ruller, og stormene brøler om hevn, om had, når mørket sniger sig rundt vor hytte, da må du være hos mig. Og jeg vil gjemme mine øine i din kappe, og jeg vil værge dig mod døden med bønner. Alene er jeg ræd at sove. Jeg frygter denne susen derude. Jeg ved ikke, hvad den siger og vil mig. Jeg skjælver for at leve. Alene er jeg intet. Men du er min tzar. Ja. Mit barn er dit barn. 3. Pampas! I dit skjød ligger min wigwam, - ligger den som en datter ved sin moders barm. Det suser gjennem dit hår. Er det den store ånds susen, som glider fra strå til strå, fra træ til træ? - den store ånds vingeslag fra wigwam til wigwam? Dine øine ser på mig. Himmelens lys bader sig i dem. Søerne er dine øine. Fryd, sorg risler i dine årer. Elvene er dine årer. * Jeg stod en morgen, da sol randt, på din høieste høi, mange gange har skovene byttet blade siden, jeg la min hånd over mit øie - skarpt som falkens dengang - og speided. Og se! Hjerteslag banked i sølvflodens vande. Og se! Fra det slyngende krat kom min bruds kano. Og se! Dine skove svared min rungende hilsen. Og se! Dine skove svared min bruds elskov. Ja. Dine skove har set mit hår gråne! * Når mørket svøber jorden ind, når stormene udsender skingrende jagthyl, da ræddes kvindernes børn. Da skjuler de sig. Da kryber de sammen ved bålet, og taler ikke, og ler ikke. Da lider du vist, du, gjennem hvem den evige ånd, når han svæver gjennem verdenshallen, slæber sin kappes purpurflige. Ja, da lider du vist, du, der er jordens bryst, hvorfra sukke stiger frem mod stjerner. Lider også den evige! * Jeg la et perlesmykket bidsel på "den firføddede ørn". Jeg la en bæverskindssadel på den ryg, der ligner Ilanos. Og jeg red hen over dine flader i daggry. Thi der er visdom på din pande i daggry: Menneske, du er jordens gud! Høie love har bygget din ånd, love, som svinger verdenshallens hvælv. Med høie love skal du bygge din jord, love, som skjærmer stammernes liv. Forstod jeg, Pampas, din hvisken? Se! Pilen dypper sit hår i floden. Kvindehænder skal salve den sterkes hår. Men i teltets inderste skal den sterke bøie knæ, bade den fødendes fødder med tårer, af sorg over stammernes kiv, af længsel mod den evige visdom. Forstod jeg, Pampas, din hvisken? Jordens børn! Ikke er I alene under lufthimlene, på floderne, i wigwammerne: Værer vise! At I ikke sårer med nidblikke åndeøine, at I ikke kvæler med kvindejammer åndepulsslag. Store Pampas! I din favn har natten sovet, i din favn har hun født sin datter, dagen!