Skipper Worse Alexander Kielland av Alexander L. Kielland I elektronisk utgave av Anders Christensen Kapittel I Kapittel II Kapittel III Kapittel IV Kapittel V Kapittel VI Kapittel VII Kapittel VIII Kapittel IX Kapittel X Kapittel XI Kapittel XII Kapittel XIII Kapittel XIV Kapittel XV Denne boken er skannet inn med en scanner på Institutt for datateknikk og telematikk ved Norges tekniske høgskole. Boken er kjøpt i Vangsmo antikvariat 4 februar 1995; og skannet samme dag; tekstgjenkjenningen er gjort med «Recognita» OCR-programvare; og korrekturlesingen er gjort utover i februar. Denne boken er første bind i elleve-binds serie fra 1899, med Kiellands samlede verker. Jeg antar at boka er trykt med samme plater som som ble brukt under utgivelse av boken som selvstendig verk i 1896. Endringer i forhold til originalen og noen kommentarer: •Boken jeg har skrevet av etter er trykket i Danmark, og bruker den danske boktrykkerskikk, å sette guillemets pekende »inn«, istedet for den norske skikk, å sette guillements pekende «ut» fra det som siteres. Da Kielland er en norsk forfatter har jeg tatt meg den frihet å endre dette slik at det under står på den norske måten. •Jeg har forsøkt ikke å endre skrivemåter, bortsett fra i følgende tilfeller. Merk at enkelte stavefeil er litterære virkemiddel fra forfatterens side, som når Garman kalles «Hr. Kunsul» og Zacharias Søhusdreng sier at han har «obsalveret» skuten i kikkerten. Der hvor jeg er sikker på at det dreier seg om en skrivefeil har jeg rettet dette. Disse rettingene omfatter: Kap 1: «at træffe Skipper Randulff» -> «Randulf» Kap 1: «Randulff var i Østersøen» -> «Randulf» Kap 2: «at Hernhuter og Haugianere» -> «Herrnhuter» Kap 2: «Henritte var endnu for ung» -> «Henriette» Kap 3: «den stakkels Menneskeforsand» -> «Menneskeforstand» Kap 5: «stak oderne sammen og lo.» -> «hoderne» Kap 5: «og hvis der eller var noget» -> «ellers» Kap 6: «hvad Madame Torvestadt kunde» -> «Torvestad» Kap 6: «de Bøger og Smaaskrifrer» -> «Smaaskrifter» Kap 7: «blev hun annerledes mod hun» -> «ham» Kap 8: «Mor har fortalt mig det» -> «det.» Kap 8: «monstro det er sandt» -> «montro» Kap 10: «Men du -- Saral hvorledes» -> «Sara!» Kap 10: «den evige Herlighed -- Amen!» -> «Amen!»» Kap 11: «for dig -- Jacobl -- alle» -> «Jacob!» Kap 13: «hans besynder-Udseende.» -> «besynderlige» Kap 13: «sat igang av Hernhuterne» -> «Herrnhuterne» Kap 13: «Imidlertid blev kans Onde» -> «hans» Kap 14: «en saa udstrakt Kundshab» -> «Kundskab» Et-par steder er jeg usikker, som i setningen «sagde Randulf vigtig.», der det da vitterlig skal være «vittig»? I sitt brev til sønnen i kapittel 14 skriver Garman ett sted «correspondence» og to andre steder «correspondance». Videre inneholder brevet navnet «Richard» ett sted uten at det står i kursiv, det er sannsynligvis en forglemmelse. Disse stedene har jeg latt være å rette. •Kielland bruker ofte tankestreker. Jeg har latt dem transkribere som «--», mens vanlige bindestreker er skrevet som «-». •Noen inkonsistente skrivemåter finnes, f.eks. «gjærne» og «gjerne», og «Øie» og «Øje»; «Sø» og «Sjø»; «Kaptein» og «Kaptejn». Jeg har latt dem stå, tiltross for at jeg er tror det skyldes feillesing av et håndskrevet manuskript. Tar jeg ikke feil, så er formene «gjærne», «Øje», «Sø» og «Kaptejn» danske former, og flere av disse kan lett ha oppstått som følge av danske typografers feillesing av et håndskrevet, norsk manuskript. Trondheim, 28 februar 1995 Anders Christensen anders@pvv.unit.no ------------------------------------------------------------------------ [http://www.lysator.liu.se/runeberg/skipwors/01.html] Kapittel I «Lauritz! -- din Dævlunge! op og klar Vimpelen.» Skipper Worse stod agterud ved Kahytten. Der blæste en frisk Nordenvind indover Fjorden, og den gamle Brig kom glidende mageligt for smaa Seil. Strømmen var udbærende og toppede Søen i krappe Bølger udfor Odden, hvor Sandsgaardbugten bøiede ind. Og idet «Familiens Haab» svingede, syntes det gode Skib at kjende sig saa trygt og hjemligt inde paa den gamle vante Havn. Men Skipper Worse blinkede til Rormanden: «Hun kjender sig pinedød igjen, saasnart vi er om Næsset.» Thi «Familiens Haab» var ikke som andre Skibe. Der kunde kanske være Skibe, der saa lidt lettere og finere ud; ja der kunde muligens findes -- skjønt det havde da Jacob Worse aldrig seet -- men umuligt var det ikke, at der blandt de nymodens Engelskmænd kunde træffes et eller to, der seilede en Smule bedre. Men dermed stansede ogsaa alle Indrømmelser. Noget stærkere, noget tættere, noget fuldkomnere end «Familiens Haab» flød ikke paa Søen, -- vilde heller aldrig komme til at flyde paa den. Derfor skinnede Solen saa festligt udover Sandsgaardhusene, over Haven og Værftet, over hele den venlige Bugt, hvor de blaa Sommerbølger løb i flokkevis mod Land, forat melde, at Jacob Worse var i Fjorden. Men Zacharias Søhusdreng havde allerede meldt det. «Er han ogsaa sikker paa det?» spurgte Konsul Garman skarpt. «Vi har obsalveret hende i Kikkerten -- Hr. Konsul! det er saavist «Familiens Haab», som at jeg staar her en Synder for Gud. Hun holder lige ind paa Sandsgaardbugten.» Morten W. Garman reiste sig af Armstolen. Han var en høi, svær Mand med stærkt krøllet hvidt Haar og fremstaaende Underlæbe. Da han tog Hat og Stok, skalv han lidt paa Hænderne; thi «Familiens Haab» havde været meget længe underveis. Ude i det ydre Kontor stod Bogholderen ved den lille Udkiksrude. Konsulen tog Kikkerten af hans Haand, saa udover Fjorden, skjød Kikkerten sammen igjen og sagde: «Det har sin Rigtighed. Jacob Worse er en paalidelig Mand.» Det var første Gang, noget Skib fra den Kant havde været i Rio de Janeiro, og det var nærmest Skipper Worses Ærgjerrighed, der havde faaet det vovelige Foretagende istand. Men da han blev saa overordentlig længe borte, var Konsulen begyndt at opgive «Familiens Haab», som han havde opgivet saamange andre i de sidste Aar. Nu var han vistnok glad baade over Skibet og over sin gamle Kaptein Worse; men alligevel var hans Trin tunge og lød saa ødsligt og trist, da han fra Kontorerne gik gjennem den store Gang, hvor den brede Trappe førte op til anden Etage. Thi der skulde mere til end en heldig Reise, for at berolige den bekymrede Kjøbmand; og dertil kom, at Sandsgaard var tomt og forladt, ingen Ungdom, ingen Selskaber, -- kun gamle Minder om sirlige Kavallerer og frimodigt udringede Damer, der havde efterladt en Duft i Krogene, som bragte hans Hjerte til at banke. Siden Fru Garmans Død ifjor Sommer havde alle Selskabsværelserne i anden Etage staaet lukkede. Begge Sønnerne vare i Udlandet, Christian Fredrik i London og Richard i Stockholm; og Konsul Garman, der hele sit Liv igjennem havde været vant til munter og sorgløs Selskabelighed, skulde just ikke føle sig meget oplivet ved at leve alene med de to gamle Jomfruer -- Søstre af hans salig Kone, der nu sloges om at styre Huset for ham. -- Da han fra sit gode Skib saa al den Bevægelse, der blev inde paa Værftet og rundtom i Bugten, svulmede Jacob Worses Hjerte af Stolthed. Alt, hvad der var af Baade, kom roende ud. Slægtninge af Mandskabet, Mødre og Kjærester viftede med Tørklæder, medens de græd af Bevægelse; -- de fleste havde for længe siden opgivet «Familiens Haab». Der var ingen Slægtninge, som tog imod Skipper Worse; han var Enkemand, og hans Søn var i Handelsskolen i Lübeck. Det, han glædede sig til, var at fortælle de andre Skippere i Klubben om Rio de Janeiro, hvor ingen havde været; men allermest frydede han sig ved Tanken om de Historier, han skulde opvarte Skipper Randulf med. Hvad var nu Randulfs vidt berømte og tidt fortalte Reise til Taganrog imod Rio! -- han -- Worse -- vilde ikke tage i Betænkning at smøre rigtig tykt paa. I sine unge Dage havde Jacob Worse været en Galning, og han var endnu en munter halvgammel Fyr oppe i de femti Aar. Hans Krop var kort og tæt, hans Ansigt et ægte Skipperansigt -- firkantet, rødladent, trohjertet og lystigt. Hvis hans Hovedhaar vare talte, maatte det være et overmaade høit Tal; for de sad saa tæt som paa et Odderskind, og dertil voxte de paa en eiendommelig Maade. Det saa ud, somom en Orkan engang havde blæst ham bag i Issen, lagt først en liden spiralformet Hvirvel af Haar deroppe og siden blæst alt det øvrige nedover og til Siderne og fremover. Og der laa nu hans Haar engang for alle tæt og fast uden at lade sig forstyrre af nogen senere Vind; og fremover forbi Ørerne havde Orkanen lagt smaa Rækker af Bølger lig de, den fine Flyvesand danner efter en Storm. Inderst ved Bryggen blev «Fruens Baad» bemandet; Skipper Worse gned sig i Hænderne, det var en stor Udmærkelse. Men da han nu saa Konsulen selv stige ned i Baaden, gjorde han et lidet Rundkast paa Dækket som en lystig Gut. Thi at Konsulen selv gik ombord og tog imod Skibet, var en stor Mærkværdighed. Der kom ellers ialmindelighed en fra Kontoret, naar ikke de unge Sønner vare hjemme; for da pleiede baade Christian Fredrik og især Richard at møde langt ude i Fjorden, forat seile ind og drikke Marsala i Kahytten. Da Briggen svingede op for Ankeret, var «Fruens Baad» endnu et Stykke borte. Men Skipper Worse kunde ikke længer styre sig, han tog Tag i Vantet, svang sig op paa Rækken, og idet han viftede med Hatten, raabte han, saa det lød over hele Sandsgaard : «Vi kommer sent -- Hr. Kunsel! men vi kommer godt!» Konsul Garman smilte og hilste igjen, medens han i al Stilhed trak sine Ringe af den høire Haand; thi han kjendte Jakob Worses Nævetag, naar han kom af Reis. Paa Dækket stod Kapteinen ærbødig og lyksalig med Hatten i Haanden, da Konsulen forsigtig og stivbenet steg op af Falderebet. «Velkommen hjem -- Jacob Worse!» «Tak for det -- Hr. Kunsel!» Konsulen overlod sin Haand til Presning. Mandskabet stod i en ærbødig Kreds omkrig. De var allerede vaskede og pyntedefærdige til at gaa iland; thi der var kommet saa nxange Venner og Slægtninge ombord under Indseilingen, saa de behøvede ikke at tage Haand i Arbeidet med Ankring og Fortøining. Konsulen hilste venligt paa dem. De solbrændte Ansigter tog sig saa fremmed og kjækt ud herhjemme i den kjølige Forsommer; en og anden havde en ildrød Skjorte eller en violet Skothue, som var hjemført fra det vidunderlige Rio. Og paa alle de smilende Ansigter kunde man se, at de vidste, hvilke Allerhelvedes Karle de vare og hvor ivrigt de længtede efter at komme iland, forat vise sig og begynde at fortælle. «Her er en Galning,» sagde Skipper Worse, «han gik ud som Kahytsgut; men vi har gjort ham til Jungmand underveis. -- Kunselen maa vide, der døde et Par for os derover i Rio, -- Satans heftigt Klima! naa Lauritz! -- frem med dig!» En ung Gut paa en sexten sytten Aar blev endelig skubbet ud af Gruppen, undseelig og kantet; Ansigtet rundt og rødt skinnede som et Æble efter en alvorlig Sæbevask. «Hvad hedder han?» spurgte Konsulen. «Lauritz Seehus,» svarede Gutten. «Lauritz Boldeman Seehus,» rettede Kapteinen; og Mandskabet fniste, for de kaldte ham Lauritz Bollemand. «Vi have altid havt god Grund og Anledning til at lægge besynderlig Vægt paa Kaptein Worse's Recommendationer, og dersom det unge Menneske vil træde i en saa dygtig Sømands Fodspor» -- her bukkede Konsulen for Kapteinen -- «vil Huset forfremme ham efter Fortjeneste. Forøvrigt vil det hele Mandskab proportionaliter erholde en Gratification ved Af regningen ianledning af den lange og farefulde Reise. Huset takker hver især for godt og trofast Arbeide.» Konsulen hilste rundt og gik ned i Kahytten fulgt af Kapteinen. Mandskabet var i udmærket Humør baade for «Gratificationen» og fordi det var noget ganske uvant, at en Rheder kom ombord og takkede simple Søfolk. Det var hellerikke Konsul Garmans Vane at give sig meget af med sine Folk. Ikke at han var nogen haard Herre -- tvertimod; han hilste altid venligt, sagde vel ogsaa af og til et Par Ord i forbigaaende. Men han var og blev dog saa uendeligt fjern og høit oppe, saaat den mindste Venlighed fra hans Side blev til en Nedladenhed, der modtoges med Tak og Beundring. Da han en halv Times Tid efter gik i Baaden igjen, forat ro iland, blev der raabt Hurra for ham fra Skibet. Konsulen reiste sig i Baaden og tog sin Hat af. Han var meget bevæget og trængte til at komme hjem i Kontoret og være alene. Konsulen førte med sig iland Skibets Papirer og en Pose gode Souvereigns. Det havde været en god Reise; Huset C. F Garman havde paa lang Tid ikke gjort en saa stor Forretning; det var glædeligt; men det var ikke nok. I alle de Aar, Morten Garman havde arbeidet efter Faderens Død, var det aldrig lykkedes ham at bringe Liv og Frodighed i den store, vidtløftige Virksomhed. Huset havde i Krigsaarene og ved Myntreduktionen lidt saa tunge Tab, at dets Kræfter vare lammede for mange Aar, -- ja det syntes næsten, somom det aldrig skulde forvindes. Sagen var, at Huset fra gammel Tid sad med altformange faste Eiendomme, der ikke stod i Forhold til den formindskede rørlige Kapital; dertil kom ogsaa Gjæld, som tyngede. Og det blev ikke bedre; Morten W. Garman, som var en usædvanlig duelig Handelsmand, maatte opbyde al sin Kraft og Flid, forat opretholde Husets gamle Glans og Anseelse. Saalænge han endnu var ung, gik det an; men nu, da han nærmede sig sexti Aar, da hans Kone var død og der var tomt og øde paa Sandsgaard, nu faldt det dobbelt tungt over ham, at denne Forretning, som var hans Glæde og Stolthed og som han havde drømt at gjøre saa stor og stærk, at den skulde ligge igjen efter ham uden Livskraft kanske endog opløst og usolid. Husholdningen paa Sandsgaard havde alle Dage været meget kostbar. Den livlige, smukke Fru Garman havde yndet Essembléer, Maskerader og Optog, og hendes Mand delte fuldkommen hendes Smag i saa Maade. De friere Ideer fra Aarhundredets Begyndelse i Forbindelse med hans Stilling som eneste Søn i det store Handelshus havde givet hans Livsanskuelse et overmodigt Sving. Inde i Byen var der baade lidt Spot og megen Forargelse over hans Forfængelighed. Men det vidste han selv ingenting om. Fra sit Ungdomsliv i Udlandet og fra hyppige Reiser førte han med sig hjem en egen Luft, hvori han levede, -- Anskuelser og Ideer, vidt forskjellige fra dem, med hvilke der arbeidedes i den lille tarvelige By, som netop befandt sig i en dobbelt Gjæring ved økonomisk Opsving og en stærk, religiøs Bevægelse. Ude paa Sandsgaard derimod levedes der endnu Paryktid. De hovmodige Embedsmænd og Officerer, som hørte til i Byen, livedes op igjen og gjenfandt sine Traditioner ved Festerne derude, hvor der blev spist og drukket godt og længe ved lange Borde; hvor Selskabet var saa fint og sikkert paa sig selv, at Samtalen ikke behøvede at være saa ængsteligt fin; hvor et dristigt Ord eller et Tryk af en Fod eller en Haand, som forvildede sig, hvor den ikke burde være, eller en Hvisken bag Viften, som i Virkeligheden var et Kys paa Øreflippen, hvor hundrede smaa Traade -- for lette til at være letfærdige gik fra den ene til den anden og indspandt det hele Selskab i et fint, glinsende Silkespind, bag hvilket Frivoliteten tog sig ud, blev elegant, sirlig, anstændig som en Menuet. Og i dette Liv svømmede Konsul Garman -- sikker og behændig som en blank Fisk. Naar han paa de store Selskabsdage sad i Kontoret om Formiddagen, fløi Pennen henover Papiret, og da skrev han sine bedste Breve. Hans Tanke var saa klar, hans Sind saa færdigt og ubekymret, at det største som det mindste kom frem i sin Orden og paa sin Plads. I samme Brev, hvori han ordinerede en Ladning Kaffe, glemte han ikke tolv Pakker Lak og to Kurve hollandske Kridtpiber til Kramboden; og fra at have givet en havareret Kaptein sine Instruktioner, kunde han uden Anstrængelse gaa over til den mest detaillerede Beskrivelse af en Indretning ved Ovnsrørene, som han havde seet i London, og som han nu vilde have indført paa Byens Sygehus. Men naar saa Posten var expederet, og Klokken blev henad tre -- Middagstiden ved store Selskaber --, og Konsulen havde barberet sig omhyggeligt, parfumeret og salvet sig af talrige Krukker og Flasker, da steg han opad den brede Trappe i sin langskjødede blaa Kjole med blanke Knapper, Puffer paa Skuldrene, indsnøret Vest, Kalvekryds med Diamantnaal og det smukke graasprængte Haar ligesom let pudret i Bukler. Og da kunde det vel hænde, at han nynnede et forvovent fransk Refrain -- tænkende paa sine galante Eventyr og stillende sine smukke Ben sirlig og omhyggeligt; det var hans Drøm, at Knæbuxernes Tid vilde vende tilbage. Trods sine galante Eventyr havde Konsul Garman været en mønsterværdig Ægtemand efter Tidens Fordringer; og da hans Kone døde, sørgede han oprigtigt, og satte mange Mindestene med kjærlige Inskriptioner paa hendes Yndlingssteder i Haven. Med Fruens Død fik jo Selskabeligheden en Ende, saaat den Udgiftspost gik betydeligt ned; men samtidig gik et Par andre Poster temmelig stærkt iveiret. Og det var de to unge Sønners Conti -- især Richards. Konsul Garmans Natur havde ligesom spaltet sig i disse to Sønner. Richard var hans Stolthed og Svaghed. Hans smukke Ydre og lette Sind var som et Gjenskin af Konsulens egen Ungdom; og naar Richard tog den bedste Hest og det smukkeste Ridetøi og Konsulens egen Ridepisk, som ingen maatte røre, da listede Faderen sig fra Vindu til Vindu, saalænge han kunde øine ham, -- henrykt over, hvor godt Gutten sad tilhest, og hvor det altsammen passede til ham. Mod sin ældste Søn -- Christian Fredrik -- var Konsul Garman derimod mere stræng. Til Richard kunde han stundom skrive, naar det blev altfor galt med hans Ødselhed: «Jeg kan vistnok ret vel sætte mig ind i, at den carrière, som du med dine Forældres Samtykke har valgt, medfører adskillige Udgifter, som ihvorvel tilsyneladende overflødige dog ved en nøiere Betragtning af Omstændigheder og Forhold kunne indrømmes at være om end ikke absolut nødvendige, saa dog til en vis Grad paakrævede eller begrundede i samme ovenbemeldte Forhold; men paa den anden Side vil jeg dog give dig at betænke, om du ikke selv med betydeligt indskrænkede expenser skulde kunne forventes at opnaa det samme Resultat for din Fremtid paa den diplomatiske Løbebane. Fornemmelig vilde jeg have dig admoneret om, at du holder et regulairt Regnskab; ikke saa meget af den Grund, at jeg skulde ville controllere dine Udgifter; som paa Grund af, at Erfaring har lært mig, at vi ved et regulairt Regnskab bedst controllere os selv.» Men Regnskab var ikke Richards Sag -- endsige da et regulært; han begyndte af og til; men det gik helst op i Spøg og muntre Historier, som morede den Gamle og fik ham til at glemme Pengene. Christian Fredrik derimod indsendte maanedlige Extrakter af sin Cassabog ligefra den Tid, han var i Christianis Institut; og disse Extrakter blev paa det ubarmhjertigste gjennemgranskede af Konsulen. Var der da en feilagtig Postering, for nu ikke at tale om en Regnefeil -- eller bare en Udgiftspost, som kunde synes noget stor eller usædvanlig, saa fik Sønnen et skarpt Brev om det for en Kjøbmand absolut forkastelige i uordentlig Bogførsel eller Ødselhed. Dette holdt Christian Fredrik i en ængstelig Respekt, ja det krænkede ham undertiden. Men han vilde have følt sig beroliget, om han havde seet, med hvilket Velbehag Konsulen gjennemgik disse sirlige Extrakter, og med hvilken Omhu de bleve nummererede og nedlagte i en vis, bestemt Skuffe. Desuden var Christian Fredrik nu den eneste, med hvem Konsulen underholdt nogen Fortrolighed; og i de udførlige Breve, han afsendte mindst en Gang om Maaneden, holdt han sin ældste Søn à jour med Forretningen. I det sidste hændte det endogsaa, at Konsulen spurgte om hans Mening i et eller andet. Blandt de Ting, som mest sysselsatte Konsul Garman og paa en Maade foruroligede ham, var ogsaa det Opsving, Byen tog i de senere Aar. Ganske nye Folk dukkede op med Lommen fuld af Penge, kjøbte Sild og saltede for egen Regning og udskibede i tusindvis af Tønder om Vaaren. Hele Formuer tjentes af Haugianere og Hængehoveder, som blandede Bibelsprog i sine Handelsbreve og ikke havde Ide om et ordentligt Bogholderi. Der var et Liv og en Travlhed og en Salmesang og en Opbyggelighed over Byen, som den Gamle paa Sandsgaard ikke blev træt af at forundre sig over. Og alle disse Mennesker havde Penge. Herfra begyndte saa igjen Konsulens sørgelige Betragtninger; men dem holdt han for sig selv. Ikke engang Christian Fredrik maatte vide, hvor vanskeligt han mangen Gang havde det. -- «Familiens Haab» laa vel fortøiet med Flag under Gaffelen, Vimpel og Stander. Mandskabet gik iland, medens der var en stadig Strøm af Visiter ombord baade fra Sandsgaard og Byen. Kapteinens hvidmalede Gig blev bemandet. Jacob Worse satte sig agterud paa et udbredt Flag, hvis Hjørner slæbte i Søen. Bagved ham krøb Lauritz Boldeman op og tog Rorlinerne; det skulde se ud aldeles som en Orlogsbaad. Sex Mand roede med lange Drag og vippede Vandet med Aarerne. Saaledes havde Skipper Worse hele Tiden tænkt sig at vende tilbage fra sin Rio-Reise, og derfor var han ogsaa sjæleglad, da han nu kom indad Byvaagen. Thi det kunde aldrig falde ham ind at lade sig ro iland i Sandsgaard og derfra spadsere til Byen, skjønt det var meget kortere og snarere. Det var en Grille hos ham, at Sandsgaard var en Ø, og hvorledes end Veiret var, lod han sig bestandig ro baade frem og tilbage. Han kunde se, at de havde heist Flag paa hans Søhus inde ved Torvebryggen. Worse ejede en gammel vidtløftig Handelsgaard, der omfattede hele Kvartalet ved Torvet og endte i et stort femetages Søhus ud imod Vaagen. Thi Jacob Worse havde Penge, dem han dels havde lagt sig op som mangeaarig Skipper, dels havde tjent ved egne Speculationer. Naar han var hjemme om Vinteren, var han den ivrigste paa Fisket fra den første Dag, til det var slut; kjøbte, solgte og saltede for egen Regning. C. F. Garman befattede sig ikke saameget med Silden; Huset drev helst Speculations- og Commissionshandel i Salt og Korn i Forbindelse med Bankier- og Vexelforretning. Skipper Worse havde saaledes i Aarenes Løb gjort sig til en forholdsvis rig Mand; og naar han -- som denne Gang -- havde været saa længe borte, var han meget spændt paa at erfare, hvorledes hans Folk havde stellet sig i den lange Tid. Men intet interesserede ham dog i den Grad som at træffe Skipper Randulf, og hvergang han tænkte paa det, slog han sig paa Knæet og lo høit. Inde paa Vaagen laa der faa Skibe, siden det var Sommer; men hist og her fik de dog sine Flag frem, da de saa Jacob Worses Baad komme indover. Fra Brygger og Søhuse paa begge Sider af Havnen raabte Kjendinger til ham; han hilste igjen og lo -- stolt og fornøiet. «Hvor skal du hen -- Lauritz?» -- spurgte han, da de nærmede sig til Bryggen; for Lauritz Seehus hørte hjemme i Flekkefjord. «Jeg tænker, jeg vil tage ind hos Madame Torvestad; der har jeg altid boet før,» svarede Gutten. «Aa Fanden --» sagde Jacob Worse, «nu er du jo voxen Gut; du kan da ikke blive boende hos den gamle skinhellige Postillen.» Men da han saa nogle Trækninger i Ansigterne paa dem, der roede, forstod han det og raabte : «Aa din Dævlunge! saa det er for Jomfruernes Skyld, du vil til Madame Torvestad! -- ja tag du dig iagt; du ved, jeg kommanderer den Skuden ogsaa.» Dette var en Vittighed; thi Madame Torvestad boede tilleie i Bagbygningen i Worses Gaard. Men paa Torvebryggen ventede der Skipper Worse en bitter Skuffelse: Randulf var i Østersøen med Sild. ------------------------------------------------------------------------ [http://www.lysator.liu.se/runeberg/skipwors/02.html] Kapittel II «Sara! -- du gaar i Forsamlingen i Eftermiddag,» sagde Madame Torvestad til sin ældste Datter. «Ja Moder.» «Skipper Worse er kommen hjem; jeg vil gaa over og ønske ham velkommen. Den arme Mand er vel endnu i sine Synder og uden Trang til at delagtiggjøres i Brødrenes Adgang til Naadestolen. Tænk Sara! om nogen af os kunde blive et Redskab i Herrens Haand til at redde denne vildfarende!» Madame Torvestad saa fast paa sin Datter; men Sara, som stod ved Kjøkkenbænken og vaskede op efter Middagen, løftede ikke sine Øine, der vare mørke og store med lange Øienhaar og stærke, sorte Bryn. «Du kunde gjerne spørge blandt Vennerne, om ikke en og anden skulde føle Trang til at komme indom til os, forat samtale om det, der er talt i Forsamlingen og saaledes gjensidigen styrke og befæste hinanden i Naadens Samfund.» «Ja Moder.» Madame Torvestad gik ind i Dagligstuen, som var lidt mørk, fordi det var i Baggaarden. Ellers var der smukt og solid møbleret, meget pent og ordentligt, men lidt tørt. Hun var Enke efter Brødremenighedens Forstander; og der var efter hans Død ikke kommen nogen ny. Thi de egentlige Herrnhuters Tal var ikke stort, og det forøgedes heller ikke, fordi den religiøse Bevægelse mest fulgte den Haugianske Retning. Der var ogsaa i Læren saamegen indre Overensstemmelse og i Livet saamegen ydre Lighed, at Herrnhuter og Haugianere ikke blot ialmindelighed regnedes for hip som hap af dem, der stod udenfor Vækkelsen; men en Sammensmeltning foregik i Virkeligheden efterhaanden mellem de to Retninger. Oprindelig var der vel en ikke ringe Forskjel mellem Brødrene og Hauges Venner i Henseende til almindelig Dannelse. Hauge søgte og vandt sine første og troeste Tilhængere blandt Bønderne. Brødremenigheden derimod bestod for en stor Del af velhavende Byfolk, som desuden ved tyske Forstandere og hyppige Besøg i Christiansfeldt og de andre herrnhutiske Stationer erhvervede mere ydre og indre Kultur. Men senere, da Hans Nilsen Hauges Vækkelse var gaaet over det hele Land og havde kjæmpet sig frem gjennem utallige Trængsler, og især da det efter den langvarige Arrest og Hauges Død blev vitterligt for alt Folket, hvilken skjændig Uret Embedsstanden havde øvet mod uskyldige og gudfrygtige Mennesker, -- da vandt Bevægelsen ogsaa mange Tilhængere i de Samfundsklasser, hvor man hidtil med Foragt og Afsky havde seet ned paa de bondeagtige Sværmere og Fanatikere. Dette bidrog ogsaa til Sammensmeltningen. Hauges Venner vare desuden altid beredte til Fordragelighed og Imødekommenhed, hvor de bare mødte levende Kristentro. Og Herrnhuterne vare iethvertfald ikke stærke og talrige nok til at hævde en Særstilling, selv om de havde villet det. Det var derfor til Haugianernes nye Forsamlingssal, Madame Torvestad sendte sin Datter, ligesom der til hendes smaa Opbyggelser kom Vakte af begge Retninger uden Forskjel. Selv havde hun beholdt nogle Ord og Vendinger, som mindede de Indviede om hendes lange Ophold i Gnadau, og hun havde bestandig stor Lyst til at læse op af nogle smaa pietistiske Traktater, som hun tildels selv havde oversat fra tysk. Fra Dagligstuen gik Madame Torvestad ind i Væverstuen, hvor Tjenestepigen sad og slog Væven flittigt og taktfast. Der stod Rokke og Garnvinder og paa Bordet foran Vinduet laa der Skræddersøm; thi det var et Hus, hvor Bøn og Sang afvexlede med strængt og nyttigt Arbeide. «Hvor er Henriette!» «Hun gik ud, forat høre, hvorfor de heiser Flag paa Havnen.» «Ak ja -- Martha! -- hvor længe hænger ikke det unge Hjerte ved denne Verdens Daarlighed! -- Lad mig se, hvor langt du er kommen.» Imidlertid fortsatte Sara sit Arbeide nynnende en Salme. Det var hendes Uge til at have Kjøkkenstellet; hun vexlede med Tjenestepigen; Henriette var endnu for ung. Sara var 26 Aar gammel. Skjønt fyldig og stærk af et arbeidsomt og sundt Liv, var hun dog meget bleg; hun gik sjeldent ud, og naaede aldrig synderligt længer ud i Verden end til Kirken og Forsamlingshuset. Hendes Ansigt rundede sig saa smukt nedover den fyldige Hage, som forresten mindede lidt om det myndige Udtryk hos Moderen. Haaret laa aldeles glatstrøget og Fletterne vare samlede i en beskeden Ring paa Baghovet. Det smukke ved Jomfru Saras Ansigt og hele Person var ikke af den Art, som alle strax faar øie paa det ene Aar, men som ingen kan se Spor af det næste. Der var tvertimod noget solid ved hende: de afrundede, bløde Træk, den matte, hvide Hud og øinene med de stærke Omgivelser gav hende en stille tiltrækkende Skjønhed, der vilde holde sig længe. Medens hun stod og klirrede med Kopper og Tallerkener -- nynnende sin Salme, hørte hun ikke, at en Mand kom opad Kjøkkentrappen. Først da Døren gik op, vendte hun sig, blev lidt rød og slog Øinene ned. Manden i Døren, som var høi og bredskuldret, slog ogsaa sine Øine ned og sagde: «Se her -- Sara! bringer jeg dig «Livet i Døden», som vi talte om. Maatte du have sand Glæde af den!» «Tak Hans Nilsen!» svarede Jomfru Sara uden at se op; hun kunde ikke tage imod Bogen, fordi hun var vaad; han lagde den derfor paa Bænken og gik igjen. Hun lyttede efter hans Trin, idet han gik videre opover Trappen til Loftet; Hans Nilsen Fennefos var nemlig en af Madame Torvestads Logerende. Derpaa tørrede hun i en Fart sine Hænder, tog varsomt Bogen og læste et Stykke hist og her med Iver og Glæde. Det var jo en Bog af selve Hauge, om hvem Fennefos altid talte; men som Moderen syntes at holde mindre af; ialfald havde hun ingen af hans Bøger. Men Jomfru Sara havde andet at gjøre end at læse. Hun lagde den kjære lille Bog, som Hans Nilsen selv havde indbundet, i Vinduet foran sig og tog igjen fat paa sit Arbeide og sin Salme, men lidt stærkere end før. Stundom bøiede hun sig fremover, lagde Hovedet paa Siden og saa op i den smale Stribe af blaa Sommerluft, som hun kunde skimte over Worsesmuget, og hendes mørke Øine fik en uskyldig, henrykt Glans, somom hun saa lige ind i den aabne Himmel. Nu kom der nye Trin i Trappen nedenifra, og denne Gang hørte Sara godt; det var Henriette, -- det var ikke til at tage Feil af -- totre styrtende, hurtige Trin, saa et Fald og lidt Rabalder, saa nogle Trin igjen -- ganske som de unge Piger pleier at snuble sig opover Trapperne, naar de nylig har begyndt med lang Kjole. Henriette kom ind -- rød, straalende, forpustet, med Haaret i en Sky og begyndte i en Fart: «Aa Sara! nei du skulde seet! du Mirakel! hvor jeg blev forundret, -- for du skulde bare vide, -- ved du, hvem der er kommen hjem?» «Hys -- hys -- Henriette,» skjændte Søsteren, «tænk om Mor kom og saa dig.» Strax begyndte Henriette at glatte det balstyrige Haar med Spyt; men hun kunde ikke tie, og hun hviskede uhyre ivrigt: «Jeg var paa Torvet -- helt nede paa Bryggen, -- ikke sig det til Mor; og saa kom Skipper Worse roende, -- Skipper Worse er kommen fra Rio, -- vidste du det? -- med sex Mand og Flag, -- og bag sad Lauritz; -- jeg kjendte ham ikke, før han sprang iland, -- saa høi var han» -- hun pegte bent op i Luften, -- «han saa mig, jeg tror, han er efter mig!» -- «Nei men Henriette!» -- begyndte Sara strængt og rynkede sine Øienbryn. Men den ugudelige Henriette stak Tungen ud og smuttede ud i Gangen, hvorfra hun haabede ubemærket at naa Væverstuen. Saras Ansigt var bleven bekymret næsten strængt. Denne Vildskab hos Søsteren var hende ubegribelig; saaledes havde hun aldrig selv været; og hun vidste, at et saadant verdsligt Sind maa bøies strængt under Herrens Tugt. Alligevel gik der hende stundom et Stik gjennem Hjertet, naar Henriette sprudlede over af Ungdommelighed, og noget, der næsten kunde ligne Lyst til at være med, rørte sig i hende. Det var den gamle Adam i hendes Kjød, som daglig skal dødes og druknes; og det gjorde hun ogsaa i Bøn og Sang og flittig Omgang med Ordet; -- men alligevel -- alligevel -- -- Endnu en Gang blev Jomfru Sara forstyrret, idet et rundt, solbrændt, smilende Ansigt viste sig i Kjøkkendøren. Men Smilet forsvandt, og Lauritz traadte flau og kantet ind; han havde aabenbart gjort Regning paa at træffe en anden end Sara. «Velkommen hjem -- Lauritz,» sagde Sara venligt. «Tak for d e t,» svarede Lauritz med den dybeste Bas, han kunde frembringe; han blev staaende og gned sig mod Døren. «Vilde du snakke med Mor?» «Ja -- jeg vilde spørge, om jeg kunde faa bo her.» «Mor er inde i Dagligstuen.» Lauritz Seehus var næsten som en yngre Broder for Sara, siden han havde været i Kost hos Madame Torvestad, fra han var Skolegut. Hans egentlige Hjem i Flekkefjord var ikke godt, Faderen drak, og der var altid et Mylder af smaa Børn. En liden Stund efter kom Lauritz ud igjen -- meget slukøret og elendig. «Naa -- Laurits!» -- sagde Sara, «skal du alt gaa igjen?» «Ja» -- svarede han og skyndte sig ud, «jeg fik ikke.» Men da han gik ned igjen af den gamle, kjendte Kjøkkentrap, syntes han, at han var det ulykkeligste Menneske i Verden, ja han græd -- for første Gang som Jungmand. Det havde nu han glædet sig til paa hele Reisen: at faa sit gamle Tagkammer, at være sammen med Henriette hver Dag, at forære hende alt det mærkværdige, han havde i Kisten, at lure sig ud med hende og ro, naar Madamen var i Forsamlingen eller rende paa Kjælke i Maaneskin om Vinteraftenerne, -- alle disse straalende Haab, der vare saa fuldt færdige, gjennemdrømt de hundrede Gange, udmalede indtil de mindste Smaating i de lange, ensomme Vagttimer paa Dækket. Nu syntes han ikke, der var noget Haab eller nogen Glæde mere for ham i denne Verden og knapt nok i den næste. Sara syntes igrunden Synd i ham. Men Moderen kom ud og sagde: «Du saa Lauritz? -- Sara!» «Ja Moder.» «Talte du med ham?» «Nei -- jeg ønskede ham bare velkonxmen.» «Tror du, han er en omvendt?» Sara vidste ikke, hvad hun skulde svare; men Moderen sagde strængt: «Sig du kun nei -- mit Barn! saaledes ser ikke den omvendte og angrende Synder ud. Vel hører Dommen Herren til; men vi maa sandelig ogsaa bruge vore Øine og vor Forstand, at ikke et skabbet Faar skal indtrænge sig og besmitte den ganske Hjord.» Sara maatte give Moderen. Ret i sit Hjerte; især fordi hun forstod, at Henriette og Lauritz nu vare saa voxne, at det fortrolige Forhold snart kunde blive til syndig Kjærlighed. Hun havde endogsaa, mens han var inde i Stuen tænkt paa, at det vist var hendes Pligt at sige Moderen, hvad hun mente. Nu slap hun for det; og hun var overbevist om, at det saaledes var bedst for de Unge. Alligevel kom hun til at tænke paa, hvor ynkelig han saa ud paa Ryggen, da han krylede ud af Kjøkkendøren, og hvor Henriette vilde blive skuffet; -- han havde jo altid boet her. Igrunden var det jo saa godt for dem begge, at Fristelsen blev taget bort fra deres Vei; -- men alligevel -- alligevel -- -- Allerede Klokken syv var Jacob Worse gaaet hjem fra Klubben; dgr var ikke til at holde ud. Alting var gaaet i Baglaas for ham; ingenting var kommet som han havde ventet det, fra han satte Foden paa Land. I Klubben havde han mødt et Par finske Kapteiner, som laa i Havari; ganske unge Fyrer, som havde faret paa Amerika. Den ene af dem -- en rigtig Flab med engelsk Skjæg og Guldkjæde -- havde været i Rio de Janerio -- to Gange. O Randulf -- Randulf! hvad skulde du i Østersøen! Det gik Skipper Worse som det pleier at gaa alle, der har et let Sind. Den ubetydeligste Glæde kunde sætte ham i ypperlig Stemning og hjælpe ham over de største Ubehageligheder; men dersom -- omvendt -- en liden Fortædelighed først fik trukket ham hen i det gale Hjørne, saa var alt forkjert, en Række af Ulykker styrtede over hans Hoved og han syntes selv, at ingen kunde være saa forfulgt og mishandlet af Skjæbnen som han -- for den Dag; thi ialmindelighed sov han sit Sind i Ligevægt igjen. Idag var det netop saadan en Ulykkesdag fra det Øjeblik, han hørte om Randulf; og derfor havde han ikke fundet noget at glæde sig ved hverken i Klubben eller Kontoret eller Kramboden eller paa Søhuset, skjønt Forretningen i Virkeligheden var gaaet upaaklageligt under hans Fraværelse, og hans Folk fortjente meget mere Ros end de fik. Gnaven og modfalden gik han ud og ind i sine pene, rummelige Stuer. Solen stod lavt i Nordvest, og over Pynten, som skilte mellem Byvaagen og Sandsgaardbugten, kunde han midt i den guldglinsende Aftenhimmel se Bramrærene af «Familiens Haab». Men ingenting hjalp. Og nu kom han desuden til at mindes, at gamle Havnefoged Snell oppe i Klubben havde taget ham hen i en Krog og hvisket -- med Fingeren paa sin lange røde Næse : «Pop-pop! Jacob! -- det var nok paatide, du bragte den Gamle nogle Skillinger. De siger -- pop-pop! --, han kan trænge dem nu om Dagen.» «Hvad Fanden mente han med det?» -- raabte Skipper Worse arrig, da han nu huskede det, «vil det gamle Snydeskaft indbilde mig, at C. F. Garman er i Nød for Skillinger -- puh! -- hvad vil du? -- Lauritz!» skreg han pludselig, da han saa sin Jungmand i Døren. «Ingenting -- Kaptein!» -- svarede Lauritz sagtmodigt og gik igjen. Men Worse for efter, fangede ham i Gangen og trak ham ind i Stuen. Det var sandt, hvad Lauritz havde sagt; han vilde igrunden ingenting. Men da han i sin Sorg og store Forladthed saa Kapteinen, der altid var saa god mod ham, gaa frem og tilbage forbi Vinduerne, vovede han sig ind i et ubestemt Haab om muligens at finde en eller anden Trøst. Worse holdt ham i Nakken og saa paa ham : «Hm! -- jasaa, der er nok en til, som ikke har havt nogen lystelig Hjemkomst. Kom Gut! -- lad os to drikke et Glas sammen, saa kan du bagefter fortælle, hvad der er ivejen med dig.» Skipper Worse aabnede Klaffen i Skjænken henne i Krogen, stillede to runde hollandske Glas frem og skjænkede en Kirsebærratafia for Lauritz og en gammel gul Jamaica for sig selv. «Se saa!» -- sagde Worse, da de havde drukket, «lad os nu høre dine Sorger og Bedrøvelser.» Men istedetfor at begynde satte Lauritz i en Fart sit Glas ind i Skjænken, snappede Kapteinens og satte det ogsaa ind, derpaa smækkede han Klaffen i og tog selv Plads paa Træstolen nede ved Døren. Worse troede, Gutten var bleven gal; men for han fik Tid til at bryde løs, bankede det, og Madame Torvestad traadte ind. Lauritz havde seet hende gaa forbi Vinduet, og Respekten for Madamen var i den Grad gaaet ham i Blodet, at Synet af hende forjog al anden Tanke af hans Hoved: bare hun ikke fik se, de drak. Worse vilde hellerikke have sligt, om Madamen havde fundet ham ved Skjænken sammen med det unge Menneske; og da han nu forstod, plirede han gemytlig med det ene øje til Lauritz, medens han førte Madame Torvestad til Sæde i Sofaen. Hun var i sort Silkesalop, mørkegraa Hat med langt fremspringende Skygge og brede Atlaskes Hagebaand. Hendes Dragt og hele Person gav Indtryk af solid Velstand og værdigt Alvor. Den noget store, dobbelte Hage og Hovedets Reisning gav hende et myndigt Udseende. Derved skilte hun sig ud fra de andre Vakte. Thi disse bestræbte sig helst for at udtrykke Ydmyghed i sit Ydre og i sit hele Væsen, ligesom det ogsaa var blevet Skik blandt Hauges Venner paa Vestlandet at tale i en klynkende, sødlig Tone. Madame Torvestad havde ikke glemt, at hun var Enke efter Brødremenighedens Forstander, og det var bestandigt hendes Maal at holde sig og sit Hus som et Midtpunkt for den religiøse Bevægelse. Derfor lagde hun megen Vægt paa sine smaa Forsamlinger -- halvt Opbyggelse, halvt Aftenselskab --, og det var af samme Grund, at hun modtog Logerende i sit Hus, hvilket hun for Indtægtens Skyld ikke behøvede. Laurits regnede hun ikke med i saa Henseende; ham havde hun taget efter indstændig Anmodning fra Venner i Flekkefjord; men de, som ellers boede hos hende, vare aandeligt sindede unge Mennesker -- helst omreisende Lægprædikanter, der kom og gik, stansede nogle Dage blandt Vennerne, forat samtale og gjensidig opbygges. Og herved opnaaede Madamen, at hendes Hus forblev et af Samlingsstederne for de Vakte i Byen og hun selv en af de indflydelsesrigeste Kvinder, som de Ældste somoftest tog med paa Raad. Ligeoverfor Skipper Worse var Madame Torvestad altid lidt mindre stræng og alvorlig end mod alle andre, -- om det nu var, fordi hun havde boet tilleie hos ham i saa mange Aar, -- eller om hun troede, hans Sjæl paa den Maade bedst kunde vindes for Naadens Kaldelse -- eller om hun muligen havde andre Grunde. Ialfald var det paafaldende, hvor lidet hun blandede Guds Ord og fromme Sententser ind i sine Samtaler med ham; hun taalte endog -- ja hun smilte en enkelt Gang af den muntre Kapteins Vittigheder, naar de vare fuldstændigt harmløse. Efterat hun havde ønsket ham velkommen hjem og talt om et og andet, som var foregaaet i hans Fravær, sluttede hun med at spørge, om han ikke, -- da han nu engang sad saa alene -- kunde have Lyst til at gaa over til hende og spise tilaftens. Det vilde glæde hendes Døtre. «Kommer der ikke andre?» spurgte Jacob Worse mistænksomt. «Det kan nok hænde, at nogle af Vennerne kommer indom til os, naar de gaar fra Forsamlingen.» «Ja -- saa skal De have Tak for mig -- Madam Torvestad!» mumlede Jacob Worse halvt ærgerlig, «De ved, jeg passer ikke i det Selskab.» «Sig ikke det -- Kaptein Worse! men lad os heller ønske og bede, at De maa komme til at passe rigtig godt i det Selskab, hvor Guds Ord høres til Opbyggelse i Herren;» -- dette sagde hun med stor Inderlighed og saa paa ham med sine kloge Øjne. Skipper Worse blev lidt forlegen og gjorde sig en Tur omkring i Stuen. Det var ikke godt at svare noget til sligt; han vilde Pokker ikke i Forsamlingen; men han vilde dog gjerne finde en pyntelig Maade til at slippe. Lauritz reiste sig idetsamme henne ved Døren og gjorde Mine til at gaa. «Nei -- nei -- Lauritz!» raabte Kapteinen, «du maa ikke gaa; vi skulde jo snakke sammen. Hvor skal du hen?» «Jeg maa ud i Byen og søge Husly for Natten,» svarede Lauritz mørk, men lidt trodsigt efter Ratafiaen. «Hvad? -- du skal da vel bo hos Madame Torvestadt? -- skal han ikke det? -- Madam?» «Nei,» svarede hun tørt, «som De ved er de, der bo hos mig, mest aandelige Mennesker. Jeg modtager jo ikke Søfolk.» «Ja -- men Lauritz har jo havt som et Hjem hos Dem Madam! -- det er dog altfor haardt for den stakkels Gut at komme hjem og saa blive sat paa Gaden.» Worse forstod nu, at her var Jungmandens Sorg, og i sin Godmodighed vilde han gjerne hjælpe ham. Men Madame Torvestad svarede ikke noget paa det; hun samlede Salopen om sig og lavede sig til at gaa. «Ja Farvel da -- Kaptein Worse,» sagde hun, «og inderlig velkommen er De. Om en halv Times Tid venter jeg Sara og kanske et Par af de andre fra Forsamlingen; saa spiser vi tilaftens sammen, og kanske holder da en eller anden af os en liden Bøn. Kunde De ikke selv føle Trang til i Samfund med andre Troende at vende Dem med Tak til ham, der har reddet Dem af Stormen og ført Dem uskadt henover de vilde Bølger?» , «Jo -- jo vist -- Madame! -- ser De men» -- Worse stod og vred sig lidt. «Kom nu! -- vær ikke gjenstridig mod Kaldelsen!» -- hun rakte sin Haand frem og saa venligt paa ham. Men Worse trak sin tilbage og sagde halvt spøgende: «Stridig vil jeg nødig være. Men jeg synes, De Madam Torvestad er temmeligt stridig, som ikke vil unde den stakkels Lauritz Husly. Skal vi gaa paa Akkord? -- jeg kommer til Opbyggelsen, hvis De vil lade Lauritz faa bo hos Dem, -- hvad? slaa til Mam Torvestad!» «Jeg vilde gjøre mere end det -- Kaptein Worse! naar det kunde bidrage til at fremme Naadens Gjerning i Dem,» svarede hun blidt og rakte ham Haanden. Derpaa sagde hun i sin almindelige Tone til Lauritz : «Ja du hører, jeg gjør det for Kapteinens Skyld. Lad mig nu se, du opfører dig, saa jeg ikke skal fortryde det. Du kan faa dit gamle Kammer; det staar færdigt.» Dermed gik hun. Men Kapteinen og Jungmanden tog sig endnu en Omgang ved Skjænken. Dette havde kvikket Worse op; og da han saa, hvor sjæleglad Lauritz stormede afsted til Søhuset, forat hente Kisten med det mærkværdige i, glemte han for et Øieblik, hvor dyrt han havde betalt sin Jungmands lille Tagkammer. -- ------------------------------------------------------------------------ [http://www.lysator.liu.se/runeberg/skipwors/03.html] Kapittel III Hans Nilsen Fennefos kom fra en Familie, der tidlig var bleven vakt ved Hauges Reiser gjennem Bygden. Fra sin tidligste Barndom havde han hørt Tale om den elskede Lærer, hans Moder havde sunget hans Salmer, og selv bar han hans Navn. Derfor var der meget, som ligefrem maatte synes at drive ham til Efterfølgelse. Men Gutten havde et stærkt og lidenskabeligt Sind, og lige til sit tyvende Aar gjorde han sin Moder Sorg ved et vildt og letsindigt Liv. Da hændte det en Nat, han kom sent hjem fra et Danselag og vilde liste sig forbi Stuen og op paa sit Kammer, at han hørte Moderen ligge vaagen og synge: «Befal du dine Veie Og al din Hjertesorg Til hans trofaste Pleie, Som styrer Himlens Borg. Han, som kan Stormen binde og lede Bølgen blaa, Han ved og Vei at finde, Hvorpaa din Fod kan gaa.» Det var en Salme, som nylig var kommen til Bygden, og som han vidste, Moderen holdt meget af; men han havde aldrig lagt synderligt Mærke til den før. «Paa Herren maa du lide Om det dig vel skal gaa, Da hjælper han at stride, Da vil dit Værk bestaa. Ved Graad og selvvalgt Plage Du Intet retter ud; Thi intet kan du tage, Alt kan du faa af Gud.» Dunsterne af Dans og Drik svandt af hans Hoved; og da Moderen med sin klare lille Stemme gjentog: «Thi Intet kan du tage, Alt kan du faa af Gud,» -- da greb de ham saa forunderligt -- de Ord: Alt kan du faa af Gud, at han brast i en heftig Graad, som han havde Møie med at dæmpe, til han kom udenfor. Saa vandrede han den hele Nat omkring paa sin Faders Gaard i Graad og Angest «stridende med Herren». Først da Solen randt, fik han Naade til at bede og takke. Men det var første Gang, han havde været ude af Huset en hel Nat; og da han nu traadte ind i Stuen, rejste Moderen sig fra Bænken og gik ham imøde med Strænghed. Men da hun opløftede sine Øine og saa hans forandrede Miner og Skikkelse, da sagde hun stille: «Min Søn! visseligen har Herren besøgt dig i denne Nat.» Og med glad og frimodig Røst istemte hun: «O fryd og glæd dig nu min Sjæl: Din Frelser og Immanuel Har fuldbragt din Begjæring. Nu har du været Herrens Gjæst, O hvilken skjøn og salig Fest, O hvilken stor Foræring! O Gud! min Lov og Pris modtag! Det var mig en lyksalig Dag, Nu er jeg vel tilmode. Jeg takker dig af Hjertens Grund For denne naaderige Stund, Der kom mig saa tilgode.» Fra den Dag af gik Hans Nilsen ikke mere til Dans; men gjennem flere Aar af Anfægtelse og Sjælekamp vandt han omsider Aandens Frimodighed, saa han begyndte at tale med sine nærmeste og hvem han ellers traf om det ene fornødne. I Forsamlingen fik han ogsaa tale, og det var alles Mening, at det var længe siden, der var hørt saa liflig en Tunge. Men ihukommende Hauges Anordning, vilde de Ældste ikke tillade ham at drage ud, forat samles med Vennerne rundt om i Landet, førend han baade var ganske grundfæstet i den rene Lære og i sit Levnet havde vist Omvendelsens værdige Frugter. Først da han var over fem og tyve Aar blev han udsendt; og da han i fem-sex Aar næsten uafbrudt havde vandret fra Sted til Sted -- dels efter Opfordring, dels saaledes som Aanden drev ham, var han bleven en vel kjendt og høit skattet Lægprædikant langs hele Vestkysten og nordover -- længere end til Trondhjem. Vel var det forbi med hine Tider, da Præsten tog Lensmanden eller en fordrukken Løitnant med sig, adsplittede de gudelige Forsamlinger, skjældte Prædikanten eller spyttede ham i Ansigtet og lod ham transportere ud af Sognet til næste Lensmand. Men om end Lægprædikanterne vare mindre udsatte for ydre Vold end i de gamle Forfølgelsens Dage, var der dog Farer af anden Art, som paa mange Maader gjorde deres Stilling vanskelig. Thi Præsterne havde ingenlunde skiftet Sind. Men da de ikke længer turde fængsle og offentligen udskjælde «disse Sværmere, disse Skjælme, disse Bedragere, skinhellige Skurke og Folkeforførere», saa valgte de i Stilhed at belure og bagvaske dem. Og dette blev for Lægfolket og især for dets Førere og Prædikanter en ny Tugtelse til Taalmodighed. Thi eftersom de Vaktes Antal steg, kunde det jo ikke være anderledes, end at en og anden faldt hen i aabenbare Synder eller grebes i Hykleri og falsk Gudfrygtighed. Og da var Præsterne paafærde; -- ivrige og nidkjære -- fra Prækestolen og i Husene fortalte de og fortalte og fortalte omigjen alle de skrækkelige Historier om disse Haugianere, disse Øienskalke, der foragtede Guds Hus og søgte hen til deres egne skumle Forsamlinger, hvor alskens Vederstyggelighed bedreves. Og fra Embedsstanden udbredte der sig over hele den saakaldte dannede Klasse en Mistro, en Aversion, der kunde stige til Had mod disse fredsommelige og gjennemgaaende høist respektable Mennesker. Herfra hentede ogsaa Literaturen sine skumle Skikkelser af nederdrægtige Lægprædikanter og sine apostoliske Gestalter af Provster og Præster -- Lysets og Fredens Mænd. Den literære Del af Samfundet viste ialmindelighed lidet om Lægprædikanterne; men man troede paa Skildringen; thi Præsten -- Fredens Mand kjendte man saa godt. De fleste kjendte ham fra disse Feriebesøg i en Præstegaard, der altid staa for Erindringen som Glanspunkter i Ungdommen -- enten i Maanelys en Sommernat i Skoven eller med tindrende hvid Sne og Klang af fjerne Kanebjælder, der komme nærmere. I denne Ramme stod Præsten -- lys, venlig og dog saa velgjørende alvorlig; hvilke muntre Bordtaler kunde han ikke holde, hvorledes kunde han ikke gaa ind paa en uskyldig Spas, og hvor var der ikke godt at være i det rummelige, overflødige Hus, fuldt af Ungdommens Lystighed og betrygget ved «Fars» milde Alvor. Han var Midtpunktet for alt, -- ikke blot for Fruens og Døtrenes Omsorg; men i al Ungdommens Glæde og Leg maatte «Far» være med, naar det skulde være rigtigt; hans store Merskumspibe blev stoppet for ham, de unge Mennesker kom styrtende med Fidibusser, naar den gik ud; og alle samledes i en deltagende Kreds om ham, medens Fruen indviklede ham med øvet Haand i alle hans Uldtrøier, Skindtrøier, Tulupper, Skjærf og Peltse, naar han skulde kjøre til Annexkirken anden Juledag. Eller kunde nogen glemme de stille Lørdagseftermiddage, naar man helst maatte holde sig ude af Huset, for ikke at forstyrre Præsten, der studerede sin Prædiken i Kontoret, saaat Tobaksrøgen hvirvlede ud af Nøglehullet som en blaa Slange; eller Søndag Morgen, før man gik til Kirken, naar man ventede, mens «Far» spiste sin Æggedram, forat klare Stemmen. Og dog kunde denne Feriepræst være en ganske anden Karl, naar han sad alene blandt sine Bønder i Fattig- eller Skolekommissionen; og fra Kontoret hørtes stundom en Stemme, som man neppe skulde tiltroet Lysets og Fredens Mand. Ja det kunde vel ogsaa hænde, naar Ungdommen samledes ude i Gangen, forat finde Overtøiet til en eller anden munter Udflugt, at en vadmelsklædt Bondemand kom tumlende Kant om Kant ud af Kontoret, medens man i Døren saa et hastigt forsvindende Glimt af et rødt Ansigt og en heftigt bevæget Slobrok. Da sagde Fruen eller en af Døtrene: «Uf! -- stakkels Far! der var igjen en af disse stygge Haugianerne, som volder Far saamegen Fortræd i Sognet.» Og denne Stemning mod de Vakte døde ikke ud, selv efter at Pietismen kom til Hæder og Værdighed ved Universitetet. De nye Lærere og Præster, som ikke blot skyldte Hauge og hans Bevægelse den større Inderlighed i Læren og Tilegnelsen, men som tilogmed havde antaget det sagtmodige Ydre, den blødsødne Tone og de langt henhvislende «s»-Lyde fra Haugianismens Forfaldstid, de syntes hurtigt at glemme, at hele det Kristenliv, paa hvis skrøbelige Levninger de levede, var noget, Folket selv havde tilkjæmpet sig fra neden af. Og lig sine myndige Fædre begyndte de ubekymret at fable videre om, at de vare Folkets Hyrder og Fædre, at hver den, som krummede et Haar paa deres Hoveder, der vilde borttage en Tøddel af deres Magt og Anseelse, han nedbrød! -- han nedbrød Folkets Agtelse for det hellige, han rørte med formastelig Haand ved det ældgamle skjønne, patriarkalske Forhold mellem Menigheden og den elskede Sjælehyrde! Men i de første Aar, da Hans Fennefos reiste omkring, traf han helst Præster af den gamle Skole, der lurede paa hvert hans Ord og hvert hans Fjed og voldte ham og hans Venner saamegen Skade og Fortræd som de kunde. Da gjalt det at vogte nøie baade paa sig selv og paa Vennerne, og her havde den unge Prædikant mangen Strid at bestaa. Thi ligesom han var af usædvanlige Legemskræfter, var han ogsaa hensynsløst modig. Gamle Folk sagde, at han mindede meget om Hauge i den første Tid, førend de havde ødelagt ham med Forfølgelse. I de Breve, som de Ældste hjemme paa Fennefos sendte foran ham til Vennerne rundtomkring, stod der derfor altid, at den unge Hans Nilsen maatte stadig formanes til Lydighed mod dem, der ere satte til at styre og raade, paa det at ingen Strid eller Forargelse maatte opstaa. Og efterhvert lærte han at dæmpe sit Sind, saa han endog mange Steder i Stilhed kunde afværge Splid mellem Præst og Menighed. Det havde været Hauges Vilje saaledes, og for den bøiede han sig som alle de andre Venner. Derved kom Fennefos som saa mange Lægprædikanter til at forberede Sindene saaledes, at hvorsomhelst en Præst bare vilde, der kunde han næsten altid -- høist uforskyldt finde en liden Kjerne af levende Kristne i Menigheden, der stod rede til at slutte sig om den, der kun ikke som de gamle Præster bød dem Stene for Brød. Men undertiden holdt det haardt for Hans Nilsen at styre sit Sind. Af de Gamles Fortællinger hjemme paa Fennefos vidste han god Besked om alle Begivenheder i Hauges Liv. Han kjendte Navnene paa alle de Lensmænd og Sorenskrivere, men især paa alle de Præster, der havde forhaanet, forfulgt og halvveis plaget Livet af den kjære Lærer. Og hvor han nu kom Landet rundt, der traf han disse samme Navne. Baade Domstolen og Prækestolen var gaaet iarv til Sønner ikke blot i Aanden, men og i Kjødet af hine gamle, forhadte Forfølgere. Det glødede mangen Gang i det unge Blod, og naar Ordet faldt frit og skarpt i Forsamlingen, saa han den samme Glød hos andre. Men da tugtede de hinanden gjensidigen: der er ingen øvrighed uden af Gud. Naar han for over Vestlandet, stansede Fennefos altid en Stund hos Madame Torvestad.Byen var et Knudepunkt i den vidt forgrenede Vækkelse, og efterhaanden blev han mere hjemme her end paa Fennefos. Herhen sendtes derfor ogsaa Breve og Budskab til ham fra Venner omkring i Landet, naar der var noget galt paafærde blandt dem, eller naar de fik altfor stor Længsel efter at høre ham tale. Saa rejste han eller skrev Breve; eller de Ældste sendte en anden, om der var nogen, som passede til det. Det var imidlertid hverken Brødrene eller Madame Torvestad, der trak ham saa stærkt og holdt ham saa længe i Byen. Thi han trivedes igrunden bedst blandt Bønderne. Og mod Madame Torvestad havde han meget at indvende. Hun var for slap i mange Ting; opfyldt af tysk pietistisk Sværmeri, som han ikke kunde fordrage, og fremfor alt var hun ham altfor myndig og herskesyg i Menigheden og i sit Hus. Hvad der bandt ham, var vel mest Sara. Ikke at han elskede hende med noget Slags Attraa, der var ham bevidst. Men hun var saa gjennemtrængt af Vækkelsen, saa vel bevandret i Skriften og de gode Bøger, at han ikke vidste noget Menneske, med hvem det var ham livsaligere at tale om aandelige Ting. Ogsaa blandt Vennerne stod Sara i høj Anseelse, og det var for de Gamle en Hjertens Glæde at høre denne unge Kvinde tale Guds Ord i Forsamlingen. Vistnok var dette meget sjeldent, og hellerikke havde hun mange «egne Ord». Men hun kunde saa mange Salmer, Skriftsteder og Stykker af de gode Bøger udenad og fremfor alt: hun var saa kj endt og vel bevandret i selve Bibelen, at der selv blandt Mandfolkene neppe fandtes nogen, der kunde maale sig med hende. Paa Bordet i Madame Torvestads Stue var der en fastskruet Pult; der laa altid Bibelen opslaaet. Det var Saras Plads, og ved Siden af hende satte Madamen idag en god Stol for Skipper Worse. Der var kommen nogle alvorlige Koner, der satte sig rundt Væggene, lagde Hænderne i Skjødet og sukkede. Et Par unge Piger trykkede sig sammen med Henriette paa en altfor kort Bænk ved Ovnen, og en halvvoxen Gut, hvem Forældrene slæbte med fra Forsamling til Forsamling, satte sig -- gulbleg med Finner og Fregner og en fuldkommen følelsesløs Mine paa den yderste Snip af en Stol nederst ved Døren. Lidt efter kom Mandfolkene i Følge. Der var Brødrene Endre og Nicolai Egeland, som havde den største Bondehandel i Byen, Sivert Jespersen, som i faa Aar havde samlet sig en Formue ved Silden og endnu en fire fem af de mere fremragende Haugianere -- Haandværkere eller Handelsmænd. Madame Torvestad tog dem alle i Haanden og søgte at skaffe dem Plads, hvilket tilslut blev vanskeligt nok, skjønt Stuen var rummelig og fuld af Stole. Hans Fennefos gik hen og hilste paa Sara, og spurgte idetsamme, hvem Lænestolen var sat frem til? «Skipper Worse vil komme her iaften,» svarede Sara uden at se op. Hans Nilsen blev forbauset og ilde tilmode, uden at kunne gjøre sig rigtig Rede for Grunden Madame Torvestad hilste venlig paa ham; men hun satte sig ikke endnu paa sin Plads; hun gik omkring -- lidt febrilsk, indtil Jacob Worse endelig kom. Da han aabnede Døren, fik han en uvilkaarlig Lyst til at løbe sin Vei. Han kom fra sine luftige Værelser, hvor der endnu var lidt Lys fra Aftenhimmelen. Men her var mørkt og kvalmt; to Talglys stod i Messingstager og skinnede over Bordet og Bibelpulten; men ude i Stuen kunde man ikke se andet end en Rad af Ansigter langs Væggene. Der blev imidlertid ikke Tale om at slippe. Madame Torvestad tog ham saa venligt ved Haanden og førte ham ind. Desuden var han jo kjendt af alle, og Mandfolkene kom frem, for at næves med ham og ønske ham velkommen hjem. Der blev almindelig Glæde ved at se ham her i Forsamlingen; thi Jacob Worse var en betydelig Mand i Byen, og hidtil havde han snarere hørt til Haugianernes Fiender og Spottere. De nikkede og smilede til Madam Torvestad, og hun nød sin Triumf. Især var Sivert Jespersen fornøiet. Han og Worse vare gamle Kjendinger fra Fisket nord paa; og Sivert Gesvint -- som han kaldtes -- var udenfor Forsamlingen en livlig og foretagsom Mand. Paa samme Tid som hans Mund var fuld af Guds Ord og Salmevers, kunde han tage ordentlig fat i et Knibetag eller seile som en Vaaghals, naar det gjalt om at komme først frem til Fiskepladsen. Skipper Worse knurrede lidt og strøg sit Odderskind, da Sivert Gesvint trykkede hans Haand og ønskede ham saa inderligt kjærligt velkommen. Der var nemlig en gammel Historie mellem dem om et Parti Salt, som Worse formente, Sivert havde snydt ham paa; og det havde han sagt ham -- bent frem -- mange Gange, naar de mødtes paa Fisket; men Sivert Gesvint plejede bare at smile venligt og klappe ham paa Skulderen. Madame Torvestad førte nu Worse hen til Lænestolen; han følte sig yderst ilde tilmode og forbandede i sit stille Sind baade Lauritz og Madamen. Men Lauritz sad høist lyksalig paa en Skammel bag to tykke Madamer, mellem hvilke han kunde skimte Henriette. Sara hilste blufærdigt paa Skipper Worse; han strøg hende over Haaret; han havde jo seet hende voxe op fra liden Pige. Da nu alle vare komne tilsæde, og der var blevet ganske stille, sagde Madame Torvestad: «Nu -- lille Erik Pontoppidan! kan du saa fortælle mig, hvad der blev talt om i Forsamlingen!» «Om Helliggjørelsen» -- kom det fra den blegfinnede Gut ved Døren, -- ligesaa prompte og tonløst, somom der var bleven trykket paa en Knap. «Hvilken Salme var det, I sang -- Henriette! -- det husker du vel?» -- spurgte Moderen. Henriette havde været i Forsamlingen; men optaget af den sørgelige Efterretning, at Lauritz ikke fik bo hos dem, havde hun ikke haft stort Udbytte af Andagten. Og da hun saa kom hjem og fik høre, at han alligevel havde faaet Lov, var hun bleven saa hoppende glad, at Moderens Spørgsmaal faldt over hende som et Spand Vand. Hun blev ildende rød og vidste hverken ud eller ind. Madame Torvestad saa et Øjeblik strængt paa hende; derpaa vendte hun sig mod Erik Pontoppidan, og saasnart hendes Blik havde berørt Knappen, svarede han uden at blinke: «Nu bør ei Synden mere --» Der var flere i Forsamlingen, som nikkede og smilede opmuntrende til Gutten. Hans Moder -- en tyk, gul Madam og Faderen -- Endre Egeland vare stolte af ham. Men Erik Pontoppidan lod ikke til at mærke noget af alt det. Paa Henriette saa ingen -- uden Lauritz; hun sad skamfuld og krøb bagved sine Veninder. Madame Torvestad istemte nu, og de andre fulgte -- uden Salmebøger: Nu bør ei Synden mere Med Magt og Herredom Udi mit Kjød regjere, Men daglig kastes om. Alle sex Vers bleve sungne. Det lød for Jacob Worse forunderligt mørkt og fælsligt -- alle disse Stemmer i den lave Stue, Kvindernes kvasse Røster og Mændenes dybe Knurren. Langsomt -- uendeligt langsomt gik det; og i Pausen efter hver Strofe havde Sivert Jespersen nogle besynderlige Skjælvninger og Trimulanter som hørte til hans Maner. Det var en af de Ældste, som havde talt i Forsamlingen, og han var ikke tilstede iaften hos Madame Torvestad; hun spurgte derfor, om nogen vilde give hende et lidet Ord af hans Tale. Derved saa hun og flere andre hen paa Fennefos; men han sad stille med Munden sammenknebet: det saa ud, somom han ikke vilde tale iaften. «Ja jeg for min ringe Del,» begyndte da Sivert Jespersen, «jeg synes, den Gamle talte rigtigt saa godt og inderligen enfoldigt. Det var om den Helligaands Gjerning, -- som lille Erik Pontoppidan var saa flink til at sige --, og den Gamle valgte til Udgangspunkt Luthers Ord til Artikelen: Jeg tror, at jeg ikke af min egen Styrke og Fornuft kan tro paa Christum eller komme til Christum, -- og han viste saa klarligen -- saaledes synes da jeg ialfald -- baade af Skriften og den daglige Erfaring, hvor elendigen vi komme tilkort baade i det aandelige og i det timelige, naar vi holde Kjød for vor Arm og forlade os paa vor egen skrøbelige Fornuft.» Nicolai Egeland, som ikke var videre begavet i aandelig Henseende, sagde nu: «Jeg tror Herre! hjælp min Vantro.» Han kunde i Virkeligheden ikke mer end fire eller fem Skriftsteder udenad, dem han anvendte som det kunde falde sig, og mangengang faldt det sig slet ikke. Men Brødrene kjendte hans Trofasthed og bar over med ham; han havde nu engang ikke faaet større Pund anbetroet. En af Kvinderne sukkede: «Ja det var et sandt Ord -- Sivert Jespersen! ikke skulde vi langt komme med vor egen Fornuft i de aandelige Ting.» Madame Torvestad tog nu Ordet; hun sad gjerne og bladede i en hel Del smaa Bøger, som laa paa Bordet ved hendes Plads ligeoverfor Sara. Det var dels Traktater, dels Bønnesamlinger og aandelige Sange. Og naar hun traf noget, som passede, flettede hun det ind i sine egne Ord, saa det blev halvt Tale, halvt Oplæsning. «En Kristen bør altid ihukomme,» begyndte hun, «at der er mange høie og hemmelighedsfulde Underværker i Naadens Husholdning, som aldrig i Tiden af den stakkels Menneskeforsand skulle kunne fattes og begribes. Derfor behøve vi aldrig at besvære os med at forsøge at begribe det; men blot stole paa Guds Almagt og Sanddruhed, som har kundgjort os det. Ja -- saasnart Fornuften vil begynde at overveie, hvorledes det er muligt, hvad Christus siger, skulle vi strax vide, at det er Fristelsens Time, -- at Djævelen er nær, den gamle, fornuftige Slange, som forførte Eva ved sin Træskhed; og da skulle vi øieblikkelig paakalde Guds Navn til Beskyttelse mod Døden, ja mod selve Helvede. Maatte vi dertil alle forundes Naade.» «Amen» -- sagde Nicolai Egeland. «Men Kjære!» -- spurgte Sivert Jespersen henover til de unge, «hvorledes skulle vi forundes denne Naade?» «Det er den Helligaands Gjerning,» kom det nede fra Døren. «Det var rigtigt svaret -- lille Erik! og hvad kalder du denne den Helligaands Gjerning?» «Helliggjørelsen.» «Og af hvilke Stykker bestaar Helliggjørelsen? -- kan du ogsaa svare paa det?» «Igjenfødelsen, Retfærdiggjørelsen og Fornyelsen.» Atter saa alle med Velbehag paa den flinke Gut. Selv sad han uden Forandring i sit Ansigt, Munden halvaaben -- parat, saasnart nogen trykkede paa Knappen. Men nu blev Nicolai Egeland ærgjerrig, og han begyndte paa det længste Skriftsted, han kunde: «Synden kom ind i Verden formedelst et Menneske», men Madame Torvestad afbrød ham lempeligt: «Det er en underlig Ting med det gjenfødte Menneske; han er ikke Slave af en eneste Synd eller verdslig Lyst, -- ja ikke engang af uskyldige Ting. Naar jeg siger, han er ikke Slave, saa er det ikke Meningen at nægte, at han jo i en svag Time kan overfaldes og overvindes af Synden; men det vil sige, at han forbliver ikke i den. Overrumples han af Djævelen eller Kjødet, saa han falder i nogen Synd, staar han atter op igjen, klager sin Nød for Gud og søger Forladelse. Og saalænge han saaledes atter opreises i Troen og faar Fred med Gud, bliver han altid atter Synden overlegen, saaat han dog vedbliver at vandre efter Aanden.» Sara saa hen til Fennefos; thi hun vidste at han ikke kunde lige den Bog, Moderen læste dette af. Men han rørte sig ikke. I den svage Belysning skimtede hun bare det kraftige, rene Profil -- halvveis vendt opad, somom han sad og saa op mod Loftet. Da han sletikke syntes at ville tale iaften, fortsattes Samtalen bare et Kvarters Tid uden synderligt Liv. Sara sad hele Tiden ved Bibelen; og eftersom Samtalen bevægede sig, slog hun op et Skriftsted hist og her -- dels for sig selv, dels naar en af de andre bad hende hjælpe paa Hukommelsen. Hunfandt strax alt, hvad hun søgte, de fleste Steder af Betydning fremsagde hun udenad. Skipper Worse havde ikke megen Forstand paa Helliggjørelsen, og han blev umaadelig træt. Det eneste, som endnu holdt ham vaagen, var Saras smaa Fingre, der bevægede sig saa flittigt mellem Bladene i den hellige Bog. Men tilslut var han alligevel paa gode Veie til at sove ind, da Madame Torvestad foreslog, at de skulde synge en Salme til Beslutning. Sara tog nu en Salmebog og holdt den hen for Kapteinen, og Sangen begyndte. Worse sad i Halvsøvne og saa paa hendes Fingre. Da vendte hun pludselig de mørke stærke Øjne mod ham og sagde: «Syng med!» Skipper Worse blev med en Gang ganske lysvaagen og begyndte at brumme med, eftersom hun flyttede Fingeren. Han havde aldrig været stiv i Salmesang, og naar der kom Ord som Gud og Jesus, skammede han sig for at tage dem i sin syndige Mund. Men vaagen var han bleven og mer end det: han begyndte næsten at befinde sig vel. Af og til saa han fra Fingrene opover hendes Arm og de fyldige Skuldre, den matte hvide Hud bag Ørene og under Hagen, hvor det bevægede sig blødt i Struben, naar hun sang. De sad saa fortroligt og nær hinanden, idet hun bøiede sig mod ham med Salmebogen, saaat Skipper Worse fik en Fornemmelse af noget lunt, kvindeligt, -- den første hjemlige Følelse, han havde kjendt idag. Der var en anden, som ogsaa befandt sig saare vel, skjønt heller ikke han fulgte saa nøie med i selve Opbyggelsen, og det var Lauritz Seehus i sin Krog. Han var saa lykkelig efter den udstandne Lidelse, at han slet ikke kjedede sig, som han ellers pleiede i Forsamlingerne; han kunde jo se Henriette. Og da de hellige Ord og Sangen ogsaa gjorde sit Indtryk paa ham, der havde været saa længe fra det, blev han saa bevæget, at han takkede Vorherre, fordi han havde sendt ham hin korte, men haarde Prøvelse, forat han desto bedre skulde skjønne paa, hvor godt han nu havde det. Da Salmen var sungen, bar Husets Døtre ind The og Smørogbrød. Efter en Bordbøn af Endre Egeland, spiste alle godt og drak megen The, hvorpaa de skiltes lidt over Klokken ni. Da Worse igjen stod nede i sine Stuer og saa Madame Torvestads Gjæster gaa over Torvet fra Worsesmuget, vidste han ikke enten han skulde le eller bande, naar han tænkte paa, at det var med disse Folk, han havde tilbragt sin første Aften. Der gik Endre Egeland, om hvem det blev sagt, at han lokkede Bondepigerne ned paa Søhuset, og den Sivert Gesvint, som havde snydt ham saa blodigt paa det Saltet! Det skulde bare Randulf vide! Alligevel maatte han flere Gange tænke paa, hvor hyggeligt det havde været at synge med Jomfru Sara, og han fandt, der var ensomt og tørt i hans store luftige Stuer. I Slutten af forrige og i Begyndelsen af dette Aar hundrede vare Præsterne i Norge tørre Rationalister, der ikke formaaede at tilfredsstille den religiøse Trang hos Folket, som de ikke forstod, og hvis lave Kultur de desuden foragtede. Da begyndte en ulærd Bondesøn -- Hans Nilsen Hauge -- født 1771 -- at vandre om i Landet, og ved Samtaler og gudelige Forsamlinger vakte han i kort Tid et blomstrende Kristenliv blandt Almuen. Bonden vendte sig fra Slagsmaal og Drik og tog fat paa sit Arbeide; og snart havde Bevægelsen fundet talrige Brændpunkter i det vidtstrakte Land, hvor Fabriker og industrielle Anlæg voxede frem under flittige Hænder, medens Arbeidere og Arbeidsherrer i broderlig Kjærlighed samledes om Guds Ord. At Folket saaledes hjalp sig selv baade i aandelig og timelig Henseende, kunde Embedsstanden ikke taale. Præsterne fik en villig Haandsrækning af Juristerne, og ved Hjælp af en gammel Forordning af 1741 mod gudelige Forsamlinger fik de Hauge grebet og fængslet. I ti Aar holdt de ham i Fængsel. Men da alt, hvad utallige Forhør bragte for Dagen, kun var nye Vidnesbyrd om Mandens pletfri Vandel, store Evner og ædle Karakter, maatte hans Fiender tilslut lade ham gaa og nøies med at berøve ham Resterne af hans Formue. Alligevel havde de seiret. Thi Hauge var legemligt knækket af et langt og usundt Fængselsliv; han levede ikke mange Aar efter, -- syg og fuld af Plager, men kjæk og frimodig til det sidste. I 1824 døde han. Men først i 1842 fik Folkets Repræsentanter hin gamle Forordning af 1741 ophævet -- tiltrods for Kongen, Statsraad, Amtmænd, Universitet, Bisper, Prov†ter og Præster.-- [Anm. til den tyske Udgave.] ------------------------------------------------------------------------ [http://www.lysator.liu.se/runeberg/skipwors/04.html] Kapittel IV De følgende Aftener var Skipper Worse igjen i Klubben og befandt sig vel. Det var bare den første Dag, det faldt saa forkjert med disse unge Amerikafarere. Senere flokkedes jo de gamle Venner om ham, og han fortalte mangen god Historie fra Rio de Janeiro, sang ogsaa et Par engelske Viser med Omkvæd paa Spansk; som han havde lært af en deilig Pige, der hang i en Matte mellem to Palmetræer. Det var noget, som slog an; thi i Klubben blev der sjunget næsten hver Aften; og da de havde lært det spanske Omkvæd, faldt Koret ind med en Kraft, saaat Skeerne klirrede i de store rygende Toddyglas: Ah chio -- chio -- la-la-la, Ah -- chio -- chio voi! Der var baade Havnefoged Snell og Kontrollør Aarestrup, Toldskriver Preuss og Brandinspektøren og forresten en hel Del Skippere og Rhedere. Det var naturligvis over hele Byen, at Skipper Worse havde været hos Haugianerne, og han maatte døje mange Vittigheder i den Anledning. Han valgte at le med; det kunde ikke nytte at skabe sig sint, og tilslut var han endogsaa saa ugudelig at holde Bordbøn efter Endre Egeland. Desuden var det ham ikke ubehageligt, at alle i Klubben snart blev enige om, at Jacob Worse var en udspekuleret gammel Kavaller, som holdt sig til de Hellige for de smukke Pigers Skyld. Madame Torvestad havde ikke foruroliget ham senere. Naar de mødtes, bad hun ham altid se indom, saa ofte han havde Lyst; men naar han saa ikke kom, var hun lige blid. Da han fik sine Sager iland fra Skibet, lod han Lauritz gaa over, til Jomfru Sara med et Skrin besat med Konkylier, hvilket var den største Mærkværdighed, han havde bragt hjem fra Rio. For denne store Gave takkede Madame Torvestad Kapteinen paa Datterens Vegne, idet hun dog mildt bebreidende tilføiede, at saadanne prægtige Gjenstande lettelig hos den unge kunde opvække verdslige Tanker og Forfængelighed. -- Udover Sommeren forvandt Worse Savnet af Randulf. Det gjorde godt at være hjemme i Ro en Stund, Forretningen gik godt, og den hele By dyrkede ham en Smule som den, der havde ført det første Skib til Rio. Fra sin Søn i Lübeck havde han ikke ofte Brev. Men af Regnskaberne saa han, at den unge Herre levede og sandsynligvis levede godt. Der havde aldrig været stor Fortrolighed mellem dem, dels fordi Faderen var saa meget borte fra Hjemmet, dels fordi Sønnen var saa forkjælet og forklusset af Moderen. Hun var en forskruet, sentimental Dame, fuld af romantiske Griller, som ikke tænkte paa andet end Riddere og Borgfrøkener og Væbnere og Maaneskin og Falddøre og lange Lokker og Vindeltrapper. Hun havde i sin Tid bedaaret Styrmand Worse paa en Rotur i Maaneskin. Et saa fint Fruentimmer, med saa store, vaade Øine og saa langt gult Haar havde han aldrig seet før -- hverken i Østersøen eller i Middelhavet. Og hun var bleven hans i Liv og Død paa den selvsamme Rotur, da Worse, efterat Selskabet havde drukket Kaffe paa en liden Ø, tog hende paa sine Arme og vassede med hende ud til Baaden, istedetfor at vente, til den blev lagt ordentlig til Land. Det mindede hende lidt om Romarino, der omslyngede Mirandas smekre Midie med sin senestærke Arm, svang sig let i Sadlen med sin skjønne Byrde og jog ud af Borgporten paa sin fnysende Ganger. Men det blev en høist ulykkelig Ridetur for dem begge. Han var ligesaa umulig til Ridder som hun til Skippermadam. Da Byens Leiebibliothek ikke havde mere at byde, henfaldt hun i sygelige Drømme, af hvilke hun vaagnede, forat klynke og beklage sig; og da fik Jacob Worse Smag paa de lange Farvande. Engang han var ventendes hjem fra Lissabon, fødte hans Kone en Søn, som hun skyndte sig at døbe: Romarino. Dette gik Worse nær tilhjerte. Han kunde næsten ikke glæde sig fuldtud over den lille blege Tingest i Vuggen for dette Navns Skyld, der ligesom fjernede Gutten saa meget som muligt fra ham og trak ham ind i Moderens Verden. I Virkeligheden var det ogsaa noget af det mest bagvendte, man kunde tænke sig -- at høre Skipper Worse sige: Romarino. Da den svagelige klynkende Dame døde, var Romarino 15 Aar; og han blev da sendt til en Familie i Kjøbenhavn, som paa Konsul Garmans Anbefaling tog sig af ham; hjemme i det store tomme Hus kunde han jo ikke være, og Faderen var bestandigt paa Reise. Nu var han henad 20 Aar, og før Jacob Worse gik paa den lange Tur til Rio, havde Sønnen været paa Besøg hjemme. Han var fremdeles en bleg Tingest med blondt Haar, olivengrøn Kjole, gul Vest, trange lysegraa Benklæder, der med stor Kraft holdtes stramt nede ved hvide Alunskinds Stropper under Støvlerne. Den urimeligt høie Flossehat sad paa tre Haar -- eller snarere paa to; det var et Vidunder, at den ikke faldt af -- oftere. Saaledes imponerede han i nogle Dage den lille Fiskeby; han gik og vippede med en tynd Spanskrørstok og saa yderst haansk paa alt og alle; kunde hellerikke tale rigtig norsk. Faderen var delt mellem Beundring og en Følelse af Generthed. Men Beundringen fik et haardt Stød, da Thomas Randulf svor paa, at Romarino «havde Pomade paa sit Lommetørklæde.» Imidlertid holdt dog Worse altid af sin Søn, om han end kunde have ønsket lidt mere af sit eget Sjømandsblod i ham. Han tænkte saa ofte, om han kunde efterladt «Familens Haab» til sin Søn, -- saadan en som Lauritz Seehus burde det have været. Romarino Worse var derimod i Virkeligheden, hvad han saa ud til -- en Laban, som brugte sin Faders Penge; men i sit Hjærte foragtede han dybt den simple Skipper, -- saaledes som han tidligt havde lært det af sin Moder. -- -- Eftersom nu Skipper Worse begyndte at finde sig tilrette i Byen, spekulerede han ofte over, hvad der vel kunde være iveien ude paa Sandsgaard. Thi der var slet ikke som før; -- Pokker maatte vide, hvad det var. At Fru Garman var død, gjorde jo naturligvis meget; men det kunde ikke være Grunden til, at der vedblev at hvile noget tungt, trykkende over alt derude. Og tilslut blev han mistænksom. Det var ikke bare Havnefoged Snell, som hin første Aften havde hentydet til C. F. Garmans Pengeknibe. Han hørte det samme fra flere Kanter. Først lo han; men lidt efter lidt blev han dog betænkelig. Mange Gange, naar han lod sig ro ud til Sandsgaard, sad han og besluttede, at idag vilde han spørge Konsulen bent frem. Herregud! -- Hvis C. F. Garman virkelig behøvede Penge, saa havde jo Jacob Worse en god Klat ved Haanden og mere kunde han skaffe. Men han fik aldrig Mod til at spørge. Det var fast Skik, at saasnart de saa Worses Baad komme indover Sandsgaardbugten, blev der givet Ordre til Zacharias Søhusdreng, at han skulde fange en stor Torsk i Fiskebrønden; det var Skipper Worses Yndlingsret. Baade Jomfru Mette og Jomfru Birgitte vare igrunden sjæleglade, naar han kom; endskjønt de var frygteligt sinte paa ham, naar han ærtede dem, hvilket han altid gjorde. Jacob Worses første Vandring, naar han havde hilst paa Jomfruerne, var til Kontoret, som laa lige ved Dagligstuen; Døren pleiede at staa aaben. Her tog han Almanakken, og naar han saa fandt, at Dagen hed Sankt Crispinus eller Sankt Hieronymus eller noget sligt, pleiede han at gnide sig i Hænderne: «Aa Bitterdød; er det den Sankten; jeg kjender ham fra Italien; det er en af de fineste, de har. Ja -- saa maa vi vist have os en Toddy iaften.» Konsul Garman smilede, og den gamle Bogholder -- Adam Kruse vrinskede bag sin Pult; han blev gjerne buden med til et Glas, naar Kapteinen var der. Derpaa tog Worse, som var husvant, Nøglerne til Kontorskabet og halede frem nogle gamle firkantede hollandske Flasker. Om Aftenen spillede han Styrvolt med Damerne; Konsulen sad og saa paa dem og lo hjertelig, naar Kapteinen spillede falskt og narrede de gode Jomfruer, saa deres Kappestrimler dirrede af Sinne. Eller Konsulen og Worse talte Politik og disputerede efter Hamburger Machrichten; medens den gamle Bogholder sad taus ved sit Glas med den lange Kridtpibe paa sin beskedne Plads i Krogen bag det store Slaguhr. I den gamle Dagligstue, som vendte mod Havnen, var der om Aftenen to Talglys paa Bordet ved Sofaen, hvor Konsulen sad, og naar der var nogen, to andre paa Toddybordet henne ved Ovnen. Grønmalet Lærred var Væggene betrukne med ovenfor det hvide Panel, der gik saa høit som til Overkanten af de stivryggede Stole. De graa Rullegardiner, som nylig vare komne fra Kjøbenhavn, forestillede Kristiansborg Slot, Kronborg og Frederiksborg Slot, hvor en lang Vandringsmand under et Træ i Forgrunden stirrer over Vandet mod Slottet, medens tre Damer med Langschawl og Hatte som op slaaede Calescher spadsere henover tilhøire. I Ovnskrogen stod Garnvinderne, som Jomfruerne brugte, naar de ikke løb bagefter hinanden og stellede med Husholdningen. Efter Fru Garmans Død var det nemlig ikke lykkedes Konsulen at fordele Arbeidet mellem de to Søstre. Naar Jomfru Birgitte en Stund havde ført Opsyn med Dækketøi, Sølvtøi, Vask, og sligt, fik hun en uimodstaaelig Trang til at paase, at der ikke blev brugt for meget Smør i Kjøkkenet. Og naar Jomfru Mette i en Uge havde styret Husholdningskassen og Madstellet, fik hun ikke sove, før hun havde talt over alle Servietterne og Sølvskeerne. Dette bragte ikke liden Forvirring i Husvæsenet og hidførte alvorlige Sammenstød mellem Søstrene, hvoraf dog kun svage Efterdønninger naaede helt frem til Konsulen. Der var bare en Ting, hvorom de kunde enes, og det var om Kanarifuglen. De havde havt mange efter hinanden i Aarenes Løb, og hvergang Katten tog en, blev der svoret, at saadan en Sorg vilde de aldrig mere udsætte sig for. Men ifølge Skipper Worses Beregning varede Hofsorgen over en Kanarifugl akkurat tre Uger; efter den Tid kom der en ny. Det var altid Hunner; Jomfruerne ligte ikke Hanner af nogen Art, og desuden taalte de ikke Sangen. Den Kanarifugl, de nu havde, var den allersødeste, de nogensinde havde havt. Thi foruden alle dens andre Fuldkommenheder havde den ogsaa en, som fra først af satte dem i en vis Forvirring: den kunde værpe Æg. Men da det kloge lille Dyr sandsynligvis var sig bevidst det ørkesløse i at lægge Æg i sin Ensomhed, lagde den dem hellerikke fornuftigt og varsomt i et Rede. Men den opsøgte sig et høit Sted, og derfra værpede den ned paa Bordet eller paa Gulvet, saa de nydelige smaa Æg knustes aldeles. Dette bedrøvede i høi Grad Jomfru Birgitte og Jomfru Mette. Thi da de havde vænnet sig til Fænomenet, som i Begyndelsen syntes dem paa Randen af det uanstændige, fik de en brændende Lyst paa et af disse søde smaa Æg -- helst et til hver --, og de lagde mange Planer, forat bringe Dyret til at opføre sig fornuftigt. I Buret lagde de Bomuld og fint Garn; rundt om i Stuen -- helst paa de Steder, hvor de engang havde fundet et knust Æg, byggede de med al sin Kunstfærdighed smaa Reder af bløde Stykker Multum foret med Bomuld og Krølhaar; -- ja tilslut løb de endog omkring i Stuen med et Rede i hver Haand, naar Fuglens Opførsel syntes dem mistænkelig. Men den uforbederlige Skabning skuffede dem bestandigt. Især havde den en Plads oppe paa Speilet, hvorfra den yndede at værpe ned paa Bordet, naar ingen passede paa. Det voldte Jomfru Mette og Jomfru Birgitte stor Sorg; og det var ikke frit for, at de i ophidsede Øieblikke gjensidig gave hinanden Skylden. -- -- En Aften i Klubben spurgte Havnefogden ondskabsfuldt: «Er den gamle Adam reist til Bergen?» «Ja -- han reiste i forrige Uge» -- svarede Worse. «Hvad mon han skulde der?» «Forretninger naturligvis. C. F. Garman har meget i Bergen.» «Laane Penge -- kanske -- pop-pop.» «Hør nu Havnefoged! -- nu skal det være nok med dette,» for Jacob Worse op. Men den anden fortsatte uforstyrret: «Kan saamæn aldrig vide det -- pop-pop --, svære Tider for store og smaa. Talte med Kaptein Andersen -- Freya --, kom lige fra Bergen. Den gamle Adam vilde gjerne have et Par Tusinde Specier -- sagde de, hvor han bare kunde faa dem; men han fik dem ikke, -- nix -- nei! de Bergensere -- pop--pop! kom ikke der og dyp!» Nu blev det alt for galt. Worse gik lige hjem. Var det alt i Folkemunde, at det stod daarligt med Huset C. F. Garman og var Krediten svækket, saa var det s'gu paa høie Tid for Jacob Worse at rykke ud. Den næste Formiddag fremstillede han sig i Kontoret, lukkede Døren til Dagligstuen og den til det indre Kontor; han vilde bede om en Samtale under fire Øine med Konsulen. Hans Væsen var idag høist besynderligt, -- en Blanding af Usikkerhed og Underfundighed, der bragte Konsulen til at lægge sig bagover i Armstolen og spørge: «Er der passeret noget?» «Nei -- paa ingen Maade -- paa ingen Maade,» svarede Worse, han stod og vaggede over fra det ene Ben til det andet, «det var bare noget, jeg vilde bede Kunselen om.» «Vi ere altid rede til at imødekomme alle billige Ønsker fra vore gamle Venner, saa langt vor Evne strækker. Sæt Dem ned -- Kaptein Worse!» «Ja det var nu det, at jeg gjerne vilde ud paa Fiske i Vinter for egen Regning, og -- og saa ---- saa --» «Jeg tænker, Kaptein Worse ved fra tidligere Aar, naar han har været hjemme om Vinteren, at vi ikke lægge ham nogen Hindring iveien for at negociere paa egen Haand og for egen Regning under Sildefisket. Det samme bliver ogsaa iaar --» «Ja -- bevares! -- Tak -- det ved jeg jo -- mange Tak! -- men det var ikke det; hm! men der skal mange Penge til -- Hr. Kunsel! --» Der kom et stramt Træk i Konsulens Ansigt ved disse Ord. Men Worse samlede sit Mod og lod sin store Bombe springe: «Vil C. F. Garman laane mig 2,000 Specier mod Vexelobligation?» Morten Garman gjorde et Sæt i Stolen: «Hvad! vil Jacob Worse ogsaa laane Penge?» «Ja -- ser De -- Hr. Kunsel! alle Mennesker samler Penge nu udover Høsten til Fisket, og jeg skulde nok have Lyst til engang at hamle op med Sivert Jespersen og de andre derinde.» «Ja se der har vi det!» -- raabte Konsulen, «saaledes gaar det nutildags. Den ene vil være bedre end den anden, og saa hedder det bare laane -- laane og spekulere; men naar saa Afregningsdagen kommer, -- ja saa kniber det.» «Hvad det anbelanger -- Hr. Kunsel! saa tænker jeg, C. F. Garman ved, at Jacob Worse er god for 2,000 Spd. og lidt til!» «Kan gjerne være -- kan gjærne være,» svarede Konsulen tvært; «men nu staa vi snart i Forskud for den halve Verden, saa vi øine ingen Ende paa det; mere kan vi ikke overtage i disse knappe Tider.» Jacob Worse, som begyndte at blive fornøiet med sin lille Komedie, spillede videre. «Det er galt nok,» sagde han med et lidt fortørnet Ansigt, «at jeg skal maatte henvende mig til andre; for saa vil kanske nogen tro, jeg er raget uklar med mit gamle Rhederi; eller kanske de vil finde paa flere Løgne om C. F. Garman end der alt gaar blandt Folk --». «Hvad mener han med det? -- hvad siges der om Huset?» -- spurgte Konsulen skarpt. «Aa -- der var for Exempel en i Klubben igaar, som sagde, at en vis Person var reist til Bergen, forat laane Penge for visse Folk.» Konsul Garman vendte sit Ansigt bort og saa ud i Haven, hvor Høsten begyndte at drysse med de første gule Blade; aldrig før havde han seet Faren saa nær indpaa Livet af sig; hans lette Sind, hans Overmod havde aldrig tænkt fuldt ud, at Huset C. F. Garman -- det gamle Sandsgaard -- altsammen hang i en Traad, -- stod for Fald som et almindeligt Fallitbo. «Ja ja --» mumlede han, «det var en Feil af mig at sende Kruse til Bergen. Men --» med en Gang blev han saa træt af at bære denne Byrde saa alene, han vendte sig lige mod Worse og sagde: «det staar nok ikke saa godt til med C. F. Garman som du tror -- Jacob!» Han kom til at sige du som i gamle Dage, da Jacob Worse var Matros og Morten Garman Skolegut. Nu var den underfundige Skipper Worse der, han vilde. I en Fart knappede han sin Jakke op, rev en Bunke Sedler ud af Brystlommen og kastede den paa Bordet midt foran Konsulen. «5,000 Specier -- Hr. Kunsel! for det første og ti ja femten, om det behøves, naar jeg faar Tid til at skrabe dem sammen,» -- hans Ansigt straalede og han lo, saa det klukkede i ham. Men hans Glæde fik en brat Ende, da Konsulen skjød Pakken fra sig og spurgte i sin koldeste Tone: «Hvad skal dette sige? -- hvad skal jeg med de Penge?» «Bruge dem, laane dem, beholde dem saalænge De vil -- Hr. Kunsel!» «Ah -- saaledes at forstaa; De har altsaa tilladt Dem et lidet Divertissement paa vor Bekostning; meget fint opfundet -- Hr. Kaptein Worse; men saa vidt er det dog ikke kommet med C. F. Garman, at de laaner Penge af sine egne -- sine egne Folk.» Et Øieblik sad den underfundige Skipper Worse maalløs; men saa blev det ham for galt; Sinnet kom op i ham og han slog i Bordet: «Nei hør nu Morten -- Far! nu gaar det Pinedød over Skrævet med den Fornemheden din! Trænger Huset til Penge, saa er det rimeligst, at det laaner af mig, som har tjent hver Skilling i Deres og Deres Fars Brød!» «Men forstaar du da ikke --» raabte Konsulen, som ogsaa blev ivrig, «kan du for den Pokker ikke begribe, at det vil skade vor Kredit, om det blev bekjendt, at en af vore egne Skippere havde reddet os ud af en Forlegenhed?» «Aa -- reis mig baade her og der med din Kredit! -- Kontant er bedre end Kredit skulde jeg tro! mine Penge er s'gu ligesaa gode som dine -- Morten Garman! -- og tager du dem ikke, saa er du ikke den Mand, jeg har holdt dig for.» Jacob Worse var nu ganske ude af sig selv af Iver, og de sagde du til hinanden uden at mærke det. «Naa -- naa Jacob! -- lad os ikke blive Uvenner!» -- sagde Konsulen og rettede paa sit Halstørklæde; det var første Gang, at nogen saaledes tog Magten fra ham. Han saa paa Pengene, og han saa ud i Haven, og der blev en meget lang Pause. Skipper Worse havde reist sig og stod med Ryggen til Bordet betragtende et Landkort paa Væggen. Det gamle Slaguhr inde i Dagligstuen pikkede ganske langsomt. Endelig reiste Konsul Garman sig og gik hen til den anden. «Hør Jacob Worse! -- jeg skal tage dine Penge, hvis du vil gaa i Kompani med mig.» «Hvad? -- hvad siger han? -- Kompani? -- er han gal? -- Hr. Kunsel!» «Hør nu: De indskyder Deres Kapital, det vil sige: saa meget af den, som De selv ønsker, i vor Forretning og derfor bliver De partner i Garman & Worse for den Qvotadel, som vi senere kan bestemme.» «Nei -- nei -- Kunsel! det var ikke Meningen. Forandre Firmaet -- nei det gaar aldrig an; det er hellerikke Meningen?» «Jo -- jeg mener, det er den eneste Maade, det kan gaa an paa. Lad os sætte os og være rolige. -- Den Tanke er mig ligefrem utaalelig, at jeg skulde laane Penge af Dem. Men derimod er der intet stødende for min Følelse eiheller for vore Forbindelser i den Omstændighed, at vi -- i en travel og -- og -- hvad skal jeg kalde det? -- i en hm! trykket Tid officielt optager i Firmaet en Mand, som i mange Aar har arbeidet sammen med os; og at vi som Følge deraf forene hans Navn med vort, idet vi herefter benævne vor fælles Forretning: Garman & Worse.» «Ja -- men, men -- alt det andet kunde gaa an, men Navnet, -- Deres Faders Navn --» «Min Fader vilde kanske ikke gjort det; men jeg vil have det saa. Dette Arrangement er -- hm! -- er Husets Redning; -- jeg vil være det bekendt, og derfor beder jeg Dem hverved acceptere mit Forslag.» «Men bedste Hr. Kunsel --» begyndte Worse igjen. Han var med en Gang kommen ned paa sin gamle Plads og kunde ikke forlige sig med den Tanke, at han skulde gaa i Kompani med Morten W. Garman -- Kunselen selv! Den anden holdt imidlertid fast ved sit; og naar han virkelig bad om det, saa var der jo ikke andet Raad end at slaa til. De blev siddende endnu en lang Stund og talte om det fremtidige Arrangement; og Konsulen sagde ligefrem, at han ikke ventede, at Jacob Worse vilde blande sig synderligt i selve Forretningens Drift, -- noget, Worse maatte le godt af, -- det kunde aldrig falde ham ind. Da han roede til Byen, syntes han, at han var en helt anden Jacob Worse, end da han roede ud. Der begyndte jo indeni ham at røre sig nogle store Tanker om hans nye Værdighed; han sad og mumlede: Garman & Worse og tænkte paa, hvad Indtryk det vel vilde gjøre paa Randulf. Alligevel var han ikke fuldstændig glad; det var for meget, det var kommen altfor pludseligt over ham; derfor generede han sig ogsaa for at tale om det. Men Konsul Garman lagde ikke Skjul paa Forandringen i Firmaet, og den næste Dag stod Nyheden at læse i Byens tvende Blade -- af Størrelse og Indhold omtrent som almindelige Kaalblade. Man kan tænke sig, hvilken kjærkommen Anledning denne Begivenhed var til festlige Sammenkomster og extra Drikning og Sjungen i Klubben. Jacob Worse blev feteret i store Taler ved Bordet og chikaneret uden Skaansel udover Aftenen, eftersom de drak. Misundelsen er altid meget vittig, og han havde ingenlunde ublandet Glæde af sin Ophøielse. Og Randulf -- det gamle Græskar! som havde sendt Afseilingsbrev fra Riga, -- ham kom der nu Efterretning fra, at han var paaseilet af en rostocker Koff og var gaaet ind igjen til Bolderaa, hvor han maatte losse og reparere. Nu manglede det bare, at han skulde fryse inde til Høsten. Da Romarino fik Underretning om den store Begivenhed, skrev han for første Gang anerkjendende til Faderen. Alligevel følte denne sig ubehagelig berørt, eftersom Sønnen udtalte sin Anerkjendelse i disse Udtryk: «Til en usleben Sømand at være maa jeg indrømme, at du ved den Leilighed har manøvreret godt og subtilt.» Men Madame Torvestad fordoblede sin Elskværdighed; og da det led udover Høsten med Styggeveir og Regn, fandt Jacob Worse, at der var hyggeligt at sidde over i Bagbygningen og drikke The med Madamen og Jomfruerne, -- naar der ikke var Forsamling. ------------------------------------------------------------------------ [http://www.lysator.liu.se/runeberg/skipwors/05.html] Kapittel V I Klubben var de saa forbandet vittige. Naar Solen senhøstes gik ned i store gule Skyer fulde af Storm og Regn, sænkede der sig over den lille By et Mørke, mod hvilket der ikke blev gjort nogen Modstand, -- medmindre man vilde regne en liden Lygte, som døsede i Muren ved Indgangen til Raadstuen. Forresten var det mørkt -- begende mørkt i de trange, krinklede Gader og nede paa Bryggerne, hvor man gik lige bardus paa Hovedet i Søen, naar man var fuld eller fremmed. I de smaa Butikker brændte Tranlampen eller et Talglys; i de finere var man begyndt med en hængende Moderatørlampe, som skar gamle Folk i Øinene. Henover Pytterne faldt der da et mat Skjær, og de, som var godt kjendt i Gaden, kunde hoppe sig nogenlunde tørskoet frem. Men de fleste havde Støvler paa Tamp og svassede ivei, saa man hørte det plaske i Sølen. Hist og her kom der en liden Lygte svingende, snart bøiet bekymret mod Jorden, forat finde en Overgang over de værste Steder, snart kastende sit nærgaaende Lys i Ansigtet paa en Forbigaaende eller opad Væggen paa de lave Træhuse. Damer med Kappekurve, hvoraf der stak Strikkepinder op, gik til Selskabs, eller en Tjenestepige lyste forsigtig med Lygten, og bagefter kom der hoppende totre Smaapiger, som skulde paa Danseskole, med tynde, tynde hvide Lægger og store Pampusser paa Fødderne. Men efter Klokken syv var der ikke stort mere Lys i Butikerne, og der blev stille i Gaderne; kun af og til faldt en Lysstribe ud over Sølen og Pytterne, naar Døren gik op til en Brændevinssjap, hvor Søfolk og faste Drankere sad og brølte eller sloges. Saa begyndte Vægterne at sprede sig fra Raadstuen udover Byen. Det var helst gamle Matroser og Skibstømmermænd, som ikke længer kunde arbeide, -- med grovt, grødet Mæle, krogryggede og tunghørte. De kom gaaende ganske langsomt i sine lange, tykke Vadmelsfrakker med Lygten i venstre Haand, stødende den tunge Pigstav i Brostenene, saa man hørte dem lang Vei. Og ved de bestemte Hushjørner raabte de Tiden og Vinden -- hver paa sin Maade, saaat hver Vægter blev forstaaet i sin Gade, men ellers neppe nogetsteds i den hele Verden. Naar saa de, der vare i Selskaber, kom hjem i god borgerlig Tid lidt over Ti, svingede der atter nogle Lygter gjennem Gaderne, mødte Vægteren, hilste Godaften; og de Unge spurgte, hvad Klokken var, forat plage ham; men de Gamle spurgte efter Vinden for Alvor. Men efter den Tid var Byen ganske sort og uddød. En drukken Mand gik fra Stok til Væg, indtil han havnede etsteds i en Kjælderhals, i en Rendesten, i Søen eller -- hvis han snublede over en Vægter -- paa Raadstuen. Men de var ikke lette at snuble over -- Vægterne; for de havde sine vel forborgne Sovepladse, som de kun yderst nødig forlod, naar de syntes, der maatte raabes noget, eller naar der nærmede sig slæbende Skridt af gamle, stive Læderstøvler i Gaden. Det var Rundvagten -- den egentlige Brandvagt. Den bestod -- tror jeg -- helst af rigtig ældgamle Vægtere, som der ikke længer var Lyd i. De var fire eller fem i Følge, og alle havde de slaaet Kraverne helt op og trukket Skindhuerne helt ned, saa nogen Ildebrand skulde de neppe mærke, før det sved dem i Skjægget. Og alligevel sov Byen saa trygt, saa trygt. Og vaagnede en eller anden og begyndte at tænke paa al den Rug, som laa paa Søhuset; eller der kom Række paa Række af Billeder -- tydelige, ubønhørlige, som de kommer i Mørke om Natten -- af en Glo -- en Glo, som laa etsteds og ulmede og fængede i Væggen og fik Magt og omspændte Huset og fortærede Rugen, Saltet, Tønder og hele Kramboden med Varelager og altsammen! -- da lød der slæbende Trin i Gaden af gamle stive Læderstøvler, Pigstave stødtes i Brostenene; de nærmede sig og drog forbi. Ah! -- Rundvagten! alt iorden. Se saa -- Gud ske Lov! nu kunde man sove videre trygt og roligt. Eller et Barn vaagnede af en ond Drøm og laa og lyttede og pintes af fæle Skikkelser -- Tyve og Rokkedreiere, som kom ind af Kjøkkenvinduet og vilde dræbe Far og Mor med lange Kniver! -- da hørte de udenfor paa Hjørnet: «Hør Vægteren -- hør; Klokken er slagen to; Vinden er stille!» Ah! -- Vægteren! -- ja det var jo sandt -- Vægteren var der! saa kunde der ikke komme Tyve og Rokkedreiere i Kjøkkenvinduet! alle onde Mennesker maatte holde sig hjemme hos sig selv, ellers tog Vægteren dem paa Raadstuen; ja -- der var vist ingen onde Mennesker, -- bare gode, snille Folk -- og Vægtere. Saa sov de ind igjen saa trygge og taknemlige og drømte ikke det ringeste Gran mere. Men -- naar de saa kom -- de tre forfærdelige Brandskud, saa Ruderne klirrede over den hele By og mange sprang, -- da var ogsaa Rædselen over al Maade. Over de mørke Gader skinnede det rødt i den tykke Regnluft som et luende Ildhav, om det saa bare var en almindelig Pibebrand; den lange Jørgen Tambur trommede som han var gal med den tykke Ende af Stikkerne; og Mænd med grovt Maal og Gutter med Stemmer saa skarpe som Maager fløi gjennem Gaderne og skreg af al Magt: Brand! Brand, Brand! -- Brand! Ved Sprøitehuset samledes Folk med Lygter, raabende, bandende; Nøglerne! Nøglerne? -- de hang bag Brandinspektørens Seng; -- afsted efter Brandinspektøren; -- i det begende Mørke løb en lige i Maven paa ham, og Nøgleknippet Fanden ivold bort i Sølen; og mens de ledte efter det med tre Lygter, sprængte nogle Skippere Dørene, og Sprøiterne rumlede afsted med den uhyggelige, tomme Lyd. Gamle Jomfruer i Nattrøie løb ud paa Gaden med en Vaskevandsbolle eller et Strygejern; og i Husene flokkedes alle om Fars og Mors Sengkammer. De smaa Børn sad i Sengen og græd; de voxne Døtre skulde trøste dem -- halvklædte, med Haaret nedover Ryggen, blege og skjælvende af Skræk. Men Mor lod koge Kaffe -- varm Kaffe er god for alt og til alle Tider; og Far kom undertiden hjemom og fortalte, hvorledes det gik. Gutterne havde strax klædt sig paa og forsvandt. For dem var det en Fest -- en Skrækkens Fest. Den røde Himmel over den sorte Nat, Flammen, som undertiden viftede ud af den tykke Røg, de voksne Mænd, som sprang og raabte, -- alt dette fyldte dem med en Spænding som af ti Romaner; i en Trang til at vove det uhyre, til at udmærke sig ved noget uhørt mandhaftigt styrtede de sig ind i Huse, hvor der hverken var Ild eller Fare og tog Kjæmpetag i de urørligste og umuligste Gjenstande, forat redde. Brandinspektøren stod ved Sprøiterne og kommanderede. To Rækker af Mænd og halvvoxne Gutter langede Vand op og tomme Spande tilbage. Ved Søen eller nede i en Brønd skiftedes unge Sømænd til at fylde Brandspandene, til de vare gjennemvaade og døde i Armene. Officerer af Borgerkorpset i blaa Snipkjole med hvide Snorer løb omkring og var overalt iveien for sig selv og andre med sine lange Sabler. Men i selve Ilden var igjen Søfolkene. De var inde i Husene og reddede, til Taget faldt; oppe paa Nabohuset med vaade Seil, huggede ned Smaahuse og Plankeværker. Thomas Randulf og Jacob Worse var kjendt fra Gutter af som de modigste i Ildebrand. Bestandig var de først paa Pletten; bar ud de gamle og syge, og tog derpaa de varmeste og forvovneste Poster under Slukningen. I Virkeligheden var det dem, der ledede det hele, skjønt Brandinspektøren havde baade gule og ildende røde Fjær i sin trekantede Hat. Under alt dette led dog Kjøbmændene den værste Angst. Assurance var en meget sjelden Ting; mange af de Vakte mente endogsaa, det var syndefuld Mistillid til Forsynet; nogle sagde, at de havde assureret med Gud. Men naar Vinden bar paa, og de smaa Træhuse flammede op det ene efter det andet, da tabte selv de klogeste og frommeste al Tanke; og de løb omkring i Pakboderne paa Søhuset og hjalp til med at styrte Melsække og Korn i Søen, arbeidende og ødelæggende i sit Ansigts Sved, mens de glemte at redde Kontanterne i Kontoret bag Kramboden. Men gjennem Ild og Røg -- høit over Larmen og Raabene lød Klemtningen fra den store Klokke i Domkirken. To eller tre langsomme Slag, saa en lang Pause, derpaa igjen nogle enkelte, spredte Slag med Pauser imellem. Det lød saa tungt og haabløst. Det var ikke Stormklokken, som skulde vække Menneskene til Hjælp og Redning; det var Kirkens Bøn om Barmhjertighed, de gjentagne, fortvivlede Raab til Gud, at han vilde slukke den fortærende Ild. -- Men Vinternatten kjendte ogsaa til et andet Liv i den lille begmørke By. Det var ved Juletider eller strax over Nytaar, naar Nordvesten gik med Snebyger hver halve Time og stjerneklart imellem. Da kunde der pludseligt komme indover Byfjorden en Baad, en til og nok en, saa en liden Skjøite og saa et Par Baade igjen. De seilede hver til sin Kant inde paa Havnen; famlende sig frem i Mørket til Fortøiningsringene indunder Søhusene og paa Bryggerne. En Mand sprang iland og løb alt, hvad han kunde, ind i Byen; de store Sjøstøvler satte Elefantspor i Snelaget, som dækkede Sølen efter den sidste Byge. Vægteren løftede sin Lygte og saa paa Manden. Hans Støvler, hans Buxer -- ja helt op til den gule Sydvest skinnede som Sølv af utallige blanke Smaastjerner. Vægteren smilede, og da han var en gammel lun Fyr, og da han just var paa Hjørnet udenfor Skipper Worse paa Torvet, saa raabte han: «Vinden er Nord-- vest; -- Silden er kommen!» Flere Baade, flere Smaafartøjer kom ind; det klirrede hist og her af Ankere, som faldt. Der blev dundret i Søhusvæggen; Folk kom op og løb med Lygter. Søhusdørene i første Etage reves tilside, og Lyset faldt over Mændene derude i Baaden og over den sølvglinsende Mængde af dejlig, trind Vaarsild. Oppe i Byen blev der banket paa hos Kjøbmanden; det drønede i hele Huset, naar Manden med Sjøstøvlerne tog en Sten af Gaden og slog i Væggen -- han var ikke ræd, han vidste, han var velkommen. Alle vaagnede og tænkte strax paa Brand. Men Husfaderen sprang af Sengen og stødte Vinduet op. «Jeg skulde hilse fra Ivar Østebø, at han har kjøbt 400 Tønder for Jer.» «Ved du Prisen?» «Tre Ort og atten. Vi ligger ved nordre Huset med otti Tønder; de andre er tæt bagefter.» «Hvad er Vinden?» «Nordvest med Snekave.» «Spring op til han Lars i Berje og lad ham samle Kvindfolkene; han ved Besked.» Dermed sloges Vinduet i. Manden med Sjøstøvlerne løb videre, tørnede i Mørket sammen med andre Mænd, som ogsaa var begyndt at løbe. Men Kjøbmanden begyndte ivrig at tage Sjøhusklæderne paa, de hang færdige. Konen formanede ham fra Sengen til at tage to af de tykkeste Udtrøier, hvilket han gjorde. Han vidste, hvorledes der var en Nat paa Sjøhuset med Nordvest og Snekav. Under Bygerne øgte Vinden lidt, saa Sneen hvirvlede; ellers var det en passelig frisk Nordvest, og Baade og Fartøier vedblev at komme, indtil hele Havnen var fuld af Raab og Skraal og Plaskning af Bølgerne, Slag af Seil, som firedes og den muntre, klingrende Lyd af smekre Ankerkjettinger, som russede ud. Helt op paa fjerde Loft kom der Lys i alle Søhusene; Tranlamper stilledes hist og her; Folk begyndte at komme til -- Mænd og Kjærringer og unge Piger; Saltboden blev aabnet, Bødkeren rumsterede med Tønderne; Mandskabet ude i Baaden blev utaalmodigt, de raabte ind, at nu begyndte de, og de fire første blanke Sild slængtes ind over Søhusgulvet. Nu var hele Byen indtil den fjerneste Afkrog underrettet; der kom Lys bag smaa Ruder og utallige Kaffekjedler sattes over. Overalt Iver og Munterhed; Silden var kommen -- Silden, som alle havde ventet paa, og som alle ventede sig noget af. De unge Piger og Koner, som skulde gane Silden, det vil sige tage Indvoldene ud, klædte sig i sine Ganeklær med Latter og Kommers, skjønt det var saa koldt at staa op, at Tænderne klapprede i Munden paa dem. Fremfor alt bandt de et tykt Tørklæde forsvarligt om Hovedet, saa der ikke var andet at se end Øinene og Næsen; for fik man Sildelage i Haaret, saa blev det til Saar. Naar de vare færdige, løb de afsted i Følger til det Søhus, hvor de paa Forhaand havde tinget Arbejde; og en--to--tre fandt de sit Lag og sin Plads midt i Silden til op over Træskoene med Tønder og Saltbaljer og det usalige Talglys, der stod paa en Pinde, som var stukket midt ned i Sildehougen, og som altid voldte stor Bekymring formedelst Snyden med vaade Fingre, Falden omkuld og andre Gjenvordigheder. Saa fik de op den lille blanke Ganekniv og saa til at rispe op Sild efter Sild i en lynende Fart. Nu var der fuldt af Elefantspor i Sneen, og det var til ingen Nytte, at Bygerne hvert Øjeblik lagde et nyt Lag over; det blev strax trampet ned til Søle. Kun oppe i Byen i de bredere Gader og omkring Skolen, var der endnu saa megen Sne, at Skolegutterne kunde faa istand en liden Batailje, da det endelig blev Morgen. Naar de blege og usunde Ynglinge i øverste Klasse kom halende til Skolen med sine døde Læs af græske og latinske Bøger, med sine Tanker langt Pokker ivold i forsvundne Kulturer, Hjernen fyldt med Grammatik -- den ene Halvdel med Reglerne, den anden med Undtagelserne -- og de saa paa sin Vei mødte en Flok Ganejenter, som gik hjem, efterat have staaet i Silden den halve Nat, saa kunde det vel hænde sig, at de muntre Piger stak oderne sammen og lo. De havde trukket Tørklæderne ned, saa Munden var fri, og med Snak og lystige Raab gik de midt i Gaden, varme og rødkindede efter Arbeidet, med blanke Silderisp opover Skjørterne og helt oppaa Næsen. Mange af dem var paa Alder med de lærde Herrer eller yngre; alligevel var de saa overlegne, de lo saa himmelhøit af de halvt lystne, halvt foragtelige Blik, de fik. De lærde Herrer følte det kanske en Smule. Men de fandt Opreisning i plebs plebis eller semper varie et mutabile eller en lignende klassisk Vittighed. De vidste, der var kommen Sild inat; de saa Havnen, som vrimlede af Fartøier og Travelheden over hele Byen. Men hvad kom det dem ved? -- mon vel det at fortjene Penge var noget for dem at tænke paa? Deres Verden laa over den raa Masses; de vandrede ad parnassum, og de foragtede dybt de lave Sjæle -- hele Pøbelen, der trællede og henlevede sit Liv ludende forover ligesom Dyret uden Guddomsgnisten fra Videnskabens hellige Altar. Og denne dybe Foragt for Folket, som arbeider, den bevarede de troligt, ligetil de kom ned igjen fra Parnassus og blev Embedsmænd. Vel lærte de at holde meget gode Taler om Næringsveienes Opkomst; men i Virkeligheden var det dem temmeligt ligegyldigt. Det var næsten ikke andre Embedsmænd end Præsterne, som glædede sig ved et rigt Fiske; thi da var det, somom Offeret flød rigeligere. Men naar Silden strømmede under Land, naar Penge i massevis spredtes nedover Folket, saaat hver kunde klare for sig og slaa sig lidt op, da klagede Juristerne høit over Dyrtid. Naar derimod Folket har det ondt, naar Fisket eller Høsten slaar feil, naar knappe Pengetider stopper Kilderne, saa det gaar tæt med Falliter og Executioner og Tvangsauktioner med høie Procenter og svære Sportler, -- da er det, Juristerne trives. Men naar undtages Embedsmændene og de faa Familier, som levede af Pensioner eller Renter, var der en Glæde og en festlig Stemning over alle andre i hele Byen, naar Silden kom. Alle vare interesserede i det. Et rigt Fiske bragte de allerfleste Opfyldelsen af et Haab eller Redning fra en Bekymring. Først og fremst var nu alt, hvad der hørte til Søen -- og det gjorde næsten hele Byen -- i den mest anstrængte Virksomhed; ligefra selve Fiskerne og op til Salteriejere og Spekulanter -- alle gik i etslags Rus, saalænge Fisket stod paa. Da fik ikke bare Skippere, men ganske unge Styrmænd Fartøj til at fare paa Fisket med; og der blev seilet de forvovneste Seiladser forat naa først frem og faa fuld Last. Saa narrede man hinanden med falske Efterretninger, sloges, hvis det var nødvendigt, og drak sig en god og forsvarlig Rus, naar der var Tid og Anledning. Hjemme i Klubben var det bevægede Aftener; alle Stuer fulde, Folk sad paa Kanten af Billardet, hvilket ellers var forbudt. Hver ny ankommen maatte fortælle, hvor Silden stod, Prisen, hvormange Laaser der var sat og hvis der ellers var noget nyt nordenfra. Det var den eneste Maade, man fik Efterretninger paa, og efter dem rettede man sig. Stundom var det rigtigt, stundom var det galt; stundom slog Fisket rigeligst til, naar det blev fortalt, at Sjøen var hvid, Silden havde gydt og stod fra Land; stundom var det netop slut, naar Rygtet fortalte om de utroligste Sildemasser og Laasestæng, og saa sad man der med Hænderne fulde af dyrt Salt og tomme Tønder. Saa drak de ogsaa godt og varmt i Klubben om Aftenen, naar de havde været hjemme og spist; da tænkte man ikke længer paa Forretninger for den Dag, og saa sjungede de. Der var næsten altid en eller anden ung Skipper, som traadte frem og gjorde sin Stemme saa dyb og grødet som muligt, idet han spurgte, om han maatte faa Lov til at traktere Selskabet med et lidet Glas. De vidste, han havde tjent over 100 Specier paa én Ladning, saa han kunde nok spendere. Naar Bollen saa var placeret foran de ældste: Havnefoged Snell og Lodsoldermanden, istemtes gjerne den ny,e Sildesang til Melodien: Og nu en Skaal for det elskte Kjøn. Om Fjeldets Stolthed og Dalens Lyst Sjung Nordmand! -- glad, saa det højt kan runge! Men naar du bor ved den norske Kyst, Dit Nordhavs Pris du vel og vil sjunge? Jeg Havet lover! Paa stolte Vover En Rigdoms Fylde det ruller over For Norges Land. Naar Hval og Maage som Glædens Bud, Os Hilsen bringer fra Sildens Stimmel, Den glade Fisker ror Baaden ud Og sætter Garnet blandt Dybets Vrimmel. See! -- op han trækker I Sølverrækker Det rige Kast, som til Randen dækker Hans fyldte Baad. Thi vil vi sjunge -- o Hav! din Pris, Hvis Rigdoms Kilde til os mon strømme! Mens fyldte Bægre paa Fædres Vis, Vi til din Ære vil glade tømme. Giv Fisk paa Krogen! Send Sild paa Vaagen; Bebud hvert Aar os med Hval og Maagen Rigt Fiskeri! Saa tømte de sine Bægere paa Fædres Vis og sjungede Sang paa Sang -- for Gamle Norge og Skibsfarten og Konstitutionen og tilslut fik gamle Lodsoldermanden sin Sang: De Gamle man ogsaa bør komme ihu, De vare jo engang, hvad vi ere nu. De vare jo unge og raske og fri, Og at de har elsket, bevise jo vi! Langt ud over Natten rystede Vinduerne af de kraftige Kor, thi jo længer det led, desto stærkere brølede de og bankede Takt i Bordet med de tykke Glas. Men der var i Byen nogle andre, som aldrig drak ejheller satte sin Fod i Klubben, og som dog havde al sin Interesse og Velfærd i Fisket. Og det var Haugianerne, de Vakte, -- de Hellige -- som Spotterne kaldte dem. Foruden Sivert Jespersen og Brødrene Egeland, der drev stort Salteri ved Siden af sin Bondehandel, spekulerede ogsaa de fleste andre Haugianere i Silden. Ialmindelighed var de Bondegutter, som kom ind til Byen, forat tjene hos en af de Ældste, og der lærte de Haugianernes Sparsomhed, Nøiagtighed og utrættelige Flid. Naar de saa kom paa egen Haand med en liden Forretning, slog de sig snart op. Paa Fisket, hvor det mangen Gang kunde gaa temmeligt vildt til, var de ogsaa med, skjønt de led megen Bespottelse, fordi de sang Salmer istedetfor at bande og drikke. Men efterhaanden begyndte de andre at indse, at de Hellige ikke vare til at foragte. Aldrig var der noget iveien med dem, hverken Slagsmaal eller Fylderi blandt deres Mandskab; deres Baad var altid parat og deres Greier i den bedste Orden; og skjønt de hverken bandte eller drak, seilede de dog omkap med de galeste Vaaghalse, og skjønt de for frem med Sagtmodighed og fromme Ord, fik de dog sin Ret frem, og man betænkte sig to Gange paa at gaa dem for nær. Sivert Jespersen var ogsaa saadan en Bondegut, der havde slaaet sig op fra ingenting. Nu ejede han to store Søhuse i Byen, flere Salterier nordpaa; og desuden havde han adskillige Skibsparter. Nu reiste han ikke længer selv paa Fisket; han var over sexti Aar, krogrygget og fuld af Gigt -- som de fleste, der havde været paa Vinterfiske i Ungdommen. Men naar Silden kom, vandrede han om paa Søhuset -- i sin ældgamle Kalmukkes Frak og Peltshue, og da var han i Perlehumør. Hele Huset op tiltops fuldt af Mennesker, Sild, Salt og Tønder; Raab og Larm, Bødkernes Slag, Vindetougene, som skurede op og ned; Gulv og Trapper vaade og glatte af Sildeblod og Lage, som dryppede gjennem Gulvene fra øverst til nederst, Silderisp opefter Væggene, hvor du vendte dig, og en Lugt som i Maven paa en Hvalfisk -- der gik Sivert Gesvint med sit Talglys i Haanden op og ned og rundt i hele Huset -- nynnende halvhøit sin Yndlingssalme: «O du min Immanuel! Hvilken Himmelglæde Har du gjort min arme Sjæl Med din Purpurvæde. Fjenden tænkte, den var fast; Men hans træske Snare brast. Op min Sjæl! til Sang og Fryd -- Nei -- nei -- nei!» raabte han pludselig med skarp Stemme. Der var noget paafærde blandt Ganejenterne; enten to sloges eller det var Spøg; men de var saa voldsomme, at de væltede et Par færdige Tønder, saa Silden gled udover Gulvet og opi Saltbaljerne, og der blev et helt Søl. «Nei -- nei -- nei» -- gjentog Sivert Jespersen, da han kom hen til dem, og nu var hans Stemme atter mild og blid som altid, «I maa omgaaes forsigtigen med Guds Gaver, paa det at de ikke skulle spildes og fordærves. Ikke sandt? -- kjære Børn!» Han saa fra den ene til den anden med sine skarpe lyseblaa øine og sit bestandige Smil; og der blev ganske stille blandt Pigerne medens alle fik travelt med at samle Silden op igjen og faa det iorden. Det var meget værre, naar Sivert Jespersen sagde: Kjære Børn! end om en anden havde sagt: Helvedes Pak! Uagtet de for saa stille frem -- Hauges Venner -- og syntes at drive sin Forretning med saa megen Omsigt og Forsigtighed, var dog selve Forretningen alt andet end sikker og solid i Bunden. Fisket behøvede bare at slaa feil et Par Aar, eller om en Ildebrand ødelagde alle disse uassurerede Værdier, saa vilde mange tilsyneladende store Formuer smelte sammen til lidet eller ingenting. Og dette følte de stundom selv, naar det varede længer end vanligt, før Silden kom under Land, eller helst paa Vaarparten, naar der var tomt i Kassen, og Silden laa uafskibet paa Søhuset, og alt afhang af Prisens Stigning eller Fald i Rusland og Preussen. Da skalv de paa Haanden, naar Posten kom en Gang om Ugen, og de sov daarligt om Natten; -- i denne Tid var det helst, de sang. De samledes til Forsamlinger -- gjerne hver Dag; de læste, de bad, de sang sammen. Og naar de alle sad sammen og saa paa hinanden, og den ene vidste om den anden, hvor meget der stod paa Spil for ham, hvor fredelige og fromme de vare, hvor Gud hidtil havde holdt sin Haand over dem og visselig ikke denne Gang heller vilde slippe dem, -- om ikke for min Skyld saa for de andres, -- da følte de Kraft i Bønnen, de smilede kjærligt til hinanden og gik hjem med god Fortrøstning. Og den blev ikke skuffet. Aar efter Aar gik det dem godt; deres Kapital øgte; men de satte den strax i Forretningen. Den som et Aar havde saltet 1,000 Tønder, vilde til næste Aar tage 3,000; de var ude om sig paa alle Kanter, satte alle Seil til, og medens de gik saa stille med sine Salmer og sagtmodig Tale, var de i Virkeligheden dristige -- ja forvovne Spekulanter. Det var dette, som mindst af alt huede Hans Nilsen Fennefos. Ikke, at det skulde være imod Hauges Vilje og Anordning, at Brødrene drev Handel -- tvertimod. Men dette var ikke den gamle Vindskibelighed og nøisomme Tragten efter en beskeden Gevinst. Pengene kom altfor let og i altfor store Portioner. Fennefos fandt ogsaa, at der begyndte at indsnige sig Overdaadighed i Brødrenes Samliv; der var Middagsselskaber, hvor der blev spist overflødigen. Sagen var, at for disse tarveligt vante Folk var Steg og Kage noget nyt og uhørt; og efterhaanden som de blev sig bevidste, at det havde de nu Raad til, fandt de en halvt barnagtig Glæde i at lade Byens Kokkekone lave dem Mad som i de Stores Huse. Fennefos talte til dem om det og revsede dem; de hørte paa ham, smilte og takkede; men det blev ikke anderledes. Ogsaa i Byens offentlige Liv begyndte disse stille Mænd, der vare blevne rige uden at nogen mærkede det, at gjøre sig gjældende. Man blev nødt til at tage Hensyn til dem paa mange Maader; deres fromme Færd og gudelige Tale ophørte at være Gjenstand for Spot. Ja efterhaanden som Hauges Venner vandt i ydre Anseelse og tabte i indre Liv, trængte der sig fra dem og deres Vækkelse en overfladisk Religiøsitet opover Samfundet baade i By og paa Land, en officiel Skinhellighed, som trivedes godt. -- Saaledes omtrent var Byen paa den Tid, -- en gammel By fuld af nyt; -- snever og kroget, mørk og pietistisk, men frisk og smilende mod det blaa Hav med stolte Skibe og brave Sømænd. En Sommerdag skulde den sees i Solskin og Nordenvind; naar Maagerne fløi over Fjorden og frem og tilbage langs de hvidmalede Søhuse i Havnen; naar de lossede Salt paa Vaagen og Vinden bar den lystige Sang indover Byen: «Amalia Maria! -- vi kom fra Lissabon»-- -- og Saltet russede ud i den brede Trærende og ned i Førebaaden med en uforglemmelig, munter Lyd; og hele Byen lugtede lidegran af Sild, men helst af Sø -- frisk Nordsø. Og Folk, som havde været længe hjemmefra og faret Jorden rundt, de sagde, at saadan Luft fandtes ikke andetsteds i Verden; og de reiste ud og de kom igjen; og hjemme var der nogle faa, som længtede ud; men alle -- alle som vare ude, længtede hjem. ------------------------------------------------------------------------ [http://www.lysator.liu.se/runeberg/skipwors/06.html] Kapittel VI Jomfru Sara og Henriette sad i Væverstuen og nøstede Garn, -- Henriette hviskede. Moderen sad og skrev Breve i Dagligstuen med Døren aaben; men hun hørte ikke godt. «-- Og saa kan du begribe, ja er det ikke ubegribeligt, hvad de kan finde paa, for de stjal et Toug -- maa du vide --» «Hvem?» «Lauritz og de andre.» «Stjal de?» «Er du gal?» -- svarede Henriette forarget, «tror du, Lauritz stjæler! nei -- de bare tog det -- saadan tog det -- forstaar du -- bag Døren nede i Worses Krambod; -- et Filletoug, som ikke var sex Skilling værdt -- fra den rige Skipper Worse, -- det skulde rigtig gjøre noget!» «Men Henriette! -- du ved dog, at stort eller lidet er ikke det, det kommer an paa; hver den, som stjæler»-- -- «er en Tyv -- ja jeg kan det Skriftsted,» afbrød Henriette i en Fart; «men nu skal du høre, hvad de gjorde med Touget, for det var igaar Eftermiddag, Lauritz fortalte mig det i Kjøkkenet, mens jeg skjænkede The --» «Mens her var Forsamling?» -- spurgte Sara bebreidende. Henriette nikkede ivrigt med Hovedet: «Sig det bare ikke til Mor! -- aa han er saa løien -- Lauritz; -- jeg ler saa skrækkeligt af ham; men saa kan du tænke, de spændte Touget tvers over Gaden, og to Mand holdt i hver Ende, da det begyndte at mørkne; og naar der kom nogen, som de var gal paa, saa strammede de Touget, saa de faldt, og saa kom Krigskommissæren -- du ved, han den sinte, røde -- og saa gik han paa Hovedet og brak Armen.» «Jeg mener, du er forstyrret -- Henriette! du synes da vel ikke, at det var godt gjort?» «Jo extra godt! -- du skulde bare vide, hvor fæl han er; a1le Guttene over hele Byen er gal paa ham -- jeg ogsaa; naar de er paa Session, sidder han og bander og skjælder i et væk, og naar han er paa det sinteste, saa slaar han -- du kan tænke, han slaar med en Ridepisk. Uf! -- nei det var netop tilpas til ham; -- bare han havde brukket begge -- den Rakkersknægten!» Sara var ganske forskrækket; men idetsamme gjorde Moderen en Bevægelse, somom hun vilde rejse sig, og Søstrene arbejdede en Stund flittigt og stille. Sara sad og tænkte paa, at det var rent galt -- dette med Henriette, og hun spurgte sig selv, om det ikke var hendes Pligt at tale til Moderen. Men Madame Torvestad var virkelig saa besynderlig svag overfor den yngste Datter. Hun havde engang sagt: «Ja for Henriette er jeg ikke bange, hun er let at bøie, og vil nok gribes af Naadens Kald i sin Tid. Det var anderledes med dig! -- Sara! du har et stærkt Sind, som tidligt maatte indøves i Herrens Tugt. Og Gud ske Lov! -- hverken din brave Fader eller jeg selv have sparet vort Ris, og Gud har lagt sin rige Velsignelse til, saa du blev den, du er.» Dette sagde hun med usædvanlig Varme. Ellers var Forholdet mellem Moder og Datter lidt stivt. De kunde tale med hinanden om verdslige og aandelige Ting, men til Fortrolighed kom det ikke. Sara var opdraget i de strængeste Grundsætninger om Børnenes Pligter mod Forældrene, og hun saa op til Moderen med Ærefrygt. Hun vilde heller afhugget sin Haand end handlet imod hendes Vilje; men hun turde ikke gaa hen og kaste sig om hendes Hals, som hun mangengang følte Trang til. Naar Henriette i Kaadhed kyssede og omfavnede hende, følte hun et underligt Velbehag; men hun rev sig strax løs; for hun vidste, at Moderen ikke ligte saadant. Da de havde arbejdet en liden Stund i Taushed, hviskede Henriette igjen: «Han var fuld om Lørdag.»-- «Hvem?» «Lauritz.» «Fy! -- hvorledes ved du det.» «Han fortalte mig det.» «Men er der da ikke Skam i ham?» «Aa -- det var da ikke saa farligt; han var ikke ganske snydfuld -- forstaar du; bare saadan vel sat -- som de siger.» Henriette var ganske stolt af ham -- saa det ud til. Men førend Sara kom sig af den sidste Forskrækkelse, raabte Moderen: «Sara! -- kom herind og hjælp mig lidt. Hvor er det, Herren taler om Vintræet?» «Johannes femtende Kapitel.» «Læs det for mig.» Sara begyndte, og imens iagttog Moderen hende med sine kloge øjne; men hun lod, somon hun var optaget af sit Brev og af det, som blev læst. Madame Torvestad skrev mange Breve, der vare i stor Anseelse og bleve høit skattede af Vennerne omkring i Landet. De blev læst op i Forsamlingen, hvor de kom, og dernæst omhyggeligt opbevarede til Udlaan blandt bekymrede, som trænge til et godt Ord. Thi hendes Breve vare milde og kjærlighedsfulde. Da Sara læste det tolvte Vers: «Dette er min Befaling, at I skulle elske hverandre, ligesom jeg haver elsket Eder,» stansede Moderen hende: «Ja -- det Vers var det, jeg tænkte paa.» Hun saa ned i Brevet og fortsatte -- halvveis somom hun fulgte Tankegangen i det, hun havde skrevet; men Sara mærkede godt, at det, Moderen sagde, ogsaa var henvendt til hende. «Det er den første Frugt, Grenene paa det sande Vintræ skal bære: Kjærligheden, den indbyrdes Kjærlighed mellem Brødrene; det er denne Kjærlighed, som især den elskelige Johannes fremstiller som Tegnet paa Guds Børn. Men -- kjære Hjerte! -- nu gjælder det: giv Agt paa, hvorledes din Kjærlighed til Brødrene er opstaaet eller hvorfor du elsker dem; -- om det er, fordi de ere fødte af Gud, eller om det er formedelst en eller anden Elskelighed ved deres Person. Giv Agt paa, om din Kjærlighed opkom dengang og derved, at du selv søgte Herren, hungrede og tørstede efter hans Naade og Fred med Gud og da begyndte at elske Ham saaledes, at -- saasnart du saa eller hørte, at nogen anden ogsaa søgte og elskede Herren, denne da blot derved blev dig saa kjær, saa elskelig, saa broderlig nær, at du derover glemte alle hans andre Egenskaber.» Sara blev efterhaanden blussende rød og bøiede sig over Bibelen; hun vilde begynde paa trettende Vers, men Moderen afbrød: «Tak Sara! -- du behøver ikke at læse mere; det var just disse Betragtninger over den indbyrdes Kjærlighed, jeg vilde vække hos mig selv ved det hellige Ord.» Og atter fortsatte hun paa den samme Maade -- halvt til Sara halvt til sig selv: «Se der har Fristeren igjen lagt en af sine træske Snarer; giv Agt og bed Gud bevare din Fod, at du ikke træder i den. Thi den syndige Elskov ligger paa Lur bag Kjærligheden til Brødrene som Slangen skjulte sig bag Træets lystelige Frugter. Se derfor vel til, at du elsker i Aanden og ikke i Kjødet. Men dersom du elsker i Aanden, og du paa din Vei møder en, der søger den samme Gud, som du elsker, og i hvis Kjærlighed I begge ere forenede, da skal du visselig elske denne ene Søgende. Og var han end --» her blev hendes Ord meget indtrængende -- «og var han end blot en Søgende jernt borte, -- ja var han end en Vildfarende, der kun dunkelt skimtede Lyset og kun skrøbeligen vandrede derefter, -- ja, -- om end hans Udseende, hans Omgjængelse, hans naturlige Sind var noksaa vanskelig, -- du skulde dog elske ham for den fælles Kjærligheds Skyld, som elskede Eder først. -- Se saa -- mit Barn! -- Tak for Hjælpen. Gaa nu tilbage til dit Arbeide og bed Herren for sin Kjærligheds Skyld forklare den indbyrdes Kjærlighed i dit Hjerte, paa det at du ikke maa fare vild.» Da Sara var i Døren, tilføiede Moderen: «Det undrer mig, at naar du og Henriette sidder saaledes sammen, at I da ikke synger en Salme; det gjorde vi altid i min Ungdom. Det letter Arbeidet og beskytter Sindet mod onde Tanker og Fristerens Anløb.» Lidt efter sang Søstrene dæmpet og rent en Salme, de vidste, Moderen yndede: «Gjør Døren høi og Porten vid! Se -- Ærens Konge kommer hid --» Naar Henriette ikke kunde Ordene, nynnede hun, til hun kom i det igjen. Men Sara sad ganske bleg og sang; hendes Øine brændte: men hun slog dem ikke op. Ingen af Pigerne hørte, at Hans Nilsen Fennefos kom opad Trappen og stansede paa Afsatsen udenfor. Han stod og lyttede til den skjønne Sang, og han kom til at mindes hin Nat, da han hørte sin Moder synge. En dyb Bevægelse greb ham; det forekom ham, at Saras bløde Stemme var saa lig hans Moders, og Taarerne strømmede til hans Øine. Da han kom op paa sit lille Kammer, sad han længe i modstridende Tanker. Hvor vilde det ikke været godt for ham, om han i dette Øieblik havde havt sin Moder at raadføre sig med. Men hun var død for to Aar siden. De, som stod ved hendes Dødsseng, fortalte, at det var, somon hun sang sig lige ind i Himmelen. Hans Nilsen kom fra et Møde med de Ældste af Brødrene. Han hørte selv til iblandt dem; thi det kom ikke an paa Aarene, men paa Tro, Kjærlighed, Retfærdighed og Erfaring i aandelige Ting -- samt sand Visdom. Der var nemlig kommen Brev fra hans Hjembygd, hvori der klagedes over, at adskillig Lunkenhed begyndte at indsnige sig blandt Vennerne deromkring; og de bad saa bønligen, at der maatte skikkes dem en Mand eller en Kvinde, der kunde puste til den sluknende Ild, førend Kullene bleve ganske sorte og døde. Helst vilde de jo have Hans Nilsen; men ellers var de fornøiede med hvemsomhelst, de Ældste vilde sende dem. Da dette Brev var læst op, sagde den ældste blandt dem -- en Olding, som havde kjendt og arbejdet sammen med Hauge: «Nu -- kjære Hans Nilsen! -- hvad mener du? -- mon Aanden vidner i dig, at du skal følge Brødrenes Kald? -- eller mon du ved nogen anden, som bedre kunde skikke sig dertil? «Jeg tænker, Hans Nilsen synes, han har det godt, der han er --» sagde Sivert Jespersen uden at se op fra den Postille, hvori han sad og bladede. Mere blev der ikke talt. Men de vare saa indøvede med hinanden, forstod saa vel et lidet Vink eller en svag Betoning, at den Pause, som nu fulgte, var for dem lige saa oplysende og spændende som en Debat. Endelig reiste Fennefos sig og svarede: «Jeg vil prøve mig selv og bede Aanden oplyse mig; imorgen -- eller kanske iaften i Forsamlingen skal jeg, om Gud vil, bringe Jer mit Svar.» -- Nu sad han da og prøvede at være fuldstændig oprigtig, forat faa Rede paa sig selv. Den Misbilligelse, han saa godt havde hørt i Sivert Jespersens Bemærkninger, var noget, han havde mærket før hist og her. Ialmindelighed vilde man vistnok gjerne beholde ham i Menig heden; men der var dog nogle, som følte sig trykkede af ham. Fra disse kom der smaa Ymt om, at Madame Torvestads Hus kunde være farligt for en Lægprædikant, kunde friste til Blødagtighed. Saasnart Hans Nilsen mærkede dette, havde han strax tænkt paa Sara. Saa nøie som han kunde havde han gransket i sit eget Hjerte. Men det var ham ikke muligt med Sikkerhed at afgjøre, om den Glæde, han følte i hendes Selskab, var Begyndelsen til en syndig Elskov, eller om det dog ikke bare var, hvad det burde være: en hjertelig Følelse af Venskab og Hengivenhed for denne Kvinde, der var renere og bedre end alle de andre. Da han imidlertid ikke kunde komme til nogen sikker Overbevisning, og da dette begyndte at pine og forurolige ham, var han en Dag gaaet lige til Madame Torvestad og havde spurgt hende, om hun vilde raade ham til at gifte sig, og om hun i saa Fald kjendte nogen kristeligsindet Kvinde at foreslaa ham til Hustru. Madame Torvestad blev ikke overrasket. Det var sædvanligt baade blandt Hauges Venner og især blandt Herrnhuterne, at de unge lod sig lede i disse Ting af de ældre. Vittige Hoveder i Byen paastod endogsaa, at salig Torvestad havde faaet sin Kone ved en Lodtrækning i Christiansfeldt. Paa den anden Side laa det dog saa nær for Madamen at tænke paa sine Døttre -- og da først og fremst paa Sara, at Hans Nilsens Spørgsmaal næsten var at anse som et Frieri. Men hun svarede undvigende. Hun troede ikke, at han, der var en saa vel kjendt og afholdt Prædikant, havde Lov til allerede nu at ophøre med Reiserne omkring i Landet; og han vidste selv -- sagde hun --, at for den, som først er gift, falder det ikke længer saa letvint at komme afsted. Hellerikke var der for nærværende Tid nogen Kvinde i hendes Bekjendtskab, der særlig passede for ham. Dette overraskede og skuffede Hans Nilsen. Han formaaede egentlig ikke at indse, hvad Madame Torvestad kunde have imod at give ham sin Datter. Det faldt ham ikke ind, at hun kunde have andre Planer, ligesaalidt som det faldt ham ind med en Tanke at modsætte sig hendes Vilje eller gaa udenom den. Derimod bestræbte han sig for at finde, at hun havde Ret, og det lykkedes ham med nogen Overvindelse. Der var gaaet en Uges Tid siden denne Samtale med Madame Torvestad; og i disse Dage havde Hans Nilsen givet nøie Agt paa sig selv. Han beregnede, at hvis han havde følt sig tiltrukken til Sara af noget kjødeligt Begjær, maatte han have følt en heftig Smerte ved saaledes at skuffes i sit Haab. Men nogen heftig Smerte følte han ikke -- det kunde han ikke sige. Han vilde været overmaade lykkelig, om det var gaaet efter hans ønske; men nu, da han alligevel forblev i hendes Nærhed og hverken følte nogen Trang til at nærme sig yderligere eller til at flygte bort for nogen ond Begjærlighed, saa mente han, at det var bevist, at hans Tanke var ren, og han begyndte at føle sig mere rolig, omend noget tung. Men saa kom dette Brev idag, den aabenbare Mistanke, som laa bagved Sivert Jespersens Ord, og saa hans Følelser, da han hørte hende synge. Alle han