Thøger Larsen (1875-1928) Bakker og Bølger. Digte (1912) [1-18] Tekst efter udgaven (med indledning og noter) i serien "Danske Klassikere" (DSL og Borgen). Klik her for redaktion og tilsyn, serie-liste, priser på de enklte bind, online bestillingsmulighed etc. Nærværende bind i serien er udgivet ved Lotte Thyrring Andersen i 1995. - Indhold: [1] En Dag [2] Maaneskin [3] Tordenbygen [4] Nordenvinden [5] August [6] Morgenbadet [7] Hymne til Skibet [8] Aaret i Danmark [9] Tiden [10] Stjernenatten [11] Jørgen Brønlund [12] Bjørnstjerne Bjørnson [13] Solskin i en Stue [14] De fire Aarstider [15] Virkeligheden (Kantate) [16] Stormnat [17] Jylland [18] En Moder (Episk Digtning) ------------------------------------------------------------------------ | Index | +1 | [1] En Dag Der pibler Vand og Sang, Frimodighed, mens Sommersolen ødsler alt i Møde sin Selvfortærings Straalefrodighed. De levende har næsten glemt de døde. De gaar i gylden Søvn og Salighed, som tror de, denne Dag har altid været. Og Fjorden har en Drøm om Kølighed fra Evighed, af Dybets Kilder næret. Jeg føler Lyst til god og gavmild Sang: »Ak veed du vel, du stygge blinde Larve, at du skal være Sommerfugl engang, naar Farve staar og drømmer over Farve?« Hvor underfuldt, at denne Dag er vor og ikke een af de utalte Dage, da vi er Fremtidssyner eller Jord! Min Sjæl - se ikke frem og ej tilbage! Dog jo. Min Morgen mellem Jordens Siv blev stærk af Søvnen i de svundne Tider. Den lange Drøm i Natten før mit Liv som Glimt og Glemsel under Evnen glider. Og hvad var Kraftens Lykke under Sol, om ej den følte Væksten ud af Stunden - blandt Slummergrøde: Stenbræk, Strandviol - sprang ud som Fuglesangens Træ i Lunden? En solhvid Pige svømmer i min Fjord. Hun salter i dens Blaa sit Legems Grøde. Og Gys af Søen om den vide Jord gaar gennem den, der fødtes for at føde. Hun bæres af et Afgrundsspejl af Dag - er frigjort, sluppen løs fra alle Strande. Det kviddrer ned fra hvide Skyers Drag, fra Sjæl, der svirred over mange Lande. ------------------------------------------------------------------------ | Index | -1 | +1 | [2] Maaneskin En ensom Draabe falder fra Løvet og forstummer i Nattens ømme Stilhed og Havens Maaneslummer. Se Græsset gror i Søvne, den milde Dagregn dies, før Muldens Moder-Evne til andre Morg'ner vies. Et enkelt Skin, et sparsomt Søvnlys fra Maanen strømmer. De spæde Straaler varsomt berører alt, som drømmer. De melder lønligt Løvet og Havens Blomsterstande, at de har kysset Støvet i Maanens stille Lande. De synes tavst at sige: Véd I, som Natten skærmer, om i de dødes Rige Opstandelsen sig nærmer? ------------------------------------------------------------------------ | Index | -1 | +1 | [3] Tordenbygen Der bølger Varme over Bakkens Kamme og Kornets trygge slummerdunkle Riger. Som saligt-salte Blik er Søer og Damme, beruset blaa af Sol og nøgne Piger. Der springer Klang fra Fuglenæb i Luften. Og Skyer som en anden Klodes Bjerge gaar stille frem, saa Lyset og saa Duften sig lader blindt besove og besværge. Alt lever i en øm og yppig Spænding, de skjulte Safter giver Mod til Glæde. Og Disens Bølger vugger uden Brænding mod sære Kyster, ingen kan betræde. Døgnfluen aner ved en blaa Violrand det evige. Og over Marken varlig gaar mættet Modningslugt af Korn og Solbrand. Og Tordenskyens Latter lyder farlig. Se aabne Døres Mulm i alle Sogne, - som gabte Graven ud af hver en Vaaning, som vented alle døde nu at vaagne til ærlig Dag paa Bakkens grønne Skraaning. Nu drukner Solen. Og med haarde Kamme Uvejrets Vande staar som Flint og Grotter; der falder Alvor over Søer og Damme, og bag et Regnbjerg Lynet vildt sig blotter. Af Badet løber Bondens hvide Datter - de kære Vande, nødigt hun forlod dem. Hun strækker sine Bryster højt med Latter, mens Tordenregnen straaler ned imod dem. Hvor Koen brøler, som fra Jordens Indre! Hvor Hylden dufter sødt, som kunde Roden en regnmæt Lykke under Muld erindre. Og lystent borer Lynet sig i Kloden. ------------------------------------------------------------------------ | Index | -1 | +1 | [4] Nordenvinden Se Nordenvindens Jagen bevæger Sommerdagen. Den bringer sløve Drømme til Køerne, som tygger; den svømmer gennem Rugen som Aander, der har Skygger. I Danmarks lyse Bolig er Dagens Sjæl urolig. Det flimrer under Øen af Solen over Søen - en blegnet Ild, som Dybet snart blotter og snart dølger, som døde Luers Genfærd i Dans paa Jordens Bølger. I Danmarks lyse Bolig er Dagens Sjæl urolig. Af Solen Marken brændes, og Agerkaalen tændes. De gule Blomster nejer sig under Vindens Færden, som de i Søvne mindes en gammel, salig Verden. I Danmarks lyse Bolig er Dagens Sjæl urolig. ------------------------------------------------------------------------ | Index | -1 | +1 | [5] August Dagbrisen gaar som en Aande af Korn moderlig hen over Bakker og Bølger. Høvderne vandrer med rokkende Horn fra deres Lejer, som Dalene dølger. Solen kom hjem nu til Ager og Eng, manede Livet af Søvne og Seng ud over Bakker og Bølger. Landet blev virkeligt, Solen blev varm, Skorstenen ryger fra Dalen og Bjerget, Sognene drømmer i Fjordenes Arm, Natten i Kløfterne ligger besværget. Dørene aabnes til Lade og Hus, Modenhed slaar gennem Karme sit Sus, svangert, i Glemsel besværget. Dagen, som ejer al Himmelens Hvælv, synes dog mødig af evige Somre, synes at grunde saa blidt paa sig selv; Vognenes Hjul over Vejene domre, Dønning af Glemslernes Rigdom tilforn - Menneskeslægter og Køer og Korn gennem de evige Somre. Højere stiger den tyngede Sol. Rugmarkens Aks er en duvende Trængsel - ak, mon de hørte, at Leerne gol? Hvisker de sammen i Angst eller Længsel? Leen og Riven langs Jordryggen gaar, Ungdom og Latter slaar ud mellem Skaar, blandet med Angst eller Længsel. Børnene bader ved Middagens Brand, ligger i Sandet og varmer sig Bugen, - se, mod det blinkende mulmblaa Vand Legemer nøgne og lyse som Rugen! Faderen mejed, og Moderen bandt, Børnene fulgte langs Agerens Kant, nappede Kerner af Rugen. Grønningens Lys er saa svimmelt og ømt, fyldt af en stille Fortabelsens Styrke, Dagen er halvt som et Solskin paa Skrømt, som var dens inderste Væsen et Mørke. Jernene skriger saa grumt gennem Luft. Jorderig nærmer i Høstdagens Duft sig med Fortabelsens Styrke. ------------------------------------------------------------------------ | Index | -1 | +1 | [6] Morgenbadet (En ung Mand til en ung Kvinde ved Søen) Paa skønne Ben du skrider mod Søen blaa, hvor Ild fra Solen leger som unge Slanger! Du Synderinde af Ungdom og uden Anger skal Vandenes salte Søvn-Omfavnelser faa. Om Morgenen vokser under den lyse Sky, som levede vi under selve Tidernes Gry. Jeg ser dig for mig, kun i en solhvid Særk, og Luften flytter varsomt med Lys og Skygger. Din trygge Skønhed fortroligt paa Jorden bygger og vidner, at Himlens Hvælving er strakt og stærk. Du tøver - og tager mig i dine Øjnes Blaa, der sejrer og siger saa svangert: Vi forgaa! Et Morgensmil i Kindernes Buer staar, som Sejersminder efter en sluknet Rødme. Et Skær af Solens Kraft og af Syndens Sødme i Blikkets Søer under det unge Haar. I Barmens vuggende Hvidhed en Gud har leet, mens Stjernernes inderste Underværk er sket. Dit Væsens Troper straaler imod min Hu - uendelig frodigt under din gode Pande. Mit Hjerte løftes af Have og gyldne Vande. Befriet - lutter Menneske blev du nu. Et Baal af uudgrundelig Nøgenhed slog gennem mit Sind, som Lyn slaar i Havet ned. Som dugget Sølv dine Øjne nu ser paa mig, du vaagnede Pige, der sover for alle Tider. Og Lykken ligger omkring os til alle Sider. Og svale Vande ligger og venter dig. I alle Former løb du af Stjernen fuld, du gaadefulde Ætling af Mødre i Mud. ------------------------------------------------------------------------ | Index | -1 | +1 | [7] Hymne til Skibet (Juli 1911) Havde Oldtids Helt sig banet Vej til Kystens Siv, sprang imod ham Oceanet som en krummet Kniv. Flint og Staal i Bølger blaane, skriger gennem Vejr: »Hisset hersker Sol og Maane, Kriger, kom ej der!« Længe holdt de Trusels-Vande Verdens Racer skilt. Drømme om Vidunderlande red dog Sindet vildt. Gennem Uvejrsskrig og Skræmsel gik en Solblinks-Bro, som et Flammespil af Glemsel, der stak Ild i Tro. Drøm om Lykkens længst fortabte evig grønne Ø! Var det dig, der Skibet skabte, drev det ud i Sø, drev den stærke unge Kriger ud for Stormens Fart, ud til Rov af Gods og Piger af en Fremmed Art? Drømmeskib fra Sagnets Morgen, Skib fra Daadens Dag, fulgt af Sejren og af Sorgen - Hæder om dit Flag! Bar end Noahs Ark paa Kernen, hvoraf alting gror, kom Columbus hjem med Stjernen, med den salte Jord. ------------------------------------------------------------------------ | Index | -1 | +1 | [8] Aaret i Danmark Paa Danmarks Mulde Sne og Vinterkulde og lange Nætter længe skjuler Skatten. Og onde Vinde vifter ved Maaneskifter. Og Hundestjernens Ild gaar gennem Natten. Hør Blæsten tuder: »Der er ingen Guder!« Men Himlen tynger Hytten, truer Borgen. Og Barnet ser fra Puder de frosne Ruder, et Dødens Eden i den røde Morgen. Men Regnbu'skæret staar en Dag i Vejret, det alle Vaarens Farver vildt forjætter. Og Sang fra Fugletunger - og Fugleunger og Korn velsigner Danmarks lyse Nætter. De klare Kilder sig i Græs forvilder, og Kvæget staar i Tøjr til alle Sider. Mens Barnet gaar ved Grøfter og grønne Kløfter og plukker Blomsterne i Lykkens Tider. Fra svungne Leer suser svage Veer, men Slæt og Høst af Døden dufter sødligt. Og hjem langs Hegn og Dige gaar Karl og Pige, mens alt i Solnedgangen smægter rødligt. Paa Danmarks Mulde Somrene er fulde af Solens og af Jordens Gudegaver. Og Mand og Hustru hviler en Stund og smiler, hvor Æblet hænger tungt i Bondehaver. Mod Danmarks Rige Bølgens Buer stige. Det mumler ind fra Verdens frie Vande. De styrket har saa mangen med Vuggesangen imellem Danmarks Land og alle Lande. ------------------------------------------------------------------------ | Index | -1 | +1 | [9] Tiden Tiden ejes af Kloderne og gribes af Mands og Kvindes solbesværgede Jordsjæl, der savner og tror at mindes den inter-astrale Lykke, der vist maa i Verden findes. ------------------------------------------------------------------------ | Index | -1 | +1 | [10] Stjernenatten Nat om Alverden! Kloder i Smelten og Kloder i Hærden, Stjerne-Systemer, Dybets utallige Ild-Diademer, alle de snurrende Gnister i Himlen. Ud i det høje ser jeg som Trold med et Trealens Øje. Ind i det sorte vender jeg Blikket, og Nuet er borte. Straalende Verdnerne slaar mig i Møde. Frem sig at svinge ser jeg Saturn med dens Maaner og Ringe. Verdener vaage ru i Orions forrygende Taage. Spindelvæv hænger i Afgrundens Kroge. Aldrig ved Randen - evigt jeg møder kun Mørket og Branden. Virkeligheden blotter sin Ild, at jeg bedre kan se den, nærmer sig vildt fra en Himmel som Graven. Vildsomt at vide, mangen en Jord har nu Skyerne hvide. Natten fordølger talløse Reder med Bjerge og Bølger. Dage i alle Fortærelsens Farver. Helveder tindre midt i den sorte Fortabelses Indre, ødsler med svimle Drømme om salige Guder og Himle - Virkeligheder i Vidder af Glemsel. Morgenens Rande brænder sig frem over Have og Lande. Og mens vi stænge Døren for Mulmet paa Marker og Enge, strømmer nu Asiens Piger af Senge. ------------------------------------------------------------------------ | Index | -1 | +1 | [11] Jørgen Brønlund Mer ene var aldrig en Sjæl paa en Stjerne end du foran Døden i Isnattens Fjerne. Og aldrig var Røsten, der Hjerterne rører, mer inderlig ene med det, der ej hører. Og aldrig gik træt Mand mer hjemløs til Hvile midtvejs i de maane- forvildede Mile. Da Vennerne tav i de isede Ørke, laa Verdens Mund lukket mod dig i dit Mørke. Du kæmped dig frem imod Gravens Munding som fattigste Stormand paa Jordens Runding. Du gemte de hellige Kort i dit Værge med Isrigets fjerneste Fjorde og Bjerge. Og bar dem i Dødsmulm og vaandefuld Færden et Skridt mod de levende Hjerter i Verden. At Jorden ej raned den Løndom tilbage, som kostede eder de kommende Dage. Du hjalp med at maale det yderste Øde, - du maalte det dybere, medens du døde. En Gru fik du bragt os fra Kvalen, der lides, hvor Solen og Surtur umælende strides. Saa smertelig nær har du bragt os det fjerne, hvor stanset du laa mod din stenhaarde Stjerne. ------------------------------------------------------------------------ | Index | -1 | +1 | [12] Bjørnstjerne Bjørnson Fremtids-Disen drog hans Øje. Mellem Fjælde, mellem Høje sang han Lyst til Land at pløje. Land, hvor Sol mod Bølgen iler, midt i Engen Lykken hviler, Norges friske Datter smiler. Ud han sang, den store Seer, Sætrens Liv og Høstens Leer, Maanens Magt og Havets Veer. Sang ny Verdner op af Vande, sang med Gryet paa sin Pande om nyt Liv i gamle Lande. Hør, hvor Sangen alle Steder fra de tusind Hjem sig breder, som fra tusind Fuglereder. ------------------------------------------------------------------------ | Index | -1 | +1 | [13] Solskin i en Stue Et stille Solskin hviler hen over Gulv og Bord - en maalløs Drøm, der Stuen og alle Ting besvor. Se Orchideens Blade i Himmelrigers Blund. Jeg føler mig som vaagen paa Oceanets Bund. Der svajer Græs og Grene, og Vinden høres hid. Det er af alle Tider en eller anden Tid. Hernede under Tyngden og Luftens høje Sø gaar Drømmen ind ad Ruden for hos mit Sind at dø. Alvidenhed forseglet en Løndom her mig gav - den gæster venligt Nuet i en møbleret Grav. Hist henne staar i Krogen den gamle Lænestol. Der sidder Isaac Newton, vendt mod en Plet af Sol. Træt ind mod dette Vindu staar alle Tiders Blaa. Jeg ser det gamle Solskin, som Isaac Newton saa'. Og Lysets dybe Tavshed forvirrer al min Ro. Den døde Stue drømmer, saa mine Planter gro. Selv dæmrer jeg som Kimen i en Gudindes Skød. Og Verden er som Syner, der ses i salig Død. En Bogryg staar med falmet tohundredaarigt Guld og kalder med et Mæle fra Munde under Muld. O dyrebare Solskin, som ingen Sjæl forstaar! Lad denne Time dvæle hos mig i tusind Aar. ------------------------------------------------------------------------ | Index | -1 | +1 | [14] De fire Aarstider (Til Hr. Observator Torvald Køhl) Foraar Naar Nordens Lande sig mod Solen bøje, det unge Foraar skrider over Høje. Hun vinker Søndenvinden op at danse og Barnet ud at binde Blomsterkranse. Sommer Staar Solen mellem os og Krebsens Stjerner, i salig Søvn sig nærer Frø og Kerner. Det næste Livets Flor det faldne følger, og Ungdom svaler sig i Svulm af Bølger. Efteraar Men atter daler Lyset for vort Øje, og Leen sabler Livet ned om Høje. Sangfuglen rejser bort, og Græsset mørkner, og Dyr faar travlt, før Agrene bli'r Ørkner. Vinter Stenbukkens Stjerner staar nu Sol bag Ryggen, Sneriget daler ned, og lang er Skyggen. Ved Bord og Lampe Jordens Børn sig sætter og lukker Døren for de sorte Nætter. ------------------------------------------------------------------------ | Index | -1 | +1 | [15] Virkeligheden Kantate ved Studentersamfundets Rusfest den 23. September KVINDEKOR Solglimt fra de gamle Floder, der i Sagnets Eden flød, ejed Moder efter Moder i sit Øjes Ungdomsglød. Af den Drøm, vort Køn har arvet, blev vort eget Øje farvet. Smilets Glar og Graadens Vande dølger de fortabte Lande. MANDSKOR Muld og Hav vort Væsen drage med en større Klodes Skær. Jord, vi kalder: Kom os nær, og vær vor i vore Dage! Løndom, som i Græsset gror, Løndom, som i Bølgen bor! Fyld med Liv vor Længsels Skaaler! Giv os Sjæl af dine Straaler! RECITATIV (Mandsstemme) Ud af Elementerne strømmer Sjælenes Kræfter, Sønner og Døtre følger Fader og Moder efter. Øjne, som Skummets Øjne ved Havets Bred, aabnes i Nuet og blændes af Evighed; de stirrer mod Jorden i Tørst efter Tingenes Sandhed, den slaar dem med Solskinsdagens syvfarvede Blindhed. Virkelighed! Finder vi aldrig dig? Ved blaa Søer gaar de blaaøjede Piger. Lyshaarede Børn plukker Blomster paa Danmarks Diger. Bakkerne spejler Agrenes Farver i Fjordene. Duggede Brøl stiger i Dalen paa Hjordene. Hvor det er fjernt og nær! En Dag af tusinde Aar - en Dag, i hvis Frugtbarhed alt det forgangne staar. Virkelighed! Finder vi aldrig dig? Enge med dette Græs! Bølger ved disse Strande! Eders Hemmelighed er de fortabte Lande. Aarmillioners Lyst skinner i Kvindernes Sang, naar de ved Barnets Søvn holder dets Vugge i Gang. Unge Mænd og Kvinder! Grib Nuet! Se og hør. Virkeligheden synes nær - som ingen Sinde før. SOLO (Mandsstemme) Jeg staar i Dag paa Stjernens Hvælv. I mig dens Kræfter strømmer. Jeg føler Stjernen i mig selv, hvor alle Farver drømmer. De Drifter, som i Ungdoms Sang mod Himlens Vidder tindre, af dybe dulgte Kilder sprang i Jordens eget Indre. Af Muld og Hav sprang Livet frem i fjernt forglemte Tider. Til Muld og Hav gaar Livet hjem hver Gang det Døden lider. Og alle Ting, jeg kommer nær, har Dyb, jeg aldrig maaler. Ej røber Solen, hvad de er, men kun, hvordan de straaler. Dog nærmer Verden sig saa øm. Og Maanen over Haven er som fortabte Sjæles Drøm om Solens Skin - i Graven. Det er, som Sø i Sommervind og Danmarks grønne Dale staar spændt som Sluser mod mit Sind, vil briste ud i Tale. Det er, som Jordens Hav og Muld med alle deres Døde er med en Viden underfuld mig gaaet stumt i Møde. Det uudsigelige Land som Genfærd søger Sjæle. Og Stjerners Mulm og Stjerners Brand i mig vil have Mæle. RECITATIV (Mandsstemme) Unge Mænd og Kvinder! Grib Nuet! Se og hør! Virkeligheden synes nær - som ingen Sinde før. Hver ny Ungdom sætter Virkeligheden Stævne. Gav den aldrig sig helt, gav den dog Kraft og Evne. Hver ny Ungdom maa vinde sit Jorderige. Derved nye Muligheder af Mørket stige. SOLO (Kvindestemme) Vejen hjem til Jorden bar stundom om ad andre Kloder. Da Copernicus blev va'r Jordens Dans omkring dens Moder, sprang af Sindet andre Floder. RECITATIV (Mandsstemme) Den, der søger i Nuet efter den sande Virkelighed, aner Fortids og Fremtids Lande. Blodets Jernsang jubler mod bundløst Blaa om Lykkens Nærhed. Eden vil genopstaa. Æbletræet frister med Sommergaven. Endnu gaar Eva stundom nøgen i Haven. SOLO (Kvindestemme) Darwin øjned Livets Træ. Stammen stod bag Dødens Trone. Fra de tabte Landes Læ lød en overskygget Tone. Men i Nuet staar dets Krone. RECITATIV (Mandsstemme) Virkelighed! Paa Vejen til dig vi naaede rundt om Jord gennem Tvivl og Storme og Fraade. Afstand lærte du os ved Damp og Hjul at besværge. Vort Blik har dvælet i Skyggen af Maanens Bjerge. I dit Navn letter Mennesket nu fra Muld, og Luften vil mørkne og surre af de kommende Kuld. Unge Mænd og Kvinder! Grib Nuet! Se og hør! Virkeligheden giver Evner - som ingen Sinde før, Virkeligheden, Gaaden, hvori vi lever og dør! KOR Muld og Hav vort Væsen drage med en større Klodes Skær. Jord, vi kalder: Kom os nær, og vær vor i vore Dage! Løndom, som i Græsset gror, Løndom, som i Bølgen bor! Fyld med Liv vor Længsels Skaaler! Giv os Sjæl af dine Straaler! ------------------------------------------------------------------------ | Index | -1 | +1 | [16] Stormnat Stormen langs Jorden fejer og strør og tager af Natten Styrke. Nu suger i hvert et Skorstensrør Fortabelsens tørstige Mørke. Luerne hopper i Kakkelovn og danser paa tirrede Gløder, gad hylle hele det sorte Sogn i Skyer og Morgenrøder. Stormen river en Dør paa Klem og klager for bundløs Elende, har alle Veers Vokaler i Gem og jager mod Verdens Ende. I Luften duver der fulde Sejl. Nu søger Fortabelsens Flaade de arme Straaler fra Maanens Spejl, den sidste fortyndede Naade. Men Maanen er borte, Natten mæt af blindt henfarende Kulde. Naar Bygen kommer, er Mørket tæt, som om det var manet af Mulde. Afgrundens Snekker raser forbi Vinduers enlige Gnister, og stundom høres en Lem slaa i som Laag over møre kister. Luerne spiller paa Asken klart og slikkende Tidsler forme, gale af Lyst til en Himmelfart med de usalige Storme. ------------------------------------------------------------------------ | Index | -1 | +1 | [17] Jylland O Jylland, mod dine Sande den dunkle evige Mumlen gaar af Jordens rejsende Vande, af slørede Røster fra Tidens Vaar. Om Skibe, der kommer med Fangster, gaar Skyggernes Jag under Havets Skyer, som Tog af ilende Angster, der flygter ind mellem Gaarde og Byer. Mit Land med solgrønne Marker, hvor Ko efter Ko slog Mulen i Græs, hvor Solen og Vejret barker den Haand, der strør Korn fra Aas til Næs. Min Barndoms Fjordland, hvor Lærker har kvidret sig ind i de saliges Blaa, hvor Sejlenes solhvide Mærker i Sværmerdrift mellem Kysterne gaa. Hvor Tyrene brøler mod Østen, naar Gryet lufter fra Jordens Rand, - hvor Rugen helder mod Høsten og Blomsten mod Natten. Min Barmdoms Land. Her gik mig de hellige Stjerner forbi med hver sit evige Liv. Da bøjed sig Aks og Kerner. Da lagde sig Viddernes Larm og Kiv. ------------------------------------------------------------------------ | Index | -1 | [18] En Moder I Ellen gik harmfuld ved Mørkgaardens Høje. Ungdom og Taarer stod blaa i hendes Øje. Tordenhatte stabled sig himmelhøjt i Østen. Gaarden sov til Middag, træt og hed af Høsten. Men Ellen gik alene sommerklædt i Varmen. Hørlige var Hjertets Hammerslag i Barmen. Se, Erik red af Gaarde, rank paa Hesteryggen. Hovene de haarde slog ned i Hesteskyggen. Hen jog han over Ager og Vejen ned mod Fjorden, som Drivskyen jager sin Skygge over Jorden. Den vilde Erik Mørk! Han standsede dernede. Ellens Ungdom svulmede af Sødme og Vrede. Den smukke Erik Mørk! Han svang sig af Hesten ved Bredden, hvor Vandene var blaa af Sommerblæsten. Hendes Bryster steg frem til de fuldeste Buer. Hun vred sig i Sorgernes sødeste Luer. Han klædte sig af og vandred ud i Fjorden, der eet med Havet danner et tungt Beslag om Jorden. Ellen sank ned til Højens grønne Side, bed sin Arm til Blods og blotted sig af Kvide. Stirred mod hans hvide Ryg i de blaa Strømme: »Gud, tag din Pisk i Haand og lær ham ret at svømme.« Ak Maj - ak Juni .... det var ikke blot Minder. Det drak af hendes Hjerte, saa det saas paa hendes Kinder. Al Lykken var nu Løgn, - men som Løgne kan tindre! Og Sandheden, Sandheden sov i hendes Indre. Med graadsalte Øjne saa vrede, saa ømme fulgte hun den hvide Ryg i de blaa Strømme. - - Ak Maj .... ak Juni .... hvor kort .... og hvor længe .... da sammen de fulgtes leende til Senge. De frodige Nætter om Jorden derude stod som brunstige Blik imod Kammerets Rude. Sommervinden strøg sin Sorgløshed mod Muren. Selv Kamrets bløde Mørke var svangert som Naturen. I Drømmeriets Vildnis har Elskoven hjemme, hvor Lykken aander rygende, men ej har Vid og Stemme. Blikket lammes af det uudgrundeligt nøgne. To Sind strømmer sammen under lukkede Øjne. Det dagklare Øje, der dømmer og ser, dummes af det Under, at Skabelsen sker. 'Den frugtbare Lykkes Livskilder glider gennem Underverdnens Nat fra Oprindelsens Tider. Aa disse lyse Nætter med Glæden forborgen ... Legemer, der stedse blev hvidere af Morgen. Med drukne Øjne hilste de Gryet - ny Himmel, ny Jord, Alverden fornyet. Haa, Livets Lovsang laa løs i Kværken paa Gærdesmutten og Gøgen og Lærken. - Han var Arving til Gaarden, skulde giftes med Penge. Taabelige Bondetøs, at gaa med ham til Senge! - Forbandet, forbi! Hvad hjalp alle Taarer? Men hvem der dog endnu engang blev Kærligheds Daarer! Hun drømte og græd, til Leerne blev hvæsset. Skyggen af en Fugl fôr hen over Græsset. Mellem lange Skyer den solblaa Himmel strakte sig hen i Tange og Strimmel. Op at binde Neg deromme bag Haven ... Nej. Om de saa slæbte hende lige i Graven. Hun løb over Marken til et Krat i et Hjørne og gemte sig i Skjul af krogede Tjørne. Nu kunde de lede og larme og bande. De tirred hendes Vrede til Bægerets Rande. Hun laa i en Skraaning og saa' over Vidder mod Verdner af Kornneg og Himle af Kvidder. Der nikked en Smørblomst imod hendes Pande, en blind fra den straalende Saligheds Lande. Den bragte hende Slummer og Drømme saa søde af tankeløs Sommer og graadmild Grøde. II Støt staar alt og viger. Knapt Nuet er til Stede. Den Sol, som nu er oppe, vil snart være nede. Mens Dagene tændes og Dagene slukne, alt levende befarer den Strøm, hvor det skal drukne. Den Dag, du længtes efter den kom og forlod dig. Den Dag, som du frygter, den flyver imod dig. Og det blev Oktober med Aftenrødme fra Solnedgange af sygelig Sødme. Erik var rejst, og Ellen gik ene i dunkle Tanker blandt døende Grene. Ellen var flygtet fra Folkestuen. Hun hævede Brystet mod Himmelbuen. Inde sad Karlene og gloed som Tyre. Og Pigerne kunde ej Latteren styre. Og selv i Søvnen huggede Høgen. Hun drømte, de saa' hende tyk og nøgen. Solen stod rød paa Bakkekammen. Og ømme Skyer blev spejlet i Dammen. Pinte det Jorden at lægge det sidste tynde Sommerens Purpur i Kiste? Aa - hvem der var Barn ... en Aften - hjemme ... Da mærked hun Jordens milde Stemme: »Mit Barn! Er du mødig af Spot og Smerte - da kan jeg dulme dig hele dit Hjerte. Jeg er nem at finde til Senge i. Jeg har aabne Døre ved Vej og Sti. Jeg har stærke Træer i Mørkgaardshaven - og mørke Kilder i Mergelgraven -« Hun syntes, hun ned i Jorden gled, mens Kirken ringede Solen ned. Men atter mærked hun Muldens Stemme: »Vil du hellere Barnet hos mig gemme? Der skal det hverken ha' Føde eller Klæder. Og det bliver ikkun een Gang det græder -« Hun søgte et Halmstraa i Himmelbuen. Men hun maatte flygte til Folkestuen. III Novemberdagen klædte sig i rørende Straaler. Da rysted hun Mørkgaardens Muld af sine Saaler. Hun lejed sig en Hytte, en arm og ensom Bolig. Saa stænged hun Døren - aa, Stuen var saa rolig. Hvor her var godt at sove i Graad og vildsom Vaande - at ligge som en Kornmark og kun drage Aande. Hun sov i et Døgn, som aldeles forsvunden. Som i Muld eller Moders Liv var Tiden henrunden. Hun sov, som Lyset slukkes, naar Aftenen endes, vaagned, som Ruden dugges, naar Dagene tændes. Aa - ned igen i Dybet, der føder Morgenrøden - det moderlige Mulm før Livet og bag Døden. Men Solen staar lavt over Bakken i Ruden, bestraaler hende Haaret og Panden og Puden. Hun aabner sin Særk og ser paa sine Bryster: Kom, Verden, og kys - eller spot, hvis dig lyster! Hun strækker sig og gror af den himmelblaa Naade, ligger nøgen og tror paa den gavmilde Gaade. Hun er saa træt af Sorger, saa Tankerne hvile, saa hun faar Kraft at svulme, at glemme og at smile. Og Hjertet, som pumper sin Ungdoms blinde Floder, veed knapt, om det lever i Barn eller Moder. Og Drømmenes Bobler gennem Tankerne stige, bristende i Skæret af Himlens blaa Rige. Hun synker i den Søvn, hvor de skyldfri snorke. Hun drømmer om Sommerskyer og flyvende Storke. Om Solen, som den skinner paa badende Kroppe, naar Kornet staar og vugger med tyngede Toppe. Naar Børnene løber barbenede paa Agre, og hvide Sommerfugle mellem Børnene flagre. IV Graa Dage, Regn og Taager - lidt Sol i Middagsstunder. Og Ellens Sind laa svimmelt imellem Gru og Under. Snart sang det med Sødme i alle hendes Aarer. Snart sank hendes Hjerte i Søer af Taarer. Det viste sig svært at lukke Verden ude. Stænged hun Døren, saa keg man ved en Rude. Snart een, snart en anden af dem, som hun kendte, kom ind for at vejre, hvor snart det var i Vente. Hun tav. Og taalte Øjne, hvis Blink var som Knives. Hun mødte dem, som den, der har Lov til at trives. Hun nærmede sig ingen. Saa turde hun vel mene, at hun havde Lov til at leve alene. Men nej. Alverden Forklaring maatte kræve. Hun banded gennem Taarer - og lærte at væve. Og Søgning fik hun. Nysgerrige Koner mangled Mile af Tøj og blev skattede Spioner. Og Ellen fornam deres voksende Glæde, jo sværere det blev hende Væven at træde. Og Dristigheden steg, som Bæltet sig strammed. Men Ellen behændig al Visheden lammed. Det var ikke fri, at de ytrede Vrede. De undte hende Søgning og stod med alt tilrede - Dog naar de aabned Døren, saa lukkede hun Sjælen. Og ingen fik bragt hendes Nakke under Hælen. Selv Tugten og Trøsten aldeles brændte inde for Præsten, som mødte med en Menighedskvinde. Der var svangre Koner, som til Tak for deres Møje havde skimtet en Braad af Haan i hendes Øje. Sladdren sled sig hæs i Forargelsens Drage. Men hun skulde bare vente: Der var Faktum tilbage. V Vinteren blev mild. Og en blæsende Aften begyndte Ellens Veer - hvor fik hun nu Kraften? Og alt hendes Stivsind - nu skulde det vel smuldre. Hvem kunde bære den Haan paa sine Skuldre? Før hævede hun Modet med syv Pigers Styrke og skubbed denne Stund i det yderste Mørke. Men nu - nu var det Stunden. Og Mørket laa om Hytten. Al Kraft var brugt og svunden. Hun laa i Angst og Lytten. Aa - kom der blot ingen de allerførste Dage. Hun tændte ikke Lyset og voved knapt en Klage. For tiende Gang gik hun hen for at mærke, om Slaaen var for Døren, om Øsknerne var stærke. Hun laa igen paa Lejet, som under Jorden nede: Saa kom, du lille Barn, din Moder er rede! Da tog det i Døren. Hun fôr i Angst fra Puden. Nej. Her kom ingen ind. Her var ingen buden. Hun spændte sine Tænder haardt imod hinanden, fordi hun mærked, Skriget stod hendes Sjæl til Randen. Hun laa som Døden tavs, det hug i Hjertets Sluse. Hun øjned gennem Vindvet Gnister i andres Huse. Det tog paany i Døren: Aa - væk fra dette Helved. Men hun laa strakt paa Lejet og stirrede og skælved. Nu kaldtes hun ved Navn. Men hun svarede intet. Saa hørte hun en Ed, savtakket og flintet. Blæsten tog paa saa jammerlig at tude. Aa - Stuen var jo mørkere end Verden derude. Øverst i Vindvet laa Himlens blinde Vaade - Himmel uden Drømme, Nat uden Naade. Veerne stinged, og Stjerner stak som Syle gennem hullede Skyer, saa Mørket maatte hyle. Paa Pinslernes Mark Helheste gik for Ploven. Og Satan gik paa Vejen og dumpede med Hoven. Hun lytted med et ulmende Skrig i Aandedraget. Det var vel kun et Træben der slog med Jernbeslaget. Og Angster og Smerter tog fat for fuldt Orkester. Og der var Bal i Helvede, og hun var blandt dets Gæster. Det Skrig, som havde ulmet saa hedt i Aandedraget - det hug nu Ildtungerne i Loftet og Taget. Aa - nu blev det stille, og hun løb fuld af Glæde. Af Mathed og Salighed maatte hun græde. Hun rakte hen til Bordet for Lyset at tænde: Lad kun Alverden komme, lad Lyset kun brænde! Snart græd en lille Dreng i Moderens Arme. Hun selv var en grædende Verden af Varme. Herregud! Hvi havde hun været saa bange? Det var jo ej saa svært. Og det hændte saa mange. VI Det fløj over Sognet paa glitrende Vinger. Ravnene fik Ret. Og Sejrens Harpe klinger. Forhærdet, forskruet og uden Hjælp og Varsel havde Ellen i Nattens Mulm og Ensomhed »gjort Barsel«. Hvad havde hun vel ment med sin Dølgen og Forhærden? Skulde Fødslen været Løgn og Ungen ud af Verden? Det havde Gud forbudt. - Hu hej og Hosianna! - Hun havde vel fortrudt og trængte nu til Manna. Befriet aanded op hver ædel Mand og Kone. Naturens Lov stod fast endnu i Sladdrens Zone. Man hvæssed Klo og Næb, skønt - ak - med Sorg og Smerte. Man fejred hendes Fald med Brystet fuldt af Hjerte. - - - Men Ellen lo i Dybet, forklaret efter Kvalen, og var for Barnets Læber et Kildespring i Dalen. - -