| Thøger Larsen (1875-1928) - Indhold: [1] Vor Moder Jord [2] Sommermorgen [3] Ved Vinduet [4] Hymne [5] Solsangen [6] Sommer [7] Tilfældighed [8] Middagshvile [9] Før Daggry [10] Torden [11] Augustnat [12] Baalet [13] Sagn [14] Det grønne Foraar [15] Jeg drømte [16] Spillemanden [17] Nornerne [18] Aften [19] Højsang [20] Vintermorgen [21] En tungsindig Sommermidnat - [22] Pan [23] O Livets Mester! [24] Foraarsmorgen [25] Middag ------------------------------------------------------------------------ | Index | +1 | [1] Vor Moder Jord (Ved Indvielsen af Harboøre Forsamlingshus) Er Kraften, hvorved Livet gror af Verdens muldne Kloder, en kærlig Gud og Fader vor, er Jordens Muld vor Moder. Af Muld og Hav sprang Livet frem i fjernt forglemte Tider. Til Muld og Hav gaar Livet hjem hvergang det Døden lider. Vor Moder er saa skøn og streng, saa gavmildt rig tillige. Hun har sin Sal og Brudeseng midt i vor Faders Rige. Og bærer vi i Sjæl og Marv vor Faders Billed ristet, vor Moders fik vi og i Arv og ønsker ej det mistet. Det Barn, som Livet blev Gevinst, det Barn, hvis Sundhed kendes, det elsker ej sin Moder mindst, men priser sig som hendes. Og naar vi siger: »Fader vor« - med Andagtstanker skære, vi mindes og vor Moder Jord med Tak og Pris og Ære. ------------------------------------------------------------------------ | Index | -1 | +1 | [2] Sommermorgen De svangre Mulde fjernt og nær i Nattens Dugg var døbt, og Himlen hvilte høj og skær i svale Farver svøbt; den hvilte som et Drømmersind, der vaagner mer og mer, der frem mod Lyset længes og aner, før det ser. Et Fuglenyn ad Høj og Dal gled frem, men brødes snart af Gøgekuk og Hanegal, der varsled dybt og klart om anet Morgen-Kildespring bag Horisontens Rand, om Dag for aabne Øjnes Begær mod aabent Land. Mens Østens Æter drømte tavs i svangre Farvedrag, og Nat gled vesterud til Havs som Himmelskygge svag - blev Drømmen varm i dyb Nordøst, jog Rødme under Sky - - af denne unge Rødme sprang ud det gyldne Gry. ------------------------------------------------------------------------ | Index | -1 | +1 | [3] Ved Vinduet Ved Vinduet sad jeg en Dag i Vaar og saa paa min Moders falmede Haar. Solen skinned, og Gøgen gol. Min Moder sig hvilte en Stund i sin Stol. Og Engen var grøn, og Himlen var blaa. Kun svagt hendes Øjne Farverne saa. Og Træet sprang ud i den lysende Maj. Men Moder var falmet og vaaredes ej. Da greb mig om Hjertet Følelser milde: Nu var det for hende i Livet saa silde. Den Gang, hun var ung, da fødte hun mig. Og siden hun falmed og vaaredes ej. Jeg stirred saa højt, som Himlen sig hvalv, men stille i Hjertet mig Graaden skjalv. Jeg tænkte: »Du gode, du gamle Mo'r! I Skjul har du virket som Myren i Jord. »Fra Kinden var glat og Haaret sort har du nuslet og puslet Livet bort. »Du har nuslet og puslet saa mange Aar, til dit Hoved fik mange hvide Haar. »Til Smuld og Smaating bandt du din Færden, at lægge mig tryggeste Grundvold i Verden. »Saa hvil dig og glæd dig, gamle Mo'r, før Nattesøvnen hos Moder Jord. »Saa slip nu af Hænde Dagværk dit, og lev engang stille og stort og frit.« - - Men Moder hun drømte med Øjne milde, hendes Vaardag var slukt, og nu var det silde. Hun havde med Smaatings- Nisserne stridt, mens Aarene randt. Der var intet frit. Hun havde sin smuldrende Gerning gjort, mens Aarene randt. Der var intet stort. Hun havde med Døgnkævlet brudt sit Snille, mens Aarene randt. Der var intet stille. - - Nej, Vaaren var sejlet sin Solskinsvej, min Moder var falmet og vaaredes ej. Hendes Tanker øste af Døgnlivets Kilde, hun nusled og pusled, skønt nu var det silde. ------------------------------------------------------------------------ | Index | -1 | +1 | [4] Hymne De store Lysets Aander gaa med Dæmring over Lande, med Blæst fra friske Tankers Blaa mod Dogmers døde Vande. Det straaler højt af Haab og Harm i Aandens Østerlide - i Gryet spreder dejligt Skær om hver, der faldt i Lysets Hær med blodigt Saar i Side. Der fo'r saa mangen ensom Mand sin egen sære Færden - med Sjæl, der slog som Baal og Brand omkring den vide Verden, saa Dagning randt for skjulte Dyb, trods tusindaarigt Mørke. Man mødte frem med Hadets Slud at slukke slige Aander ud, men gav kun Flammen Styrke. Mens deres Liv i sluttet Sum sig ud i Fortid fjerner, de ses i Sagnets Himmelrum som store Morgenstjerner; mens deres Fjender inderst ind i evig Glemsel glide, de selv i Himlens Stilhed staar og skinner gennem tusind Aar i Aandens Østerlide. Pris være Styrken, de har spændt mod Livets Løgn og Jammer! De Sandheds Helligaand har tændt som skære Pinseflammer; den skinner foran Vej og Værk i ædel Strid og Stræben og døber Tanken i sit Baal, saa større Tiders Tungemaal kan dæmre os paa Læben. Vor Gud skal være rank og stor - han sidder bøjet, bundet, med døde Slægters blinde Ord om alt sit Væsen spundet. Vi trænger til en Sommersang, hvor Tonen glitrer gylden. Vi folde vil vort Væsen ud mod Livets frie, friske Gud, saa Skønhed soner Skylden. ------------------------------------------------------------------------ | Index | -1 | +1 | [5] Solsangen Nu hælder Europa mod Sol igen, og Syden blæser paa Norden. Fugletræk over Landene gaa, Mulden lugter saa mæt og raa, det kribler i Ryggen af Jorden. Og Engen bli'r grøn, og Urten faar Køn, og Arret af Brynde lider. Nu trækker det op over alle Sted igen til den store Frugtbarhed, Genfødelsens svangre Tider. Det bløder af Glæde i mit Sind. Saa klare Dagene rinder. Paa Marken staar Koen veltilfreds og æder af det salige Græs, som Solen gennemskinner. Se, Træerne løves af ungt Begær. Paa Brinken de Følfod bære en Blomst saa trodsig gul, som en Ed mod Dagens solgrønne Herlighed, at Ukrudt evigt skal være. Se Fjordens dybe, svale Blaa! Et Utal af faldne Brande fra Baalet højt i Himlens Blaa ligger og hopper lystigt derpaa. Der leger Ild over Vande. Der fløjter Fugl, der summer Insekt - der ligger en Lykke forborgen. Nu Kvinde og Hundyr, Korn og Siv besvangres skal med det evige Liv, som vaktes i Tidernes Morgen. Det bløder af Glæde i mit Sind. O Rigdom, hvori jeg svømmer - Sol-Søvn, hvori jeg drømmer! Der kommer en Tid, en underfuld, da Græsset er grønt, og jeg er Muld. ------------------------------------------------------------------------ | Index | -1 | +1 | [6] Sommer Der bølged Sommer-Salighed fra Solens Flamme-Helved ned, og Livet loved Jordens Navn, mens lys den laa i Rummets Favn. Og du, min kaade Hjertenskær! du gynged mellem Havens Træ'r, saa Luften brast i Gisp og Sus ved dine Kræfters Sommer-Rus. Den hvide Kjole fo'r omkring forvovne Formers Buesving i vilde Kryst og kaade Jag, som stækked mine Aandedrag. Og ved din Vigen og din Komst der gynged Gren og Blad og Blomst - - der gynged baade Dag og Duft, og Skyer gynged gennem Luft. Da gynged Sangen i mit Sind, da gynged Sol, da gynged Vind, da jog og gynged alt mit Blod, og Stedet gynged, hvor jeg stod. Jeg følte mig saa svimmelt stærk som de, der evner evigt Værk, og drømte, Verden drejed sig om Blodets Dans i dig og mig. ------------------------------------------------------------------------ | Index | -1 | +1 | [7] Tilfældighed Som et Udyr ligger en natmørk Sky over Maanens Gry; den holder mod Nord et Gab paa Klem - der stikker en Spids af Halvmaanen frem, den vokser af Gabet i Skyens Rand som en gloende Hjørnetand. Om lidt er vel Maanen en Maane, om lidt er vel Skyen en Sky; men de bliver det aldrig i denne Sang. Du mørke Dyr i yderste Øst! Hvad er din Lyst? Hvortil skal du bruge den brændende Tand, som lyser ud over Hav og Land? Der rinder vel Rædsel og Hjerteblod om Tanden fra Od til Rod. Om lidt er vel Maanen en Maane, om lidt er vel Skyen en Sky; men de bliver det aldrig i denne Sang. Jeg gav mig Tilfældigheden i Vold, og nu er den Trold. Jeg veed saa inderlig god Besked, men føler som den, der intet veed. Og er Maanen en Tand og Skyen et Dyr, saa er Livet et Æventyr. Om lidt er vel Maanen en Maane, om lidt er vel Skyen en Sky; men hvad rager det mig og denne Sang? ------------------------------------------------------------------------ | Index | -1 | +1 | [8] Middagshvile Anders ligger i Karlerum, Hestene stamper i Staldgulvs Sten, Anders tænker paa Middagsslum - og paa andre Ting - og en anden een: - - - »Ellen rejste ved Høslætstid .... hør, hvor den tuder, den Søndengalm .... Ellen rejste ved Høslætstid .... muggent lugter min Sengehalm. »Luften er flimmer og blaaliggraa .... Tvestjært falder fra Væggen ned. Men hvad nu Ellen hun tænker paa, Ellen enest i Verden veed. »Som hun kunde rive Stubbene af! som hun kunde le En Sommer i Sind! Men sløj var jo Lønnen, Husbond gav, Og hun var jo snurr om en Hvirvelvind. »Ellen rejste .... naa ja .... hvad saa? .... Kæreste op og Kæreste ned! .... Røgen blaaner hen i det blaa - Hjerterne ryger i Evighed ....« @NOTE = @NOTE = Søndengalm = hed Søndenvind @NOTE = Tvestjært = Ørentvist @NOTE = snurr = ilsindet ------------------------------------------------------------------------ | Index | -1 | +1 | [9] Før Daggry Det er silde paa Nat i sildig Høst. Dybt sover Vande og Vinde. Gryets Kilder fjernt i Øst begynder snart at rinde. Under Himlen hænger det hornede Næ, det magre Næ, smygende ind imod Busk og Træ et livstræt Lys - Et Lys, der hviler sig mildt og mat Side om Side med tunge Skygger tyst i Stilhed og Nat. Dorske Stjerner med søvnigt Skin bier paa Dagens Komme, paa Solens Vagt. I Bakkefodens Grønning, der har jeg lagt mig ned. Langs Muld og Mur og Mønning ligger den svale Fred. Og kun mit Hjertes Dønning slaar højt mod Stilheds Bred. Jeg føler, at Lyset det trætte og Skyggen den løndomsfulde har lagt sig tyst til Rette paa mit Ansigt som paa Mulde. - Her driver jeg og Jorden hen i et Stænk af Evighed. ------------------------------------------------------------------------ | Index | -1 | +1 | [10] Torden Aftenskæret er i Skyer begravet, - dæmpet Dønnen høres over Havet. Skyerne hæver sig med hidsige Kamme som en Hjerne, hvis Tanker tit slaar i Flamme. Som en Jættehjerne, der harmspændt higer hen gennem Sommerens varme Riger. Og Lynene sprænge i Natten ind som gloende Splinter af staalhaardt Sind. Tordenen runger over Gaarde og Hytter, Skyerne tale, og Jorden lytter. Skyerne tungt over Jorden melde Timen for Vejrets Enevælde. - - Min Higen ænser intet og ingen, Vejrets Kræfter strømmer under Vingen. I Blinde spænder den Farten frem over bange Sind og brændende Hjem. Drømmer sig eet med de lynende Skyer og tror, at Befrielsens Time gryer. ------------------------------------------------------------------------ | Index | -1 | +1 | [11] Augustnat Marken dufter af modent Korn en sildig Aften i Høst, - op over Fjorden et Maanehorn stiger i yderste Øst, stanger ind i en liden Sky et gyldentblødende Saar, mens hen over Vover og Vange Vinden vaklende gaar. Langs Skoven fører den alfar Vej, furet af Hjulets Fælg, - Løvet gaber i Møde mig med tusinde Skyggesvælg; Skoven lurer med skumle Hvisk, lumsk som en hungrig Trold - - jeg aner de Svælg saa dybe som Helved og Hedenold. Skyerne sejle i sindig Flok, flade og sorte de ses, den største ligner en Djævlerok med en Taagefinne-Kres; de strække gennem det Evigblaa Luffer og Tunger ud; - tyst mellem Skyernes Rande kastes med Stjerneskud. Natten rider paa Jordens Ryg i Rummet sit Elverridt, rækker sin Skaal, og jeg drikker tryg, til Nattens Væsen er mit. Elske dig Gud, min Hjertenskær! Jeg elsker den store Nat, rider med hende i underligt Vejr, elverskudt, besat ..... ------------------------------------------------------------------------ | Index | -1 | +1 | [12] Baalet Luften var mæt af Mørke, Jorden var tung af Nat. Da tændtes paa Bavn et skinnende Baal, og Blæst tog i Flammerne fat. Gnisterne føg som en Ildsne om i Luftens stormfulde Øde; Luerne sneg sig om Veddet og glammed spottende Mørket i Møde. Slog sig som vilde Vinger ud, til Flugt mod Himlen vendte, svøbte sig opad den bølgende Blæst, som om det var Blæsten, der brændte. Men Veddet smuldred i Ildens Vold, - og just som dets Kraft var tæret, fløj Flammerne bort som Aandesyn - jeg saa kun Mulmet og Vejret. - Som Baalet flammer min ensomme Sjæl, saa Skær og Skygger skælver vide ud i den vældige Nat, der over mit Syn sig hvælver. - Og medens Veddet som Aske sank, og Natten faldt til om Skæret, stod jeg og stirred udover min Død, men saa kun Mulmet og Vejret. ------------------------------------------------------------------------ | Index | -1 | +1 | [13] Sagn Det Barn, der dør inden Daaben, kan ikke faa Himmelen aaben. Det sidder nøgent i Nattens Vind' og hulker for at komme derind. Gaar der en Mand ad samme Sti, ved samme Nattens Tid forbi - da for hans Fod det bitte Barn trimler af Sted som et Nøgle Garn. Det klager og jamrer: »Mand, Mand! Ord, Ord! - Vand, Vand!« Det klager og jamrer i spæde Raab: »Mand, Mand! - Daab, Daab! »Jeg lider Kuld', og jeg lider Meen. Av, der slog jeg min Kind paa Sten, av, der stak jeg min Ryg paa Tjørn! »Mand! Jeg har ikke Hjem og Sted, vilde saa nødig i Helvede ned, Djævelen er saa ond ved Børn«. Det trimler hen over Sten og Knold, Vejen er vaad, og Vinden kold. Det trimler hen for hans tavse Fod, omkring det klæber sig Smuds og Blod. Det klager sig atter: »Mand, o Mand! Kan ikke du døbe i Ord og Vand, »saa tag mig om min arme Krop og bær mig paa Kirkegaarden op, »og grav mig ned, før Hanen kalder, i Jord, hvor Kirkens Tagdryp falder. »Kunde hænde, naar Præsten da nævner Guds Navn inde i Kirkens velde Favn, »at over den Jord, hvori du mig slap, de hellige Tagbrynsdraaber drap - »da gælder dette for Daaben, og Himmelen lades aaben«. - Er Manden ræd for det bitte Barn, som trimler om i Skidt og Skarn, og tør han ej give det kristen Daab, maa det atter i Jorden uden Haab. Sagtmodigt da klager det sidste Gang, det lyder saa tungt som Vinden sin Sang: »Der er Bølger om alle Strande, hvi nægtes mig Daabens Vande? »Kulden galer i Karme. Hvor er min Moders Varme?« Det stanser og hælder sit Øre ned og lytter til Jorden: »Tys! Nu galer Hanen den sorte. Hvor er min hvide Skjorte? »Og nu galer den gule. Hvor er min Gravsens Hule?« Paa Panden perler det Angstens Sved, det lytter til Jorden: »Og nu galer Hanen den røde for Ilden under de døde. »Ak - hist galer Hanen den blaa blandt Himlens Stjerner smaa«. Nu skal det skynde sig ned i Graven. Det stenter af Sted, forrevet, forgrædt, med Stenkast-Hop fra Plet til Plet; thi snart galer Hanen den hvide for Dagning i Østerlide. ------------------------------------------------------------------------ | Index | -1 | +1 | [14] Det grønne Foraar Det grønne Foraar med Sol i Sinde er kommet til os for Søndenvinde. Af Engen aander en Vellugt vide i Blomsterdrifternes Ungdomstide. Den Muld, som Vaaren nu atter arver, er skjult af glade, kokette Farver. Om fine Blomster letsindigt svinger sig Sommerfugle paa fine Vinger. Mit Hjerte hilser det foraars-skære med Ja og Amen og »Lovet være!« - - Paa grønne Agre din Fod skal træde, du friske, fagre, min Hjertensglæde! - - ------------------------------------------------------------------------ | Index | -1 | +1 | [15] Jeg drømte Jeg drømte, at jeg og min Hjertenskær skulde fare til fjerne Lande, hvor Solen var større, og Vaaren bar rigere Løv om sin Pande. Jeg drømte, at jeg og min Hjertenskær skulde fare fra Hjemmets Stængsel, og vi skulde Frihed finde for al vor evige Længsel. Saa sejlede jeg og min Hjertenskær gennem Drømmens Nætter og Dage - og vi skulde sammen bygge og aldrig længes tilbage. Vore gamle Guder som Klipper stod, vilde stænge for Stavn og Færden - vi lukte for dem vort Øje og bad til den vide Verden. Saa sejlede jeg og min Hjertenskær vore fjendske Guder til Grunde - og slog deres døde Tavler med Ord fra levende Munde. Saa sejlede jeg og min Hjertenskær gennem Skum og skinnende Vove, og trodsigt vendte vi Ryggen til Guld og til grønne Skove. I Landet, hvor vi vilde bygge og bo, var der Ungdom og Vaar og Helse - og Vækst i Klarhed og Skønhed og Sjælenes frie Frelse. ------------------------------------------------------------------------ | Index | -1 | +1 | [16] Spillemanden Ved Sommerfarvernes festlige Glans, drukken af Evigheds dybblaa Bæger spiller Pan til en Galningedans. Ung ligger Jorden under Himlens Blaa, alle Vange grønnes saa vide, dejlige Piger danser derpaa. »Dans i jer dristige Sommerdragt, Solskin skal svimle jer ind i Øjne, Dansen skal gaa i knitrende Takt! Dans, saa det suser omkring jert Sind, suser, som hist, hvor Solskyen sejler, dans, som I fo'r for en Hvirvelvind! Dans, saa Blomsterne brister i Blod, hvor jere fejende Fødder farer! Dans, saa I synker ned for min Fod!« Fløjten tav. Deres Sjæle han skuer skælve Farvel i leende Vaande hen gennem Lemmernes bævende Buer. Straks han en knivskarp Tone stryger ud af en Fjol med en eneste Stræng, og med et Hvin deres Sjæle fyger - Fyger som Avner mod Himlens Sol, fyger som Avner for evige Vinde i Sommerdagen, der leves i Blinde. ------------------------------------------------------------------------ | Index | -1 | +1 | [17] Nornerne Den Sang gaar det aabne Blaa i Vold, som Vindenes rige Slæben. Jeg synger for Hjerte og Sten og Trold, hvad Livet har lagt mig paa Læben. Der snurrer den Sol, den Helvedes Brand, i Rummets gabende Kulde - og heder til Dis al klar Forstand og ægger Kød og Mulde. Om Morgenen stiger et Brandskær op, som fra en Dommedags Vaade. Der løfter sig Kvidder fra Tue og Top til Lov for Guds Sol og Naade. O - evige Afstand, du mildner alt, du er som Alkærlighed selve! Det Hul, hvor vor Stjerne falder og faldt, det ser vi som faste Hvælve. Om Aftenen daler et Brandskær i Vest - vi staar som en Lykke os hændte -, det ses, som i jagende Østenblæst det ganske Amerika brændte. Men Jorden løfter sin tunge Ryg og drejer os dybt i Skygge, og skænker os Natten med Søvnens Bryg af Drømme, skønne og stygge. Nornerne holder i Evighed den store Rok i Drejen; de svinger Mælkevejen, saa Syv-Stjernen piber derved. »Saalænge Jordetenen gaar«, det synger de højt paa Stade, »skal Sommer og Høst, Vinter og Vaar i Evighed ej aflade«. Saa spinder de Livets Skæbnetvind i Lag om Jordens Sider. Vi maaler en Stump af det dyre Spind med tusindaarige Tider. De spinder Liv af Mulde og Vejr - de tvinder Søvnen saa trolig sammen med Traaden i Stjerneskær, i Midnat mørk og rolig. - - De spinder det frem mod den store Sum, alt det, som af Kloden evnes. Den lille Jord i det store Rum skal stedse rundere jævnes. Der styrter Tinder med Brist og Skrald, og Muld med Floderne skylles. Alle Bjærge de staar for Fald, og alle Dale skal fyldes. - - ------------------------------------------------------------------------ | Index | -1 | +1 | [18] Aften Det damper af Eng, det skinner af Dugg, og Vandene slumrer i vage Vugg. Der daler Fred over Jorden ned og over mit Hjertes Ensomhed. Den glider saa sagtelig fra det blaa, hvor evige Verdner lydløst gaa. Min Sjæl er af dybe Drømme fuld, den spejder og lytter over Mark og Muld. Og Dæmringen drømmer i Vest og Nord, og Smaaskyer sover højt over Jord. Jeg renser mit Blik i Himlens Blaa og gemmer i mit Sind alt fagert, jeg saa. ------------------------------------------------------------------------ | Index | -1 | +1 | [19] Højsang Opstandelsen svulmer gennem døde Skove, brister frem til Liv i Knop ved Knop. Den hele Vinter Skovene stod som Dødningefylker af graa Skeletter med vredne, knoklede Grene. Da kom fra det høje Opstandelsens Kraft og fra Dybets Aarer Opstandelsens Saft. Der gik Skabelsens Dage over Jorden, der gik Lysets Bliv: »Bliv Grøde! Bliv Liv! Bliv Skønhed, du friske, alle stærke Drømmes Moder!« Lad mig love, lad mig prise i ærbødige Rhytmer dig, min Hjerteglædes Rodmuld, dig, min Hjerteglædes Solhvælv! Højlovet - Halleluja! - være Jorderiges Vaar! * Skarer af udspændte Vinger ror i den lysende Luft. De sol-kære Fugle med Soltiden komme; de vil synge, de vil kviddre, de vil elske, de vil yngle under Løvsales Hvælvinger - hil deres Kærligheds Id! Jeg hører Hannernes Højsang klinge: »Kom, elskede Hun! Det er Vaar! Du kan tro, der er Varme under min Vinge, og mit Hjerte med Elskov slaar!« Hellige Vaar! Giv ogsaa mig, giv mig igen min fagre Kærlighed! Giv mig min vilde Lyst igen, og tag for den min lunkne Hjertefred! - Lad mig love, lad mig prise dig, min Hjerteglædes Rodmuld, dig, min Hjerteglædes Solhvælv! Højlovet - Halleluja! - være Jorderiges Vaar! * Der gaar Skabelsens Dage over mit Hjerte - der er Kys i mine Tanker, der er Kys for tusind Læber for tusind Blomsters Blade, for tusind skønne Kvinder! O - hvilken Bølge for en eneste een, om hun dukker sig deri, inden Vaaren er forbi! Skøn Jomfru! Tør du færdes, hvor jeg baner Vej? Al Jorderigs Ungdoms Attraa sig slynger omkring mine Tanker som Elvertaage, saa Sind og Solskin og Himmel gynger, mens drukne Sanser kogler og synger: Hvad skal Lin om fagre Former al den lyse Nat i Vaaren? Hvad skal Tvang, hvor Længsel stormer, ungdomsbaaren, høvdingkaaren? Se til Fuglen under Himlen! Se paa Vang til Blomstervrimlen! Himlens Fugl og Markens Lilje følge deres Ungdoms Vilje hele Vaaren! - Skøn Jomfru! Din Færden følge min Vej! Mit Væsens Hvælv er et flammende Skælv - jeg er mer end en Verden - med min Vinge over dig! Vi vil sorgløst trampe Slangen under Hæl mellem brunstige Blomster i Enge! Jeg elsker baade dit Legem og din Sjæl, men veed ej, hvor sandt og hvor længe. - - Lad mig love, lad mig prise i ærbødige Rhytmer dig, min Hjerteglædes Rodmuld, dig, min Hjerteglædes Solhvælv! Højlovet - Halleluja! - være Jorderiges Vaar! * Atter vil den sagte komme, Tiden, da min Sol er omme, da min Tungsind holder Vagt over Jord i Dødens Magt - - naar Fuglene er fløjne - naar Violerne ligge med brustne Øjne - - naar Stormen hvæsser Skumkam paa Vandenes Flade - naar Stormen dømmer Dødsfald over Rosernes Blade - - naar Løvet gulner og Døden dæmrer over Skov og Vænge, over Agre og Enge. Men nu vil jeg love i ærbødige Rhytmer dig, min Hjerteglædes Rodmuld, dig, min Hjerteglædes Solhvælv! Højlovet - Halleluja! - være Jorderiges Vaar! ------------------------------------------------------------------------ | Index | -1 | +1 | [20] Vintermorgen Klinterne blaaner i Taage - og Vintersolen, der stiger fjern, ligner en Plade af glødet Jern .... frossen Sne under Skoene knirker, og alle nære Skrænter ser ud som Ruiner af kalkede Kirker. Isen ruger paa Vande trindt, som var Bølgefladen stivnet til Flint i en mørk, forbitret Stund. Jeg føler mit Sind af Kulden tynges, Rimen stænker med graat mit Haar, hen over Sti som en Gubbe jeg gaar, vil atter ved Sol forynges. Hen over Sti som en Gubbe jeg gaar mod Byen, bag hvilken Bakkerne slaar en Bue, aaben mod Fjorden. Og Byen er dybt under Taagen sænkt som Sodom under det døde Hav; den røber sit Liv alene ved Vognes Rullen og Hestes Trav paa Gadernes haarde Stene. Da aabnes Bakkernes Taagevizir, og Stadens Rygning sig rejser, hvor Menneskestolthed knejser i ranke Tinder og Spir. Solen brister i tindrende Brand - det blaa over Jorden spændes. Jeg strækker min Aand over Luft og Land, til Tankerne flimre og blændes. - ------------------------------------------------------------------------ | Index | -1 | +1 | [21] En tungsindig Sommermidnat - En tungsindig Sommermidnat stod jeg under Skovens Bryn. Stormen gennem Løvet sled sig frem i vild, fortvivlet Styrke, saa at Skoven haabløs vred sig om sit Indres tunge Mørke. Alle Stjerner stirred sløvt, som de ikke ænsed Jorden. Og igennem Markens Grønsvær sived hen et Sorgens Sus, evned ingen Dugg at græde, isned Urt og Blomst til Roden, - vilde jeg ad Vangen træde, klamred Græsset sig om Foden, klamred sig, som hvert et Straa skjalv for Livet, angst og ensomt. Frem mod Himlens Dæmringsdrømme stævnte stormblaa Skyers Tog fjernt i Natten, dybt i Nord. - Vejrets Veer efterhaanden strøede ud mit Jeg om Jord, - pinte sig igennem Aanden, som de sled og sønderrev, til den eet med Verden blev: - en tungsindig Sommermidnat. ------------------------------------------------------------------------ | Index | -1 | +1 | [22] Pan I Universets evige Blaa, hvor Kloderne tavst om Kloderne gaa - - i Jordens Luft, hvor Torden og Storm, Solskin og Slud som Stemninger skifter, mens Skyerne skifter Farve og Form og jages af store, urolige Drifter - - i Kræfternes Løb ad Lovenes Vej, manende Jordlivets mylrende Kuld af Muld, over Muld, i Muld - - jeg aner en Gud, et evigt Jeg, der har Nerver i Klodernes Indre og i Slægternes Marv, og hvis Evner fra Solene tindre, og hvis Væsen er Væsnernes Tarv. Han vakte Fædrenes »hellige Ord« i Tanker, der spurgte Himmel og Jord; han vakte Tvivlen i Sønnernes Sind og aanded Fornyelsens Østenvind over hæmmede Evners Ranker - - og Higen mod denne al-rige Gud strømmer som en Sankt-Elmsild ud fra Tinderne af alle Folkeslags Tanker. ------------------------------------------------------------------------ | Index | -1 | +1 | [23] O Livets Mester! O Livets Mester! Sænk mit Syn i Alnaturen dybt! Der flammer evig Klarheds Lyn i skjulte Kræfters Krypt. Med Øret vendt fra Døgnets Skraal jeg stundom tror at fange et anet Aandens Modersmaal i fjerne, dunkle Klange. Mit hele Væsen klynger sig til Himlen og til Jorden og føler, alt forynger sig i evig Verdens-Vorden. Mit Væsen higer grønnende mod Verdens Hjertekamre, hvor dine evig-dønnende, vulkanske Pulsslag hamre. O Livets Mester! Sænk mit Syn i Alnaturen dybt! Der flammer evig Klarheds Lyn i skjulte Kræfters Krypt. ------------------------------------------------------------------------ | Index | -1 | +1 | [24] Foraarsmorgen Storken og jeg gaar Morgentur og veksler et blik iblandt, mens Solen tøvende staar paa Lur paa Jordens yderste Kant. Over Græs og Muld, af Væde mæt, ligger Skinnet spinkelt og let, men slebent blankt over Kærene. En vældig Orm fik Storken ædt med Næbet i Muld til Fjerene. Storken og jeg gaar hver sin Vej, men mødes nu og da. Den ene spørger den anden ej, hvor Fremmedkarlen er fra. Solen vover sig ud i det blaa, Mulden lugter saa frisk og raa af indre, graadig Grøde. I Dag vil Folk af Senge opstaa, som om de stod op af Døde. Storken gaar med sin Skygge paa Slæb, skræver over en Knold, stanser og snyder sit muldne Næb, og flyver Dagen i Vold. Ræven lusker med Smil fra Gaard, som havde han smagt baade Vinge og Laar, mens Bonden sov hos sin Kone. Den store Soltrold har brygget Vaar - vi er i hans Æventyr-Zone. ------------------------------------------------------------------------ | Index | -1 | [25] Middag Et heftigt Ildstænk mod det haarde Blaa staar Middagssolen hed i strittende Straalen. Den tørre Muldbrink er saa pulvergraa, Insekter summer over Agerkaalen. Den stille Dag sig strækker vidt og højt. Omkring mig Myg og Sommerfugle svirrer. Fra Luft og Løv der pibler klare Fløjt. I glarfin Dis de fjerne Flader dirrer. - - I Søens blanke, afmagtstunge Vand staar Fisken stiv og dum fra Gab til Hale. Nu slog den Snuden mod den bratte Strand og nøs og dasked hen i Dybets Dale. Der ligger den paa Bund i Søen klar, og fra dens Snude gaar tilvejrs en Boble: den stirrer op mod Overfladens Glar, hvor Solen gynger som en ildgul Gople. - - En Bondepige sidder i en Grøft - med korte Særkeærmer, nøgne Arme. Man ser det øverste af Barmens Kløft - der ligger Draaber, Sol og Kødets Varme. - - Det er saa varmt og godt ved Muld og Strand. Det er en Sommerdag i Danmarks Land.