GUDSTJENESTE. EN FORAARS-PHANTASIE Digteren Pindsemorgen! o hvor skjøn! Skoven vinker lysegrøn Bort fra Staden, i hvis Gader Pene Folk af begge Kjøn Vandre stadseligt i Rader. Stadens Kirkeklokkers Klang End mig følger paa min Gang; Men til Skoven gaaer min Vei Der jeg meer dem hører ei; Der mit Blik kun hviler paa Tusind stumme Klokker smaa, Nogle hvide, andre blaae, Som i Ly for Solens Flammer I det friske Skovgræs staae Hos de mosbegroede Stammer. Hist, hvor Skoven breder ud Majestætisk sine Kroner, Der er Templet for min Gud, Der har Fuglen Orgeltoner Paa Naturens Pindsefest, Og der præker bedre Præst End i hine skumle Haller, Hvor prosaisk Dagslys falder Gjennem matte Ruder ind, Medens her ved sagte Vind Under Løvet Lyset spiller I et gjennemsigtigt Grønt, Tusind Gange mere skjønt End blandt hvide Kirkepiller. Her, Natur, er Tabernaklet, Hvor din Helligaand jo boer, Som gjør Pindsedags-Miraklet, Hvorom hist kun føres Ord; Thi det Sprog, som dine Tunger Tale med en evig Røst, Over hele Verden runger, Og forstaaes af hvert et Bryst. Pan Vær velkommen til min Bo, Til min tause, dybe Ro! Her er tyst og her er stille; Vil du dig fra Mængden skille, Kom, o Digter, da herud! Digteren Ha! hvo taler her? Pan Din Gud. Digteren Min? Pan Ja, din. Digteren Jeg ser ham ikke. Pan Nei, thi selv om du er kjæk, Du betoges dog af Skræk, Hvis han stod for dine Blikke. Men min hemmelige Stemme Til dit Digter-Øre naaer, Og mit Ord skal du fornemme, Mens du for mit Alter staaer. Digteren Mere jeg forlanger ikke; Det er Nok, naar kun jeg veed, At jeg i min Eensomhed Sees af dine Guddomsblikke; Det er Nok, naar paa min Gang, Hvergang jeg til dig tør tale, Du med Svar mig vil husvale Og begeistre mig til Sang. Pan Husk dog: kun paa eensom Vei Kan og vil din Bøn jeg høre; Har du Selskab, da mit Øre Lukkes, og jeg svarer ei. Digteren Just saaledes er det Ret: Vil jeg mig med Gud forene, Søger jeg en eensom Plet, Hvor med Gud jeg er allene. Der min Andagt ei forhindres Af en dum og døsig Flok; Der jeg i mit eget Indres Tanker finder Selskab nok; Der min Gang til Gud er lettet, Ikke mig besværlig gjort; Uden Agt paa Klokkeslettet Gaaer jeg ind ad Templets Port; Disse hvalte Søilegange, Mere dybe, mere lange, Aabne staae ved Nat og Dag. Ja, hvis i vor Stad derhenne Kirken aaben stod, som denne, O, det var en anden Sag! Ofte, snart ved Dagens Lue, Snart ved Nattens laante Skin, Gik jeg da med Lyst derind, For til Alteret at skue, For, med Blik til Kupplens Bue, Fromt at hæve der mit Sind. Helst jeg valgte da den Stund, Naar ei Sværmen var derinde, Og naar ikke Præstens Mund Fik min Andagt til at svinde; Kun hvor eensom Taushed boer, Kan min Barm af Fromhed gløde. Pan Ogsaa der jeg skulle møde. For at svare paa dit Ord. Digteren Du i Kirken? Pan Selv i den, Naar den kun er tom og øde, Er jeg villig til at møde Den, som drages til mig hen. Overalt, hvor Een tør bygge, Skjult af Dunkelhed og Skygge, Uden Selskab af en Ven, I det Eenlige, det Tomme, I det Tause vil jeg komme. Hvor kun paa den fælles Vei Een sig skiller fra de Andre I mit Navn, for taus at vandre, Er tilstede hos ham jeg. En Stemme fra Skoven Din Hu du bort fra Eensomheden vende! Thi hvor To eller Trende I Navn af mig foreente sammentræde, Der er jeg selv imellem dem tilstede. Digteren Ha! Hvilken Stemme toner Fra Bøgeskovens Kroner, Og taler modsat Mening, Og raader eenlig Vandrer til Forening? Samme Stemme En Engels Røst du høre! Din Frelsers Ord han bringer til dit Øre. Digteren O Fugl med stærke Vinger, Som nu fra Træet dig til Jorden svinger, Imens din hulde Sang i Luften klinger! Jeg under Løvets Buer Fra Fugl til Engel dig forvandlet skuer. Engelen Digter! hvorfor vil du søge Paa en eensom Vei din Gud? Kun i Skoven, mellem Bøge Vil du lytte til hans Bud? Du vil stedes for ham ene, Da først hører du hans Ord, Og dig nærmere tør mene, End i samlet Broderchor. Troer du da, Gud i sin Himmel Fører Liv som Eremit, Siden du i Brødres Vrimmel Ei kan tale til ham frit? Troer du, han sig aabenbarer Heller for en eenlig Aand, End han sine Sønner svarer, Samlede ved fælles Baand? Altsaa kalder du din egen Frelser til dig i din Bøn. Ikke ham, som ned er stegen Til det hele faldne Kjøn, Ham, som vilde jordisk fødes, For, som Menneske, skjøndt reen, Med den hele Slægt at mødes, Og ei skille sig fra Een? - Gjør som han, udøv herneden Kjærlighed som første Bud, Slut dig selv til Menigheden, Og igjennem den til Gud. Digteren Til Sandhed du mig hæver, Men vanskeligt er Offret, som du kræver. Ak! skamfuld jeg bekjender: Poeten let mod Hedenskab sig vender; Selv naar for Gud han knæler, Den gamle Adam ikke reent han qvæler. Vel kan man sig husvale I Venners Kreds ved klar, fortrolig Tale; Vel er det skjønt at virke Til fælles Øiemed i Stat og Kirke, Skjønt, hvor de store Kræfter sig forgrene, Sin egen Kraft med Manges at forene. O! men et Blink af Solen Paa tidlig Vaardag, Duften af Violen, En sagte kruset Vove, En kjølig Luftning i de tætte Skove, En flygtig Sky, som svæver Paa Himlen og for Maanens Straale bæver, Og dybt i Skov og Dale Den høitidsfulde Sang af Nattergale, - Alt Dette taler med saa stærk en Stemme, At Menneskenes Røst jeg maa forglemme. - Ak! jeg bør ikke nægte, Min Christendom er vistnok langt fra ægte, Thi Livet, som Naturen mig bebuder, Er helst i Samqvem med de gamle Guder. Jeg taler med Dryader I Træets Løv, i Bækken med Najader; Ved Dagens hede Lue Jeg seer Apollo med hans gyldne Bue, Og seent i Aftenstunden Jeg øiner fjernt hans Søster, snart i Lunden, I Kreds af hendes Terner, Og snart paa Himlen, i et Chor af Stjerner. Mod alle Skikkelser min Tanke haster, Og hvad den nylig greb, den atter kaster, Indtil den Hvile finder Hos Pan, den Guders Gud, som aldrig svinder, Ham, som fra Skabningstiden Stod det helleniske Parnas ved Siden, En Skygge, hvori Gudeverdnen bygger, Og som gjør alle Guderne til Skygger, Thi naar de alle drage Fra Tanken bort, saa bliver han tilbage, Som den Uendelige, Der bliver, naar de Endelige vige, Jeg fatter meer og mere, At, vil man om sin Gud philosophere, Da kommer man til Pan. Paa Indras Himmel Han skjuler sig imellem Guders Vrimmel, Men kommer til Bramanen, som i Ørken, Paa hede Sand, i Tørken, Med opspiilt Øielaag mod Solens Straaler, I eensom Selvbetragtning Himlen maaler. Som Sphinx for alle Tider, Han slumrer i Egyptens Pyramider. Og i det Skjønheds-Rige, Hvor Hellas satte de Udødelige, Hvor Digteren har hjemme, Som i Naturen hører deres Stemme, Der hvisker han i Løvet, I hver en Duft, fra Blomsterbægret røvet, I Nattevindens Susen, I Kildens Tonefald, i Havets Brusen, I Dyrets qvalte Toner, I Fuglens Qviddren under Skovens Kroner. Thi naar Naturen nødes Til, skilt fra Guderne, som i den bygge, I eensom Majestæt sig selv at smykke, Med ham tilsidst vi mødes, Der hersker, naar de Andre maae forstødes. For Socrates de mange Guder svinde, Han troer kun paa sin Genius derinde; Og dennes indre Seen Hos Plato hæves panisk til Ideen. Endogsaa Mosaismen, Som fra Naturen skiller Sin Gud, og fjernt ham stiller, Har jo Spinoza endt i Pantheismen. - Jeg veed, kun Christi Lære Kan sikkert Hjem for Tankens Grublen være; Kun den har Skov og Huler Og Grotter, hvori Pan sig ikke skjuler. Men ogsaa der er Gjærdet Ei allevegne lukket; Man troer, at protestantisk man har bukket For Gud, - men det var Pan! man staaer forfærdet. Thi Gud man atter fjerner Fra Verden, fra Naturen, Forskandser sig mod ham ved Prosamuren, Og troer, han bliver nok bag sine Stjerner. Men dog for ham at ære, Man samles, for maaskee ham at behage, Paa visse Timer og paa visse Dage; Hans Tjeneste skal en Forretning være. - Nei! kald ham hid tilbage, Og sæt hans Naades dyrebare Mærker Iblandt Naturens ubevidste Værker: Lad Korset plantes mellem vilde Bøge, At Skovens Sanger til dets Green kan søge, Gjør hver en Bakke til et Golgatha; Lad Klosterkirken hæve sig i Lunden, Og Klokken ringe fromt i Aftenstunden, Mens Andagt kalder Sjælene herfra; Lad Blomsten slynges om Madonnas Alter, Lad Dyret qvæges paa Sanct Antons Fest, Befolk hver Skov med Helgeners Gestalter, Og byd Naturens hele Kreds til Gjæst! Da vil og Digteren til Festen komme, Med hellig Andagt og med Tanker fromme, O Alles Gud, i dine Helligdomme, Hvor selv Naturen føres Til dig, og helliggjøres, Og det Profane stoler Paa Stemplet af de hellige Symboler. Men her, hvor ei man vil Catholicisme, Hvor hvert et ydre Holdningspunkt kun svigter, Her kan en stakkels Digter Ei undgaae Pantheisme. Hos ham ei Feilen stikker, Det Secten er, som skranter; I Himlen er vist alle Catholiker. Engelen Nei, vi er Protestanter. Du, som om Naturen sjunger Med begeistret Røst, og troer At forstaae dens tusind Tunger Som et eneste Guds Ord, Klares lad dit Sind, dit Øie, See den Stræben i hvert Blad Imod Korset sig at bøie, Sole sig i Naadens Bad. Hvorfor plante Kors i Skoven? Er ei Korset overalt, Her paa Jorden og foroven, I hver levende Gestalt? See det, som sig bør en Sanger, I din stille Tankes læ; Neppe du da meer forlanger Her at skue det af Træ. Du, som fører Ord paa Læben, Veed du ei om Det Besked, Hvorom i sin tause Stræben Ubevidst Naturen veed? Troer du ei, den dunkelt mærker, Fra den Tid, da Christus her Gjorde sine Underværker, Har den faaet et større Værd? Troer du ei, den dunkelt længes Efter den Forløsningsstund, Da, naar Alt for Thronen trænges, Ogsaa den af Herrens Mund Høre skal det Ord, som lyder: »Gjør min Villie! følg mit Bud! »Jeg din tunge Lænke bryder, »Løser dig af Fængslet ud.« - Digter! see med Digter-Øie, Og med Digter-Øre hør, Og Naturen vil sig bøie Mod dit Blik, med kastet Slør, Den vil klinge for dit Øre, Med Sordinen taget bort, Og et Spil dig lade høre, I hvis Klang du kjender vort. See dig om! Naturen sørger I sin Ro, sin Eensomhed: Aabnes Blomsten, dig den spørger, Om du ei dens Frelse veed; Aftenrøden, naar den skriver Sit Godnat i Skyers Lag, Spørger, om ei snart den bliver Forbud for en salig Dag. Sine halvt forstaaede Tanker, Dunkel Smerte, dunkel Lyst Vil Naturen for et Bryst Skrifte, hvori Hjertet banker; Sine hemmeligste Skatte Den med Uskyld peger paa; Kunde Mennesket kun fatte! Kunde Mennesket forstaae! O! da hørte han i Løvet Og paa Lufts og Bølgers Vei Kun en Stemme, som bedrøvet Klager, at den høres ei. Hør den, Digter! lyt derefter! Det er dig, den taler til, For at du de dunkle Kræfter Klare skal ved Strængespil. Al Naturen dine Blikke Søger og din Kjærlighed; Elsker du din Broder ikke, O saa fly Naturen med! Chor fra Skoven Hele Naturen har Trang til Forening, Stræber mod Mennesket, før end mod Gud; Digteren fatter dens lønlige Mening, Synger ved Lyren dens Længseler ud. Alt i Naturen vil skues og høres Af det forstaaende, kjærlige Bryst, Vil, naar det fattes med Kjærlighed, føres Frelsen imøde, til Frihedens Lyst.