En truet sommermorgen

Ole Sarvigs digte, romaner og essays 

af Jakob Brønnum




Som en af de få danskere, og den eneste af digterne siden århundredeskiftet, inddrog Poul Borum Ole Sarvig (1921-81) i sin mesterlige præsentation »Poetisk modernisme - en introduktion til moderne europæisk og amerikansk poesi fra Baudelaire til i dag« (Stig Vendelærs forlag, 1966). Sarvig er placeret side om side med folk som Celan og Transtršmer. 

»På en måde er hele hans store forfatterskab, med dets tre kredse: digtene, romanerne, de kunst- og kulturkritiske bøger, et billede af Krigens København, en truet sommermorgen.« 

Som i det navnløse prosadigt fra samlingen Mangfoldighed (1945): 

»Det sommer, da det døde skib lå ud for sommerkysten, som et månebjerg, der var kommet sejlende hertil, som et tegn, en maning i den lyse sommer, en stjerne, der ville forsvinde igen, når krigens tid var omme ...«



Hvor kulturbevidst- og kritisk Sarvig end skriver om erindring og erkendelse, om fremmedhed og det at finde ind, er det naturen, der bærer hans billeder. Fra digtet Bjørneklo: 

»Se dens skærme, 
hvor højt den nu er vokset 
i denne sommer, 
da krigens spil løber over bordet 
i de blaa og graa dage!« (Fra debutsamlingen Grønne digte, 1943)



Naturen, og det mytiske sprog, der udspringer, når Sarvig gør dens fænomener til redskaber og metaforer for erkendelsen, kommer mere og mere til at stå overfor kulturen - som et menneskeligt, irrationelt alternativ til en rationelt styret kultur, der er under forfald i krig, teknokrati og forurening, temaer, som udfoldes videre i hans romaner. 

Disse begynder at komme, da den store digtkreds Den sene dag, bestående af de nævnte samlinger, samt Jeghuset (1944), Legende (1946), Menneske (1948) og Min kærlighed (1952) er afsluttet. 

Romanerne

Det er Ole Sarvig som lyriker, der stadig læses. De senere år har Sarvigs syv romaner ikke været genoptryk, til trods for at både Stenrosen, (1955), De sovende (1958), Havet under mit vindue (1960) og Limbo (1963) i mange år fandtes i Gyldendals Tranebogsserie, og til trods for, at Sarvig efter nogle års relativ stilhed i forfatterskabet opnåede en ny stor succes med De rejsende (1978), en undergangsroman - som flere af de øvrige svært gennemskuelig kriminalistisk intrige, der ikke får lov at skygge for de eksistentielle problematikker. 

I Limbo tager poesien helt over, til trods for at der er en historie om to menneskers kærlighed: 

»... levende dér, disse skikkelser, så tæt bag hækkene, med lyden af græsslåmaskiner og trafikken fra strandvejen eller sidevejenes indkørsler, hvor vogne pludselig kører op og knaser i gruset, kommer som skygger gennem haven, bag hækkene, blødt summende, men altid med en metallisk geartone bag den bløde motorlys, og standser foran det tagpapdækkede, tjæremørke skur i det inderste hjørne af haven, mens der lyder barnestemmer, og man, hvis man går helt tæt til hækken, så tæt, at kvistene og tornene kradser i panden og tindingen, ja, hvis man tager den tykke hæk om sit ansigt og ser ind igennem den, ind gennem en bristning i vævet, da ser disse små, ramt af et solstrejf og ejendommeligt rødfarvede i alt havens mørke, ser dem dér, altid i midten eller for enden af en gang, løbende dér frem eller tilbage i lysstriberne, eller ventende dér med dukker og ting ligesom vbed enden af perspektivet, før det bliver utydeligt, som om de vidste, at de hørte hjemme dér, og at øjet ventede at finde dem dér ...«



Limbo og De rejsende har i øvrigt det motiviske slægtskab, at de, som et mytisk udgangspunkt, befinder sig i den middelalderlige forestillingsverden. 

Limbo er som bekendt navnet på det sted, hvor de udøbte børn, profeterne i Det gamle Testamente og visse af de græske filosoffer og digtere opholder sig, mens de venter på Herrens dag! 

Og hovedpersonen i De rejsende, ovenikøbet med navnet Dan T., rejser ligesom Dante i Den guddommelige komedie i Helvede, ikke som han ledsaget af den romerske digter Vergil, men af bevidstheden om sin afdøde far V.G. 

Dan T. når, i modsætning til Dante ikke videre til Skærsild og Paradis. Også den uopløste spionintrige tyder på, at Sarvig havde planlagt fortsættelser. 

Menneskeskikkelsen

Sarvigs mangeårige interesse for billedkunsten (han var en periode i begyndelsen af 50erne anmelder på Information) gav sig udslag i bogen Edvard Munchs Grafik (der udkom i flere danske udgaver og samt i engelsk oversættelse. 

Sarvigs poesi og faglige indsigt smelter sammen til et kraftfuldt udtryk i Krisens Billedbog (Wivels Forlag, 1950), Sarvigs essaysamling om modernismen i billedkunsten. Specielt selve billedbogen, et halvtreds sider langt afsnit, hvor teksten står side om side med reproduktioner af danske og udenlandske malere fra Cezanne til op i efterkrigstiden. 

Sarvig skriver her om Picassos billede Kvinde med krage (1904): 

»Den skære, delvis tuberkuløse, men rent aandelige fuldkommelse af menneskeskikkelsen først i aarhundredet, chokerede i sin symbolik, som kvinden sidder der med kragen, en dæmonisk figur, der allerede faa aar senere vil have opløst sig og være forsvundet ind i hendes ansigt, gjort det til en maske, menneskefremmed. 

Dette nævnte sker i 1908, da føromtalte Munch, som i sin kunst aldrig forlod menneskeskikkelsen, omsider maa bryde sammen og skubbe sin første, rent ekspressionistiske periodes tunge dramatik bort fra sig, saa menneskeskikkelsen blir ironisk befriet og det dænomiske til dyr i en zoologisk have, saaledes adskilte og fortsættende ad hver sin vej i det eksoteriske billede. 

Her i den æstetiske, esoteriske linie, i denne venten før udslettelsen, er skikkelsen som hos krøblinge: ansigtet er smukt, helt gennemlyst netop mindende om et tilsvarende Munch-billede: syg pige) - haanden varsom og menneskelig, mens legemet taarner sig op som en skygge, en maske.«



Genren er egentlig ikke ny, lyrikere har før ladet deres sprog gå i clinch med billedkunsten, som i Rilkes Rodin (dansk udgave: Gyldendal 1960) og Valerys Degas (Hasselbalch, 1967). 

Til Sarvigs essayistik hører også Midtvejs i det 20. århundrede (1950) og Evangeliernes billeder- belyst af denne tid (1953). 

Kristus-motivet

Tidligt kommer også et Kristus-motiv ind i forfatterskabet: 

»Jeg saa kornet i nat, 
det drømmende korn, 
alle menneskeslægters korn og aks 
paa disse marker 

Jeg saa det i morges ved fem-tiden, 
da Kristus kom 
den blege time, da børn fødes, 
da brande bryder ud. 

Det var saa smukt. De sov så tyst. 
Og Kristus gik som en maane gennem kornet.«



Motivet i digtet Kristus i kornet, fra Jeghuset, bliver også det motiv, der afrunder forfatterskabet med de to samlinger salmer, de apokalyptiske, afmægtige udråb: 

»Min Herre og Gud, 
så hjælp os da ud 
i rummet, hvor klode på klode er gud, 
betændt og udbrændt, 
mens alt, der er hændt, 
kun skete på Tellus, 
hvor Du har os kendt. 
Du elskede Herre, 
mysterium, ven, 
før os de halvt sovende 
sagte derhen, 
hvor de, vi er nære, 
er Dig, som vi ser...«