Noget om Klaus Rifbjergs digte af Jakob Brønnum Klaus Rifbjerg har fra debuten i 1956 med Under vejr med mig selv skrevet næsten 30 digtsamlinger (foruden et større antal romaner og noveller, essays og børnebøger, ialt cirka 100 bøger. Hvis man skal foretage en grov inddeling, kan man sige, at Klaus Rifbjergs digtsamlinger falder i tre-fire typer. Debutsamlingen er ligesom Amagerdigte (1965) erindringsbaserede digtsamlinger. De litteraturhistorisk markante Konfrontation (1960) og Camouflage (1961) introducerer den internationale modernisme som lyrisk erkendelsesgrundlag (se for eksempel Jørgen Bonde Jensen: Klaus Rifbjergs poesi, forlaget Babette, 1986). En hel del af de øvrige digtsamlinger er ligeledes båret af et centralt tema, mere som udtryk for en samlende helhed, end et erkendelsesmæssigt udgangspunkt: Fædrelandssange (1967), Mytologi (1970), der rimeligvis er inspireret af Roland Barthes opdatering af begrebet i sine berømte essays Mytologier (da. udg: Rhodos); Den søndag (1974), der simpelthen er skrevet over dagens avis (Rifbjerg nævner i øvrigt ikke længere bogen blandt sine værker og må have taget den udbredte kritik for, at han er kommet for let til bogen, til sig); Byens tvelys (1987), som handler om det på en gang tiltrækkende og frastødende storbyliv: »Der ligger du kære ven med dit lagen og din udsigt byen inden i dig byen uden om dig og alligevel noget der aldrig kom i gang« (fra Fluen, Byens Tvelys) En række af de senere digtsamlinger forekommer mere at være samlinger af digte: Livsfrisen, (1979), Landet Atlantis (1982), Det svævende træ (1984), 150 korte og MEGET korte tekster (1991), uden at de af den grund skal anses for mindre væsentlige, hvad angår muligheden for at finde og opleve stort tænkte og skrevne digte. Pauserne i Solsortens sang En samling som Voliere - et fuglekor på femogtyve stemmer (1962) bindes sammen af at digtene alle tager udgangspunkt i en fugl, og er iøvrigt smukt illustretet med motiver »fra gamle fugleatlas«. Digtet solsort: »nu lukkes hospitalets porte op af rustne hænder det grå terrassogulv er gummitavst de levende er endnu mere stille og ånder gennem sår af sten mens urets visere af jern går over deres kinder kullet skrider mellem husene det regner indadvendt et sug af præparater stigende og faldende er spærret inde bag ved gaze står i rør du sover i de blinde kældre venter bag en skærm en hånd på lagenet fingrene blæst hen en grå og fugtig ro da vokser i dit hjerte spejl som spørgsmål et skærmet radarminde om en anden tid da gror i hjerteløst hammerekko en buet lyd af syn af dufte farvet moll mellem skyer da tier ingenlyd du vågner og har hørt det.« I digtet lyder solsortens sang som en kontrast til en grå, metallisk, altomfattende stilhed, der har døden som sit mærke: Tiden går i stilhed, den eneste lyd er et sug fra et hospitalsapperat, end ikke gulvet giver lyd, hvis nogen går over det. Men digtets du ville ikke bemærke det. Vedkommende sover, stille. Pludselig hører vedkommende i sin søvn alligevel noget: Solsortens sang. Som en vældig, musikalsk kontrast til stilheden, der her er alt andet end musikalsk. Stemningen er almengyldig: Det er den følelse, enhver har, når man hvert år i februar hører solsorten synge vinteren bort. Mange år senere giver Rifbjerg, i den antologiagtige samling af digte, Rifbjerg har skrevet fra sit vinterdomicil i Spanien, Spansk motiv (1981), koblingen mellem solsortens sang og stilheden et helt andet udtryk. De selvsamme ord, den selvsamme sansning i en anden tid og et andet sted, giver sig udslag i et helt nyt udtryk om de samme grundlæggende fænomener i tilværelsen, her: stilheden, bevidstheden, drømmen: »Jeg har lagt mærke til at pauserne i solsortens sang som i al anden naturgiven kunst skaber dybden Om formidsdagen når solsorten synger her og ikke ses og ikke høres ind i mellem bliver lakunerne til rolig mysatisk arkitektur. Drømmende om fjerne ubeskrevne byer som hos Bosch synet af noget hinsides hinsides hinsides skoven og bjergene. I pauserne mellem fuglens strofter får bjergene vinger og som store drivende skjyer sejler landskabet ind i i bevidsthedens sorte hal. Alt andet alt opstår i det syngende tomrum hvilen og forventningen violinen med udbredte arme en blå kirke i himmelen fårets ansigt og de cirkulerende okser jeg mener alt. Stille formiddag et åbent vindue fuglesang.« (Digtet El Quinto). Langtfra alle Rifbjergs digte er så universelt anlagte. Ind i mellem er det blot en tanke, der får mæle, et moment, der pludselig, med hans stilsikre retorik, bliver foldet ud til et enkelt og virkningsfuldt stykke lyrik. Og i virkeligheden burde et digt som Bare kom, fra Det svævende træ - med sin opfordring til fællesskab, givet ved en ordinær potteplante som billede, og i så dagligsprogsnær en tone, have været triviallitteratur. Men det kommer slet ikke i nærheden af det banale: »Kom så indenfor det er ikke svært bare kom luk døren op og træd her ind luk døren op og gå der ud der står en blomst og du har set den før naturligvis men se igen der står den en blomst nu går du videre blomsten bliver stående fik du set den var den der så gå tilbage stands bøj dig ned og lugt til den sådan den var der er der det er ikke svært så bare kom.« Jakob Brønnum