Henrik Nordbrandts digte 

af Jakob Brønnum


Man har igen og igen beskrevet lyrikeren Henrik Nordbrandt som rejsende. Typisk er overskriften på Per Højholts anmeldelse af bogen », om forfatterskabet (red. Iben Holk, Odense Universitetsforlag, 1989): »En rejsende fastholdes« (Jyllandsposten). 

I overskriften ligger, at det rejsende symboliserer det flygtige, og det står da også sædvanligvis i modsætning til det fastboende, i betydning, det blivende. Men det er ikke det flygtige, der står tilbage efter læsningen af Nordbrandt. 

Digteren lever tilsyneladende på samme måde som sit digt, flygtigt i forhold til nuet og omverdens almindeligheder. Men derved bliver udtrykket imidlertid tidløst. Og det tidløse er det blivende. 

Det kan godt være, at kærligheden, begivenheden, aftenen, i digtet Vores kærlighed er som byzantium (Udvalgte digte, 1981, alle samlinger: Gyldendal) er flygtige, men blikket, øjnene og følelsen, er det nærmeste man kan komme en virkelighed, der er bestandig: 

»Vores kærlighed er som Byzantium 
må have været 
den sidste aften. Der må have været 
forestiller jeg mig 
et skær over ansigterne 
på dem der flokkedes i gaderne 
eller stod i små grupper 
på gadehjørner og torve 
og talte lavmælt sammen 
der må have mindet 
om det skær dit ansigt har 
når du stryger håret tilbage fra det 
og ser på mig.«



Farvel, Middletown

Nogle gange bliver det ganske vist for meget. Trangen til at følge det, der altid byder sig til i omverdenen, trangen til den trummerum, der lader som om den er uproblematisk, kan overmande digteren: 

»Som i en drøm om at blive gift 
med bagerens datter, kom jeg til Middletown 
og blev det på stedet!«

Men det holder jo ikke. Trangen til at være i det, som almindeligvis anses for at være virkeligheden, overmandes hurtigt at følelsen af uvirkelighed, af at det hele er iscenesat, af, at det villede nærvær bliver til fravær og distance: 

»Måske drømte jeg af den grund, 
at mit liv blev vist på et filmlærred 
af lige så mange fremvisere 
som det havde varet i dage 
alle mine dage oven i hinanden! 
Og det hele varede kun et sekund! 
O, Middletown, mit hjertes by! 
dine kvarterer forekommer uendelige 
og ligner hinanden til forveksling 
så ingen betalende borger skal føle sig fremmed. 
Og som også dit navn antyder 
er du alle tiders 
mest pragtfulde sted at rejse fra.« 
(Fra Drøm om Middletown, Vandspejlet 1989)



Alf og damerne

Det, der er blevet Nordbrandts mest berømte digt, Alf og damerne (Fra Violinbyggernes by, 1985) fortæller, grotesk og tragikomisk, om den ensomhed, der står tilbage, når barndommens illusioner og idealer krakkellerer: 

»"Alf og Damerne" troede jeg det hed 
det blad, min moder købte hver uge. 
Der var altid en dame på forsiden 
og enkelte herrer indeni. 
Men når jeg bladede det igennem 
fandt jeg aldrig et billede af en 
der helt svarede til min forestilling om Alf. 
... 
Hvor stor var min ikke skuffelse 
da jeg lærte at læse. 

O, damer! Og I, småpiger 
som lærdom endnu ikke har ødelagt. 
Tænk en gang imellem 
på stakkels, gamle Alf 

Tag ham med i jeres aftenbøn. 
Lad ham nu og da få 
en beskeden plads mellem jeres prinser 
eller popstjerner, hvem i nu drømmer om 
så han ikke altid skal gå hjem alene.«



Dødens gennemtrængning

Døden har været en gennemtrængende metafor mange gange i Nordbrandts tyve digtsamlinger, i den forstand, at han altid har forbandet efteråret, undret sig over dødens magt over mennesket - livet som venteværelse i dens skygge, nogen gange følt den meget stærkt: 

Efteråret i digtet fordi det er oktober fra debutsamlingen Digte, 1966: 

»fordi det er oktober 
og aftenen har indhentet 
vinden og fuglenes skygger 
som vinden fejer gennem de 
døde frugtbunker opsøgende 
forrådnelsens billede«



Dødens skygge og de tyrkiske indtryk fra samlingen Under mausolæet (1987), der vel og mærke ikke er er et hvilket som helst mausolæum, men Kong Mausolos mausolæum i Helikarnassos (i dag Bodrum): 

»Dette er venteværelset 
hvor folk skubber til hinanden 
for at komme først på hospitalet i Bodrum 
Oltidens Harlicanassos 
hvor Mausolæet stod. 

Dette er stedet, hvor Mausolæet stod. 
Dette er det blændende lys over stedet. 

Dette er stedet, hvor Mausolæet står 
lige så lidt som i dag 
som da Mausolos for første gang så lyset. 

Dette er venteværelset.«



Og så endelig følelsen af at mennesket, der er borte, bliver ved at komme i skikkelse af verden, som den var, og aldrig kan blive igen. Fra digtsamlingen Ormene ved himlens port (1995), der viser Henrik Nordbrandt som stærkere skrivende end nogensinde: 

»De ting, som var her før din død 
og de ting, der er kommet efter: 
>Til de første hører først og fremmest 
dit tøj, smykkerne og fotografierne 
og navnet på hende, du var opkaldt efter 
og som også døde ung. 
Men også et par kvitteringer, indretningen 
af et bestemt hjørne i stuen 
en skjorte, du har strøget til mig 
og som jeg gemmer, omhyggeligt 
under bunken af skjorter 
visse stykker musik, og den skabede 
hund, der stadig stiller sig op 
og griner dumt, som om du var her.«



Man kan sige, at den udvikling, der er sket med digtenes form og udtryk hos Nordbrandt gennem de seneste næsten 30 år, hvoraf han har rejst i de 20, er at sproget har nærmet sig dagligdagsproget. Der er betydelig færre lyriske billeder i dag, end der var i de første samlinger. 

Digtene synes også tematisk at være nærmere den tid og de rum, som udgør vores dage. Og det er ikke forkert at sige. at de sansninger og stemninger, der formidles trænger, mere direkte ind til læseren. Digtet som sprogligt udtryk står ikke længere, som det ofte nok har gjort igennem modernismen i efterkrigstidens danske digtning, som en hindring for den direkte kontakt med de livserfaringer, de formidler. 

Jakob Brønnum