Altings og ingentings mestre Janus Kodals forfatterskab er stort efter blot to små bøger af Jakob Brønnum ------------------------------------------------------------------------ Janus Kodal har blot udgivet to digtsamlinger. Alligevel har han allerede vist sig som en digter af usædvanligt format. Den første samling har den lidet fortællende titel Antologi (1991). Den lille bog har 36 sider digte - intet usædvanligt lavt tal - og det antologiske består vel i, at det er en antologi af sansninger og følelser, muligvis, lidt spøgefuldt, en antologi over de sikkert snesevis af digte, den unge sønderjyde må Kodal have skrevet inden han kom til storbyen, til Gyldendal, til det Poul Borumske parnas og til sig selv. Samlingen rummer surrealistiske storbytekster som "Dagbog over det aldrig-skeende: "Før det ikke-synlige hen foran øjnene * Byen krøller sig sammen som brændende papir * Et navnløst dyr filer sine flossede vinger i min seng ..." Den rummer udsagn om søgen efter identitet, i sin nøgternhed ikke uden efterklange af Uffe Harder: "Jeg ligger med øjne slået ud ører over det hele og venter mit eget centrum i form af en identitet. Nogen kan ringe på ruden kradse på døren en engel et menneske en anden." Henrik Nordbrandts og den varmblodige spansksprogede digtning er nærværende i digtet Venners værelser: "Jeg elsker disse nætter hvor jeg går mod venners tomme værelser og nøglen glimter hemmeligt på sin aftalte plads. ... Jeg elsker at sidde og skrive på værelser der burde være fremmede, men er utilgiveligt trygge som kun på en helt anden planet." Hvilken lyriker med bare en smule sans for at spille med de store ambitioner har ikke skrevet et digt, der lader hvert nyt afsnit begynde med den umiddelbare kærlighedserklæring, "jeg elsker at ..." Pointen er, at Janus Kodal ikke går ned på teknikken eller lader indholdet udtyndes i denne antologi over sig selv og sin omverden, han mestrer det hele. I den anden bog, Ingentings Mestre, et stort, strømmende digt på næsten 40 sider om, har Kodal som den eneste af danske lyrikere i vor tid haft helt ubetinget succes med en alternativ opstilling af teksten: "et ansigt fortoner sig i bølgerne det forsvinder i sandet det lægger sig uordentligt til rette opløses i øjnene" Disse forlængede mellemrum mellem ordene, som findes i de fleste af bogens tekstdele, tvinger efter en tid læseren ned i tempo, øger opmærksomheden overfor det enkelte korte udsagn og skaber et tomrum omkring det, som er konsistent med bogens motiv: "september lys hvor kærlighed opløses tjørnens skyggelag kommer til syne stilhed under tjørnens visir ingen vækst den sidste dag i september lyset det skal forsvinde lugt jord dampet mørke et ansigt det er smeltet ned maske sover på kraniet." En stor del af Ingentings mestre foregår på stranden, hvor absolut tomrum og absolut fylde kan siges begge at være tilstede på én gang: "en kugle af søgelys over havet hvor de tager af sted// kommer de nogen steder fra de svæver på søjlerne de bliver bløde af ælde før de forsvinder bliver de til mellem hinanden forgrener de sig eller kommer de nogen steder fra de rører hinanden før de forsvinder ingentings mestre de forsvinder// er de i en anden strøm er de sten vandet flyder henover og sliber" Det som fuldender bogen, som lyrik og som udsagn i og om en uoverskuelig tilværelse er, at i det elementære rums horsontale perspektiv, går en vertikal linie, som så at sige bevæger sig henover det horisontale: Tiden, menneskets egen tid. Sætningen "mens du ældes" går igen mange gange i