| Index | 

H. C. Andersen (1805-75): Improvisatoren (1835), 1,1 





       Conferentsraad Collin 
              og 
     hans fortræffelige Hustru, 
     i hvem jeg fandt Forældre, 
           deres Børn, 
     i hvem jeg fandt Sødskende, 
          Hjemmets Hjem, 
  bringer jeg, med sønligt og broderligt Hjerte, dette, 
      det Bedste, jeg eier. 
           Forfatteren. 

          Første Deel 

              I
        Min første Omgivning. 




   [s11] Hvo der har været i Rom, kjender godt Piazza Barberina, den store Plads med den smukke Fontaine, hvor Tritonen tømmer den sprudlende Muslingskal, hvorfra Vandet springer flere Alen iveiret; hvo som ikke har været der, kjender den dog af Kobberstik; kun Skade, at paa disse staaer ikke Hjørnehuset til Via felice, det høie Hjørnehuus, hvor Vandet strømmer gjennem tre Rør udaf Muren og ned i Steenbasinet. - Det Huus har en egen Interesse for mig, thi der blev jeg født. Seer jeg hen til min tidlige Barndom, hvilket Virvar da af brogede Erindringer, jeg veed ikke selv, hvor jeg skal begynde; betragter jeg hele mit Livs Drama, ja saa veed jeg endnu mindre, hvorledes jeg skal fremsætte det, hvad jeg bør forbigaae, som det Uvæsentlige, og hvilke Punkter der ere nok til at gjengive det hele Billede. Hvad som er interessant for mig, bliver det maaskee ikke for en Fremmed; sandt og naturligt vil jeg fortælle det store Eventyr, men Forfængeligheden kommer dog med i Spillet, den slemme Forfængelighed: Lysten til at behage! alt i min Barneverden skjød den op som Urt, og voxte siden, som det bibelske Sennepskorn, høit op mod Himlen og blev et mægtigt Træ, hvori mine Lidenskaber byggede Rede. Een af mine første Erindringer peger hen derpaa. Jeg var vel sex Aar gammel, jeg legede omme ved Capucinerkirken med nogle andre Børn, der alle vare yngre end jeg; paa Kirkedøren var der slaaet et lille Messingkors; det sad omtrent midt paa Døren og jeg kunde netop naae til det med Haanden. Altid naar vore Mødre vare gaaet med os derforbi, havde de løftet os op, for at kysse det hellige Tegn. Som vi Børn nu gik og legede, spurgte een af de Mindste: hvorfor Barn Jesus dog aldrig kom og legede med. Jeg var nu den Klogere og svarede: at han jo sad paa Korset; vi gik da hen til det og skjøndt vi fandt det tomt, vilde vi, som vore Mødre havde lært os at gjøre, dog kysse ham der; men vi kunde ikke naae saa høit, løftede derfor hinanden op, men i det vi spidsede Munden til Kys, gik Kræfterne fra den der løftede op, og den Kyssende faldt ned just som Munden skulde møde det usynlige [s12] Jesusbarn. Min Moder kom i det samme forbi; da hun saae vor Leeg, stod hun stille, foldede sine Hænder og sagde: »I ere jo nogle Guds Engle! og Du er min egen Engel!« sagde hun til mig og kyssede mig. 
   Jeg hørte hende gjentage for Nabokonen, hvilken uskyldig Engel jeg var, og det behagede mig meget; min Uskyldighed blev mindre derved; Forfængelighedens Sædekorn inddrak her de første Solstraaler. Naturen havde givet mig et blødt, fromt Sind, men den gode Moder lod mig mærke det, lærte mig mine virkelige og indbildte Fortrinligheder, tænkte slet ikke paa, at det gaaer med Barnets Uskyldighed, som med Basilisken: den maa døe, naar den faaer sig selv at see. 
   Capucinermunken Fra-Martino var min Moders Skriftefader, og for ham fortalte hun, hvilket fromt Barn jeg var; jeg kunde ogsaa mine Bønner smukt udenad, skjøndt jeg ikke forstod en eneste af dem; han holdt meget af mig og gav mig et Billede med Madonna, som græd store Taarer, der, som en Regn, faldt ned i de brændende Helvedsluer, hvor de Fordømte grebe efter denne Lædskedrik. Han tog mig ogsaa engang hjem med i Klosteret, hvor de aabne Søilegange, der i en Qvadrat omslutte den lille Kartoffelhave med de to Cypresser og Orangetræet, ret gjorde et dybt Indtryk paa mig. Side ved Side hang i den aabne Gang gamle Portraiter af de afdøde Munke, og paa hver Dør til Cellerne vare klistrede Billeder af Martyrhistorien, hvilke jeg betragtede med samme hellige Følelse, som siden Raphaels og Andrea del Sartos Mesterværker. 
   »Du er jo en rask Dreng!« sagde han, »nu skal Du see de Døde.« Herpaa aabnede han en lille Dør til et Gallerie, nogle Trappetrin dybere end Søilegangen; vi traadte derned og nu saae jeg rundt om mig Dødninghoved ved Dødninghoved, stillede saaledes paa hinanden, at de dannede Vægge, og derved flere Capeller. Der vare ordentlige Nischer, og i disse sadde hele Skeletter af de anseeligste Munke, svøbte i deres brune Kutte, Strikken om Livet og med en Bønnebog eller en vissen Blomsterkost i Haanden. Altre, Lysekroner og Udziringer, vare af Skulder- og Hvirvelbeen; Basrelief af Menneskeknokler, grelt og smagløst, som Ideen i det Hele. Jeg knugede mig fast til Munken, der læste en Bøn og sagde derpaa til mig: »der skal ogsaa jeg engang sove, vil Du saa besøge mig?« - Jeg svarede ikke et Ord, men saae forskrækket paa ham og rundt om paa hele den forunderlige gyselige [s13] Sammensætning. Taabeligt var det, at føre mig Barn ind paa dette Sted; jeg var sælsomt grebet af det hele Indtryk, og følte mig først igjen rolig, da jeg kom i hans lille Celle, hvor de deilige, gule Oranger hang næsten ind af Vinduet og jeg saae det brogede Billede med Madonna som hævedes af Englene op i den klare Sol, mens tusind' Blomster fyldte Graven, hvor hun hvilede. 
   Dette mit første Besøg i Klosteret beskjæftigede i lang Tid min Phantasie, og staaer endnu forunderligt levende for mig. Munken syntes mig et ganske andet Væsen, end de andre Mennesker, jeg kjendte; det, at han boede hos de Døde, der i den brune Kjortel næsten saae ud som han, de mange Historier, han vidste at fortælle om hellige Mænd og forunderlige Mirakler, samt min Moders store Ærbødighed for hans Hellighed, gjorde, at jeg begyndte at tænke paa, om jeg ikke ogsaa kunde blive saadan en Mand. 
   Min Moder var Enke, havde ikke andet at leve af, end hvad hun kunde fortjene ved Syning og ved at leie en stor Stue bort, vi før selv havde beboet; vi boede paa det lille Tagkammer og en ung Maler Federigo, var flyttet ind i Salen, som vi kaldte den. Det var en livsglad, rask, ung Mand, langveis borte fra, langt ude, hvor de ikke kjendte Madonna og Jesusbarnet, sagde min Moder. Han var fra Dannemark. - Jeg begreb dengang ikke, at der kunde være mere end eet Sprog, og troede derfor, at han var døv, naar han ikke forstod mig; jeg raabte derfor Ordene saa høit jeg kunde, han loe af mig, bragte mig tidt Frugt og tegnede mig Soldater, Heste og Huse. Vi bleve snart bekjendte; jeg holdt meget af ham og min Moder sagde ogsaa tidt, at det var saadan et skikkeligt Menneske! En Aften hørte jeg imidlertid en Samtale mellem min Moder og Munken Fra-Martino, der gav mig en særegen Følelse for den unge Kunstner. Min Moder spurgte, om den Fremmede dog virkelig skulde være evig fordømt til Helvede. »Han og flere af de Fremmede,« sagde hun, »ere jo dog meget skikkelige Folk, der aldrig gjøre nogen Ondt! De ere gode mod de fattige, de betale nøiagtigt og bestemt; ja, tidt synes jeg virkelig, at de ikke begaae slige Synder, som mange af vore!« 
   »Ja,« svarede Fra-Martino, »det er vel sandt! de ere som oftest saare skikkelige Folk, men veed I, hvoraf det Hele kommer. Seer I: Djævelen, som gaaer om i Verden, veed, at Kjætterne nu engang tilhøre ham, og saa frister han dem aldrig; derfor kan de sagtens være skikkelige, sagtens undgaae Lasten; derimod en god catholsk Christen er et [s14] Gudsbarn og Djævelen maa derfor her bruge sine Anfægtelser; han frister, og vi Svage bukke under! men en Kjætter, som sagt, fristes aldrig af Kjødet eller Djævelen!« 
   Derimod kunde min Moder Intet svare, og sukkede dybt over den stakkels unge Mand; jeg begyndte at græde, thi jeg syntes, at det var dog en blodig Synd, at han skulde brændes evigt, han, som var saa god og som tegnede mig saa smukke Billeder. 
   En tredie Person, der spillede en stor Rolle i mit Barndoms Liv, var Onkel Peppo, almindeligt kaldet:»onde Peppo«, eller ogsaa »Kongen paa den spanske Trappe«, [*Note] Fra den spanske Plads gaaer en bred Steentrappe i Høide med de 4-Etages Huse opad monte pincio til de der liggende Gader; denne Trappe er især Forsamlingsstedet for Roms Tiggere, og bærer Navn af den spanske Trappe efter Pladsen, den støder til. [*] hvor han daglig havde sin Residents. Født med to visne Been, der laae korslagte under ham, havde han fra sin tidligste Barndom faaet en forunderlig Færdighed i at skyde sig frem paa Hænderne; disse stak han ind under en Rem, der holdt et løst Bræt, og ved Hjelp af dette kunde han næsten komme ligesaa hurtigt frem, som enhver Anden paa sunde, stærke Been. Daglig sad han, som sagt, paa den spanske Trappe, tiggede vel aldrig, men raabte med et sledsk Grin: »bon giorno!« til alle Forbigaaende, og det endog efter at Solen var nede. Min Moder holdt heller ikke meget af ham, ja skammede sig endog over Slægtskabet, men for min Skyld, sagde hun ofte til mig, holdt hun Venskab med ham. Han havde det paa Kistebunden, vi Andre skulde lede efter, og naar jeg holdt mig gode Venner med ham, var jeg den eneste, der kunde arve, gav han det ikke til Kirken. Han havde ogsaa, paa sin Maade, en Art Kjærlighed for mig, dog følte jeg mig aldrig ret glad i hans Nærhed. Engang havde jeg været Vidne til en Scene, som havde vakt min Frygt for ham, ligesom den characteriserer hans Hjertelag. - Paa et af de nederste Trin af Trappen sad en gammel Tigger og raslede med sin lille Blikbøsse, for at Folk skulde stikke en Bajok deri. Adskillige gik min Onkel forbi, uden at hans sledske Grinen eller Svingen med Hatten hjalp; ved sin Taushed udrettede den Blinde langt mere, de gave ham; Tre havde gjort det, nu kom den Fjerde og kastede en Skilling til ham. Længere kunde Peppo ikke holde det ud; jeg saae hvorledes han, som en Slange, bugtede sig ned af Trappen og slog den Blinde i Ansigtet, saa han tabte Penge og Stok. 
   [s15] »Din Tyv!« skreg min Onkel, »skal Du stjæle Pengene fra mig! Du som ikke engang er en ordentligt Krøbling! Kan ikke see! det er den hele Skavank han har; og saa tager han mig Brødet af Munden!« 
   Mere hørte og saae jeg ikke, men løb forskrækket hjemad med den Foliette Viin, jeg havde været ude at kjøbe. Paa de store Festdage maatte jeg altid med min Moder hjem, til ham at aflægge en Visit, vi havde da en eller anden Present med, enten store Druer eller syltede Guldæbler, der var hans største Slikkerie; jeg maatte da kysse ham paa Haanden, og sige Onkel; saa loe han saa underligt og gav mig en halv Bajok, men tilføiede den Formaning, at jeg skulde gjemme den for at see paa, ikke ødsle den til Kage, thi naar den var spiist, saa havde jeg slet intet, men beholdt jeg Skillingen, saa havde jeg altid noget! 
   Der var saa sort og fælt, hvor han boede; i det ene Værelse var slet intet Vindue, og i det andet sad det høit oppe paa Muren med klinede, sønderbrudte Ruder. Meubler var der heller ingen af, uden en stor bred Kasse, han brugte til Seng, og to Bøtter, hvori han gjemte sine Klæder. Jeg græd altid, naar jeg skulde derhen, og vist er det ogsaa, at, ihvormeget min Moder talte for mig, at jeg skulde være ret kjærlig mod ham, brugte hun ham ogsaa til Bussemand, naar hun var vred paa mig; hun sagde da, at hun vilde sende mig til min nydelige Onkel, saa kunde jeg sidde at synge hos ham paa Trappen, dog gjøre noget Gavn og fortjene en Bajok. Jeg vidste nok, hun ikke meente det saa slemt; jeg var jo dog hendes Øiesteen. 
   Paa Gjenboens Huus var der et Madonnabillede, som der altid brændte en Lampe foran. Hver Aften, naar det ringede til Ave Maria, laae jeg og Nabobørnene foran og sang for Gudsmoder og det smukke Jesusbarn, som de havde pyntet med Baand, Perler og Sølvhjerter. Ved det bevægelige Lampeskjær syntes det tidt for mig, som om hun og Barnet rørte sig og smilte til os; jeg sang med høi, klar Stemme, og man sagde, at jeg sang smukt. Engang blev en engelsk Familie staaende stille og lyttede til; og da vi reiste os, gav den fornemme Herre mig en Sølvskilling; »det var,« sagde min Moder, »for min deilige Stemme!« - Men hvor meget forstyrrede det mig ikke siden! jeg tænkte ikke længer ganske ene paa Madonna, naar jeg sang for hendes Billede, nei, om man hørte efter, hvor smukt jeg sang; i det jeg tænkte saaledes, følte jeg tillige en brændende Anger derover, var bange for, at hun skulde vredes paa mig, og bad da ret uskyldigt, at hun vilde see til mig stakkels Barn. 
   [s16] Sangen om Aftenen var saaledes det eneste Foreningspunkt mellem mig og de andre Børn; jeg levede stille, ganske i min egen selvskabte Drømmeverden, kunde hele Timer ligge paa Ryggen med Ansigtet mod det aabne Vindue, og see paa den forunderlige, deilige blaa Luft, Italien eier, det sære Farvespil ved Solens Nedgang, naar Skyerne hang med et violfarvet Skjær paa den guldgule Grund. Tidt ønskede jeg, at kunne flyve der langt ud over Qvirinalet og Husene til de store Pinier, der stode som sorte Skyggebilleder paa den ildrøde Horizont. Et ganske modsat Syn havde jeg til den anden Side fra vort Værelse; der laae vor og Naboens Gaarde, hver kun et lille snevert Rum, indeklemt af de høie Huse og næsten tillukket foroven ved de store Træ-Altaner. Midt i hver Gaard var en muret Brønd, og Pladsen mellem disse og Husenes Vægge var ikke større, end at kun eet Menneske kunde gaae rundtom; ovenfra saae jeg saaledes egentligt kun ned i to dybe Brønde; de vare ganske overvoxede med det fine Grønne, vi kalde Venus Haar; dybest nede tabte det sig i et Mørke; det var, som kunde jeg see dybt ind i Jorden, hvor da min Phantasie skabte sig de sælsomste Billeder! imidlertid pyntede min Moder Vinduet med et stort Riis, for at jeg kunde see, hvilke Frugter der voxte mig her, om jeg ikke faldt ud og druknede. 
   Men jeg vil skride til en Begivenhed, der let kunde have gjort Ende paa hele mit Livs Eventyr, før der endnu kom nogen Forvikling deri. 



Denne side er sidst rettet 02.08.96. Eksternt refereret 118 gange siden 1. september 1996. 
http://www.kb.dk:80/elib/lit/dan/old/authors/andersen/romaner/imp.dkl/hcaroi11.htm 








H. C. Andersen (1805-75): Improvisatoren (1835), 1,2 




               II 

          Besøget i Katakomberne. Jeg bliver Chordreng. 
           Det nydelige Englebarn. Improvisatoren. 




   [s17] Vor Logerende, den unge Maler, tog mig stundom med paa sine smaa Vandringer ud af Porten; jeg forstyrrede ham ikke, medens han gjorde een eller anden Skizze, og naar han var færdig, morede han sig ved min Sladdren, da han nu forstod Sproget. Engang før havde jeg været med ham i curia hostilia, dybt inde i de mørke Huler, hvor i gamle Dage de vilde Dyr gjemtes til Legene, hvor uskyldige Fanger vare kastede for de glubende Hyæner og Løver. De mørke Gange, Munken, der førte os derind og bestandigt slog den røde Fakkel mod Muren, de dybe Steendamme, hvor Vandet stod klart som Speile, ja saa klart, at man maatte berøre det med Faklen, for at overtydes om, at det stod høit op til Randen, og ikke var et tomt Rum, som det ved sin Klarhed syntes; alt kildrede min Phantasie, Frygt følte jeg ikke, da jeg var uvidende om nogen Fare. 
   »Komme vi ud i Hulerne?« spurgte jeg ham, da jeg for Enden af Gaden saae det Øverste af Colosseum. 
   »Nei, til nogle langt større,« svarede han, »der skal Du faae noget at see! og Dig vil jeg tegne med, min egen raske Dreng!« 
   Saa vandrede vi fort, altid fort mellem de hvide Mure, der indslutte Viinhaverne og de gamle Ruiner af Badene, til vi vare ude af Rom. Solen brændte hedt og Bønderne havde gjort sig Løvhytter af grønne Grene over deres Vogne, hvori de sov, mens Hestene, overladte til sig selv, gik i Fodgang og aade af Høeknippet, der til dette Brug var hængt paa deres ene Side. Endelig naaede vi til Egerias Grotte, inde i hvilken vi spiste vor Frokost og blandede Vinen med det friske Vand, der strømmer ud mellem Steenblokkene. Vægge og Bue, den hele Grotte var indvendig overvoxet med det fineste Grønt, som var det et Betræk, virket med Silke og Fløiel, og rundt om den store Indgang hang det tætte Epheu, friskt og fyldigt, som Viinløvet i Calabriens Dale. Nogle faa Skridt fra Grotten ligger, eller rettere laae, thi nu er der kun Rudera deraf, et lille ganske øde Huus, [s18] bygget over een af Nedgangene til Katakomberne. Disse have i ældre Tider, som bekjendt, været Forbindelsesled mellem Rom og de omliggende Byer, men ere siden deels styrtede sammen, deels tilmurede, da de tjente Røvere og Smughandlere til Skjul. Nedgangen gjennem Gravhvælvingerne i St. Sebastians Kirken og her gjennem dette øde Huus, vare dengang de to eneste, man endnu havde, og jeg tør troe, at vi vare de sidste, som stege ned ad denne, thi kort efter vor Begivenhed blev den ogsaa tillukket, og kun den ene gjennem Kirken, under Ledsagelse af en Munk, blev aaben for den Fremmede. 
   Dybt dernede, hulet gjennem den bløde Puzzolanjord, krydser den ene Gang den anden; deres Mængde, deres Lighed med hinanden kan forvirre selv den, der kjender Hovedretningerne. Jeg gjorde mig slet ingen Tanker om det Hele, og Maleren havde sikkret sig saaledes, at han ikke tog i Betænkning at føre mig lille Dreng med derned. Han tændte sit Lys og tog et med i Lommen, gjorde et Nøgle Traad fast ved Aabningen, hvor vi stege ned, og vor Vandring begyndte. Snart vare Gangene saa lave, at kun jeg kunde gaae opreist, snart hævede de sig i høie Buer, udvidedes i store Qvadrater, der hvor de overskares af andre. Vi kom gjennem Rotonden med det lille Steenalter i Midten, hvor de første Christne, forfulgte af Hedningerne, hemmeligt holdt deres Gudstjeneste. Federigo fortalte mig om de 14 Paver og de mange tusinde Martyrer, der laae begravne hernede. Vi holdt Lyset til de store Revner i Grav-Nischerne og saae de gule Knokler derinde. [*Note] Gravmælerne her ere uden al Prydelse; derimod finder man i den hellige Januarii Katakomber ved Neapel Helgenbilleder og Inscriptioner, men slet gjorte. Paa de Christnes Grave ere afbildede en Fisk, i hvis græske Navn: [G] Ichthys [R] ligge Begyndelsesbogstaverne til [G] Iesus christos theu soter [R] : (Jesus Christus, Guds Søn, Frelser). [*] Endnu gik vi nogle Skridt fremad, saa gjorde han Holdt, thi Traaden var ikke meget længer. Enden af den bandt han fast i sit Knaphul, stak Lyset ind mellem nogle Stene og begyndte nu at aftegne de dybe Gange; jeg sad tæt ved paa en Steen, han havde ladet mig folde Hænderne og see op i Veiret. Lyset var halvt udbrændt, men der laae et heelt ved Siden af, desuden havde han Svamp og Fyrtøi, for at kunne tænde igjen, om det pludseligt sluktes. 
   Min Phantasie skabte tusinde forunderlige Gjenstande i de uendelige Gange, der aabnede sig, for kun at vise et uendeligt Mørke. Alt var ganske stille, kun de nedfaldende Vanddraaber gave en eensformig [s19] Lyd. Medens jeg saaledes sad i mine egne Tanker, blev jeg pludselig forskrækket over min Ven Maleren, der gav et forunderligt Suk, og sprang omkring, men altid paa samme Plet. Hvert Øieblik bøiede han sig ned til Jorden, som han vilde gribe noget; nu tændte han det større Lys og søgte rundt om; da blev jeg bange over hans sære Væsen og reiste mig grædende op. 
   »For Guds Skyld, bliv siddende Barn!« sagde han, »for Gud i Himlens Skyld!« og nu stirrede han igjen paa Jorden. 
   »Jeg vil op!« skreg jeg, »jeg vil ikke være hernede!« Nu tog jeg ham i Haanden og vilde trække ham med. 
   »Barn, Barn!« sagde han, »Du er en herlig Dreng! jeg skal give Dig Billeder og Kager; der har Du Skillinger!« og nu tog han sin Pung op af Lommen og gav mig Alt, hvad der var deri; men jeg følte, at hans Haand var iiskold og at han skjælvede; da blev jeg endnu mere urolig og raabte paa min Moder, men saa greb han mig heftigt i Skulderen, ruskede mig stærkt og sagde: »jeg prygler Dig, er Du ikke rolig!« nu slog han sit Lommetørklæde om min Arm og holdt mig fast, men bøiede sig i det samme ned og kyssede mig stærkt, kaldte mig sin kjære, lille Antonio og sagde: »Bed ogsaa Du til Madonna!« 
   »Er Traaden borte?« spurgte jeg. 
   »Vi finde den, vi finde den!« svarede han, og søgte atter. Imidlertid var det mindre Lys brændt ud, og alt som det større, ved den Bevægelse hvormed han førte det, smeltede og brændte ham ned imod Haanden, desstørre blev hans Skræk. Det vilde ogsaa være umuligt, uden Traaden at finde tilbage igjen, ethvert Skridt kunde føre os dybere ind, hvor Ingen kunde frelse os. 
   Efter forgjæves Søgen kastede han sig ned paa Jorden, tog mig om Halsen, og sukkede: »Du stakkels Barn!« da græd jeg stærkt; thi jeg følte, at jeg kom aldrig hjem. Han trykkede mig saa fast til sig, idet han laae paa Jorden, at min Haand gled ind under ham; jeg greb i Gruset, og havde Traaden mellem mine Fingre. 
   »Her er den!« sagde jeg. 
   Han greb min Haand, blev som vanvittig af Glæde, thi her hang virkeligt vort Liv i denne ene Traad. - Vi vare frelste. 
   - O, hvor varmt skinnede ikke Solen, hvor blaa var ikke Himlen, hvor deiligt grønne Træer og Buske, da vi kom ud i den frie Luft! Den stakkels Federigo kyssede mig igjen, tog sit smukke Sølvuhr op af Lommen og sagde: »det skal Du have!« Jeg blev saa sjæleglad derover, [s20] at jeg reent glemte alt, hvad der var skeet; men min Moder kunde ikke glemme det, da hun hørte det, og han fik aldrig mere Lov til at tage mig med sig. Fra-Martino sagde ogsaa, at det var ene for min Skyld, vi vare reddede, at det var mig, som Madonna havde rakt Traaden, mig, og ikke Kjetteren Federigo, at jeg var et godt, fromt Barn, og maatte aldrig glemme hendes Mildhed og Naade! Dette og nogle Bekjendteres spøgende Yttring, at jeg var født til Geistlig, da jeg slet ikke, paa min Moder nær, kunde lide Fruentimmerne, bestemte hende til, at jeg skulde være en Kirkens Tjener. Jeg veed ikke selv, men ethvert Fruentimmer havde mig noget Ubehageligt, og da jeg ret naivt udtalte det, blev jeg drillet af alle de Piger og Koner, der kom til min Moder. Alle vilde de kysse mig. Især var der en Bondepige Marijucce, som ved denne Spøg tidt bragte mig Taarer i Øinene. Hun var særdeles livlig og overgiven, levede af at være Model, og gik derfor altid i smukke brogede Klæder, med et stort hvidt Liin over Haaret. Tidt sad hun for Federigo, kom ogsaa til min Moder og fortalte mig da altid, at hun var min Brud og jeg hendes lille Brudgom, som maatte og skulde give hende et Kys; jeg vilde nu aldrig, men saa tvang hun mig med Magt. Da jeg engang, som hun sagde, græd ret barnagtigt, var et Pattebarn, skulde ogsaa patte ligesom de andre Smaa, flygtede jeg ud paa Trappen, men hun fik mig fat, holdt mig med sine Knæ og knugede mit Hoved, som jeg med Afsky vendte bort, meer og meer fast mod sit Bryst. Jeg rev Sølvpilen af hendes Haar, der faldt tykt ned over mig og hendes blottede Skulder. Min Moder stod i Krogen, loe og opmuntrede Marijucce, medens Federigo, ganske ubemærket i sin Dør, malede den hele Gruppe. 
   »Jeg vil ingen Kjæreste have, ingen Kone!« sagde jeg til min Moder: »jeg vil være Præst eller Capuciner ligesom Fra-Martino!« 
   Den forunderlige Stilhed, jeg ofte hele Aftener var hensjunken i, ansaae ogsaa min Moder for Tegn paa min Bestemmelse for Kirken; jeg sad da og udtænkte, hvilke Slotte og Kirker jeg vilde bygge, naar jeg blev større og rig; hvorledes jeg da skulde kjøre, ligesom Cardinalerne, i røde Vogne med mange guldgalonerede Tjenere bag paa; eller ogsaa skabte jeg mig en ny Martyrhistorie, af de mange Fra-Martino havde fortalt mig; jeg blev naturligviis Helten i den og skulde ved Madonnas Hjelp aldrig føle Smerterne, der tilføiedes mig. Især havde jeg stor Lyst til at reise til Federigos Hjem, for at omvende dem der, at ogsaa de kunde faae Deel i Naaden. 
   [s21] Hvorledes min Moder eller Fra-Martino have baaret dem ad, veed jeg ikke, men nok er det, en Morgenstund iførte min Moder mig den lilla Kjortel, gav mig den Flors-Særk oven over, som naaede til Knæerne og lod mig saa see mig selv i Speilet. Jeg var nu Chordreng i Capucinerkirken, skulde bære et af de store Røgelsekar og synge med deroppe for Alteret. Fra-Martino lærte mig det Altsammen. O, jeg var saa lykkelig derover! Snart blev jeg som hjemme i den lille, men hyggelige Klosterkirke, kjendte hvert Englehoved paa Altertavlerne, hver broget Snirkel paa Pillerne, kunde med lukkede Øine see den smukke St. Michel stride med den fæle Drage, [*Note] Det berømte Malerie: St. Michel, Erkeengelen, ungdommelig skjøn og med store Vinger, sætter sin Fod og Spydet paa Djævelens Hoved. [*] saaledes som Maleren har fremstillet den, og gjorde mig mange forunderlige Tanker, ved de paa Gulvet udhuggede Dødninghoveder, med de grønne Vedbendkrandse om Panderne. 
   Allehelgenens Fest var jeg med nede i Dødning-Capellerne, hvor Fra-Martino havde ført mig ind, da jeg første Gang var med ham i Klosteret. Alle Munkene sang Sjælemesser, og jeg med to jevnaldrende Drenge svingede Røgelsekar foran det store Alter af Dødninghoveder. - Man havde sat Lys i de af Knokler gjorte Lysekroner, Munkeskeletterne havde faaet nye Blomsterkrandse om Panden, og en frisk Bouqvet i Haanden. - Mange Mennesker vare, som sædvanligt, strømmede til; de knælede, og Sangerne istemmede det høitidelige miserere. Længe saae jeg paa de hvidgule Dødninghoveder og Røgelsedampen, der i sælsomme Skikkelser bølgede mellem dem og mig; da begyndte Alt at bevæge sig for mine Øine, det var, som saae jeg det Hele gjennem en stærk Regnbue, det ringede for mine Øren, som tusinde Kirkeklokker, jeg syntes at seile hen ad en Strøm, det var usigeligt deiligt - mere veed jeg ikke. Bevidstheden forlod mig, jeg var besvimet. 
   Den tunge Luft af Menneskemassen og min ophidsede Phantasie bevirkede min Afmagt. Da jeg kom til mig selv igjen, laae jeg i Fra-Martino's Skjød, under Orangetræet i Klosterhaven. 
   Min forvirrede Fortælling, om hvad jeg syntes at have seet, forklarede han og alle Brødrene som en Aabenbarelse; de salige Aander havde svævet mig forbi, men jeg havde ikke kunnet taale Synet af deres Glands og Herlighed. 
   [s22] Dette gav da Anledning til, at jeg snart fik flere forunderlige Drømme, skabte ogsaa selv nogle, som jeg fortalte min Moder og hun atter meddeelte sine Venner, saa at jeg Dag for Dag gjaldt mere og mere for et Guds Barn. 
   Imidlertid nærmede sig den lykkelige Juletid. Pifferari, Hyrderne fra Bjergene kom ind i deres korte Kapper, med Baand om den spidse Hat, og forkyndte med Sækkepiben foran hvert Huus, hvor Madonnabilledet stod, at Frelseren skulde fødes. Jeg vaagnede hver Morgen ved disse eensformige melankolske Toner, og min første Beskjæftigelse var da strax, at læse over paa min Tale; thi jeg var imellem de udvalgte Børn, Piger og Drenge, der denne Gang, mellem Juul og Nytaar, skulde prædike foran Jesusbilledet i Kirken araceli. 
   Det var ikke blot mig, min Moder og Marijucce der glædede sig over, at jeg 9-Aars Dreng skulde holde Tale, men ogsaa Maleren Federigo, for hvem jeg, uden deres Vidende, gjorde Prøve oppe paa et Bord; et saadant var det, kun at der laae et Teppe over, som de satte os Børn op paa i Kirken, hvor vi da for den forsamlede Mængde maatte fremsige den udenad lærte Tale om Madonnas blodige Hjerte og Jesusbarnets Deilighed. Jeg kjendte ikke til Frygt, det var af Glæde, mit Hjerte bankede saa stærkt, da jeg stod frem og Alle saae paa mig. Jeg var den af Børnene, som gjorde meest Lykke, det syntes afgjort; men nu blev en lille Pige løftet op, hun var saa uendeligt fiint bygget, havde dertil et ganske underligt forklaret Ansigt og en saa melodisk Stemme, at Alle udbrød, det var et lille Englebarn. Selv min Moder, der gjerne havde givet mig Prisen, sagde høit, at det var som en af Englene paa den store Altertavle. Det forunderligt mørke Øie, det kulsorte Haar, det barnlige og dog saa kloge Ansigt, de deilige smaa Hænder! nei, det syntes jeg ogsaa min Moder talte for meget om, skjøndt hun sagde, jeg ogsaa havde været en Guds Engel! - Man har en Sang om Nattergalen, der som Unge sad i Reden, og hakkede paa Rosenhækkens grønne Blad, saae ikke Knoppen, der begyndte at forme sig; - og Maaneder efter, da Rosen udfoldede sig, sang han kun om den, flagrede ind i Tornene og forblødte. Den er ofte faldet mig som Ældre ind, men i Kirken araceli, da kjendte jeg den ikke, hverken mine Øren eller mit Hjerte kjendte den! 
   Hjemme maatte jeg for min Moder, Marijucce og flere Veninder gjentage den holdte Tale, og det smigrede ikke lidet min Forfængelighed; men de tabte imidlertid tidligere Interessen for at høre den, [s23] end jeg for at gjentage den; for nu at holde mit Publicum i Aande, fandt jeg paa selv at skabe en ny Tale; dog denne var mere en Skildring af Festen i Kirken, end egentlig en Juletale. Federigo var den Første, som hørte den, og skjøndt han loe, smigrede det mig dog, at han sagde, min Tale var i alle Maader lige saa god, som den, Fra-Martino havde lært mig, og at der stak en Poet i mig. Dette sidste grundede jeg meget over, da jeg ikke forstod det, dog tænkte jeg mig derved en god Engel, der boede i mig, maaskee ham, der viste mig de smukke Drømme og al den Deilighed, naar jeg sov. Først hen i Sommeren bragte et Tilfælde mig til at faae et klarere Begreb om en Poet, og vakte nye Ideer i min egen Sjæleverden. 
   Det var meget sjeldent min Moder gik udenfor det Qvarteer, hvor vi boede; derfor syntes det mig en heel Fest, da hun en Eftermiddag sagde, vi skulde gaae, at besøge en Veninde i Trastevere. [*Note] Den Deel af Rom, som ligger paa høire Side af Tiberen. [*] Jeg fik Søndagsklæderne paa, og den brogede Silkeklud, som jeg da pleiede at bære istedetfor Vest, blev med Knappenaale hæftet mig over Brystet under den lille Trøie, en stor Sløife paa Tørklædet og en broderet Kasket; jeg var ganske nydelig! 
   Da vi efter Besøget igjen vendte hjemad, var det alt noget sildigt, men deiligt Maaneskin, Luften frisk og blaa, Cypresserne og Pinierne stode med forunderlige skarpe Conturer paa de nærliggende Høie. Det var een af disse Aftener, hvoraf man i sit Liv har enkelte, der, uden just at udmærke sig ved nogen stor Livsbegivenhed, dog i hele sit Farvespil aftrykker sig paa Psychevingen. Naar jeg siden efter tænker tilbage paa Tiberfloden, seer jeg stedse Billedet af den paa hiin Aften; det tykke, gule Vand, som Maanen skinnede paa, de sorte Muurpiller af den gamle ødelagte Bro, der med stærke Skygger ragede op af Strømmen, hvor det store Møllehjul brusede, selv de lystige Piger, der med Tambourinen hoppede forbi og dandsede Saltarello. [*Note] En romersk Folkedands til en meget eensformig Melodie. Den dandses af Een eller To, dog uden at disse komme i Berørelse med hinanden; som oftest er det to Mænd, eller to Qvinder, der med raske hoppende Trin og stigende Hurtighed bevæge sig i en Halvcirkel. Armene ere i lige saa stor Bevægelse, som Benene, og forandre uafladelig Stilling med den naturlige Ynde, som er Romerfolket egen. Fruentimmerne pleie i Dandsen at løfte Skjørtet lidet eller selv at slaae Takten paa Tambourin, som ellers en Tredie udenfor angiver ved den eensformige Trommen, hvis Afvexling ene bestaaer i den større eller mindre Hurtighed, hvormed Slagene følge paa hinanden. [*] I Gaderne ved Santa Maria della Rotonda var Alt endnu i Bevægelse; [s24] Slagtere og Frugtkoner sad bag deres Borde, hvor Varerne laae mellem Laurbærguirlander og Lysene brændte i den frie Luft; Ilden blussede under Castaniegryderne, og Samtalen gik med Raaben og Støien, saa at en Fremmed, der ei forstod Ordene, skulde troe, at det var Klammeri paa Liv og Død. En gammel Veninde, min Moder traf i Fiskehandlersken, trak Tiden ud for os, saa de begyndte at slukke Lysene, før vi kom paa Vandring, og da min Moder fulgte Veninden til hendes Dør, blev det alt dødstille i Gaderne, selv i corso, men da vi bøiede om over Pladsen di Trevi, hvor den prægtige Cascade er, klang det os atter lystigt imøde. 
   Maaneskinnet faldt just paa det gamle Palais, hvor Vandet strømmer ud mellem Fodstykkets Klippeblokke, der synes løst kastede mellem hverandre. Neptuns tunge Steenkappe flagrede i Vinden, i det han saae ud over den store Cascade, paa hvis Sider de blæsende Tritoner styre Havhestene. Under dem udbreder sig det store Basin, og paa Trappetrinene rundt om dette laae en Flok Bønder og strakte sig i Maaneskinnet. Store overskaarne Meloner, som den røde Saft væltede ud af, laae ved Siden af dem. En lille fiirskaaren Karl, hvis hele Dragt var Skjorten og de korte Lærredsbuxer, der om Knæerne hang opknappede og løse, sad med en Guitar og greb lystigt i Strengene. Nu sang han et Vers, nu spillede han, og alle Bønderne klappede i Hænderne. Min Moder blev staaende, og nu hørte jeg en Vise, der ganske forunderligt greb mig, thi det var ikke en Vise, som andre, nei, han sang for os, hvad vi saae og hørte! vi vare selv med i Visen, og det paa Vers og med Melodie; han sang: hvor deiligt man kunde sove med en Steen under Hovedet og den blaa Himmel til Overdyne, medens her de to Pifferari blæste Sækkepibe, og nu pegede han paa Tritonerne, der stødte i deres Horn; hvorledes det hele Compagnie af Bønder, der her lod Melonen bløde, vilde drikke Kjærestens Skaal, som nu sov, men i Drømme saae Peterskuppelen og Kjæresten, der gik i Pavens By! »Den Skaal ville vi drikke og alle Pigernes Skaal, hvis Piil endnu ikke har aabnet Haanden! [*Note] Pilen, Landsby-Fruentimmerne bære i Haaret, har hos Pigerne en knøttet Haand, hos de Forlovede og Gifte en aaben. [*] Ja,« tilføiede han, og kneb min Moder i Siden, »Mutters med, og Kjærestens, som Drengen faaer, før det sorte Duun voxer ham om Munden!« Bravo! sagde min Moder, og alle Bønderne klappede og brølte med: »Bravo, Giacomo! Bravo!« 
   [s25] Paa Trinene af den lille Kirke til Høire opdagede vi imidlertid en Bekjendt, vor Federigo, der med Blyanten stod og optog det hele lystige Maaneskinsstykke. Da vi gik hjem, spøgte han og min Moder over den raske Improvisator, saaledes hørte jeg de kaldte Bonden, der havde sjunget saa moersomt. 
   »Antonio,« sagde Federigo til mig, »Du skulde have improviseret igjen, Du er jo ogsaa en lille Poet! Du maa lære at sætte Dine Taler i Vers!« 
   Nu forstod jeg da, hvad en Poet maatte være, altsaa En, der kunde synge smukt, hvad han følte og saae. Det var moersomt og maatte jo, tænkte jeg, være let, havde jeg kun en Cithar. 
   Det første Æmne for min Sang blev hverken meer eller mindre end Spekhøkerens Boutik lige over for, hvor vi boede. Tidligt havde min Phantasie svævet mellem de forunderlige Sammensætninger af hans Varer, der selv tiltrak sig den Fremmedes Blik. Mellem smukke Laurbærguirlander hang de hvide Bøffeloste, som store Strudsæg; Lysene, omvundne med Guldpapiir, dannede Orgeler, og Pølserne vare opreiste som Colonner, der bare en Parmesanost, skinnende, som det guldgule Rav. Naar nu om Aftenen det Hele var oplyst og den røde Glaslampe brændte for Madonnabilledet paa Væggen mellem Pølser og Presciutto, [*Note] Skinke. [*] syntes jeg at see ind i en heel Trylleverden. Katten paa Disken og den unge Capuciner, der altid handlede saa længe med Signora, kom ogsaa ind i mit Digt, som jeg saaofte i Tankerne gik igjennem, at jeg sikkert og tydeligt kunde fremsige det for Federigo, og som, da det vandt hans Bifald, snart udbredte sig over hele Huset og selv til Spekhøkerens Signora, der loe og slog Hænderne sammen, idet hun kaldte det et mirakuløst Digt, en: divina comedia di Dante! 
   Nu blev da ogsaa Alting besjunget! jeg levede saa ganske i Phantasier og Drømme, i Kirken, naar jeg svingede Røgelsekarret til Munkenes Sang, paa Gaderne mellem de rullende Vogne og skrigende Kræmmere, som i min lille Sang under Madonnabilledet og Vievandskarret. Hele Timer kunde jeg, i Vinterskumringen sidde udenfor vort Huus og stirre ind i det store Blus paa Gaden, hvor Smeddene glødede deres Jern og Bønderne opvarmede sig; jeg saae i den røde Ild en Verden, flammende som min egen Phantasies. Jeg jublede [s26] af Glæde, naar om Vinteren Sneen fra Bjergene jog saa stærk en Kulde ned til os, at der hang Iistappe paa Steentritonen ude paa Pladsen, Skade, at det skete saa sjeldent. Da vare ogsaa Bønderne glade, naar de saae dette, som var dem Tegn paa et frugtbart Aar, de toge hverandre i Hænderne og dandsede i store uldne Peltse rundt om Tritonen, mens Regnbuen spillede paa den høie Vandstraale. 
   Men jeg dvæler for længe ved de enkelte Barndoms-Erindringer, der for Fremmede ikke kunne have den dybe Betydning, det forunderlige Gribende, som for mig. Ved at gjentage dem, ved at dvæle ved Enkelthederne, synes jeg atter at gjenleve det Hele. - Min Barndom Hjertet var for mine Drømme, Et Tonehav, hvor Billedbaade svømme! 
   Jeg vil skride til den Begivenhed, der satte det største Tjørnegjerde mellem mig og Hjemmets Paradiis, førte mig ud mellem Fremmede, og skabte Spiren til min hele Fremtid. 



Denne side er sidst rettet 02.08.96. Eksternt refereret 82 gange siden 1. september 1996. 
http://www.kb.dk:80/elib/lit/dan/old/authors/andersen/romaner/imp.dkl/hcaroi12.htm 








H. C. Andersen (1805-75): Improvisatoren (1835), 1,3 




                 III 

          Blomsterfesten i Genzano. 




   [s27] Det var i Junimaaned, Dagen nærmede sig til den berømte Blomsterfest, der aarlig høitideligholdes i Genzano. [*Note] En lille By paa Albanerbjergene, tæt ved Landeveien mellem Rom og Sumpene. [*] Min Moder og Marijucce havde der en fælles Veninde, som med sin Mand holdt Osterie og Kjøkken. [*Note] »Osteria e cucina«, det sædvanlige Skildt for mindre Herberger og Spiseqvarteer i Italien. [*] De havde alt i flere Aar besluttet at tage ud til denne Fest, men altid var der indtruffet Forhindringer; denne Gang blev det sat igjennem. Dagen før Blomsterfesten skulde vi afsted, da det var en lang Vei; af Glæde sov jeg ikke hele Natten forud. 
   Solen var endnu ikke oppe, da Veturinen holdt for Døren, og vi rullede afsted. Aldrig før havde jeg været ude mellem Bjergene. Forventning og Glæde over den vidtomtalte Fest satte min hele Sjæl i Bevægelse. - Kunde jeg som Ældre see Naturen og Livet rundt om med samme levende Følelse som da, og i Ord udtale det, maatte det blive et udødeligt Digt. 
   Den store Stilhed i Gaderne, den jernbeslaaede Stadsport, den milevidt udstrakte Campagne med de eensomme Gravsteder, den tætte Morgentaage, der skjulte Foden af de fjerne Bjerge; Alt syntes mig hemmelighedsfulde Tilberedelser til den Herlighed, jeg skulde faae at see. - Selv de ved Veien opreiste Trækors med de hvide Røverbeen paa, der sagde os, at her var en Uskyldig dræbt og Gjerningsmanden straffet, havde noget kildrende for mig. Først forsøgte jeg paa, at tælle de uendelig mange murede Buer, der lede Vandet fra Bjergene til Rom; men det blev jeg træt af; saa plagede jeg de Andre med tusinde Spørgsmaal om de store Blus, som Hyrderne havde tændt rundt om de sammenstyrtede Grav-Monumenter, og vilde have nøie Forklaring om de store Faarehjorder, som de vandrende Drivere holdt samlede paa een Plet, ved at have spændt et Fiskenæt, som et Gjærde, rundt om hele Hjorden. 
   Fra Albano skulde vi gaae til Fods den korte smukke Vei over Ariccia. [s28] Receda og Gyldenlak voxte vildt ved Veien, de tætte, saftige Olietræer skyggede saa deiligt; jeg kunde øine Havet og paa Bjergskrænten ved Veien, hvor Korset staaer, hoppede lystige Piger os dandsende forbi, loe og spøgte, men glemte dog ikke fromt at kysse det hellige Kors. Den høie Kirkekuppel i Ariccia troede jeg var Peterskirkens, som Englene havde hængt herude i den blaa Luft mellem de mørke Olietræer. Inde paa Gaden havde Folk flokket sig om en Bjørn, der dandsede paa Bagbenene, medens Bonden, der holdt den i Snoren, blæste paa Sækkepibe, den selvsamme Melodie, han ved Juletid, som Pifferari, havde blæst for Madonna. En deilig Abekat i Soldater-Uniform og som han kaldte: Korporalen, slog Kaalbøtter paa Bjørnens Hoved og Ryg. Jeg havde gjerne blevet her, istedetfor at gaae til Genzano! Blomsterfesten var jo ogsaa først imorgen; men min Moder skyndte, for vi skulde hjælpe Veninden, Angeline, med at flætte Krandse og Blomstertepper. 
   Den korte Vei var snart tilbagelagt og Angelines Huus opspurgt; det laae paa den Kant af Genzano, som vender mod Nemisøen; det var et smukt Huus; ud af Muren sprang et Kildevæld ned i Steenbasinet, hvor Æslerne trængte sig om for at drikke. 
   Vi traadte ind i Osteriet: der var en Summen og Brummen! Maden kogte og brasede paa Skorstenen. En Vrimmel af Bønder og Byfolk sad ved de lange Træborde, drak deres Viin og spiste deres Presciutto. Deilige Roser stode i den blaae Krukke foran Madonnabilledet, hvor Lampen ikke ret vilde brænde, fordi Røgen trak derhen. Katten løb over Ostene, der laae paa Hylden, og vi vare nær faldet over Hønsene, som hoppede om paa Gulvet. Angeline tog meget fornøiet mod os, og vi kom op af den steile Trappe tæt ved Skorstenen, hvor vi fik vort eget Kammer, og kongelige Retter, efter mine Begreber; alt var prægtigt, selv Folietten med Viin var pyntet ud; der sad som Prop i Flasken en udsprunget Rose. De kyssedes alle tre, jeg fik ogsaa et Kys, og maatte tage det, enten jeg vilde eller ei. Angeline sagde, jeg var saa pæn, og min Moder klappede mig paa Kinden med den ene Haand, medens hun med den anden pyntede paa mig, trak Trøien, der var mig for kort, snart ned over Hænderne, snart igen op om Hals og Bryst, saaledes som den skulde sidde. 
   Efter Bordet ventede os alt en heel Fest, vi skulde ud at plukke Blomster og Grønt til Krandse. Gjennem en lav Dør kom vi nu ud i Haven; denne var kun nogle Alen i Omfang og udgjorde, saa at sige, [s29] kun een eneste Løvhytte. Det tynde Rækværk foran var forstærket ved de brede, faste Blade af Aloen, der her groede vildt og dannede et naturligt Gjærde. Søen laae blikstille dybt i det store runde Krater, fra hvilket engang Ilden havde sprudlet mod Skyen. Vi gik ned af den amphitheatralske Bjergside, gjennem de store Vignier og den tætte Platanskov, hvor Rankerne snoede sig op mellem Trægrenene. Oven paa den anden Skrænt laae Byen Nemi og speilede sig ned i den blaa Sø. Medens vi gik bandt vi Krandse; den mørke Oliegreen og det friske Viinblad blev slynget mellem de vilde Gyldenlakker. Snart var den blaa dybtliggende Sø og den klare Himmel over os skjult af de tætte Grene og Viinløvet, snart tittede de frem, som udgjorde begge eet eneste uendeligt Blaa. Alt var mig nyt og herligt; min Sjæl bævede af en stille Lyksalighed. Jeg har endnu Øieblikke, hvori Erindringen hæver hine Følelser frem igjen, som smukke Mosaikstykker af en sjunken Stad. 
   Solen brændte saa hedt, og først nede ved Søen selv, hvor Platanerne, med urgamle Stammer voxte ud i Vandet og dykkede de med Viinløv omsnoede Grene ned i Vandspeilet, fandt vi det kjøligt til at fortsætte Arbeidet; smukke Vandplanter nikkede, som om de drømte, under den tætte Skygge; de kom med i Krandsen. Snart naaede ikke Solstraalerne mere ned til Søen, men spillede kun paa Tagene i Nemi og Genzano, Dunkelheden udbredte sig alt hvor vi sad; jeg havde fjernet mig fra de Andre, men kun nogle Skridt, da min Moder var bange for, at jeg skulde falde i Søen, der var dyb og Skrænten brat. Ved de faa Steenlevninger af det gamle Dianatempel laae et omhugget Figentræ, som Vedbenden alt begyndte at binde fast igjen til Jorden; jeg var krøbet op paa dette, flættede ogsaa en Krands og sang af en Canzonette! 


        »- Ah rossi, rossi fiori, 
        Un mazzo di violi! 
        Un gelsomin d'amore -« 



da jeg pludselig blev afbrudt ved en sælsom hvislende Stemme: 


      »- Per dar al mio bene!« 




   [s30] Pludseligt stod der en høi gammel Kone af en forunderlig rank Holdning, og i den Dragt Bønderkonerne i Frascati sædvanligt bære. Det lange hvide Slør, som hang fra Hovedet ned over Skulderen, bidrog til at vise Ansigt og Hals endnu mere mulatfarvede, end de maaskee vare; Rynke laae ved Rynke, saa den hele Hud lignede et sammenskrumpet Næt; de sorte Øienstene syntes at udfylde Øiehulerne. Hun loe og saae derpaa øieblikkeligt stift og alvorligt paa mig, som var hun en Mumie, man havde stillet op under Træerne. 
   »Rosmarinernes Blomster,« sagde hun, »blive smukkere i dine Hænder! Du har en Lykke-Stjerne i Øiet!« 
   Jeg saae forundret paa hende, i det jeg trykkede Krandsen, jeg bandt paa, op mod mine Læber. 
   »Der sidder Gift i de smukke Laurbærblade! [*Note] Prunus Laurocerasus, der voxer meget villig her mellem Bjergene. [*] Bind din Krands, men smag ikke paa Bladene!« 
   »Ha! kloge Fulvia fra Frascati!« udbrød Angeline, der traadte frem af Hækken. »Binder Du ogsaa Krandse til Festen imorgen, eller« sagde hun med mere dæmpet Stemme, »binder Du andre Urtekoste, mens Solen gaaer ned i Campagnen.« 
   »Et klogt Øie!« vedblev Fulvia og saae uforandret paa mig, »Solen gik igjennem Tyren, da han fødtes, og der hænger Guld og Ære paa Tyrens Horn!« 
   »Ja,« sagde min Moder, der kom til med Marijucce, »naar han faaer den sorte Kjole og den brede Hat, kommer det an paa, om han skal svinge Røgelse eller gaae gjennem Tornebuske!« 
   At hun herved sigtede til, at jeg skulde i den geistlige Stand, syntes Sybillen at opfatte, dog laae der en ganske anden Betydning i hendes Ord, end den, vi da maatte tænke os. 
   »Den brede Hat,« sagde hun, »vil ikke skygge hans Pande, naar han staaer for Folket, naar hans Taler lyde som Musik, høiere end Nonnernes Sang bag Gitteret og stærkere end Tordenen i Albanerbjergene! Lykkens Stol er høiere, end monte cave, hvor dog Skyen ligger paa Bjerget mellem Faarehjorderne!« 
   »O Gud!« sukkede min Moder og rystede lidt vantro, skjøndt hun gjerne gad høre den glimrende Spaadom. »Han er et fattigt Barn, Madonna veed, hvorledes det vil gaae ham! Lykkevognen er høiere, end [s31] Albanerbondens Vogn og Hjulet gaaer rundt, hvor skal et fattigt Barn komme derop!« 
   »Har Du seet, hvorledes de to store Hjul paa Bondens Vogn dreie sig? Den nederste Sparre bliver øverst og gaaer saa ned igjen; ved Jorden sætter Bonden sin Fod ind paa den, og Hjulet, som dreier, maa løfte ham op, men tidt staaer der en Steen paa Veien, og saa kan det gaae som en Dands paa Torvet.« [*Note] Bønderne stige op paa deres høie Vogne, ved at sætte Foden ind paa Sparren, idet Hjulet dreier den opad. [*] 
   »Og kan jeg ikke komme med paa Lykkevognen?« sagde min Moder, halvt spøgende, men udstødte i det samme et Skrig, thi en uhyre Rovfugl slog ned tæt ved i Søen, saa Vandet i samme Nu stænkede os i Ansigtet ved den Kraft, hvormed den slog det rolige Vandspeil med sine store Vinger. Høit fra Luften havde den med sit skarpe Blik opdaget en stor Fisk, der stod ubevægelig, som et Rør, tæt ved Vandfladen; med Pilens Flugt greb den sit Bytte, borede de skarpe Kløer ind i Fiskens Ryg og vilde nu atter hæve sig, men Fisken, som vi kunde see paa det pidskede Vand, var af en særdeles Størrelse og næsten af lige Kræfter med sin Fjende; den søgte derfor at drage ham ned med sig. Fuglens Kløer sad for fast inde i Fiskens Ryg, til at den kunde slippe sit Bytte, og nu begyndte der en Kamp mellem dem, hvorved den blikstille Sø zittrede i store Buer. Snart saae man den glindsende Ryg af Fisken, snart slog Fuglen de brede Vinger mod Vandet og syntes at bukke under. Nogle Minutter varede Kampen. Begge Vingerne laae et Øieblik stille, udbredte paa Vandet, som hvilede de sig, med eet sloge de høit sammen, man hørte et Knæk, den ene Vinge sank ned, medens den anden pidskede Vandet til Skum og derpaa forsvandt. Fisken skjød ned til Bunden med sin Fjende, hvor de begge Øieblikke efter, maatte døe. 
   Tause havde vi Alle seet paa denne Scene; da min Moder atter vendte sig til de Andre, var Sybillen borte. Dette, tillige med den lille Begivenhed, der, som man vil see, mange Aar efter virkede ind paa min Skjæbne, og saaledes dobbelt prægede sig i min Erindring, bevirkede, at vi alle meget hurtigt og temmelig tause skyndte os hjemad. Mørket syntes at strømme ud af de tætte Træers Blade, de ildrøde Aftenskyer skinnede tilbage fra Vandspeilet, Møllehjulet bruste med eensformige Toner, Alt syntes at have noget dæmonisk ved sig. Medens [s32] vi gik, hvidskede Angeline sælsomme Ting, hun havde hørt forudsige af den Gamle, der forstod at koge Gift og Elskovsdrikke, og nu fortalte hun om den stakkels Therese i Olevano, der Dag for Dag svandt hen af Sorg og Længsel efter den flinke Gjuseppe, som var draget paa Vandring Nord paa, over Bjergene; hvorledes den Gamle da havde kogt Urter i en Kobberkonka og ladet den flere Dage syde over Gløderne, til Gjuseppe ogsaa blev grebet af Længsel og maatte Nat og Dag, uden Rast og Hvile, skynde sig tilbage hvor Konkaen kogte med hellige Urter og hans og Thereses Haarlok. Jeg læste sagte mit Ave Maria, og var ikke rolig, før vi kom under Tag igjen hos Angeline. 
   De fire Væger blev tændte i Messinglampen, een af vore Krandse hængt omkring den og en Ret Mongana al pomidoro sat for os tilligemed Folietten fuld af Viin. Bønderne nede i Stuen drak og improviserede; det var en Art Duet mellem to, og den hele Forsamling stemmede i Chor der til, men da jeg sang med de andre Børn foran Madonnabilledet, der hang tæt ved den store Skorsteen, hvor Ilden brændte, lyttede de Alle til og roste min smukke Stemme, saa jeg glemte den mørke Skov udenfor, og den gamle Fulvia, der havde spaaet min Skjæbne. Gjerne havde jeg nu begyndt at improvisere omkap med Bønderne, men min Moder stækkede min Forfængelighed og Villie, idet hun spurgte mig, om jeg fandt det passende, jeg, som i Kirken svingede Røgelsekarret og maaskee engang skulde tale Guds Ord til Folket, vilde gjøre mig til Nar; at det endnu ikke var Carnevalstid og at hun ikke tillod det. Men da vi ud paa Aftenen kom i vort Sovekammer og jeg steg op i den brede Seng, trykkede hun mig kjærligt til sit Hjerte, kaldte mig sin Trøst og Glæde, og lod mig, da Hovedpuden var saa lav, hvile mit Hoved paa hendes Arm, hvor jeg drømte til Solen skinnede ind af Vinduet og hun vakte mig til den deilige Blomsterfest. 
   Hvorledes udtaler jeg det første Skue af Gaden, det brogede Billede, saaledes, som jeg da opfattede det. - Den hele lange Gade, der hæver sig i en sagte Skraaning, var overdynget med Blomster, Underlaget var blaat; det saae ud, som havde man plyndret alle Marker, alle Haver, for at faae af samme Farve Blomster nok til den hele Gade; over disse laae, som lange Striber, store grønne Blade med Rose ved Rose; i Afstand derfra, en lignende Stribe, og imellem disse var overdynget med mørkerøde Blomster, saa at en stor Bort saaledes dannedes [s33] om det hele Teppe. Midten af dette forestillede Stjerner og Sole, som man havde gjort ved at øse en Mængde gule Blomster gjennem stjernedannede og runde Former; mere Flid havde Navnetrækkene kostet, her var Blomst lagt ved Blomst, Blad ved Blad. Det hele var et levende Blomstertæppe, et Mosaik-Gulv, rigere paa Farvepragt end, Pompei kan opvise det. - Ingen Vind rørte sig. Blomsterne laae faste, som var det tunge, fasttrykte Ædelstene. - Fra alle Vinduer hang store Tæpper ned over Muren, alle virkede af Blade og Blomster, der dannede hellige Billeder. - Her ledte Joseph Æselet, der bar Madonna med Barnet; Roser dannede Ansigt, Fødder og Arme, Levkøier og blaa Anemoner hendes flagrende Kjortel, og Kronen var hvide Stjerneblomster [*Note] Nymphæa alba. [*] hentede fra Nemisøen. Sanct Michael kjæmpede med Dragen, den hellige Rosalia strøede Roser ned paa den sortblaa Verdenskugle; overalt hvor jeg saae, fortalte Blomsterne mig bibelske Legender og alle Mennesker, rundt om, vare glade, som jeg. Paa Altanerne stode festligt klædte de rige Fremmede fra hiin Side Bjergene, og langs med Husene bevægede sig den store Menneskevrimmel, nok saa pyntet, hver Enkelt efter sin Egns Mode. - Ved Steenbasinet, om det store Vandspring, hvor Gaden dreier, havde min Moder taget Plads, jeg stod foran Satyrhovedet, der seer ud fra Vandet. 
   Solen brændte varmt, alle Klokkerne klang og Toget bevægede sig hen over det deilige Blomstergulv; den skjønne Musik og Sang bebudede dets Komme. Chordrengene svingede Røgelsekar foran Monstransen, Omegnens skjønneste Piger fulgte efter med Blomsterkrandse, og fattige Børn, med Vinger paa de nøgne Skuldre, ventede med Englehymner, ved det store Høialter, Toget, der nærmede sig. De unge Karle havde flagrende Baand om den spidse Hat, hvorpaa Mariabilledet var hæftet; Sølv- og Guld-Ringe hang i en Kjæde om Halsen, og smukke brogede Skjærf stak herligt af til den store Fløiels Trøie. Pigerne fra Albano og Frascati kom med tynde Slør ziirligt over den sorte Haarflætning med Sølvpilen i; de fra Veletri bare derimod Krandse om Haaret og det brogede Halsklæde hæftet ned til Kjortelen, saa at de smukke Skuldre og det runde Bryst kom til Syne. Fra Abruzzerne, fra Sumpene, fra enhver nærliggende Egn kom de Alle i deres egentlige Nationaldragt og gav saaledes det mest brogede Skue. Kardinalen, i sin Sølvmors-Kaabe, skred frem [s34] under den blomstersmykkede Baldakin, Munke af de forskjellige Ordener fulgte, og alle bare de brændende Voxkjærter. Da Toget var ude af Kirken strømmede Mængden efter; vi bleve revne med; min Moder holdt mig fast om Skuldrene, [s35] for at jeg ei skulde slippe fra hende. Der gik jeg nu nede, indeklemt mellem Vrimmelen; alt hvad jeg kunde see, var alene den blaa Himmel over mig. Med Eet hørte man rundt om et heftigt Skrig, der trykkedes fra alle Sider: et Par løbske Heste var det; mere hørte jeg ikke, men blev revet til Jorden, det blev sort for mine Øine og det var, som et Vandfald bruste hen over mig. 
   O, Guds Moder, hvilken Jammer! jeg føler endnu en sælsom Skjælven, naar jeg tænker tilbage derpaa. Da jeg kom til mig selv, laae jeg med Hovedet i Marijucces Skjød, hun skreg og jamrede; ved Siden laae min Moder udstrakt og rundt om var en snever Kreds af de fremmede Mennesker. De sky Heste havde kjørt over os, Hjulet var gaaet over min Moders Bryst, Blodet strømmede hende udaf Munden, hun var død. 
   Jeg saae, de trykkede de brustne Øine til, og foldede de livløse Hænder, som nyligt saa kjærligt havde skjærmet om mig. Munkene bragte hende ind i Klosteret, og da jeg var uden al Skade, kun min ene Haand skuret lidt, tog Marijucce mig med tilbage til Osteriet, hvor jeg igaar havde været saa glad, bundet Krandse og sovet i min Moders Arme. - Jeg var ret inderlig bedrøvet, skjøndt jeg ikke begreb, hvor ganske forladt jeg var. De gave mig Legetøi, Frugt og Kager, lovede mig, at jeg imorgen skulde se min Moder og at hun var hos Madonna, hvor der altid var hellig Blomsterfest og Glæde, men deres øvrige Tale undgik mig heller ikke; jeg hørte hvor de hviskede om den hæslige Rovfugl igaar, om Fulvia og en Drøm min Moder havde haft; nu hun var død, havde de Alle forud anet Ulykken. 
   De løbske Heste vare imidlertid standsede tæt udenfor Byen, i det de tørnede mod et Træ; en fornem Herre paa nogle og fyrgetyve Aar, halvdød af Skræk, havde man hjulpet ud af Vognen; de sagde, han var af den borghesiske Familie, eiede en Villa mellem Albano og Frascati og var bekjendt ved sin sælsomme Lyst til at samle alskens Planter og Blomster; ja, i hemmelige Kunster skulde han være viis, som den kloge Fulvia. En Tjener i rigt Livree bragte en Pung med 20 Scudi fra ham til det moderløse Barn. 
   Næste Aften, før det ringede til Ave Maria, førte de mig hen i Klosteret, for at see min Moder sidste Gang; hun laae i den snævre Fjellekiste, festligt klædt, som igaar til Blomsterfesten; jeg kyssede de foldede Hænder, og Qvinderne græd med mig. 
   Ved Døren stode alt Liigbærerne og Følget, formummede i deres hvide Kitler med Hætten ned over Ansigtet. De løftede Baaren op paa deres Skuldre, Capucinerne tændte deres Voxkjærter og istemte Sangen for de Døde. Marijucce gik tætved Liget med mig; den ildrøde Aftenhimmel skinnede paa min Moders Ansigt, hun saae ud, som om hun levede. De andre Børn fra Byen løbe saa glade omkring mig og opsamlede i Kræmmerhuse Voxet, der dryppede fra Munkenes Kjærter. Vi gik gjennem Gaden, hvor igaar Fest-Processionen fandt Sted; den laae endnu med Blomster og Blade, men alle Billederne, de smukke Figurer vare forstyrrede, som min egen Barndoms Lykke, min Glæde Dagen forud. Jeg saae dem paa Kirkegaarden løfte den store Steen tilside, som dækker Hvælvingen, hvori Ligene sænkes ned; jeg saae Kisten glide og hørte det svage Drøn, i det den stødte mod de andre Kister dernede. Saa droge de Alle bort, men Marijucce lod mig knæle paa Gravstenen og læse et »Ora pro nobis!« 
   I den maaneklare Nat reiste vi bort fra Genzano; Federigo og to Fremmede vare med. Tætte Skyer hang om Albanerbjergene; jeg saae paa de lette Taager, som i Maaneskinnet fløi over Campagnen; de Andre talte kun lidt og snart sov og drømte jeg om Madonna, om Blomsterne og min Moder, der levede, smilte og talte til mig. 



Denne side er sidst rettet 02.08.96. Eksternt refereret 71 gange siden 1. september 1996. 
http://www.kb.dk:80/elib/lit/dan/old/authors/andersen/romaner/imp.dkl/hcaroi13.htm 








H. C. Andersen (1805-75): Improvisatoren (1835), 1,4 



             IV 

        Onkel Peppo. Natten i Colosseum. Afskeden. 




   [s36] Hvad skulde der nu egentligt gjøres med mig, det var Spørgsmaalet, da vi kom til Rom og ind i min Moders Huus. Fra-Martino stemte for, at jeg kom ud i Campagnen til Marijucces Forældre, to skikkelige Hyrdefolk; de 20 Scudi vilde være dem en Rigdom, der kunde skaffe mig en Plads hos dem, som deres eget Barn; men jeg var jo ogsaa halvt et Led af Kirken, og kom jeg nu ud i Campagnen, kunde jeg ikke længer svinge Røgelsekarret i Capucinerkirken. Federigo fandt ogsaa, at det var bedst, at jeg blev i Rom hos nogle ærlige Folk; han vilde ikke, sagde han, at jeg skulde blive en raa, eenfoldig Bonde. Medens Fra-Martino raadførte sig i Klosteret, kom imidlertid min Onkel Peppo humpende paa sine Træklodse; han havde hørt min Moders Død, og at der var tilfaldet mig 20 Scudi, og for disse sidste især kom han, for ogsaa at gjøre sin Stemme gjældende. Han erklærede, at han, som den Eneste jeg nu havde i Verden, maatte tage sig af mig, at jeg skulde følge med ham, hvad der ellers blev tilbage i Huset var nu hans, saavelsom de 20 Scudi. Marijucce forsikkrede med stor Ivrighed, at Fra-Martino og hun havde ordnet Alt paa det Bedste, og lod ham vide, at han som Krøbling og Betler havde nok at gjøre med sig selv og kunde her ingen Stemme have. 
   Federigo forlod Værelset, og de to Tilbageblevne lode nu hinanden gjensidigt høre den egennyttige Aarsag til deres Omhu for mig. Onkel Peppo spyede al sin Gift, og Marijucce stod som en Furie imod ham: hun vilde slet intet have med ham, med Drengen eller det Hele at gjøre! sagde hun, han kunde tage og knække et Par Sideben paa mig, faae en Krøbling, der kunde tigge til hans Pose! Han skulde kun tage mig med, men Pengene beholdt hun, til Fra-Martino kom; ikke en Skilling skulde hans falske Øie faae at see. Peppo truede med at slaae hende med sit Haandbræt i Hovedet et Hul, saa stort som Piazza del Popolo. Jeg stod grædende imellem dem; Marijucce stødte mig fra sig, og Peppo trak mig hen til sig; jeg skulde følge med ham, sagde han, kun holde mig til ham; naar han havde Byrden, skulde han ogsaa [s37] have Lønnen! Det romerske Senat vidste nok at skaffe en ærlig Mand Ret! og saaledes, uden at jeg vilde det, trak han mig med ud af Døren, hvor en laset Dreng holdt hans Æsel; thi til store Toure og naar det gjaldt Hastværk, kastede han Haandbrætterne og knugede de visne Been fast til Æselet; det og han vare saaledes eet Legeme. Mig tog han foran sig paa Dyret, Drengen gav det et Puf, og saa galopperede vi afsted, medens han paa sin Maade kjælede for mig. 
   »Seer Du, mit Barn!« sagde han, »er det ikke et deiligt Æsel! og flyve kan det, flyve som en Veddeløber gjennem Corso. Du skal faae det godt hos mig, som en Guds Engel, min egen slanke Dreng!« og nu fulgte tusinde Eder og Forbandelser over Marijucce. 
   »Hvor har Du stjaalet det smukke Barn!« spurgte hans Bekjendter ham, idet vi reed forbi, og saa blev da min Historie fortalt og gjentaget næsten ved hvert Hjørne. Konen, som solgte Vand med Citronskaller i, gav os ogsaa for den lange Fortælling et heelt Glas til at dele, og forærede mig en Piniefrugt til at tage med, thi Kjærnerne vare alle borte. Før vi naaede under Tag, var Solen alt nede. Jeg talte ikke et Ord, men trykkede Hænderne for Ansigtet og græd. I et lille Lukaf, ved Siden af det store Kammer, viste han mig i Krogen et Lag af Maisblade, eller rettere af Hylsteret om denne Frugt; der skulde jeg sove, sulten kunde jeg jo ikke være, sagde han, og tørstig ikke heller; vi havde jo drukket det deilige Glas Citronvand; han klappede mig paa Kinden og viste da det hæslige Smiil, som altid havde skræmmet mig. Nu spurgte han mig ud, hvor mange Sølvstykker der vare i Pungen, om Marijucce havde betalt Veturinen af denne, og hvad den fremmede Tjener havde sagt, da han kom med Pengene; men jeg vidste ingen Besked at give, og spurgte grædende, om jeg altid skulde blive her, om jeg ikke kom hjem imorgen. 
   »Jo vist, jo vist! sagde han, »sov nu, men glem ikke Dit Ave Maria! naar Mennesket sover, vaager Djævelen! slaae Korsets Tegn over Dig, det er en Jernmuur, som den brølende Løve ikke kan trænge igjennem! bed fromt, og bed, at Madonna vil straffe med Ædder og Gift den falske Marijucce, som gjør Dig Uskyldige Fortræd! bedrager Dig og mig for al Din Velfærd! Sov Du kun, Laagen lader jeg staae oven, den friske Luft er halv Aftensmad! Vær ikke bange for Flaggermusene, de komme ikke ind, de flyve forbi, de stakkels Skabninger! Sov sødt mit Jesusbarn!« og nu lukkede han Døren til. 
   Længe gik han og puslede inde i det andet Kammer; nu hørte jeg [s38] forskjellige Stemmer og saae Lampen skinne gjennem en Sprække ind til mig. Jeg reiste mig, men ganske sagte, thi de tørre Maisblade raslede stærkt og jeg frygtede for, at han skulde høre det og da komme ind igjen. Gjennem Sprækken saae jeg nu, at de to Væger i Lampen vare tændte, der laae Brød og Roer paa Bordet og Folietten med Viin gik rundt i Selskabet. Alle vare de Tiggere, Alle Krøblinge; jeg kjendte dem godt igjen, skjøndt der nu laae et ganske andet Udtryk i deres Ansigt end det, jeg ellers var vant til at see hos dem. Den febersyge, halvdøde Lorenzo sad lystig og larmende, snakkede uophørligt, og om Dagen havde jeg altid seet ham udstrakt i Græsset paa Monte Pincio, [*Note] Her er en offentlig Promenade, der strækker sig fra den spanske Trappe, det franske Academie og ned til Porta del Popolo, med Udsigt over den største Deel af Rom og Haven ved Villa Borghese. [*] hvor han heldede det ombundne Hoved op til Træstammen, og halvdøende bevægede Læberne, medens Konen viste de Forbigaaende den febersyge, lidende Mand. Francia med de fingerløse Hænder trommede med Stumperne paa den blinde Cathrinas Skuldre og sang halvhøit Visen om »Cavalier Torchino«. To til tre Andre sad nærmere Døren, men saaledes i Skygge, at jeg ikke kunde kjende dem. Mit Hjerte bankede stærkt af Angest; jeg hørte, at de talte om mig. 
   »Kan Drengen bruges til noget?« spurgte den Ene. »Har han nogen Skavank?« 
   »Nei, Madonna har været ham saa god!« sagde Peppo: »han er slank og velskabt, som et Adelsbarn.« 
   »Det var en stor Ulykke!« sagde de Allesammen. Den blinde Cathrine tilføiede, at jeg jo let kunde faae et lille Knæk, der kunde skaffe mig mit jordiske Brød, til Madonna gav mig det himmelske. 
   »Ja,« sagde Peppo, »havde min Søsterdatter været fornuftig, da kunde Drengen have gjort sin Lykke! en Stemme har han, o, som de kjære Guds Engle! han er skabt for det pavelige Kapel! det kunde blive en Sanger!« 
   De talte om min Alder, om hvad der endnu kunde skee og hvad der burde gjøres for min Lykke! jeg begreb ikke, hvad det var de vilde foretage med mig, men jeg indsaae tydeligt, at det var noget Ondt, de havde for og jeg skjælvede af Skræk. Hvorledes skulde jeg dog komme bort! Det alene fyldte min hele Sjæl. Hvorhen? Ja, det tænkte jeg slet ikke paa. Jeg krøb ud paa Gulvet og hen til den aabne Luge; [s39] ved Hjælp af en Træblok kom jeg op; jeg saae ikke et eneste Menneske paa Gaden, Dørene vare alle lukkede. Det var et stort Spring, jeg maatte gjøre, vilde jeg ned derudenfor; jeg havde ikke Mod til at springe; da syntes jeg man greb i Døren, man vilde ind til mig; jeg foer sammen af Skræk og lod mig glide ned af Muren. Jeg faldt haardt, men dog paa Jord og Grønsvær. 
   Snart reiste jeg mig og løb da, ubevidst hvorhen, gjennem de snevre, bugtede Gader; en Mand, som sang høit og slog med sin Stok i Steenbroen, var den eneste jeg mødte. Endelig stod jeg paa en stor Plads, Maanen skinnede, jeg kjendte Stedet, det var forum romanum, Kotorvet, som vi kalde det. 
   Maanen oplyste Capitoliets Ryg-Side, der, som en lodret Fjeldvæg, syntes at afskjære det snevre Rum fra det friere Partie. Paa den høie Trappe til Septimius Severus-Buen laae nogle Betlere og sov, indsvøbte i deres store Kapper. De høie Colonner, der endnu staae af de gamle Templer, kastede lange Skygger. Aldrig havde jeg været her efter Solens Nedgang; det Hele havde noget spøgelseagtigt for mig, og som jeg gik faldt jeg over de marmorne Capiteler, der laae i det høie Græs. Jeg reiste mig op og saae op paa Keiserborgens Ruiner; det tætte Epheu gjorde Murene endnu mere skumle; de sorte Cypresser stode saa dæmoniske og store imod den blaa Luft, saa jeg blev endnu ængsteligere. I Græsset mellem omstyrtede Søiler og Marmorgruus laae nogle Køer, et Muulæsel græssede det var mig en Slags Trøst, her vare dog Levende, som ikke vilde gjøre mig Fortræd. 
   Det var næsten som Dag i det klare Maanelys; hver Gjenstand viste sig tydeligt, jeg hørte Nogen komme; om det var mig de søgte? I min Angest tyede jeg ind i det kjæmpestore Colosseum, der laae som et heelt Fjeldpartie foran mig. Jeg stod i den dobbelte Buegang, der hel og stor, som var den fuldendt igaar, strækker sig om den halve Bygning; her var ganske mørkt og isnende koldt. Jeg gik nogle Skridt fremad mellem Colonnerne, men sagte, ganske sagte, thi Lyden af mine Fodtrin gjorde mig mere angest; jeg saae en Ild, antændt paa Jorden, og kunde foran den kjende Omridsene af tre menneskelige Skikkelser; var det Bønder, som her havde valgt sig Natteleie, for ei at ride ved Nattetid over den øde Campagne? Var det maaskee Soldaterne, der havde Vagt i Colosseum eller endogsaa Røvere? Jeg syntes at høre deres Vaaben klirre og trak mig derfor sagte tilbage, hvor de høie Piller staae uden anden Hvælving end den, Buske og [s40] Slyngplanter danne; sælsomme Slagskygger faldt i Maaneskinnet paa de høie Mure; Qvaderstenene, gledne ud af deres regelmæssige Sammensætning og begroede med Eviggrønt, saae ud, som de vilde styrte ned og kun endnu hang fast ved de tætte Ranker. 
   Oppe i den mellemste Søilegang gik Folk, sikkert Reisende, der sildigt i det smukke Maaneskin besaae denne mærkelige Ruin; en hvidklædt Dame var med i Selskabet. Endnu seer jeg tydeligt dette sælsomme Malerie, hvor de kom til Syne, forsvandt og atter viste sig mellem Colonnerne, belyste af Maaneskinnet og den røde Fakkel. Luften var saa uendelig mørkeblaa og Krat og Buske saae ud som det sorteste Fløiel, hvert Blad aandede Nat. Mit Øie fulgte de Fremmede. Endnu efter at de reent vare mig af Syne, saae jeg det røde Skjær af Faklen, men ogsaa dette forsvandt, og alt rundtom var dødstille. 
   Bag et af de mange Træ-Altre, der staae Side ved Side inde i Ruinen og vise Christi Korsvandring, satte jeg mig paa en sønderbrudt Capitel, der laae i Græsset. Stenen var kold, som Iis, mit Hoved brændte, der var Feber i mit Blod; sove kunde jeg slet ikke og nu faldt det mig ind, alt hvad man havde fortalt mig om denne gamle Bygning, om fangne Jøder, som havde maattet reise disse store Steenblokke, for den mægtige, romerske Keiser; om de vilde Dyr, som herinde havde kjæmpet mod hinanden, ja tidt endogsaa imod Mennesker, at Folket da sad paa Steenbænkene, der stige trappeviis fra Jorden til den øverste Søilegang. [*Note] Colosseum har en oval Form, er reist af Travertin-Steen, og med fire Etager, hver af disse i en forskjellig Orden, dorisk, jonisk og korinthisk; det blev bygget under Vespasian, nogle og halvfjerdsindstyve Aar efter Christi Fødsel; 12000 fangne Jøder arbeidede derpaa. Det har 80 Buer og dets Omkreds anslaaes af de Fleste til 1641 Fod; der skal have været 86000 siddende Pladser omkring Arena og øverst oppe 20000 staaende. Nu er Ruinen indviet til kristelig Gudstjeneste. »While stands the Coliseum, Rome shall stand, / »When falls the coliseum, Rome shall fall; / »And when Rome falls - the world -« - Byron. [*] 
   Det raslede i Krattet over mig, jeg saae op og syntes at see noget bevæge sig! ak ja, rundt om viste min Phantasie mig blege, mørke Skikkelser, som murede og hamrede; jeg hørte tydeligt hvert Slag, de sloge, saae de magre, sortskjæggede Jøder bortrive Græs og Buske og vælte Steen paa Steen, til den hele uhyre Bygning stod opreist paa ny, [s41] og nu var Alt een Menneskevrimmel; Hoved ved Hoved; det Hele syntes uendeligt større, eet levende Kjæmpelegeme. 
   Jeg saae Vestalinderne i lange, hvide Klæder, det prægtige Keiserhof, de nøgne, blødende Gladiatorer; hørte nu, hvor det brusede og hylede rundt om, i de nederste Buegange; fra flere Sider styrtede Skarer af Tigre og Hyæner, de joge forbi tæt ved hvor jeg laae, jeg følte deres brændende Aande, saa det røde Ildblik og knugede mig da fast til Stenen, hvor jeg sad, i det jeg bad Madonna frelse mig; men endnu mere vildt larmede det omkring mig; dog kunde jeg see, midt derinde, det hellige Kors, som det staaer endnu og som jeg altid fromt havde kysset, naar jeg gik det forbi. Jeg anstrængte min hele Kraft, følte tydeligt, at jeg slyngede mine Arme omkring det, men Alt rundtom styrtede sammen, Mure, Mennesker og Dyr, Bevidstheden forlod mig, jeg følte Intet mere. 
   Da jeg atter aabnede Øinene, var min Feber forbi, men jeg var afkræftet og som betynget med Træthed. 
   Jeg laae virkeligt paa Trappen op til det store Trækors. Jeg betragtede nu den hele Omgivning, den havde slet intet skrækkende; en dyb Høitidelighed laae over det Hele; en Nattergal sang i Krattet oppe paa Muren; jeg tænkte paa det kjære Jesusbarn, hvis Moder jo ogsaa var min, nu jeg ingen havde, slyngede mine Arme om Korset, hvilte Hovedet til det og sov snart en rolig, styrkende Søvn. 
   Den maa have varet i flere Timer; jeg vaagnede ved Psalmesang; Solen skinnede paa den øverste Deel af Muren, Capucinerne vandrede med brændende Kjærter fra Altar til Altar og sang deres »Kyrie eleison«, i den smukke Morgen; de stode ved Korset, hvor jeg laae; - jeg saae Fra-Martino bøie sig over mig. Mit forstyrrede Udseende, min Bleghed og at jeg var her paa denne Tid, foruroligede ham; hvorledes jeg forklarede mig, veed jeg ikke, men min Frygt for Peppo, min forladte Tilstand var ham tydelig nok; jeg holdt fast i hans brune Kappe, bad ham ikke forlade mig, og det var som om alle Brødrene toge Deel i min Ulykke, de kjendte mig jo alle, jeg havde jo været hos dem i deres Celler, og sjunget med dem foran det hellige Altar. 
   Hvor glad blev jeg ikke, da Fra-Martino førte mig med til Klosteret, og hvor ganske glemte jeg ikke al min Nød, da jeg sad i hans lille Celle, hvor de gamle Træsnit vare klistrede paa Væggen og Orangetræet rakte de grønne, duftende Grene ind af Vinduet. Fra-Martino [s42] havde ogsaa lovet mig, at jeg ikke skulde komme til Peppo. »En Tigger,« hørte jeg, han sagde til de Andre, »en betlende Krøbling, der ligger paa Gaden og søger Almisse, kan Drengen ikke overgives til!« 
   Ved Middagstid bragte han mig Roer, Brød og Viin, og sagde da ret høitideligt, saa mit Hjerte bævede derved: »Stakkels Dreng! havde din Moder levet, da vare vi ikke blevne skilte ad, Kirken havde beholdt Dig, og Du var voxet op i dens Fred og Beskjærmelse! nu maa Du ud i den urolige Sø, svømme paa det løse Bræt, men tænk paa Din blodige Forløser og den himmelske Jomfrue! hold fast ved dem, Du har i hele den vide Verden slet ingen, uden dem.« 
   »Hvor skal jeg hen?« spurgte jeg; og nu fortalte han mig at jeg kom ud i Campagnen til Marijucces Forældre, paalagde mig at ære dem, som Fader og Moder, adlyde dem i, hvad de forlangte og aldrig glemme mine Bønner og de Lærdomme, han havde givet mig. Mod Aften stod Marijucce med sin Fader ved Klosterdøren, for at afhente mig; Fra-Martino førte mig ud til dem. I Klæder saae da Peppo næsten pynteligere ud, end denne Hyrde, man nu overgav mig til. De forrevne, støvede Læderstøvletter, de nøgne Knæ og den spidse Hat med Lyngblomsten i, var det, som først faldt mig i Øie. Han bøiede Knæ, kyssede Fra-Martino paa Haanden og sagde om mig, at jeg var en smuk Dreng, og at han og hans Kone vilde dele deres Bid med mig. Marijucce gav ham nu Pengepungen med al min Rigdom, og vi gik saa alle fire ind i Kirken; de holdt en stille Bøn, jeg knælte ogsaa, men kunde ikke bede, mit Øie søgte alle de kjendte Billeder, Jesus, der seilede paa Skibet høit over Kirkens Dør, Englen paa Altartavlen og den deilige Sanct Michael! selv Dødningehovederne med den grønne Vedbende-Krands om, maatte jeg sige mit Farvel. Fra-Martino lagde sin Haand paa mit Hoved og gav mig ved Afskeden en lille Bog med Træsnit: »Modo di servire la sancta messa« og saa skiltes vi ad. Da vi gik over Piazza Barberina, kunde jeg ikke lade være at see op til min Moders Huus; alle Vinduer stode aabne, Værelserne ventede paa nye Beboere. 




http://www.kb.dk:80/elib/lit/dan/old/authors/andersen/romaner/imp.dkl/hcaroi14.htm 








H. C. Andersen (1805-75): Improvisatoren (1835), 1,5 




                  V 

              Campagnen. 




   [s43] Den mægtige Steppe om det gamle Rom var altsaa nu mit Hjem. Den Fremmede fra hiin Side Bjergene, der, begeistret for Kunst og Alderdom, første Gang nærmer sig Tiberstaden, seer et mægtigt Verdens-Blad i dette udtørrede Øde; de eensomme Grave, de enkelte Høie, Alt ere ham hellige Ciffre, hele Capitler af Verdenshistorien. Maleren skizzerer den eensomt staaende Bue af en sønderbrudt Vandledning, Hyrden, som sidder ved Faareflokken, og sætter saa den golde Tidsel til Forgrund, og Menneskene sige: det er et smukt Billede. Med hvilke ganske andre Følelser betragtede min Leder og jeg den store Flade. Det afsviede Græs, den usunde Sommerluft, der altid bringer Campagnebeboerne Feber og ondartet Sygdom, var den overveiende Skyggeside i hans Betragtninger; mig var det noget Nyt; jeg glædede mig dog ved de smukke Bjerge, som i forskjellige Variationer af Lilla omfavnede den ene Side af Sletten, de vilde Bøfler og den gule Tiber, hvor Oxerne med deres lange Horn gik under Aaget og trak Skibene mod Strømmen. Vi gik i samme Retning. 
   Rundt om kun det lave, gule Græs og høie halvvisne Tidsler. Vi kom forbi et Kors, opreist som Tegn paa, at her var En myrdet; tæt ved hang Morderens sønderlemmede Dele, en Arm og en Fod; det var mig ængstende, og blev det i en høiere Grad, da det ei stod langt fra mit nye Hjem. Dette var ei meer eller mindre end en af de gamle, forfaldne Grave, hvoraf der fra Oldtiden findes her saa mange; de fleste Hyrdefolk i Campagnen flytte ind i en saadan, fordi her staaer alt, hvad de behøve til Ly, ja ofte selv til Beqvemmelighed; de fylde enkelte Fordybninger, mure nogle Huller til, lægge et Rørtag over og Boligen er færdig. Denne laae paa en Høi og havde sine to Etager. De to korinthiske Søiler ved den smalle Dør vidnede om Bygningens Old, hvorimod de tre brede Muurkolonner om en sildigere Forandring; maaskee havde det i Middelalderen været indrettet til Castel; et Hul i Muren over Døren, gjaldt for Vindue; det halve Tag var tækket med et Slags Rør og Qviste, den anden Halvdeel frembrød et [s44] levende Krat, hvorfra Caprifoliet i riig Fylde hang ned over den sprukne Muur. 
   »See, her ere vi!« sagde Benedetto, og det var de første Ord, han havde talt til mig paa hele Veien. 
   »Boe vi der?« spurgte jeg og saae snart paa det skumle Huus, snart tilbage paa den sønderlemmede Røver. Uden at svare mig, raabte han nu paa Konen: »Domenica! Domenica!« og jeg saae en gammelagtig Kone, hvis hele Klædning var en grov Særk, forresten med nøgne Been og Arme og Haaret ganske løst træde ud; hun overvældede mig med Kys og Kjærtegn, og havde Fader Benedetto været taus, saa var hun desmere talende; hun kaldte mig sin lille Ismael, der var sendt ud i Ørkenen, hvor den vilde Tidsel groer. »Men Du skal ikke vansmægte hos os!« sagde hun, »gamle Domenica skal være Dig en god Moder for hende, der nu beder for dig i Himlen! - Og Din Seng har jeg gjort istand, og Bønnerne koge, og min gamle Benedetto og Du skal sidde til Bords! Og Marijucce kom ikke med? Og Du saae ikke den hellige Fader? Presciuttoen glemte Du dog ikke, Messinghægterne ikke heller, eller det nye Madonnabillede til at klistre paa Døren, ved Siden af det gamle, vi have kysset sort: Nei, Du er en Mand, som kan huske, kan tænke, min egen Benedetto!« 
   Saaledes vedblev hun i en Strøm af Ord og førte os ind i det snevre Rum, som kaldtes Stue, men som siden, syntes mig stort som Vaticanets Sale. Jeg tror i Sandhed ogsaa, at dette Hjem har virket meget ind paa mit poetiske Gemyt, den snevre, lille Plads var for min Phantasie som Vægten for det unge Palmetræ, jo mere det knuges ind i sig selv, desmere voxer det. Huset havde, som sagt, i Oldtiden været en Familiegrav, der bestod af eet stort Kammer med mange smaae Nischer Side ved Side, og atter i to Rækker over hinanden, alle med kunstige Sammensætninger af Mosaik. Nu benyttedes hver til høist forskjelligt Brug, en var Spiiskammer, en Hylde for Potter og Krukker, en tredie derimod Ildsted, hvor Bønnerne kogte. 
   Domenica læste til Bords og Benedetto velsignede Maden; da vi saa vare mættede, førte den gamle Moder mig op ad Stigen, gjennem den sønderbrudte Muurhvælving op til anden Etage, hvor vi alle sov i to store Nischer, eengang Grave. Dybest inde var der redt for mig, ved Siden af stode to Stænger paa Kryds, hvori hang en Art Køie, som vugge for et lille Barn, jeg troer det var Marijucces; det laae ganske stille; jeg lagde mig ned, en Steen var gledet ud af Muren, jeg [s45] kunde, gjennem Aabningen, see den blaa Luft udenfor og det mørke Epheu, der som en Fugl bevægede sig i Vinden. I det jeg lagde mig, foer et broget, glimrende Fiirbeen hen over Muren, men Domenica trøstede mig med, at de Stakler vare mere bange for mig, end jeg for dem; de vilde ingen Fortræd gjøre mig! læste saa et Ave Maria over mig og flyttede Vuggen hen i den anden Nische, hvor hun og Benedetto sov. Jeg slog det hellige Kors for mig, tænkte paa min Moder, paa Madonna, paa mine nye Forældre og paa den henrettede Røvers blodige Haand og Fod, som jeg havde seet tæt ved Huset, og de krydsede alle sælsomt i mine Drømme denne første Nat. 
   Næste Dag begyndte med Regnveir, det vedvarede hele Ugen og holdt os inde i den snevre Stue, hvor der var et halvt Tusmørke, uagtet Døren stod aaben, naar Vinden bar fra. Jeg maatte vugge det lille Barn, der laae i Segldugsvuggen, Domenica spandt paa sin Haandteen, fortalte mig om Røverne i Campagnen, som dog aldrig gjorde dem Fortræd, sang mig fromme Sange, lærte mig nye Bønner, og fortalte om Helgener, jeg ikke før havde kjendt. Løg og Brød var vor sædvanlige Spise, og det smagte mig godt, men jeg kjedede mig, indelukket i det snevre Rum; da furede Domenica tæt udenfor Døren en Canal, en lille bugtet Tiber, hvori Vandet flød guult og langsomt; de smaa Pinde og Rør var min Trækflaade, og jeg lod den da seile forbi Rom lige til Ostia; men ruskede Regnen for stærkt, maatte Døren lukkes, og vi sad da næsten i Mørke; Domenica spandt, og jeg tænkte paa de smukke Billeder i Klosterkirken, syntes at see Jesus paa Skibet, der gyngede mig forbi, Madonna paa Skyen, baaret af Engle, og Liigstenene med de bekrandsede Dødningpander. 
   Da Regntiden var tilende stod ogsaa Himlen hele Maaneder i sit uforanderlige Blaa; jeg fik Lov at løbe om derude, kun ikke for langt og for nær hen ad Floden, thi de bløde Jordskrænter kunde let styrte ned med mig, sagde Domenica; der græssede ogsaa de mange Bøfler og de vare vilde og farlige, dog havde just disse en egen, sælsom Interesse for mig. Det Dæmoniske, der ligger i Bøffelens Blik, den sælsomme røde Ild, som spiller fra Pupillen, vakte hos mig en Følelse, liig den, der driver Fuglen ind i Slangens Gab. Deres vilde Flugt, hurtigere end Hestens, deres indbyrdes Kamp, hvor Kraft tørnede mod Kraft, tiltrak sig min hele Opmærksomhed; jeg ridsede da i Sandet Figurer, som skulde betyde, hvad jeg havde seet, og for at gjøre det tydeligere, sang jeg derom med egen Text og med egen Melodie, til [s46] stor Glæde for den gamle Domenica, som sagde, at jeg var et klogt Barn og sang smukt, som Englene hos Gud Fader. 
   Dag for Dag brændte Solen varmere, dens Straaler var et Ildhav, der strømmede over Campagnen. De stinkende Vande forpestede Luften, og vi kunde kun Morgen og Aften være ude, saaledes havde jeg ikke kjendt det inde i Rom paa det luftige monte Pincio; jeg husker nok den hede Tid der, naar Tiggerne bad om en Skilling, ikke til Brød, men til et Glas Iisvand. Jeg mindes især de deilige, grønne Vandmeloner, der laae oven paa hinanden, skaarne i to Stykker, og viste det purpurrøde Kjød med de sorte Kjærner; mine Læber smægtede dobbelt ved Erindringen derom! - Lodret brændte Solen, min Skygge syntes jeg vilde skjule sig for den under mine Fødder. Bøflerne laae som døde Masser paa det afsviede Græs eller, grebne af Raserie, fløi med Pilens Fart omkring i store Kredse. Da inddrak min Sjæl et Billede af Vandrerens Liden i Africas brændende Ørken. 
   I to Maaneder laae vi, som i et Vrag paa Verdenshavet. Ikke en eneste Levende besøgte os. Alt blev besørget om Natten eller i den tidlige Morgenstund; den usunde Luft og den brændende Hede gjød Feberild i mit Blod, ingen kold Draabe var der til at lædske med; hver Sump var udtørret; lunkent, guult Vand gled søvnigt igjennem Tiberen, Melonens Saft var opvarmet, selv Vinen, skjøndt den stod skjult nede mellem Steen og Gruus, smagte suur og halvkogt, og ikke en Sky, ikke en eneste Sky steg op paa Horizonten. Dag og Nat, altid det evige, uendelige Blaa. Hver Aften og Morgen bade vi om Regn eller frisk Luftning, hver Aften og Morgen saae Domenica mod Bjergene, om ikke en Sky vilde hæve sig; men kun Natten bragte Skygge, den lumre Natte-Skygge, kun Siroccoen viftede med hede Luftbølger, i to lange, lange Maaneder. 
   Først da, men kun ved Solens Op- og Nedgang, luftede det atter; men en Sløvhed, en Døds-Slappelse, skabt ved denne Lidelses Hede og den frygteligste Kjedsommelighed, laae over mit hele Væsen. Fluer og alle plagende Insecter, som ved Varmen syntes tilintetgjorte, hævede sig med den første Luftning til dobbelt Liv; i Myriader overfaldt de os med giftige Stik; Bøflerne udenfor vare tidt som bedækkede af den surrende Vrimmel, der overfaldt dem som Aadsler; plagede til Raserie styrtede de sig da i Tiberen, og væltede sig i det gule Vand. Romeren, der i de hede Sommerdage stønner i de næsten uddøde Gader og sniger sig langs med Huset, som vilde han inddrikke [s47] den Skygge, som kun glider ned over Muren, har dog ingen Idee om Lidelserne i Campagnen, hvor hvert Aandedrag er svovlet, forpestet Ild, hvor Insecter og Kryb, som pinende Dæmoner, martre dem som ere fordømte til at leve i dette Flammehav. 
   September bragte mildere Dage, den førte ogsaa en Aften Federigo ud, for at gjøre Skizzer af den afbrændte Natur; han aftegnede vort sælsomme Huus, Retterstedet og de vilde Bøfler, gav mig Papir og Blyant, for at jeg ogsaa kunde kradse Billeder, og lovede, at naar han kom igjen, vilde han tage mig en Dag med til Rom, at jeg kunde besøge Fra-Martino, Marijucce og alle mine Venner, der rigtignok syntes reent at glemme mig; men det gjorde da ogsaa Federigo. 
   Vi vare alt i November, men den skjønneste Tid, jeg endnu havde prøvet her. Det luftede fra Bjergene, og hver Aften saae jeg det rige Farvespil paa Skyerne, som kun Syden eier, som Maleren ikke kan og ikke vover at give sine Billeder. De sælsomme, olivengrønne Skyer paa chamois Grund, var mig svømmende Øer fra Paradisets Have; de mørkeblaa derimod, der som Piniekroner hang i den lueforgyldte Aftenhimmel, syntes mig Salighedens Bjerge, i hvis Dale de smukke Engle legede og viftede Kjøling med de hvide Vinger. 
   En Aften, jeg saaledes sad i mine Drømmerier, fandt jeg paa at stirre gjennem et prikket Blad ind i Solen. Domenica sagde, at det skadede mine Øine og, for at gjøre Ende paa denne Leeg, lukkede hun Døren til. Tiden faldt mig lang, jeg bad om at maatte gaae ud, og da hun tillod det, sprang jeg glad hen og lukkede op, men i samme Øieblik styrtede en Mand ind, saa jeg faldt til Jorden; i eet Slag slog han Døren til; jeg saae netop hans blege, forstyrrede Ansigt, hørte ham sælsomt udstønne Madonnas Navn, da et vældigt Stød rystede Døren, saa Plankerne i den brast og faldt ind til os, men hele Aabningen fyldtes med Hovedet af en Bøffel, der viste sine onde, brændende Øine. 
   Domenica gav et Skrig, greb mig ved Armen og sprang et Trin op af Stigen, der førte til det øverste Kammer. Den dødblege Fremmede kastede sky sit Øie omkring og da han opdagede Benedettos Flint, der for natligt Overfalds Skyld, altid hang ladt paa Væggen, greb han den i et Nu; jeg hørte Knaldet og saae i Krudtdampen, hvor han med Kolben slog Dyret for Panden. Det stod ubevægeligt; trængt ind imellem den snevre Dørs Aabning, kunde det hverken komme frem eller tilbage! 
   [s48] »Men alle I Hellige!« var det første Domenica udbrød, »hvad er dog det? I har jo taget Livet af Dyret!« 
   »Madonna være lovet!« svarede den Fremmede, »hun frelste mit Liv, og Du var min gode Engel!« sagde han til mig, og løftede mig fra Jorden. »Du aabnede Frelsens Dør for mig!« Han var endnu ganske bleg og de kolde Vanddraaber stode ham paa Panden. 
   Vi hørte, at det ingen Udlænding var, saae, at det maatte være en Nobile fra Rom. Han fortalte ogsaa, at det var hans Lyst at samle alskens Blomster og Planter, at han i dette Øiemed havde forladt sin Vogn ved ponte molle* og var gaaet langs med Tiberen; tæt her udenfor stødte han paa Bøflerne, hvor da den ene havde vendt sig imod ham, og at han alene ved vort Huus's Nærhed og at Døren, som ved et Mirakel pludseligt aabnedes, var blevet reddet. [*Note] Pons Milvius. [*] 
   »Sancta Maria bed for os!« udbrød Domenica, »ja hun har frelst Eder, den hellige Guds Moder! og min lille Antonio var En af de Udkaarne! ja, ham har hun kjær! Eccellenza veed ikke, hvilket Barn han er! læse kan han Alt, hvad trykt og skrevet er! og ridse saa naturligt, at man ordentligt kan see Meningen ganske tydeligt. Peterskuppelen, Bøflerne, ja den tykke Pater Ambrosio har han tegnet, og saa har han en Stemme! - Eccellenza skulde høre ham synge, de pavelige Sangere sætte ham ikke i en Tone; og dertil er det et godt Barn, et sjeldent Barn! jeg roser ham ikke, fordi han hører paa det, thi det kan Børn ikke taale; men han fortjener det!« 
   »Det er dog ikke hendes Søn?« spurgte den Fremmede; »han er saa ung endnu.« 
   »Og jeg saa gammel!« svarede hun, »nei gammelt Figentræ har ikke slige smaa Hjerteskud! det stakkels Barn har ingen anden Fader og Moder i denne Verden, end mig og min Benedetto! Men vi ville heller ikke miste ham, selv naar vi ikke have en Rest af Skillingerne mere! Men du hellige Jomfrue!« afbrød hun sig selv og tog fat i Hornene paa Bøffelen, af hvis Hoved Blodet strømmede ind i Stuen. »Vi maa have Dyret bort! man kan hverken komme ud eller ind for det. Ak ja! det sidder klemt ganske fast! vi slippe ikke ud, før Benedetto kommer. Bare vi ikke faae Fortræd, for det Dyret er dræbt!« 
   »Vær kun ganske rolig, gode Kone!« sagde den Fremmede! jeg svarer for Alt! hun kjender vel nok Borgheserne -?« 
   [s49] »O Principe!« udbrød Domenica og kyssede ham paa Kjolen, men han trykkede hendes Haand, tog ogsaa min mellem sine Hænder, i det han paalagde hende at bringe mig med imorgen til Rom, hvor han boede i Palazzo Borghese, af hvis Slægt han var. Min gamle Pleiemoder fik Taarer i Øinene over den store Naade, som hun kaldte det. Mine forskrækkelige Kradserier paa Lapper af Papir, dem hun gjemte med en Omhu, som var det en Michel Angelos Skizzer, maatte frem; Eccellenza maatte see Alt, hvad der glædede hende, og jeg var stolt deraf, thi han smilede, klappede mig paa Kinden, og sagde at jeg var en lille Salvator Rosa! 
   »Ja,« sagde Domenica, »er det ikke ubegribeligt af det Barn, og er det ikke saa naturligt, at man virkelig kan see, hvad det skal betyde! Bøflerne, Baadene og vort lille Huus! see! og dette skal være mig! det ligner dog ganske accurat, paa Couleuren nær, den kan han ikke tegne med Blyant! Syng for Eccellenza!« sagde hun til mig, »syng saaledes, som Du kan det, med Din egen Mening! ja, han kan sætte hele Historier og Prædikener sammen, saa godt som nogen Munk! Naa, lad os høre! Eccellenza er en naadig Herre, han forlanger det og Du kan nok holde din Tone!« 
   Den Fremmede smilte, og morede sig over os begge to. At jeg improviserede, og at Domenica fandt det mesterligt, er vist, men hvad jeg egentligt sagde og hvorledes, erindrer jeg ikke, kun det, at Madonna, Eccellenza og Bøffelen, var den poetiske Treklang i det Hele, staaer mig endnu tydeligt. Eccellenza sad taus og Domenica læste i denne Taushed Forbauselse over mit Genie. »Bring Drengen med,« vare de første Ord, han sagde, »jeg venter Eder imorgen tidlig! Dog nei! - kom mod Aften, een Time før Ave Maria! naar I komme, skal mine Folk vide Besked, at I strax kan blive ført ind. Men hvor slipper jeg nu ud? Har I aldeles ingen Udgang uden denne, hvor Dyret ligger, og hvorledes kommer jeg, sikker for Bøflerne, til min Vogn ved Ponte Molle?« 
   »Ja, komme ud,« sagde Domenica, »er der for Eccellenza slet ingen Mulighed i! ja, jeg kan nok, og vi andre kunne det, men det er ingen Vei for saadan en høi Herre! Ovenfor er der jo et Hul, hvor man kan krybe ud, og saa, ganske godt lade sig glide ned; det kan saamæn jeg paa min gamle Alder! men det er, som jeg siger, ikke noget at byde fremmede Folk og et fornemt Herskab!« 
   Eccellenza steg imidlertid op ad den smalle Stige, stak Hovedet [s50] gjennem Hullet i Muren og forsikkrede, at det var en Vei, saa god, som ned af Trappen ved Capitoliet. Bøflerne havde ogsaa trukket sig hen mod Tiberen, og paa Veien, ikke langt fra os, kjørte en Mængde Bønder, søvnigt og langsomt henad mod den store Landevei. Disse vilde han slutte sig til; bag deres med Rørknipper belæssede Vogne, var han sikker for Bøflerne, dersom et nyt Angreb skulde finde Sted. Endnu engang paalagde han Domenica at komme næste Dag, en Time før Ave Maria; rakte hende derpaa sin Haand til at kysse, klappede mig paa Kinden og gled derpaa ned mellem det tætte Epheu. Vi saae ham snart indhente Vognene og forsvinde bag disse. 



Denne side er sidst rettet 02.08.96. Eksternt refereret 66 gange siden 1. september 1996. 
http://www.kb.dk:80/elib/lit/dan/old/authors/andersen/romaner/imp.dkl/hcaroi15.htm 








H. C. Andersen (1805-75): Improvisatoren (1835), 1,6 




                VI 

            Besøget i Palazzo Borghese. Barndomshistorien ender. 




   [s51] Benedetto og et Par Hyrdefolk bragte siden Dyret bort fra Døren; der var en Fortællen og Snakken, men kun det husker jeg tydeligt, at næste Morgen var jeg alt før Dag vaagen og staaet op, for henimod Aften at kunne vandre til Byen med Domenica. - Mine Søndagsklæder, som i flere Maaneder havde ligget under Laas og Lukke, kom nu frem, og en smuk Rose blev hæftet paa min lille Hat. Skoene vare den svageste Deel i min Paaklædning, og det vilde have været en vanskelig Opgave at bestemme, om de forestillede det de kaldtes, eller om de ikke snarere vare de gamle romerske Sandaler. 
   Hvor Campagnen dog var lang, og hvor Solen brændte! Aldrig har siden Falerner- eller Cyperviin smagt mig saa herligt, som Vandet, der springer ud af Steenløvernes Mund ved Obelisken paa Piazza del Popolo*. Jeg trykkede min varme Kind til Løvens Gab og lod Vandet sprudle mig over Hovedet, til stor Forfærdelse for Domenica; thi jeg blev jo vaad paa Klæderne og fik Haaret af de kjæmmede Folder. Imidlertid vandrede vi ned ad via ripetta til Borghesernes stolte Palais. Hvor tidt havde jeg ikke før, og Domenica ikke mindre, gaaet denne Bygning forbi, uden at see anderledes paa den, end paa enhver anden ligegyldig Gjenstand, nu stode vi ordentlig stille og betragtede den; vi fandt alt saa stort, saa kostbart og rigt, især de lange Silkegardiner bag Vinduet. Vi kjendte Eccellenza derinde, han var jo igaar i vort Hjem, som vi nu skulde i hans, det gav det Hele en egen Interesse. Jeg glemmer aldrig den forunderlige Skjælven, der kom over mig ved [s52] Gaardens og Værelsernes Pragt; Eccellenza havde jeg været fortrolig med, han var jo et Menneske, som vi Andre; men denne Omgivning, denne Pragt - ja nu saae jeg Glorien, som viser Forskjellen mellem Helgenen og Mennesket. Inde i Palaiet omslutte i en Fiirkant høie, hvidtkalkede Buegange, med Statuer og Büster, en lille Have*; høie Aloer og Cactus voxte op mod Søilerne, Citrontræerne stode med græsgrønne Frugter, endnu ikke gulnede af Solen. To dandsende Bacchanter holdt en Vandskaal høit i Veiret, men heldte den saaledes, at Vandet strømmede ud af den over deres Skuldre; høie Vandplanter hang deres saftige, grønne Blade ud over dem. Hvor kjøligt, hvor grønt og duftende var ikke Alt her imod hjemme paa den golde, glødende, afbrændte Campagne. 
   Vi gik op af de brede Marmortrapper. I Nischerne stode deilige Statuer; for een af disse neiede Domenica fromt og slog Korsets Tegn, hun troede at det var Madonna; siden lærte jeg, at det var Vesta, ogsaa en Menneskeslægts hellige Jomfru. Tjenere i rigt Livree toge imod os; de hilsede saa venligt, at min Angest begyndte at formindskes; havde kun Salene ikke været saa store, saa kostelige. Gulvene vare af speilglat Marmor, og paa alle Vægge hang deilige Malerier, og manglede de, da var Væggen Speilglas med malede Engle, der fløi med Guirlander og Blomsterkrandse; brogede Fugle, som udbredte de store Vinger og hakkede i røde og gyldne Frugter. Aldrig havde jeg seet slig en Deilighed. [*Note] Naar man kommer fra Norden til Rom, gaaer Veien gjennem porta del popolo og man befinder sig paa den store, smukke piazza del popolo, der ligger mellem Tiberen og monte Pincio. Paa begge Sider under Cypresser og Akasier sees moderne Statuer og Vandspring; midt paa Pladsen, mellem de omtalte fire Løver af Steen, staaer en Obelisk fra Sesostris Tid. Foran ligge de tre lige Gader, via babuino, il corso og via ripetta; to eensbyggede Kirker danne Hjørnerne fra Hovedgaden (il corso). Ingen By kan have et mere venligt, mere sommerligt muntert Udseende, end her det gamle Roma. [*] [*Note] I de senere Aar er Haven forandret til en fliselagt Gaard. [*] 
   Vi maatte vente nogle Øieblikke, og Eccellenza traadte ud; en smuk, hvidklædt Dame med store, levende Øine, som hun hæftede stivt paa os, fulgte med. Hun betragtede mig med et forunderlig fast, men kjærligt Blik, strøg mig Haarene fra Panden og sagde til ham: »Ja, som jeg sagde, en Engel har frelst Eder! jeg vædder, Vingerne sidde skjulte bag den hæslige, snevre Klædning. 
   »Nei,« svarede han, »jeg læser paa hans røde Kinder, at Tiberen vil sende mange Bølger i Havet, før hans Vinger voxe ud! den gamle Moder vil heller ikke, at han maa flyve bort. Ikke sandt! I vil ei miste ham?« 
   »Nei, det var at mure mig Vindue og Dør til i min lille Hytte! hvor der vilde blive mørkt og eensomt! nei, det søde Barn kunde jeg ikke miste. 
   [s53] »Men dog for iaften?« sagde Damen, »nogle Timer kan han blive hos os, saa henter I ham; det er smukt Maaneskin at gaae hjem i, og Røvere er I jo ikke bange for?« 
   »Ja, Drengen bliver her en Timestid, og I kjøber Eder imidlertid eet og andet, I trænge til der hjemme!« sagde Eccellenza og stak Domenica en lille Pung i Haanden. Jeg hørte intet mere, thi Damen førte mig med sig ind i Salen og lod ham og den gamle Moder blive ene tilbage. 
   Den rige Pragt, det fornemme Selskab blændede mig ganske; snart saae jeg paa de smilende Englebørn, der tittede frem mellem de grønne Ranker malede paa Væggen, snart paa de violetstrømpede Senatorer og rødbenede Cardinaler, der altid havde staaet mig som Halvguder, men i hvis Kreds jeg nu syntes optaget. Dog allermeest maatte jeg betragte den smukke Amor, der som et deiligt Barn red paa den hæslige Delphin, der kastede to høie Vandstraaler, som faldt igjen tilbage i Bassinet, som den svømmede i midt i Salen. 
   Det fornemme Selskab, ja baade Cardinalerne og Senatorerne tilsmiilte mig god Dag, og en ung, smuk Mand, klædt som Officererne i den pavelige Garde, rakte mig Haanden, da den unge Dame fremstillede mig, som hendes Onkels gode Engel. Man gjorde mig tusinde Spørgsmaal, som jeg rask besvarede, og snart lød Latter og Bifalds-Klap, Eccellenza kom til, sagde, jeg maatte synge en Sang for dem, og jeg gjorde det gjerne. Den unge Officeer skjænkede mig en brusende Viin og lod mig drikke, men den unge Dame rystede med Hovedet og tog Glasset bort før jeg havde tømt det. Som Ild og Flamme gik Vinen gjennem mit Blod; Officeren sagde jeg skulde synge om den smukke Dame, der stod og smilede ved min Side, og nok saa lystig opfyldte jeg hans Ønske; Himlen maa vide, hvad jeg lavede sammen, men min Strøm af Ord gjaldt for Veltalenhed, min Dristighed for Vid, og at jeg var et fattigt Barn fra Campagnen gav det hele Geniets Præg. Alle applauderede mig, og Officeren tog selv den smukke Laurbærkrands af Büsten, der stod i Krogen, og satte den halvleende paa mit Hoved. Det Hele var Spøg og dog saae jeg en Alvor, en Hyldest deri, som gjorde mig lyksalig, gav mig mit Livs bedste Minuter; jeg sang for dem de Sange, Marijucce og Domenica havde lært mig, fortalte om Bøflernes onde Øine og om vor lille Stue i Grav-Ruinen. Altfor snart fløi Tiden hen; jeg skulde hjem igjen med den gamle Pleiemoder. Beladt med Kager, Frugt og flere blanke Sølvstykker, [s54] fulgte jeg hende; hun var lykkelig som jeg, havde gjort rigt Indkjøb: Klædningsstykker, Kjøkkentøi og to store Foglietter med Viin. Aftenen var saa uendelig smuk. Natten slumrede paa Træer og Buske, men høit oppe over os hang Fuldmaanen, som en deilig gylden Baad, paa det høit opspændte sortblaae Hav, der sendte Kjøling over den afbrændte Campagne. 
   Jeg tænkte paa de rige Sale, den venlige Dame og de mange Bifalds-Klap, drømte vaagen og i Søvne den samme deilige Drøm, der snart blev til Virkelighed, den skjønne Virkelighed. 
   Mere end eengang blev jeg hentet til Rom, den smukke venlige Dame morede sig over mit Væsen, jeg maatte fortælle, ret pluddre, som var det for gamle Domenica; hun havde stor Glæde deraf og roste mig for Eccellenza. Han var mig ogsaa god og dobbelt god, fordi han var den uskyldige Aarsag til min Moders Død; han sad i Vognen, da de løbske Heste foer hen over vore Hoveder. Den smukke Dame hedte Francesca; hun tog mig tidt med sig ind i det rige Billedgallerie, Borghesernes Palais indeslutter; mine naive Spørgsmaal og Yttringer foran de herlige Billeder fik hende til at lee; hun fortalte dem igjen til de Andre og Alle loe med hende. Om Formiddagen vare Salene opfyldte med Fremmede fra hiin Side Bjergene. Malerne sad og copierede de forskjellige Stykker, men ud paa Eftermiddagen vare Malerierne i deres egen Eensomhed; da gik Francesca og jeg dernede, og hun fortalte mig mange Historier, som Billederne gave Anledning til. 
   Francesco Albanis Aarstider vare især mine Favoritstykker; de smukke, lystige Englebørn, Amoriner lærte hun mig de hed, vare som sprungne ud af mine Drømme. Hvor herligt tumle de sig ikke i Vaarens Stykke: En Flok hvæsse deres Pile, medens een dreier den store Slibesteen, som to, der flyve oven over hælde Vandet ned paa. I Sommeren flyve de om Træernes Grene, der bugne af Frugt, som de plukke af; de svømme i det friske Vand og lege dermed. Høsten bringer Jagtens Glæder, Amor sidder med Blus i Haanden paa sin lille Vogn, som to af Kameraderne trække, medens Kjærlighed vinker af den flinke Jæger og viser ham Pladsen, hvor de kunne hvile sig ved hinandens Side. Vinteren har lullet alle de Smaa i Søvn, dybt og fast slumre de rundtom. Nympherne stjæle deres Kogger og Pile, som de kaste paa Ilden, der snart fortærer de farlige Vaaben. 
   Hvorfor Englene kaldtes Amoriner, hvorfor de gik og skjød, ja der [s55] vare mange Ting, jeg vilde have en tydeligere Forklaring om, end den Francesca øieblikkelig gav mig. 
   »Du maa læse selv derom,« sagde hun, »der er meget, Du selv maa lære at kjende, men Begyndelsen dertil er ikke moersom! den lange Dag maa Du sidde med din Bog paa Bænken, kan ikke lege med Gjederne i Campagnen, eller gaae her og see paa dine smaa Venner! Hvad var Dig kjærest, enten at kunne ride med Hjelmbusk og Sabel ved den hellige Faders Kareth, faae slig en prægtig Rustning fra Top til Taa, som den, Du har seet Fabiani har paa, eller at forstaae alle de skjønne Billeder, Du fik at see, kjende den hele Verden omkring Dig, og vide tusinde Historier, skjønnere, end de jeg har fortalt Dig.« 
   »Men kan jeg da aldrig mere komme til Dig?« spurgte jeg; »tør jeg ikke altid blive hos den gode Domenica?« 
   »Du husker jo nok din Moder, dit kjære Hjem hos hende? Da vilde Du jo altid blive der, tænkte ikke paa Domenica, ikke paa mig, og nu ere vi de nærmeste for Dig. Om kort Tid kunde det igjen være anderledes, saaledes gaaer det hele Livet!« 
   »Men I døe dog ikke, som min Moder!« spurgte jeg, og fik Taarer i Øinene. 
   »Døe eller skilles ad maae vi Alle! der vil komme en Tid, vi ikke kunne være sammen, som nu, og da vilde jeg vide Dig glad og lykkelig!« 
   En Strøm af Taarer var mit Svar, jeg følte mig saa ulykkelig, uden selv ret at tydeliggjøre mig Grunden dertil. Francesca klappede mig paa Kinden, sagde, at jeg ogsaa var alt for blød, og at det slet ikke var godt i denne Verden. Nu kom Eccellenza til med den unge Officier, der havde sat Krandsen paa mit Hoved, da jeg første Gang improviserede for dem. Han hed Fabiani, og holdt ogsaa meget af mig. 
   Der er Bryllup, glimrende Bryllup i Villa Borghese! lød det, nogle Aftener efter, ud til Domenicas fattige Huus paa Campagnen; Francesca var Fabiani's Brud og skulde om faa Dage følge ham til hans Godser ved Florents. Brylluppet stod tæt ved Rom i Borghesernes Villa, i den smukke tætte Skov af Laurbær og eviggrønne Ege, hvor de høie Pinier Vinter og Sommer løfte deres altid lysegrønne Krone op i den blaa Luft. Den Gang, som nu, var Skoven et Forlystelsessted for Romerne og de Fremmede; de rige Eqvipager rullede gjennem de tætte Egealleer, de hvide Svaner svømmede i de blikstille Søer, hvor Grædepilene speilede sig, hvor de kunstige Vandfald styrtede over Steenblokkene. [s65] Høibarmede Romerinder med Ild i Øiet rullede til Festen og saae stolte ud over de livsglade Bønderpiger, der dandsede paa Veien og sloge Tambourinen. Gamle Domenica gik den lange Vei over Campagnen med mig, for at vi ogsaa kunde være med ved vor Velgjørerindes Bryllup. Ude fra Haven, hvor de høie Aloer voxe som Espalier op af den hvide Muur, stode vi og saae Lysene glimre gjennem Vinduerne. Francesca og Fabiani vare viede. Fra Salen tonede Musiken ud til os; og fra den grønne Plaine, hvor Amphitheatret er anlagt, steg Raketter og deilige Ildfiske, der legede i det blaa Lufthav. Skyggerne af en Dame og en Herre bevægede sig ved et af de høie Vinduer; »det er ham og hende!« sagde Domenica. Skyggerne bøie sig mod hinanden i det halvdunkle Vindue, som forenedes de i et Kys. Jeg saae min gamle Pleiemoder folde Hænderne og bede; da sank jeg uvilkaarlig ned foran de sorte Cypresser og bad for min eiegode Signora; Domenica knælede med mig. »De blive lykkelige!« og Ilden faldt som tusinde Stjerneskud bejaende fra Luften; men min gode Gamle græd, græd for mig, thi snart skulde vi skilles ad. Eccellenza havde kjøbt en Plads til mig i Jesuiter-Skolen, hvor jeg skulde oplæres med andre Børn til et mere glimrende Liv, end gamle Domenica og Campagnen kunde bringe mig. 
   »Det er nok sidste Gang,« sagde den gamle Moder, »at vi To, medens mine Øine ere aabne, gaae over Campagnen! Blanke Gulve og brogede Tepper skal Din Fod betræde, det har ikke gamle Domenica; men Du var et godt Barn, Du vil blive det og aldrig glemme mig og stakkels Benedetto! O Gud, endnu kan en Ret stegte Castanier gjøre Dig lyksalig! Du kan sidde og puste til Rørene, og jeg kan see Guds Engle i Dine Øine, naar Rørene brænde og de fattige Castanier stege! saa glad bliver Du aldrig mere ved saa liden en Gave. Campagnens Tidsler have dog røde Blomster, paa den Riges blanke Gulv voxer ikke et Straa, og Gulvet er glat, man falder der saa let! - Glem aldrig, at Du er et fattigt Barn, min lille Antonio. Husk paa, at Du skal see, og ikke see! høre og ikke høre! saa kommer Du frem i Verden. Naar vor Herre engang løser op for mig og Benedetto, naar det lille Barn, Du vuggede, slider paa Livet med fattig Mand i Campagnen, da kommer Du maaskee engang i Din egen Vogn, eller paa en deilig Hest, holder ved den gamle Gravstue, hvor Du har sovet, leget og levet med os; seer fremmede Folk derinde, som bøie sig dybt for Dig! Hoffærdig vil Du ikke være, men tænke paa gamle Dage, tænke paa gamle Domenica! [s57] see, hvor Castanierne kogte, og hvor Du vuggede det lille Barn! Du vil tænke paa Din egen fattige Barndom, Du eiegode Sjæl!« her kyssede hun mig saa fast og græd; det var, som mit Hjerte vilde briste. Gangen hjemad og hendes Tale var mig tungere, end siden Afskeden selv, thi da talte hun ikke, men græd kun, og da vi vare udenfor, løb hun tilbage og tog det gamle halvforrøgede Madonnabillede, der var klistret paa Døren, rev det af og gav mig det med; jeg havde jo kysset det saa tidt, det var det Eneste, hun havde at give mig. 



Denne side er sidst rettet 02.08.96. Eksternt refereret 79 gange siden 1. september 1996. 
http://www.kb.dk:80/elib/lit/dan/old/authors/andersen/romaner/imp.dkl/hcaroi16.htm 








H. C. Andersen (1805-75): Improvisatoren (1835), 1,7 



                VII 

          Skolelivet. Habbas Dahdah. Divina comedia. 
                Senatorens Brodersøn. 




   [s58] Signora var reist bort med sin Gemal, jeg var Skolar i Jesuiter-Skolen; nye Beskjæftigelser sysselsatte mig, nye Bekjendter traadte frem, mit Livs dramatiske Deel begyndte at udvikle sig. Her præsse Aar sig sammen, hver Time rig paa Afvexling, det er en Cyclus af Billeder der nu, seet fra et fjernere Standpunkt, smelter sammen i eet eneste stort Malerie: mit Skoleliv. Som for den Fremmede, der første Gang bestiger Bjergene og nu ovenfra seer ned over et Hav af Skyer og Taage, der lidt efter lidt hæver sig, eller fordeles, saa at nu en Bjergtop med Byer titter frem, nu det solbelyste Partie af Dalen, saaledes aabenbarede sig, fremsteg og voxte min Aandens Verden. Lande og Byer, jeg aldrig havde drømt om, fødtes bag Bjergene, der begrændse Campagnen, Historien befolkede mig hver Plet, sang mig sælsomme Sagn og Eventyr; hver Blomst, hver Væxt fik Betydning, men skjønnest stod mig mit Fædreneland, det herlige Italia; jeg følte mig stolt af at være Romer; hver Plet i min Fødeby blev mig kjær og interessant, de sønderbrudte Capiteler, henslængte som Hjørnestene i de snævre Gader, vare mig hellige Rester, Memnonsstøtter, der sælsomt sang til mit Hjerte. Tiberens Siv hvislede om Romulus og Remus, Triumphbuer, Søiler og Statuer indpræntede mig dybere mit Fædrenelands Historie; jeg levede i hiin classiske Old, og min Nutid, det vil sige: Læreren i Historien, gav mig Roes og Hæder derfor. 
   Hvert Selskab, det politiske, som det kirkelige, Forsamlingen i Kroen og den fornemme Kreds om den Riges Spilleborde, hver have de sin Harlequin, han bære nu Brix, Ordenskjæde eller Ornat, en Skole har ham ikke mindre. De unge Øine opdage let Skiven for deres Spot; vi havde vor, saa godt som noget Selskab, og vor var den alvorligste, den meest gnavne, brummende, prædikende Harlequin og derved den kosteligste: Abbaten Habbas Dahdah, et arabisk Skud, fra sin Barndom omplantet og opvoxet i det pavelige Gebeet, nu vor [s59] Smags Leder og Styrer, Jesuiter-Skolens, ja Academia Tiberina's æsthetiske Hoved. 
   Som Ældre har jeg tidt tænkt over Poesien, denne sælsomme, guddommelige Indskydelse. Den staaer mig, som det rige Guld i Bjerget; Dannelse og Opdragelse ere de snilde Bjergmænd, som vide at rense det; stundom kan man støde paa ganske ublandede Stykker: Naturdigterens lyriske Improvisationer. Een Aare bringer Guld, en anden Sølv, men der findes ogsaa Tin og ringere Metaller, som ikke ere at foragte, tidt kunne de ved Polering og Udziringer endogsaa komme til at see ud, som det ægte Sølv og Guld; efter disse forskjellige Metaller inddeler jeg mine Poeter i Guld-, Sølv-, Kobber- og Jernmænd. Men nu kommer der en ny Skare, de, som kun arbeide i simpelt Pottemagerleer, Ikkepoeterne, som dog saa gjerne ville med i Lauget. Habbas Dahdah var en af disse og stod just da paa det Punct, at have bragt det til at gjøre et vist Slags Potter, som han med en Art poetisk Frihed slog over Folk, som han hverken i dyb Følelse eller Digteraand var istand til at maale sig med. Lette, smidige Vers, kunstige Formationer af disse, saaledes at de for Øiet dannede Vaser, Hjerter og Sligt, fandt hans Beundring og Bifald. Det var saaledes maaskee ene det forunderlige Melodiøse i Petrarca's Sonnetter, der indtog ham for denne Digter, maaskee ogsaa Mode, eller en fix Idee, et lyst Øieblik i hans Anskuelsers Sygelighed, thi Petrarca og Habbas Dahdah vare to høist forskjellige Væsner. Han lod os lære næsten Fjerdedelen af det lange episke Digt: Africa*, saa at der faldt salte Taarer og Stokkeprygl for Scipionerne. Grundigheden hos Petrarca blev daglig indpræget os; »de overfladiske Poeter,« sagde han, »disse, som kun male med Vandfarve, Phantasiebørnene, ere den rette Fordærvelsens Yngel! selv den største af disse, denne Dante, som maa have Himmel, Jord og Helved, i Bevægelse, for at kunne opnaae en Udødelighed, som Petrarca alt vinder ved en eneste lille Sonnet, er mig liden, saare liden! Ja vel, han kunde skrive Vers! Det er disse Tonebølger, der bære hans Babeltaarn til de fjerne Slægter! Havde han dog fulgt sin første Plan, skrevet det paa Latin, da havde det viist Studium, men det har generet ham og saa skrev han i dette volgare, vi endnu have. En Strøm er det, [s60] siger Boccacio, hvorigjennem en Løve kan svømme og et Lam gaae; jeg finder ikke denne Dybde og Simpelhed. Der var ingen rigtig Grund hos ham ingen Fasthed, en evig Vaklen mellem Oldtid og Nutid! Men Petrarca, denne Sandhedens Apostel, viste ikke sit Mod ved med Pennen at sætte en afdød Pave eller Keiser i Helvede; han stod i sin Tid, som Choret i den græske Tragedie, traadte op, en mandlig Casandra, varslende, dadlende, mod Paver og Fyrster. Ansigt til Ansigt mod Carl den Fjerde vovede han at sige: »Man seer paa Dig, at Dyder ikke arves!« Med ædel Selvbevidsthed opfordrede han sine Samtidige til at erklære, om han var værdig at bekrandses, som Digter, da Rom og Paris vilde række ham Krandsen. I tre Dage lod han sig examinere, som var han en Pebling, som I, før han besteg Capitoliet, hvor Neapels Konge hang Purpurkaaben om ham og Roms Senat rakte ham Laurbærkronen, som Dante aldrig fik!«* [*Note] Petrarca fødtes i Arezzo den 20de Juli 1304. Han levede og aandede kun for de gamle Classiker, men Laura, som han lærte at kjende i Avignon 1327, bandt ham til Verden. For at forevige sig og Scipionerne skrev han sit episke Digt: Africa, der er glemt for hans melodiøse Sonnetter til Laura, dem han ikke selv vurderede saa høit. [*] [*Note] Dante, hvis Døbenavn var Durante, fødtes i Florents 1261; da han var ti Aar gammel forelskede han sig i Beatrice Portinari, som alt døde 1290; hun var Idealet for ham af skjøn Qvindelighed, der luttrede og adlede hans Sjæl. Han var Kriger i Kampen mellem Arezzo og Pisa, virkede siden som Statsmand og døde i Ravenna 1321. ** Roms største Torv, der paa visse Dage, i den varme Sommer, sættes under Vand. * En Scudo er omtrent af samme Værdi, som en dansk Species; den har 10 Paoli og paa hver Paolo gaaer igjen 10 Bajocchi; disse sidste ere Kobbermønter, de andre Sølv. [*] 
   Saaledes gik enhver Tale ud paa, kun at hæve Petrarca og nedsætte Dante, skjøndt de smukt burde staae ved Siden af hinanden, som den duftende Natviol og den blomstrende Rosenhæk*. Alle Sonnetterne maatte vi lære udenad, Dante læste vi ikke et Ord af, kun ved Habbas Dahdahs Daddel lærte jeg, at han bevægede sig i Himlen, Skjærsilden og Helvede, tre Elementer, der i høieste Grad tiltalte mig og indaandede den meest brændende Lyst til at kjende dette Arbejde, men det maatte være hemmeligt; Habbas Dahdah havde ikke tilgivet mig, at jeg berørte denne forbudne Frugt. 
   En Dag, da jeg paa piazza Navone** vandrede om mellem de opstablede Oranger, Jernskramleriet, der laae hen af Jorden, de gamle Klæder og hele dette Pulterkammer-Chaos, Pladsen frembyder, kom jeg til et Bord med gamle Bøger og Billeder. Her laae Karicaturer med Macaronislugere, Madonnaer med Sværdet i det blødende Hjerte, og slige høist forskjellige Sager. Et Bind af Metastasio tiltrak sig min Opmærksomhed; jeg havde en Paolo i Lommen, en stor Formue for mig og sidste Rest af de Scudi, Eccellenza for et halvt Aar siden havde givet mig til Lommepenge. Nogle Bajocchi vilde jeg nok anvende [s61] paa Metastasio, men den hele Paolo kunde jeg ikke skille mig ved*. Handelen var næsten sluttet, da mine Øine faldt paa et Blad: »divina Comedia di Dante!« Min Kundskabens forbudne Frugt paa ondt og godt! Jeg kastede Metastasio og greb efter hiin, men den hang mig for høit, kun tre Paoli kunde løse den ned; jeg vendte Skillingen i Haanden, til den brændte som Ild, men den vilde ikke fordobles, og kun ned til denne Priis kunde jeg stemme Sælgeren, thi det var Italiens bedste Bog, Verdens første Digterværk, sagde han, og en Veltalenheds-Strøm over Dante, den af Habbas Dahdah nedsatte Dante, strømmede fra den ærlige Mands Læber. 
   »Hvert Blad,« sagde han, »er saa godt, som en Præken! Det er en Guds Prophet, ved hvis Haand man gaaer gjennem Helveds Luer ind i det evige Paradiis! I kjender den ikke, unge Herre! ellers slog I strax til, om jeg endogsaa forlangte en Scudi! for Eders hele Liv har I der Fædrenelandets skjønneste Bog, og det for lumpne to Paoli!« 
   Ak, jeg havde gjerne ogsaa givet tre, havde jeg kun havt dem, men nu blev jeg, som Ræven om de sure Druer, vilde ogsaa vise min Lærdom og krammede en Deel af Habbas Dahdahs Taler ud imod Dante, i det jeg hævede Petrarca. 
   »Ja, ja!« sagde Bogkræmmeren, da han med megen Heftighed og Begeistring havde forsvaret sin Digter: »I er for ung, og jeg for meget Lægmand til at vi kunne bedømme slige Folk! Lad hver være god for sig! I har ikke læst ham! I kan ikke! Et ungt varmt Blod kan ikke selv føde Galde mod saadan en Verdens Prophet!« 
   Da jeg nu ærligt tilstod ham, at min Dom var ene bygget paa min Lærers Udsagn, tog han af Begeistring for sin Digter Bogen, og skjød den til mig, forlangte kun, som Opreisning for den Paolo, han fik mindre, at jeg nu læste dem og da ikke fordømte Italiens Stolthed, hans kjære, himmelske Dante. 
   O hvor jeg blev lyksalig for Bogen! den var nu min, min evige Eiendom. Tvivl havde jeg altid næret til den bittre Habbas Dahdahs Dom; min Nysgjerrighed og Bogkræmmerens Begeistring satte mig i den høieste Spænding, saa at jeg neppe kunde oppebie det Øieblik, hvor jeg, useet af Andre, første Gang kunde begynde paa Bogen. 
   Et nyt Liv lod den oprinde for mig! min Phantasie fandt i Dante et [s62] uopdaget Amerika med en større, en yppigere Natur, end den jeg før havde kjendt; mægtigere Fjelde, rigere Farvepragt! jeg oplevede det store Hele, led og nød med den udødelige Sanger. Indskriften over Helvede klang mig ideligt, som Dommedagsklokker paa min Vandring med ham dernede. 


    »Igjennem mig man gaaer til Smertens Stad, 
    Igjennem mig til Smertens evige Væren, 
    Igjennem mig til de Forbandede. 
    Retfærdighed drev ham, der har mig bygget, 
    Almagt, Urkjærlighed, Alvidenhed, 
    De have grundet disse mine Mure.« 




   Jeg saae denne Luft, altid sort, som Ørkenens Sand, der hvirvler i Stormen, Adams Sæd falde, lig Høstens Blade, mens jamrende Aander hylte i Luftstrømmen. Men Taarer trængte mig i Øiet ved Synet af de ædle Store, der, udeelagtige i Christendommen, her fandt et Opholdsted. Homer, Socrates, Brutus, Virgil og Flere af Oldtidens Bedste og Ædleste, her altid fjernede fra Paradiset. Det var mig ikke nok, at Dante havde gjort det saa hyggeligt og godt, som det i Helved kunde være, Tilværelsen var dog en Jammer uden Qvaler, en haabløs Længsel; de hørte dog til Fordømmelsens Rige, indesluttedes af de dybe Helveds Sumpe, hvor Fordømtes Suk skjød Boble ved Boble i Gift og Pestdamp. Hvorfor kunde ikke Christus, da han nedfoer til Helvede og atter opsteg til Faderens høire Haand, tage alle med sig fra Længselens Dal? Kunde Kjærligheden vælge mellem lige Ulykkelige? - Jeg glemte saa ganske, at det Hele var en Digtning. Til mit Hjerte naaede de dybe Suk fra den sydende Beegsøe; jeg saae den, saae Simonisternes Hær, hvor de dykkede op, og Dæmonerne da stak dem med den skarpe Fork. De levende Skildringer afprægede sig dybt i min Sjæl, de blandede sig i mine Ideer om Dagen, i mine Drømme om Natten. Tidt, naar jeg sov, hørte man mig raabe: Pape Satan, alepp Satan pape!« man troede, at jeg havde Anfægtelser af Djævelen, og det var Reminiscenser, jeg gjentog, af hvad jeg havde læst. I Underviisnings-Timerne var jeg adspredt, tusinde Ideer trængte ind paa mig. Med den bedste Villie kunde jeg ikke forjage dem. »Hvor er Du henne, Antonio?« spurgte man, og Skræk og Skam overfaldt mig, thi jeg [s63] vidste nok, hvorfra det kom, men slippe Dante, ikke fuldende den hele Vandring, var mig umuligt. 
   Dagen syntes mig lang og tung, som den forgyldte Blykaabe, Hyklerne maa bære i det dantiske Helvede. Med Uro i Hjertet sneg jeg mig til min forbudne Frugt og inddrak Skrækkebilleder, der straffede mig for min indbildte Synd. Selv følte jeg Stikket af Dybets Slanger, der stikke og hvirvle hen i Flamme, hvorfra de nyfødte, som en Phønix, atter stige, for at udsende deres Gift. 
   De andre Skolarer, som sov paa Værelset med mig, vaagnede tidt om Natten ved mit Skrig, fortalte om min sælsomme, usammenhængende Tale om Helvede og de Fordømte. Den gamle Custode havde til sin Skræk en Morgen seet, at jeg med aabne Øine og dog i sovende Tilstand reiste mig op i Sengen, nævnede Lucifer og brødes med ham, til jeg afkræftet sank tilbage i Puderne. 
   Det var nu almindeligt antaget, at jeg havde Anfægtelser af den Onde; min Seng blev besprængt med Vievand, man holdt mig til, nøie at læse et vist Antal Bønner, før jeg gik til at sove; intet kunde virke skadeligere imod min Helbredelse, end just denne Fremgangsmaade mod mig, mit Blod kom derved i en større Bevægelse, jeg selv i en mere ængstelig Spænding, da jeg kjendte Grunden, og saae, hvorledes jeg røbede den. Endelig naaede jeg da Overgangspunktet, kom fra Stormen i et Slags Havblik. 
   Mellem alle Skolarer stod ingen ved Hoved eller Fødsel høiere end Bernardo, den livsglade, næsten for overgivne Bernardo. Det var hans daglige Spads, at ride paa den udstaaende Tagrende, høit over fjerde Etage, og at ballancere paa et Bræt mellem de to Hjørnevinduer under Taget. Alle Forvirringer i vor lille Skolestat gjaldt for at komme fra ham, og kom sædvanligt ogsaa. Klosterets Stilhed og Ro søgte man at udbrede over os og den hele Bygning, men Bernardo var den forstyrrende Kobold, dog viste han sig aldrig ond, kun mod den pedantiske Habbas Dahdah spillede han lidt over i denne Farve, hvorfor der ogsaa altid var et spændt Forhold mellem disse; men Bernardo blev ikke afskrækket derved: han var en Brodersøn af Roms Senator, havde store Rigdomme og glimrende Udsigter, »thi Lykken,« sagde Habbas Dahdah, »kastede sine Perler i raadne Træbuler, og gik forbi den ranke Pinie.« 
   Sin bestemte Mening havde Bernardo i enhver Ting, og hvor han [s64] mellem Kameraderne ikke kunde gjøre den gjældende med Ordet, vare ogsaa Hænderne til Tjeneste, for at indpode paa Rygstykkerne hans saftgrønne Ideer; altid var han saaledes den dominerende. Høist forskjellige i vore Naturer, fandt der dog det bedste Forhold Sted mellem os. Jeg var nu alletider den Eftergivende, men selv dette gav ham Anledning til at spotte mig. 
   »Antonio!« sagde han, »jeg kunde prygle Dig, vidste jeg derved at kunne sætte lidt Galde i Dig. Vilde Du bare kun eengang vise Characteer! slaae mig med knyttet Haand ind i Ansigtet, naar jeg drillede Dig, saa kunde jeg blive Din oprigtigste Ven, men nu har jeg slet intet Haab om Dig!« 
   En Morgenstund, da vi to just vare ene i Salen, satte han sig op paa Bordet foran mig, saae mig leende ind i Ansigtet, og sagde: »Du er dog en større Skjælm, end jeg! Du spiller jo fortræffeligt Comedie! Saa vander man hans Seng og ryger hans Person! Troer Du ikke, jeg veed det. Du læser Dantes Comedie?« 
   Jeg blev som et Blod og spurgte, hvor han kunde beskylde mig for Sligt. 
   »Har Du ikke selv denne Nat i Søvne beskrevet mig Djævelen lige ud af divina comedia. Skal jeg fortælle Dig en Historie? Du har jo megen Phantasie, og maa fornøie Dig over Skildringer! I Helvede er der ikke blot Ildsøer og forpestende Moser, som Du nok veed af Dante, men ogsaa store Damme, ganske tilfrosne, Iis og Iis, hvor Sjælene evigt ere frosne fast; naar man har passeret disse, kommer man ind i det allerdybeste Dyb, hvor de ere, som have forraadt Velgjørere, og hvor altsaa Lucifer er, som Oprøreren mod Gud, vor største Velgjører. Han staaer skjult i Iis til Brystet, har Gabet spilet op og inde i det holder han Brutus, Cassius og Judas Ischarioth; denne sidste har endogsaa sit Hoved indad i Gabet, mens den fæle Lucifer ryster sine uhyre Flaggermusevinger. Seer Du, min Søn, naar man eengang har seet den Karl, glemmer man ham ikke saa let. Ham gjorde jeg Bekjendtskab med i Dantes Helvede, og ham beskrev Du til Punkt og Prikke i Søvne denne Nat; da sagde jeg til Dig, ligesom nu: Du har jo læst Dante! men da var Du ærligere end nu, Du hyssede af mig og nævnet vor elskværdige Habbas Dahdah. Tilstaae det kun og som vaagen! jeg vil ikke røbe Dig! Det er endelig engang noget af Dig! Ja, ja, jeg har altid næret et Slags Haab. Men hvor har Du faaet finger paa Bogen? Hos mig kunde Du have faaet den; jeg anskaffede mig den strax; da [s65] Habbas Dahdah talte ondt om den, kunde jeg jo nok vide, at den var værd at læse. De tykke Bind skrækkede rigtignok, men for at drille ham, tog jeg fat paa den, og nu er det tredie Gang jeg læser den. Er Helvede ikke brillant? Hvor troer Du, Habbas Dahdah kommer? Han kan faae det baade varmt og koldt!« 
   Min Hemmelighed var røbet, men jeg kunde stole paa Bernardos Taushed. Et fortroligere Forhold knyttedes mellem os; vore Samtaler, naar vi vare ene, dreiede sig om »divina comedia«; denne opfyldte og begeistrede mig, jeg maatte udtale hvad der beskjæftigede min Sjæl og mine Tanker: Dante og hans udødelige Værk blev saaledes mit første Digt, som jeg nedskrev paa Papiret. 
   I Udgaven til divina comedia stod hans Levnetsbeskrivelse, rigtignok kun en Skizze, men nok for mig til at opfatte et eget Billede deraf. Jeg besang i ham og Beatrice den rene aandelige Kjærlighed, skildrede hans Smerte i Kampen mellem de Sorte og Hvide, den Bandlystes tunge Vandringer over Bjergene og hans Død mellem Fremmede. Meest levende udtalte jeg den befriede Sjæls Flugt, dens Skuen tilbage over Jorden og Dybet! den hele Skildring var i faa Træk laant fra hans udødelige Digt. Skjærsilden, som han selv havde besjungen den, aabnede sig atter; Undertræet prangede med herlige Frugter paa de bøiede Grene, der vædedes af evigt brusende Vandfald. Han sad i Baaden, hvor Engelen brugte sine store hvide Vinger, som Segl, mens Bjergene rundt om bævede, i det de luttrede Sjæle stege til Paradiset, hvor Solen og alle Engle, som Speil, kun kastede Straalerne tilbage fra den evige Gud, hvor Alt var Salighed; det laveste Trin, som det høieste, gav den lige stor, eftersom hvert Hjerte kunne rumme den. 
   Bernardo hørte mit Digt og fandt det ganske mesterligt. »Antonio,« sagde han, »det maa Du fremsige til Festen! Det vil ærgre Habbas Dahdah! Det er kosteligt! Ja, ja, det og intet andet skal Du fremsige!« 
   Jeg gjorde en benægtende Bevægelse. 
   »Hvad?« udbrød han, »Du vil ikke? Da vil jeg! pine ham skal jeg med den udødelige Dante! Herlige Antonio, lad mig faae dit Digt! Jeg fremsiger det! Men saa maa det rigtignok gaae for mit! Vil Du ikke nok miste dine smukke Fjer, til at pynte Alliken med? Du er jo et mageløst føieligt Menneske, og her er det et smukt Træk af dig! Du siger jo ja?« 
   [s66] Hvor gjerne vilde jeg ikke føie ham, hvor gjerne selv see denne Spøg; der behøvedes altsaa ikke mange Overtalelser. 
   Det var den Tid Skik i Jesuiterskolen, som endnu i Propaganda paa den spanske Plads, at den 13de Januar, »in onore dei sancti re magi«, den største Deel af Eleverne optraadte som Declamatorer, hver med et Digt i de forskjellige Sprog, som her dyrkedes, eller var givet dem ved Fødsel og Hjem; selv kunde vi vælge et Stof, dette blev nu underkastet Censur af vore Lærere og derpaa tilladt os at udarbeide. 
   »Og I, Bernardo,« sagde Habbas Dahdah den Dag vi skulde opgive vort Thema, »I, Bernardo, har vel intet valgt? I hører ei til Sangfuglenes Slægt, Eder kunne vi overspringe!« 
   »O nei,« var Svaret, »jeg vover det denne Gang! jeg har tænkt at besynge en af Digterne! Rigtignok ikke den største, det Mod har jeg ikke endnu, men jeg har tænkt paa en af de mindre, denne Dante!« 
   »Ei, ei,« svarede Habbas Dahdah, »han vil træde op, og træde op med Dante! det bliver et Mesterstykke! det gad jeg nok høre! Men da alle Cardinalerne komme og Alverdens Fremmede, bliver det nok bedst, at opsætte denne Lystighed til Carnevalstiden!« og nu gik han ham forbi, men Bernardo lod sig ikke saaledes afspise, og erholdt fra de andre Lærere Tilladelsen. Hver havde nu sit Stof, jeg valgte Italiens Deilighed. 
   Selv skulde man rigtignok ganske behandle sit Arbeide, men det var intet ringe Middel til at vinde Habbas Dahdah og frembringe en Art Solglands paa dette Regnveirs-Ansigt, at man gav ham Digtet til Gjennemlæsning, bad ham om Raad og Hjælp; almindeligviis omarbeidede han da det hele Digt, flikkede og syede paa det, saa at det blev ligesaa slet som før, men paa en anden Maneer; kom da en eller anden Fremmed til at rose Digtet, vidste han da ogsaa at fortælle, at man jo gav disse Forsøg nogle smaa Stænk af sit eget Vid, polerede det grove af o.s.v. o.s.v. 
   Mit Digt over Dante, som Bernardo nu vilde sige som sit, fik han da slet ikke at see. 
   Endelig var Dagen der. Vognene rullede alt til Porten; de gamle Cardinaler i deres røde Kapper med de lange Slæb traadte ind og toge Plads i de pyntelige Lænestole. Placater over vore Navne og i de Sprog, i hvilke hver af os oplæste Digte, bleve uddeelte. Habbas Dahdah holdt Indlednings-Talen, og nu fulgte Digte i syrisk, caldæisk, coptisk, ja selv i sanskrit, i engelsk og andre sælsomme Tungemaal, jo [s67] mere fremmed og forunderligt Sproget klang, desstørre blev Bifaldet, Bravo og Klap steg under den hjerteligste Latter. 
   Med skjælvende Hjerte traadte jeg frem og udtalte de faa Stropher til mit Italien. Et gjentaget Bravo-Raab hilsede mig fra den hele Forsamling, de gamle Cardinaler tilklappede mig Bifald og Habbas Dahdah smilede saa venligt, det var ham muligt, og bevægede prophetisk Krandsen mellem sine Hænder, thi i det Italienske var kun Bernardo tilbage, og det var ikke at formode, at det engelske Digt, der fulgte efter hans, skulde vinde nogle Laurbær. Nu traadte Bernardo frem ved Cathedret. Med Uro fulgte mit Øie og Øre ham. Dristig og stolt fremsagde han mit Digt om Dante; en dyb Stilhed herskede i Salen. Alle syntes grebne af den forunderlige Kraft, han lagde deri. Jeg kjendte jo hvert Ord, men de lød mig som Digterens Sang, naar den har faaet Tonevinger. Det meest eenstemmige Bifald tilfaldt ham. Cardinalerne reiste sig op, Alt var som tilende, Krandsen tilfaldt Bernardo; kun for Ordens Skyld hørte man det efterfølgende Digt; det fik ogsaa sine Klap, men derpaa vendte man strax tilbage igjen til Skjønheden og Begeistringen i Digtet om Dante. 
   Mine Kinder brændte som Ild, mit Bryst svulmede, jeg følte en uendelig navnløs Salighed, min hele Sjæl inddrak al den Virak, man bragte Bernardo; jeg saae hen paa ham, han var en ganske anden, end jeg nogensinde tilforn havde seet ham at være; dødbleg, med Øiet imod Jorden, stod han som en Forbryder, han, der ellers saae Alle kjekt ind i Øinene. Habbas Dahdah gjorde en lignende Figur og syntes i Adspredelse at ville plukke Krandsen itu; en af Cardinalerne tog den, og satte den om Hovedet paa Bernardo, der bøiede Knæ, i det han knugede begge Hænder for Ansigtet. 
   Efter Festen søgte jeg Bernardo. »I Morgen!« raabte han og rev sig løs. 
   Den følgende Dag mærkede jeg, hvorledes han undgik mig, og det bedrøvede mig, thi mit Hjerte hang forunderligt fast ved ham, det trængte til en Sjæl i denne Verden og havde udseet sig ham. 
   To Aftener gik; da hang han om min Hals, trykkede min Haand og sagde: »Antonio! jeg maa tale med Dig, længer kan jeg ikke udholde det! og vil det heller ikke! Da man trykkede mig Krandsen om mit Hoved, var det, som tusinde Torne. Berømmelsen klang som Spot! Det var jo Dig, Æren tilkom! jeg saae Glæden i dit Øie, og veed Du det?: Jeg hadede Dig! - ja, Du staaer mig ikke længer saaledes, som [s68] før, det er en ond Følelse, jeg beder Dig om Forladelse derfor, men vi maa skilles ad, her hører jeg dog ikke hjemme! jeg vil bort! ikke næste Aar staae til Spot for de Andre, naar de stjaalne Fjær mangle mig! Min Onkel skal og maa sørge for mig. Jeg har sagt ham det! jeg har endogsaa kunnet tigge ham derom! jeg har været under min Natur og - jeg synes, Du er Skyld i det Hele! Jeg har en Bitterhed mod Dig, som piner mig, piner mig til Sjælen! - kun i et nyt Forhold kunne vi blive Venner -! og vi ville være det, lov mig det Antonio!« 
   »Du er ubillig mod mig,« sagde jeg, »ubillig mod Dig selv! lader os ikke tænke paa det tossede Digt, eller paa den hele Historie! giv mig din Haand, Bernardo, og bedrøv mig ikke med saadan sælsom Tale!« 
   »Vi blive altid Venner!« sagde han og forlod mig. Seent paa Aftenen kom han først hjem igjen paa sit Soveværelse, og næste Morgen var det bekjendt, at han forlod Skolen, for at tage en anden Bestemmelse. 
   »Han gik jo som et Stjerneskud!« sagde Habbas Dahdah ironisk, »han forsvandt, i det man mærkede Glandsen! det Hele var Knald, og det, det er ogsaa Digtet! Jeg har det jo, for at denne Skat kan opbevares. Du hellige Jomfrue! naar man seer ret paa det, hvad er det saa! - Er det Poesie! ud og ind løber det uden Form eller Skikkelse; først troede jeg, det skulde være en Vase, siden et fransk Viinglas eller en medisk Sabel, men hvorledes jeg vendte og dreiede det kom den