Odysseen, oversat af Wilster, 1837 | Søg | 1. Sang Gudernes Forsamling. Athenes Formaning til Telemachos. 2. Sang Ithakesernes Forsamling. Telemachos' Bortreise. 3. Sang Besøget i Pylos. 4. Sang Besøget i Lakedaimon. 5. Sang Odysses's Fartøi. 6. Sang Odysses's Ankomst til Phaiakerne. 7. Sang Odysses's Indtrædelse til Alkinoos. 8. Sang Odysseus fremstilles for Phaiakerne. 9. Sang Kikonerne. Lotophagerne. Æventyret hos Kyklopen. 10. Sang Aiolos. Laistrygonerne. Kirke. 11. Sang Sandsagn i de Dødes Rige. 12. Sang Seirenerne. Skylla. Charybdis. Solgudens Oxer. 13. Sang Odysses's Ankomst til Ithaka. 14. Sang Odysses's Sammenkomst med Eumaios. 15. Sang Telemachs Ankomst til Eumaios. 16. Sang Telemachos gjenkender sin Fader. 17. Sang Telemachos drager til Ithaka Bye. 18. Sang Odysseus brydes med Iros. 19. Sang Odysses's Sammenkomst med Penelopeia. Eurykleia gjenkender sin Herre. 20. Sang Tildragelserne før Beilernes Drab. 21. Sang Bueskydningen. 22. Sang Beilernes Drab. 23. Sang Penelopeia gjenkender Odysseus. 24. Sang Forliget. Dansk Nationallitterært Arkiv | Opad | Søg hele DNA | DNA Homepage | DNA List | DSL Homepage | Danske Klassikere (DKL) | KB Homepage | REX | Gutenberg | Runeberg | ------------------------------------------------------------------------ Homer, Odysseen, 1. sang ------------------------------------------------------------------------ | Index | Sang +1 | ------------------------------------------------------------------------ 1 Musa! fortæl mig om Manden, den vidtbefarne, som flakked 2 Meget omkring, da han havde forødt det hellige Troia, 3 Saae mangfoldige Byer, og fik deres Sæder at kjende; 4 Men paa sin Fart over Havet han svar Gjenvordighed udstod, 5 Medens han stred for at bjerge sit Liv, og for Svendenes Hjemkomst; 6 Dog sine Svende han ei fik frelst, hvor ivrig han stræbte, 7 Thi ved formastelig Daad de selv paadrog sig en Ufærd, 8 Ret som Daarer, de slagted den høithenvandrende Solguds 9 Oxer, og derfor til Straf han dem Hjemfærdsdagen berøved. 10 Heraf, du Datter af Zeus! du os Et og Andet fortælle! 11 Alt var de øvrige Mænd, som den grusomme Død havde sparet, 12 Komne til Huus og Hjem efter Farer i Krig og paa Bølge; 13 Ham alene, som savned saa svart sit Huus og sin Hustrue, 14 Holdt en Gudinde tilbage, den værdige Nymphe Kalypso, 15 Hist i de hvælvede Grotter, og ønsked sig Manden til Husbond. 16 Men da det Aar i Tidernes Løb omsider var kommet, 17 Da det af Guderne var ham bestemt at vende tilbage, 18 Hjem til Ithakas Øe, selv da blev han midt mellem Landsmænd 19 Ei forskaanet for Kamp; dog samtlige Guder ham ynked, 20 Uden Poseidon alene, thi gram i Hu han bestandig 21 Helten Odysses forfulgte, før hjem til sit Land han var kommen. 22 Guden var fjernt reist bort, Aithioperne vilde han gjæste; 23 Yderst paa Jorden de boe i tvende forskjellige Stammer, 24 Deels hvor Solen ved Grye staaer op, og deels hvor den daler; 25 Festhekatomber af Oxer og Lam bivaane han vilde. 26 Der heel froe ved Gildet han sad, mens de øvrige Guder 27 Hist hos Olymperen Zeus i Sal havde samlet sig alle. 28 Først til Orde nu tog hiin Guders og Menneskers Fader, 29 Just som Aigisthos i Tanke ham randt, den glimrende Fyrste, 30 Hvem Agamemnons navnkundige Søn Orestes ihjelslog; 31 Kommende ham ihu han saa blandt Guderne talte: 32 Ha! hvor gjerne dog Menneskens Slægt anklager os Guder! 33 Jammeren, sige de, kommer fra os, og selv dog alene 34 Ved deres Synder mod Ret og Skjel de volde sig Sorger, 35 Ligesom nys Aigisthos mod Ret og Skjel Agamemnons 36 Viv tilægte sig tog, og myrded ham selv ved hans Hjemkomst, 37 Skjøndt han vidste sin Straf, da vi selv ham vared itide; 38 Ned vi skikked Hermeias, den speidende Argosbetvinger, 39 At han dog ei skulde slaae ham ihjel, eller ægte hans Hustrue, 40 Thi af Orestes engang skulde Atreus's Søn vorde hevnet, 41 Naar han var voxen til Mand, og sit fædrene Rige begjærte. 42 Dette ham sagde Hermeias, dog ei han rokked Aigisthos, 43 Skjøndt til hans Bedste han raaded, og nu har han bødet for Alting. 44 Ham gjensvared Athene, den lysblaaøiede Jomfrue: 45 O vor Fader Kronion! du Drot over Drotter tilhobe! 46 Ja! han faldt, og tilvisse sin Død han ærlig fortjente; 47 Døe som han hver Mand, der til lignende Daad sig formaster! 48 Men i mit Hjerte det skjær mig for Helten den stakkels Odysseus, 49 Han som skilt fra de Kjære saa lang Tid martres af Kummer 50 Hist paa den havomskyllede Øe; som en Navle paa Dybet 51 Stikker den frem bevoxet med Skov; der boer en Gudinde 52 Datter af Atlas, den snedige Gud, som kjender tilfulde 53 Samtlige Dybder i Havet, og ene de mægtige Støtter 54 Løfter i Veiret, som Himmelen vidt adskille fra Jorden. 55 Datter af ham forsinker den arme bedrøvede Konning, 56 Smigrende for ham bestandig med sød indsmidskende Tale, 57 At han skal glemme sit Ithakas Øe; men Helten Odysseus 58 Inderlig længes at see blot Røgen igjen fra hans Hjemland 59 Fare mod Skye; ja Døden han ønsker sig; røres dit Hjerte 60 Ei omsider, Olympiske Drot! har Odysses da fordum 61 Ei ved Argeiernes Skibe dig bragt behageligt Offer 62 Hist i Troernes Land? hvorfor er da Zeus ham saa harmfuld? 63 Hende paastand Skysamleren Zeus gjensvared og sagde: 64 Kjæreste Barn! hvad Ord undslap dig fra Tændernes Række? 65 Hvor var det muligt, at jeg kunde Helten Odysses forglemme, 66 Som i Forstand staaer høit over Mænd, og stadig sit Offer 67 Bragte de salige Guder, som boe paa Himmelen vide! 68 Dog bestandig imod ham den Jordomslynger Poseidon 69 Fnyser af Harm, fordi hans Søn Polyphemos han blinded, 70 Hiin Kyklop, der stærk som en Gud i vældige Kræfter 71 Staaer over alle Kykloper; hans Moder er Nymphen Thoosa, 72 Datter af Phorkys, en raadende Drot i Havet det golde; 73 Hist i de hvælvede Grotter Poseidon i Favn hende trykked. 74 Derfor Poseidon er vred, og hvorvel Jordrysteren sparer 75 Helten Odysses's Liv, han tumler ham fjernt fra hans Hjemstavn. 76 Dog velan! lad os samtlige her betænke, hvorlunde 77 Helten kan naae sit Hjem, og da vil Poseidon tilvisse 78 Mildne sin Harm, thi ei vil de salige Guder han trodse, 79 Ei vil alene han noget formaae mod os Alle tilhobe. 80 Ham gjensvared Athene, den lysblaaøiede Jomfrue: 81 O vor Fader Kronion, du Drot over Drotter tilhobe! 82 Hvis det da virkelig nu behager de salige Guder, 83 At til sit Hjem omsider den Helt Odysses skal komme, 84 Lad saa Hermeias os flux, Budbringeren, Argos's Bane, 85 Skikke herfra til Ogygias Øe, at den haarfagre Nymphe 86 Snart kundgjøre han kan vor urokkelig faste Beslutning, 87 At til sit Hjem Odysses, den kraftige Kæmpe, skal drage. 88 Selv vil jeg gaae til Ithaka hen, at hans Søn ved min Tale 89 Meer opflinke jeg kan, og Mod i Bringen ham sætte. 90 Stævne han skal til Thing de haarfagre Mænd af Achaia, 91 Der skal han Beilernes Sværm forbyde sit Huus, da de daglig 92 Slagte for Fode hans Faar og dorskfremvraltende Hornqvæg. 93 Saa vil til Sparta jeg sende ham hen og det sandede Pylos, 94 For at han der kan spørge sig for om Faderens Hjemfærd, 95 Og et berømmeligt Navn sig selv blandt Mennesker vinde. 96 Strax som dette var talt, hun bandt under Foden de gyldne 97 Deilige himmelske Saaler, som bar hende hen over Havet 98 Og over Jorderig vide saa snelt som Pustet af Vinden; 99 Greb saa sin mægtige Landse, beslagen med stingende Malmod, 100 Tung, forsvarlig og lang, hvormed hun betvinger de kjække 101 Fylker af Mænd, paa hvem hun er gram, den Vældiges Datter; 102 Og i en Fart hun ned sig svang fra høien Olympos. 103 Brat paa Ithakas Øe hun stod ved Odysses's Borgport 104 Ude paa Tærsklen til Gaarden, og holdt i Haanden sit Malmspær, 105 Mentes hun ligned, den Taphiske Drot, der var kommen som Fremmed. 106 Udenfor Døren hun traf de trodsige Beileres Skare, 107 Just som tilsammen de mored sig der med at spille med Smaasteen, 108 Magelig strakte paa Huder af Qvæg, som de selv havde slagtet. 109 Travlt gik baade Herolder omkring og driftige Svende, 110 Nogle beblandede Viin med Vand i forsvarlige Kummer, 111 Andre, som Bordene først afskured med hullede Svampe, 112 Stilled dem frem paa Rad, og skifted den yppige Suulmad. 113 Først af Alle den fagre Telemachos øined Gudinden; 114 Midt blandt Beilernes Flok han sad, mismodig i Hjertet, 115 Grundende dybt paa det mulige Træf, om hans herlige Fader 116 Kom til sit Hjem, og Beilernes Sværm adsplitted i Huset, 117 Selv annammed sin Hæder, og raaded igjen for sin Velstand. 118 Grublende saa han hos Beilerne sad, da saae han Athene; 119 Strax han ilte til Porten, ret ærgerlig stemt i sit Hjerte, 120 At man den fremmede Gjæst lod staae ved Døren saa længe; 121 Trædende nær hendes Haand han greb, og tog hendes Malmspær, 122 Og med bevingede Ord han talede saa til Gudinden: 123 Hil dig, fremmede Mand! velkommen os vær ved et Maaltid 124 Først du tilgode dig gjøre! saa nævn os siden dit Ærind! 125 Talende saa gik selv han foran, og Gudinden ham fulgte. 126 Men da de treen under Tag, og stod i Salen den høie, 127 Tog han Landsen, og stilled den op til en kneisende Sule 128 Ind i det prunkende Vaabenlukaf, hvor Landser i Mængde 129 Stod, dem Odysses, den haardføre Helt, havde der i Forvaring. 130 Derpaa han bød hende Plads paa den smuktudsnittede Throne, 131 Som var med Linned belagt, og ved Fødderne stod der en Skammel, 132 Og til sig selv en stadselig Stol ved Siden han satte 133 Borte fra Beilernes Sværm, at hans Gjæst i den kaade Forsamling 134 Ei skulde plages med Bulder og Støi, og væmmes ved Maden, 135 Og at han frit kunde spørge sig for om sin savnede Fader. 136 En af Ternerne bragte nu Vand i en prægtig og gylden 137 Kande, som stod paa et Bækken af Sølv, og til Hændernes Tvætning 138 Gjød hun det ud, saa rykked hun frem et skinnende Madbord. 139 Ogsaa den værdige Skafferske kom med Brød og med Retter, 140 Hvilke hun stilled paa Bord, meddelende mildt hvad hun havde. 141 Fade med alskens Suul indbar i Salen en Madsvend, 142 Satte dem frem, og stilled paa Bord forgyldte Pokaler, 143 Og en Herold gik om, som med Viin dem flittigen fyldte. 144 Ind nu Beilerne treen, og strax de trodsige Herrer 145 Tog deres Plads paa Stol eller Bænk jevnsides hverandre. 146 Flux indfandt sig Herolder, som Vand over Hænderne gjød dem; 147 Ternerne flinkt opstablede Brød i Kurve paa Bordet, 148 Knøsene Viin i Kummerne gjød, til den skummed om Randen. 149 Derpaa de langed med Haand til den herlige Kost, som der vanked; 150 Men da Enhver havde stillet sin Lyst til Mad og til Drikke, 151 Beeilernes Hu sig strax til anden Forlystelse vendte, 152 Sang og Spil og Dands, thi Sligt er en Pryd for et Gilde. 153 Strax en Herold da flyede den prægtige Cithar til Skjalden 154 Phemios, han som for Beilerne sang nødtvungen ved Gilde; 155 Rask han i Strengene greb, og sin yndige Sang han begyndte. 156 Men til Gudinden Athene Telemachos vendte sin Tale, 157 Rækkende Hovedet hen, at de Andre ham ei skulde høre: 158 Fremmede! tag ei fortrydelig op, hvad nu jeg vil sige! 159 Hine har nu til Cithar og Sang henvendt deres Tanker; 160 Det har de godt ved, de tære jo frit paa fremmed Mands Velstand, 161 Medens hans hvidlige Been etsteds henslængte paa Landjord 162 Smuldre for Regn og Slud, eller rulles i Havet af Bølgen. 163 Dog hvis Ithakas Kyst igjen de saae ham betræde, 164 Vist langt heller de ønsked sig da rapløbende Fødder, 165 End at beriges med kosteligt Guld og prægtige Klæder. 166 Dog han er død en sørgelig Død, og nu er der ingen 167 Trøst for os, om endog en dødelig Mand os forkyndte, 168 At han vil komme med Tiden, thi reent fortabt er hans Hjemfærd. 169 Dog fortæl mig nu dette, men siig mig den skæreste Sandhed! 170 Hvem est du? af hvad Folk, fra hvad Land, og af hvilke Forældre? 171 Hvad for et Skib har ført dig herhid? hvorledes har Søfolk 172 Bragt dig til Ithakas Øe? og for hvem udgive sig disse? 173 Thi du est ei kommen vandrende hid paa din Fod, kan jeg tænke. 174 Ogsaa du dette mig sige forsand, at jeg faaer det at vide, 175 Kom du til Øen fornys, eller gjæsted du fordum min Fader? 176 Dengang vort Huus af fremmede Folk saa flittig besøgtes; 177 Thi han var selv en huld omgængelig Mand imod Alle. 178 Ham gjensvared Athene, den lysblaaøiede Jomfrue: 179 Dette jeg sige dig vil, og tale den skæreste Sandhed. 180 Helten Anchialos' Søn jeg er, selv hedder jeg Mentes, 181 Og jeg er Drot for Taphiske Mænd, flinkroende Søfolk; 182 Hid er jeg kommen fornys med Skib og Mænd paa en Reise 183 Vidt over Bølgerne blaae til et Folk, hvis Sprog er mig fremmed; 184 Malm fra Temesa for blinkende Jern tiltuske jeg vil mig. 185 Ude ved Kysten mit Skib jeg har lagt et Stykke fra Staden 186 Hist i den Rheitriske Bugt under Neion den skovklædte Klippe. 187 Fædrene Gjæsteforbundne fra fjernere Old vi hinanden 188 Stolt kan kalde; ja spørg kun ad, naar engang du besøger 189 Gamle Laertes, som aldrig, saa hører jeg, sætter i Staden 190 Meer sine Been, men græmmes i Eensomhed ude paa Landet 191 Blot med en aldrende Qvinde, som Mad og Drikke paa Bordet 192 Sætter ham, naar han har krøbet omkring i sin frodige Viingaard 193 Syslende der saalænge, til Lemmerne grebes af Træthed. 194 Nu begav jeg mig hid, da det blev mig fortalt, at din Fader 195 Alt var her i sit Land; dog Guderne sinke hans Reise. 196 Ei endnu han paa Jorden er død, den Ædling Odysseus, 197 Nei! i Behold er han fangen etsteds paa vildene Havdyb 198 Fjernt paa en Holm i Bølgernes Skjød, hvor grusomme Vildmænd 199 Holde med Tvang ham fast, og ei vil lade ham reise. 200 Dog en Bebudelse nævne jeg vil, saaledes som Guder 201 Selv mig gav den i Sind, og som den forvist vorder opfyldt, 202 Skjøndt ei Seer jeg er, eller klog paa Fuglenes Jertegn. 203 Nu ret længe forvist han ei fra sin elskede Hjemstavn 204 Borte forbliver, om end man i Lænker af Jern havde lagt ham, 205 Snild som han er, udtænker han nok et Middel til Hjemkomst. 206 Dog fortæl mig nu dette, men siig mig den skæreste Sandhed! 207 Du som alt er saa stor, est du virkelig Søn af Odysseus? 208 Slaaende ligner du ham af Hoved og deilige Øine. 209 Vide du maa, tilforn vi To saae jevnlig hinanden, 210 Førend han stævned til Troernes Land, hvor ogsaa de andre 211 Drotter af Argos begave sig hen paa bugede Skibe; 212 Siden har aldrig Odysses jeg seet, han mig ikke heller. 213 Og den forstandige Svend Telemachos svared saalunde: 214 Dette, du fremmede Mand! vil jeg sige dig ganske sandfærdig. 215 Efter hvad Moder har sagt, er jeg Søn af ham, men med Vished 216 Veed jeg det ei; af sig selv kan Ingen jo kjende sin Herkomst. 217 Gid jeg heller var Søn af en Mand, som føiet af Lykken 218 Sad i sit Hjem ved sin Eie, naar Alderen listed sig paa ham! 219 Nu er den meest usalige Mand, som fødtes i Verden, 220 Fader til mig, har man sagt; thi derom det var jo du spurgte. 221 Ham gjensvared Athene, den lysblaaøiede Jomfrue: 222 Guderne gav dig en Slægt, hvis Navn ei glemmes i Fremtid, 223 Siden en Søn som du blev født af Penelopeia. 224 Dog fortæl mig nu dette, men siig mig den skæreste Sandhed! 225 Hvad er det her for en Suus og Duus? hvad er der paafærde? 226 Høitidsfest eller Bryllup? thi knap er det Sammenskudsgilde, 227 Saadan en kaad og skammelig Færd de tykkes mig drive 228 Her er ved dit Bord i din Sal; en skikkelig Mand maa jo harmes, 229 Naar paa det samme han kommer, og seer det uteerlige Væsen. 230 Og den forstandige Svend Telemachos svared saalunde: 231 Fremmede Mand! da om dette du spørger og fritter mig nøie, 232 Viid da, fordum imedens endnu hiin Mand var i Landet, 233 Da turde vel man kalde vort Huus bemidlet og anseet; 234 Nu har samtlige Guder vort Held omskiftet til Vanheld, 235 Reent de lod ham forsvinde, som aldrig en Mand er forsvunden; 236 Selv hans Død jeg mig ei saa nær havde taget til Hjerte, 237 Hvis han i Troernes Land var blegnet i Kredsen af Landsmænd, 238 Eller i Vennernes Arme, naar Krigen han alt havde udstridt; 239 Alt Achaiernes Folk havde da ham tuet en Gravhøi, 240 Og et berømmeligt Navn han sin Søn havde levnet i Fremtid; 241 Nu Harpyerne veired ham bort, og røved hans Hæder, 242 Ingen ham saae eller hørte, han svandt, og Jammer og Klage 243 Levned han mig; dog ikke for ham alene jeg græmmes 244 Dybt i Sind, nei! andre Bekymringer Guderne gav mig. 245 Alle de mægtige Mænd, som raade for Øerne rundtom, 246 Same, Dulichions Øe og det skovbeklædte Zakynthos, 247 Alle de Drotter desuden, som herske paa Ithakas Fjeldøe, 248 Frie hver Een til min Moder, og haardt medtage de Huset. 249 Selv hun hverken formaaer det skændige Bryllup at afslaae, 250 Eller at ende den Færd; men hine forøde ved Fraadsen 251 Reent vort Huus, og mig selv ret snart ombringe de voldsomt. 252 Greben af Ynk og Harm gjensvarede Pallas Athene: 253 Ha! hvor trænger du svart til den Fader, du savned saa længe, 254 At han paa Beilernes nedrige Flok strax Haand kunde lægge! 255 Gid han paastand kom hid, og stod i Døren til Salen, 256 Væbnet med Hjelm og Skjold, og i Haand to dygtige Landser, 257 Ligesaa kraftig som fordum, da først vi stifted Bekjendtskab 258 Hjemme hos os i vor Sal, hvor froe sit Bæger han tømte! 259 Just fra Ephyra tilbage han kom paa en Reise til Illus, 260 Mermeros' Søn, til hvem paa et løbende Skib han var seilet 261 Efter en dræbende Gift, som han ønsked sig, for at bestryge 262 Malmbebraadede Pile dermed; dog Illus sig vægred 263 Plat ved at give ham den, af Grune for de salige Guder; 264 Men af min Fader, som elsked ham høit, han fik hvad han søgte. - 265 Gid dog Odysses med lignende Kraft blandt Beilerne fremtreen, 266 Brad for dem Alle da blev deres Død og beedsk deres Bryllup 267 Dog i Gudernes Skjød forsand alt dette jo hviler, 268 Om til sit Hjem han kommer, og Hevn over Synderne tager 269 Her i sit Huus, eller ei; dog nu maa vel du betænke, 270 Hvad du vil gjøre, for Beilernes Sværm af Huset at jage. 271 Vel! saa mærk paa mit Ord, og læg min Formaning paa Hjerte! 272 Stævn imorgen til Thing Achaiernes ypperste Herrer! 273 Tag saa Bladet fra Mund, og kræv hver Guddom til Vidne! 274 Beilerne byde du skal, Enhver til Sit at fortrække; 275 Men er din Moder betagen af Lyst at faae sig en Husbond, 276 Vel! saa drage til Borgen hun hjem til sin mægtige Fader, 277 Der vil man Bryllupet holde, og sørge for rigeligt Udstyr, 278 Som efter Billighed følger den elskede Datter som Medgift. 279 Dig formaner jeg stærkt, om ellers mit Raad du vil følge, 280 Rust et Skib, det bedste du kan, med en fuld Snees Roerfolk, 281 Reis saa bort, at spørge dig for om din savnede Fader, 282 Om nogen Dødelig giver dig Nys, eller mulig du hører 283 Rygtet, der kommer fra Zeus, og Sagn ombærer i Verden. 284 Først du drage til Pylos, at spørge den ædelig Nestor, 285 Derfra til Sparta du gaae til den Guldhaars Drot Menelaos, 286 Som af Achaiernes Kæmper er sidst hjemkommen fra Krigen. 287 Hører du nu, at han lever, og alt er paa Reise til Hjemmet, 288 Da skal et Aar endnu du din Qval taalmodigen bære; 289 Men om Du hører, at alt han er død og kommen af Dage, 290 Vend da tilbage paastand til din elskede fædrene Hjemstavn, 291 Kast en Høi til hans Minde, og hold en glimrende Liigfærd, 292 Som det er Skjel og Skik, og giv din Moder en Husbond! 293 Men naar du dette har gjort, og Alt tilbørlig er fuldbragt, 294 Da maa du ret betænke tilgavns i dit Sind og dit Hjerte, 295 Hvordan du Beilernes Flok i dit Huus af Dage vil bringe, 296 Enten ved List eller aabenlys Færd; thi slet det dig anstaaer 297 Nu som et Barn at tee dig, ei est du længer en Pebling. 298 Eller har ei du hørt, hvad Rye den Ædling Orestes 299 Vandt sig hos Mennesker alle, fordi han den Morder Aigisthos 300 Dræbte til Hevn, som lumsk havde myrdet hans herlige Fader. 301 Saa, min Kjære! vær kjæk! som jeg seer du er fager og voxen, 302 At ogsaa du maa prises endog af sildige Slægter! 303 Nu er det bedst, jeg begiver mig ned til mit hurtige Fartøi 304 Og mine Svende, som knurre maaskee for jeg tøver saa længe. 305 Tænk nu du paa mit Ord, og læg min Formaning paa Hjerte! 306 Og den forstandige Svend Telemachos svared saalunde: 307 Fremmede Mand! saa kjærlig til mig har du talet i Sandhed, 308 Som til sin Søn en Fader, og aldrig dit Ord jeg skal glemme. 309 Tøv dog et Korn endnu, hvor stærkt du haster med Reisen, 310 At du kan qvæges ved Bad, og ret forfrisket i Hjertet 311 Glad i Hu kan begive dig ned til dit Skib med en Gave, 312 Skjøn og af stor Værdie; til Erindring om mig du den gjemme, 313 Som det er Skik mellem Venner, der kjærligen gjæste hinanden! 314 Ham gjensvared Athene, den lysblaaøiede Jomfrue: 315 Hold ei længer mig op, min Hu staaer stærkt til at reise! 316 Men den Foræring, som nu dit venlige Sind mig har tiltænkt, 317 Den kan jeg faae, naar jeg kommer igjen, og bringe den hjem med; 318 Vælg den saa prægtig du vil, jeg skal rigelig give dig Gjengjeld. 319 Talende saa forsvandt den lysblaaøiede Pallas 320 Brat som en Fugl, der stikker i Skye, men ham hun i Barmen 321 Mod og Kraft havde lagt, og vakt hans Hu til at tænke 322 Meer paa sin Fader end før; men da dette han klart havde fattet, 323 Skjalv han i Sind, thi det bares ham for, at en Gud havde viist sig. 324 Strax til Beilernes Kreds henilte den deilige Yngling; 325 Her den fortrinlige Skjald slog Strengen og qvad, mens de Andre 326 Sad og lyttede taust; om den Jammer han sang, som Athene 327 Lod Achaierne times, da hjem de styred fra Troia. 328 Men da Ikarios' Datter, den kløgtige Penelopeia, 329 Hørte den deilige Sang som hun sad i sit Høienloftskammer, 330 Ned ad Trappen den høie hun steg, som løb gjennem Huset. 331 Ei alene hun gik, af Ternerne to hende fulgte, 332 Og da den herlige Viv kom hen til Beilernes Skare, 333 Standsed ved Stolpen hun brat i den fastopbyggede Høisal, 334 Hyllende tæt om Kind en Flig af sit skinnende Liinslør. 335 En af de venlige Terner der stod ved hver hendes Side, 336 Flux til den hellige Skjald med grædende Taarer hun talte: 337 Phemios! mangen fortryllende Sang kan ellers du synge, 338 Qvad om Guder og Mænd, hvis Bedrifter af Skjaldene prises; 339 En af disse du synge for Mændene her mens de drikke 340 Taust deres Viin, men stands en Sang, som saa sørgelig lyder! 341 Dybt i mit inderste Hjerte det skjær mig saa tit jeg den hører, 342 Meest af Alle maa jeg med ulidelig Kummer jo drages, 343 Jeg som savner saa herlig en Mand, og mindes bestandig 344 Helten, hvis Rye sig har bredt over Hellas og Argos saa vide. 345 Og den forstandige Svend Telemachos svared saalunde: 346 Moder! hvorfor vil du laste den elskede Skjald at han synger 347 Her os til Gammen, som Sindet ham byder det; aldrig er Skjalden 348 Skyld i Sligt, men Zeus, thi ham det er jo, som giver 349 Jordens opfindsomme Mænd hvad Enhver især han vil unde. 350 Ei er det sært, at vor Skjald besynger Danaernes Vanheld, 351 Det er jo Menneskens Viis den Sang fortrinlig at prise, 352 Som er det nyeste Qvad, der de Lyttende kommer for Øren; 353 Hærd da dit Sind og dit Hjerte til saadanne Viser at høre! 354 Ei var Odysses den eneste Mand, som forliste sin Hjemfærd 355 Hist i Troia; af Dage jo kom mangfoldige Flere. 356 Gak til dit Kammer nu hen, og besørg din Gjerning i Huset, 357 Baade din Væv og din Teen, og befael dine Tjenesteqvinder 358 Røgte med Flid deres Dont! os Mænd at tale sig anstaaer, 359 Meest af Alle dog mig, thi min er Magten i Huset. 360 Studsende svart ved hans Ord tilbage hun gik til sit Kammer, 361 Da hun paa Hjerte sig lagde sin Søns forstandige Tale; 362 Og da med Ternerne op hun i Høienloftskammer var kommen, 363 Der for Odysses sin Husbond hun græd, til Pallas Athene 364 Lod over Øinenes Laag neddale den liflige Slummer. 365 Beilerne støied og larmed nu lydt i den skyggende Høisal, 366 Inderlig ønsked Enhver at dele den Yndiges Leie. 367 Først den forstandige Svend Telemachos tog nu til Orde: 368 I som begjære min Moder til Viv, hovmodige Herrer! 369 Lader os her i vort Lag os nu forlyste ved Maaltid 370 Uden at støie! det er dog saa sødt at høre paa Skjalden, 371 Naar det er saadan en Skjald med en Røst som himmelske Guder. 372 Saa vil imorgen til Thinge vi gaae, og samles tilhobe, 373 For at jeg frit og frankt kan der Eder sige min Mening, 374 At I skal rømme mit Huus, og forsamles til Fraadsen hos Andre, 375 Tære hvad selv I har, og Gilderne holde paa Skifte. 376 Hvis derimod for Jer selv I bedst og tjenligst det finde, 377 At for den enkelte Mand hans Gods uhevnet forødes, 378 Fraadser da kun! dog raabe jeg vil til de salige Guder, 379 Om det sig føier maaskee, at Zeus Eder rammer til Gjengjeld, 380 Da skal I vist uden Hevn i mit Huus omkomme tilhobe. 381 Saa han taled, og Alle med Tand i Læberne beed sig, 382 Over Telemachos studsed de svart, at han talte saa dristig. 383 Ham Antinoos svared igjen, hiin Søn af Eupeithes: 384 Eia! forvist har Guderne selv, Telemachos! lært dig 385 Høit at hæve din Røst, og djervt at tage til Orde! 386 Blot Kronion dig ei indsætter til Drot paa vort Øland, 387 Som er dit fædrene Rige forsand ifølge din Herkomst! 388 Og den forstandige Svend Telemachos gav ham til Gjensvar: 389 Finder du ogsaa det sært, Antinoos! naar jeg forsikkrer, 390 Gjerne jeg ønsker mig dette, om ellers mig Zeus det forunder? 391 Eller betragter du Sligt maaskee som det Værste paa Jorden? 392 Det er dog ei saa ilde, som Drot et Land at beherske; 393 Rigt er snart hans Palads, og selv han stiger i Hæder. 394 Dog af Achaiske Drotter der findes jo mange foruden 395 Unge saavelsom bedagede Mænd paa Ithakas Øland; 396 Een af dem være Drot, da min Fader er kommen af Dage, 397 Men i mit Huus vil jeg raade, og selv være Drot for de Trælle, 398 Som mig den Ædling Odysses tilkæmpede fordum paa Krigstog. 399 Strax nu Polybos' Søn Eurymachos gav ham til Gjensvar: 400 End i Gudernes Skjød, Telemachos! hviler det vistnok, 401 Hvem af Achaierne herske der skal paa Ithakas Øland. 402 Dog i dit Huus du selv være Drot, og beholde din Eie! 403 Aldrig en Mand der komme, som vover med Vold dig at røve 404 Noget af hvad der er dit, mens Folk paa Ithaka bygge! 405 Dog om din Gjæst, min Kjære! jeg ønskede nok dig at spørge: 406 Hvor er den Mand dog fra? hvad Lands Affødning i Verden 407 Kalder han sig? og hvor er hans Slægt og fædrene Hjemstavn? 408 Har han maaskee dig Tidende bragt om din Faders Igjenkomst? 409 Hvad eller kom han hid, for selv et Ærind at røgte? 410 Hvor han dog brat brød op og gik, som om han Bekjendtskab 411 Skyede! han tyktes dog sandelig ei vantreven af Aasyn. 412 Og den forstandige Svend Telemachos gav ham til Gjensvar: 413 Ak, Eurymachos! tabt er forsand min Faders Igjenkomst! 414 Ei vil herefter jeg Tidende troe, hvorfra den saa kommer, 415 Heller ei agte det mindste paa Sandsagn, hvilke min Moder 416 Spørger saa flittigen om, naar til Huset hun kalder en Spaamand. 417 Manden, du spørger mig om, er fra Taphos, en fædrene Gjæstven, 418 Helten Anchialos' Søn han er, selv hedder han Mentes, 419 Og han er Drot for Taphiske Mænd, flinkroende Søfolk. 420 Saa han talte, dog vidste han grandt, at hiin var en Guddom. 421 Beilerne vendte sig atter til Dands og lystige Sange, 422 Mored sig godt, og tøvede der til Aftenens Komme, 423 Og som de mored sig bedst, frembrød den skumrende Aften; 424 Hver gik da til sit Hjem, og lagde sig der til at sove. 425 Men til sit Kammer begav sig Telemachos; høit var det opbygt 426 I den anseelige Gaard paa en Plads med den frieste Udsigt; 427 Did til sit Leie han gik, af Tanker hans Sind var bevæget. 428 Ham Eurykleia, en Datter af Ops, som var Søn af Peisenor, 429 Lyste med blussende Fakkel i Haand, den kjærlige Gamle, 430 Hvem Laertes engang, da hun stod i sin feireste Ungdom, 431 Havde sig kjøbt for Qvæg, hun kosted ham Høveder tyve, 432 Og i sit Huus han saa høit som sin høviske Viv hende skatted; 433 Dog hendes Leie han skyede, for ei at krænke sin Hustrue; 434 Hun den blussende Fakkel ham bar; af samtlige Terner 435 Elskede hun ham meest, og hæged ham da han var lille. 436 Døren han aabnede selv til sit fastopbyggede Kammer, 437 Satte sig hen paa sin Seng, og da Kjortlen han havde sig afført, 438 Flyede han strax den i Haand til den gamle forsynlige Qvinde. 439 Og da hun havde den glattet og lagt i de rigtige Folder, 440 Tæt ved den smuktudsnittede Seng paa en Knag hun den hængte, 441 Gik saa af Kammeret ud, og fast med det sølverne Haandgreb 442 Døren hun efter sig trak, og Slaaen med Remmen hun fremskjød. 443 Hyllet i Tæpper af Uld han laae nu Natten igjennem, 444 Tænkende stærkt paa den Fart, hvortil ham Athene formaned. ------------------------------------------------------------------------ Denne side er sidst rettet 11.08.96. Eksternt refereret 143 gange siden 1. september 1996. http://www.kb.dk:80/elib/lit/dan/old/authors/wilster/od.kml/01/index.htm Dansk Nationallitterært Arkiv | Opad | Søg hele DNA | DNA Homepage | DNA List | DSL Homepage | Danske Klassikere (DKL) | KB Homepage | REX | Gutenberg | Runeberg | ------------------------------------------------------------------------ Homer, Odysseen, 2. sang ------------------------------------------------------------------------ | Index | Sang -1 | Sang +1 | ------------------------------------------------------------------------ 1 Men da sig reiste ved Grye den rosenfingrede Dagning, 2 Stod Odysses's elskede Søn strax op fra sit Leie; 3 Først sine Klæder han axled, sit Sværd over Skulder han hængte, 4 Og under glindsende Fod han bandt de deilige Saaler, 5 Gik saa ud af sit Kammer, en Gud skinbarlig han ligned. 6 Derpaa befoel han strax høimælede Folkeherolder, 7 Sammen at stævne til Thing de haarfagre Mænd af Achaia, 8 Hine dem stævnede flux, og snart gav Mændene Møde; 9 Og da saa Folket var samlet, og stod i Vrimmel paa Thinget, 10 Iilte til Torvet han hen, med et Spyd af Malm i sin Høire, 11 Ei alene, ham fulgte paa Vei rapfodede Hunde; 12 Over hans Væsen Athene da gjød vidunderlig Skjønhed. 13 Folket betragted med Studsen ham ret, da han treen i Forsamling, 14 Drotterne vege ham Plads, og paa Faderens Stol han sig satte. 15 Først i Kredsen den Drot Aigyptios tog nu til Orde; 16 Alt var han kroget af Alderens Tryk, men rig paa Erfaring; 17 En af hans Sønner, en Kriger saa bold, var paa bugede Skibe 18 Fulgt med Odysses paa Tog til det hestopfostrende Troia, 19 Antiphos var hans Navn, men den vilde Kyklop havde dræbt ham 20 Hist i den hvælvede Hule, og ædt ham sidst ved sit Maaltid; 21 Tre han havde foruden: Eurynomos var i de kaade 22 Beileres Tal, og de To bestyrede Faderens Landgods; 23 Hiin han glemte dog aldrig, og dybt han bejamred hans Henfart; 24 Nu med Taarer i Øiet sin Røst han hæved og sagde: 25 Hører det Ord, som jeg nu, Ithakesiske Mænd! har at sige! 26 Aldrig endnu blev der her holdt Thing eller folkeligt Møde, 27 Siden Odysses den Helt drog bort med de bugede Skibe. 28 Hvo har da stævnet os hid? og hvo har, enten af yngre 29 Eller af aldrende Mænd saa trykkende Sag paa sit Hjerte? 30 Mon han om Fiender, som true vort Land, har spurgt noget Budskab, 31 Hvilket han her vil os melde som den, der først det erfared? 32 Eller mon Andet til Landsmænds Tarv han paa Thing vil forkynde? 33 Brav er Manden forvist; Held følge ham! gid i sin Naade 34 Zeus fuldbyrde hvad Godt somhelst han i Sindet har udtænkt! 35 Talt; det heldbebudende Ord Telemachos glæded. 36 Ei blev han siddende længe, hans Hu ham drev til at tale; 37 Frem i Kredsen han stod, og en Stav i Haanden ham rakte 38 Strax Herolden Peisenor, en Mand baade viis og erfaren. 39 Derpaa han først henvendte sit Ord til Gubben, og udbrød: 40 Ei er den Mand just fjern, snart selv du seer ham, min Gubbe! 41 Som har til Thing Eder kaldt; jeg selv meest pines af Kummer. 42 Ei har om Fiender, som true vort Land, jeg spurgt noget Budskab, 43 Hvilket jeg her kunde melde som den, der først det erfared, 44 Heller ei Andet til Landsmænds Tarv vil paa Thing jeg forkynde. 45 Nei! det er eget Behov hjemsøgt er mit Huus af en dobbelt 46 Sorg; først misted jeg jo min herlige Fader, som fordum 47 Eder behersked som Drot, og var mild som en Fader mod Alle; 48 Nu har en argere Nød mig ramt, som snart vil forstyrre 49 Huset i Bund og Grund, og gjøre til Intet vor Velstand. 50 Beilere trænge sig ind paa min Moder imod hendes Villie, 51 Samtlige Sønner af Mænd, som her for de Ypperste gjælde. 52 Ei de beqvemme sig kan til at gaae til Ikarios' Bolig, 53 At hendes Fader da selv kunde give sin Datter med Udstyr 54 Efter Behag til den Mand, som hued ham bedst af dem Alle. 55 Nei! Dag ud Dag ind til vort Huus i Flokke de stimle, 56 Rask vore Oxer og Faar og mæskede Geder de slagte 57 Til deres Gilder og Sviir, og med blussende Viin de sig fylde, 58 Som de har Lyst; stærkt svinder vort Gods, thi en Mand der os fattes, 59 Saadan en Mand som Odysses, vort Huus at værne mod Ufærd. 60 Jeg er for svag til at værge mod Sligt, og vist jeg herefter 61 Bliver en Stakkel som nu, kun maadelig vant til at kæmpe. 62 Gjerne forsand jeg værged, saafremt jeg mægted og evned, 63 Thi der forøves utaalelig Færd, og Huset tilgrunde 64 Gaaer paa den lumpneste Viis; erkjender da selv Eders Uret! 65 Blues i Sindet for Andre, for Nabofolk og for Grander 66 Rundt paa Itakas Øe, og skjælver for Gudernes Vrede! 67 Snart Eders Lod omskifte de kan af Harm over Brøden. 68 Eder besværger jeg høit ved Olymperen Zeus og ved Themis, 69 Hun som sætter og hæver hvert Thing, hvor Mændene raadslaae; 70 Standser den Færd, mine Venner og lader den Sorg, som mig piner, 71 Være mig nok! med mindre min herlige Fader Odysseus 72 Fordum maaskee mishandled Achaiernes Helte med Forsæt, 73 Og det er Hevn, at I nu hans Søn mishandle til Gjengjeld, 74 Eggende her dem til Vold; langt bedre forvist var jeg faren, 75 Om det var Eder, som aad mit liggende Gods og mit Fæmon; 76 Thi var det Eder, som aad det, da fik jeg mulig Erstatning, 77 Naar i vor Bye jeg vandrede rundt, og trygled saalænge, 78 Krævende Bod for mit Gods, til fuld Opreisning mig gaves. 79 Nu derimod paa mit Sind en ubodelig Sorg I mig vælte. 80 Saa med Harme han talte; til Jord nedslængte han Staven, 81 Bristende lydt i Graad, og rørt blev Folket af Medynk. 82 Hele den øvrige Kreds sad taus, der var Ingen, som nænte 83 Heftige Ord at give til Svar paa Telemachos' Tale. 84 Kun Antinoos svared igjen, og talte saalunde: 85 Ha! høirøstede Svend! halsstarrige! hvad for en Tale! 86 Os udskamme du tør, og en Klik paa vort Navn vil du sætte! 87 Kast ei Skylden for Sligt paa Beilerne her af Achaia, 88 Skylden er ene din Moders, som ei har i Rænker sin Mage. 89 Alt er det Aaringer tre, og snart udløber den fjerde, 90 At hun Achaiernes Hjerte har listigen vidst at bedaare; 91 Alle hun holder med Haab, og Enhver hun lover det Bedste, 92 Skikkende Bud omkring, dog staae hendes Tanker til Andet. 93 Dertil hun følgende List udrugede lumsk i sit Hjerte: 94 Op hun stilled sin Væv, og et Liin hun vov sig i Høiloft, 95 Fiint og umaadelig stort, og til os strax efter hun talte: 96 Ynglinger! I som begjære min Haand, da Odysses er afdød! 97 Haster dog ei med Bryllup saa stærkt, men tøver saalænge, 98 Indtil min Væv er færdig, mit Spind gaaer ellers tilspilde! 99 Helten Laertes jeg væver et Dødningeliin til den Time, 100 Da ham fra Jord bortrykker den langthenstrækkende Dødsmøe. 101 Rundtom i Land jeg jo kom hos Achaiernes Qvinder i Vanrye, 102 Lagdes en Herre saa rig som han i sin Grav uden Liigsvøb. 103 Saa hun taled, og daare sig lod vore mandige Hjerter. 104 Stadig nu sad hun om Dagen, og vov paa Linet det brede, 105 Dog om Natten ved lysende Blus oprev hun sit Dagværk. 106 Aaringer tre hun dulgte sin List, og Achaierne gjekked, 107 Men da den fjerde var kommen, og Aarsens Tider var svundne, 108 Kom der en Terne, som vidste Besked, og røbed os Sagen; 109 Selv vi greb hende da, som det skinnende Lagen hun oprev. 110 Færdigt hun maatte da væve sit Liin, saa nødig hun vilde. 111 Derfor dig Beilerne give til Svar, for at selv du det vide 112 Kan i dit Sind, og Achaiernes Folk kan vide det ogsaa: 113 Skik din Moder af Huset, og byd hende tage tilægte 114 Hvem hendes Fader bestemmer, og bedst hun lider til Husbond. 115 Dog hvis længe hun end Achaiernes Drotter vil drille, 116 Tænkende blot paa de Gaver, Athene saa rigt hende skjenked, 117 Kosteligt Arbeid at virke med Kunst, et ypperligt Snille, 118 Og saa forslagen en List, at Mage man aldrig om Oldtids 119 Haarfagre Qvinder har hørt, som leved tilforn i Achaia, 120 Ei om Tyro, Alkmene, den smukbekrandste Mykene, 121 Ingen af disse til Rænker var snild som Penelopeia; 122 Heldigt forsand er dog ei det Sned, som her hun har udtænkt, 123 Thi paa dit Gods og din Eie vi her saalænge vil tære, 124 Som hun endnu beholder det Sind, de salige Guder 125 Nu har i Barm hende lagt, et berømmeligt Rygte hun vistnok 126 Skaffer sig selv, men dig et mærkeligt Skaar i din Velstand; 127 Hverken vi hjem til vort Huus eller andenstedshen ville drage, 128 Før af Achaierne her hun tager til Mand hvem hun lyster. 129 Og den forstandige Svend Telemachos gav ham til Gjensvar: 130 Nei! af mit Huus kan jeg aldrig, Antinoos hende forjage, 131 Som mig har baaret og diet; i fremmede Lande min Fader 132 Lever, om ei han er død, men haardt det var at erlægge 133 Bod til Ikarios nu, naar jeg selv forstødte min Moder. 134 Af hendes Fader en Skam jeg fik, og Qvaler foruden 135 Gav mig en Gud, naar min Moder til Rædselsgudinderne raabte 136 Naar hun forlod mit Huus; og til Spee for Mennesker alle 137 Maatte jeg gaae; nei aldrig det Ord over Læben mig kommer. 138 Dog, hvis selv I blues i Sind ved den Færd I bedrive, 139 Rømmer da strax mit Huus, og forsamles til Fraadsen hos Andre, 140 Tærer hvad selv I har, og lad Gilderne holde paa Skifte! 141 Hvis derimod for Jer selv I bedst og tjenligst det finde, 142 At for den enkelte Mand hans Gods uhevnet forødes, 143 Fraadser da kun! dog raabe jeg vil til de salige Guder, 144 Om det sig føier maaskee, at Zeus Eder rammer til Gjengjeld, 145 Da skal I vist uden Hevn i mit Huus omkomme tilhobe. 146 Saa Telemachos taled; Fjernskueren Zeus i det samme 147 Sendte fra Fjeldenes Aas to Ørne paa Flugt fra det Høie. 148 Først en Stund for den pustende Vind fremsvæved de stille, 149 Flyvende tæt ved hinanden paa bredtudspilede Vinger, 150 Men da de flagrede hen tværsover det skingrende Thingsted, 151 Svang de sig brat i Kreds, mens høit de med Vingerne klappred, 152 Stirred paa Mændenes Hoveder ned og bebuded dem Ufærd; 153 Og da med Kløerne selv de sig Hals og Kind havde flænget, 154 Fløi mod Høire de bort over Byen og Mændenes Huse. 155 Alle, som Fuglene saae, bleve svart af Rædsel betagne, 156 Dybt de grunded i Sind, hvad Sligt vel skulde bebude. 157 Ordet i Kredsen da tog den bedagede Helt Halitherses, 158 Søn af Mastor, thi snildt som ei nogen Mand af hans Samtid 159 Fuglenes Tegn han at tyde forstod og Skjebner at tolke; 160 Venligen sindet han hæved sin Røst, og taled iblandt dem: 161 Hører det Ord, som jeg nu, Ithakesiske Mænd! har at sige! 162 Først og fremmest til Beilerne dog jeg vender min Tale, 163 Da der mod dem fremvælder et Uveir. Ei vil Odysseus 164 Længe forblive fra Frænder og Hjem; etsteds i vor Nærhed 165 Færdes han alt, og pønser paa Beilernes blodige Henfart; 166 Og af os Andre tillige, som boe paa Ithakas Fjeldøe, 167 Mange vil times en Ynk; thi lader forinden os raadslaae 168 Her, hvordan vi dem styre til Skik; ja selv de sig ogsaa 169 Styre, thi visselig snart for dem selv vil de finde det tjenligst. 170 Ei udygtig jeg er til at spaae, nei grandt jeg forstaaer det; 171 Sige jeg tør, at Alt vorder nu fuldbyrdet for Manden, 172 Hvad jeg ham spaaede den Stund Argeiernes Kæmper til Troia 173 Seilede bort, og med dem den sindrige Konning Odysseus; 174 Drages han skulde med Trængsler, hver Mand af sit Følge forlise, 175 Dog i det tyvende Aar han igjen til sit Hjem skulde komme, 176 Ei af et Menneske kjendt, og nu fuldkommes det ganske. 177 Strax nu Polybos' Søn Eurymachos gav ham til Gjensvar: 178 Gamle! du skulde forføie dig hjem, og Skjebnen forkynde 179 For dine Børn, at med Tiden der ei tilstøder dem Vanheld! 180 Selv langt bedre jeg mægter end du dette Varsel at tyde; 181 Under den lysende Sol der jo flyver en Vrimmel af Fugle, 182 Ei tilhobe de varsle; men fjernt herfra har Odysseus 183 Livet forliist; gid selv du som han var kommen af Dage! 184 Saa var man fri for at høre din evige Snakken om Sandsagn; 185 Heller ei vilde du da i hans Harm Telemachos styrke, 186 Lurende her, om maaskee til dit Huus han gav en Foræring. 187 Dog jeg vil sige dig noget, som visselig vorder iværksat: 188 Hvis du, gammel og graae som du est, og rig paa Erfaring, 189 Her ved din Skvalder forfører den Yngre til heftige Haansord, 190 Da vil det først for ham selv kun vorde saa meget desværre, 191 Og han vil ei mod Mændene her udrette det mindste, 192 Dernæst en Bod paalægge vi dig, saa dit Hjerte, du Gamle! 193 Vaande sig skal derover, en følelig Sorg skal det vorde. 194 Men for den hele Forsamling jeg selv vil Telemachos raade, 195 At han skal byde sin Moder til Faderens Bolig at drage; 196 Der vil man Bryllupet holde, og sørge for rigeligt Udstyr, 197 Som efter Billighed følger den elskede Datter som Medgift. 198 Før ophøre dog ei, tør jeg troe, Achaiernes Herrer 199 Med den besværlige Beilen; thi ei er vi bange for Nogen, 200 Selv for Telemachos ei, om han end er aldrig saa snaksom, 201 Ligesaalidt som vi agte paa Sandsagn, hvilke du, Gamle! 202 Tolker i Vind og Veir; kun meer forhadt du os vorder. 203 Ubarmhjertig hans Gods fortære vi vil, og Erstatning 204 Aldrig han faaer, saalænge som hun for Achaiernes Sønner 205 Nøler med Bryllup; men ventende her fra Dage til Dage 206 Dyste vi vil om den Fagre, og ei til Qvinder forresten 207 Drage, dem nemt Enhver af os kunde faae sig til Hustrue. 208 Og den forstandige Svend Telemachos gav ham til Gjensvar: 209 Hør Eurymachos du! og I Beilere bolde tilhobe! 210 Ei om dette med Ord eller Bøn jeg til Eder mig vender, 211 Guderne selv og Achaiernes Folk jo kjende det noksom. 212 Giver mig blot et løbende Skib og en fuld Snees Roerfolk, 213 Som paa en Reise befordre mig kan baade frem og tilbage, 214 Da jeg til Sparta nu agter mig hen og det sandede Pylos; 215 Der vil jeg spørge mig for om min savnede Faders Igjenkomst, 216 Om nogen Dødelig giver mig Nys, eller mulig jeg hører 217 Rygtet, der kommer fra Zeus, og Sagn ombærer i Verden. 218 Hører jeg saa, at han lever, og alt er paa Reisen til Hjemmet, 219 Da vil et Aar endnu jeg min Qval taalmodigen bære; 220 Men om jeg hører, at alt han er død og kommen af Dage, 221 Vender tilbage jeg strax til min elskede fædrene Hjemstavn, 222 Kaster en Høi til hans Minde, og holder en glimrende Liigfærd, 223 Som det er Skjel og Skik, og giver min Moder en Husbond. 224 Saa han taled, og satte sig ned; frem stod da for Folket 225 Mentor, en redelig Ven af den herlige Konning Odysseus. 226 Hele sit Huus han ham havde betroet, da han seiled fra Hjemmet, 227 Lystre man skulde den Gamle, og han skulde vare paa Godset. 228 Venligen sindet han hæved sin Røst, og taled iblandt dem: 229 Hører det Ord, som jeg nu, Ithakesiske Mænd! har at sige! 230 Aldrig der herske herefter en mild, huldsalig og venlig 231 Kongstavførende Drot med et Sind, som agter paa Retfærd, 232 Barsk i sit Ord og grum i sin Færd bestandig han være, 233 Siden at Ingen bevarer i Hu den Ædling Odysseus 234 Her i det Folk, han styred tilforn med faderlig Ømhed! 235 Ei saameget endda jeg de trodsige Beilere laster, 236 At de med nedrige Rænker i Hu Voldsgjerninger øve, 237 Thi deres Hoveder vove de jo, idet de forstyrre 238 Huset med Vold i den Troe, at Oddysses umulig kan komme. 239 Men paa det øvrige Folk er jeg opbragt, at I tilhobe 240 Mælet har tabt, og ei med et Ord har prøvet at standse 241 Beilernes Færd, da de dog ere faa, og I er saa mange. 242 Ham Leiokritos svared igjen, en Søn af Euenor: 243 Mentor! du barske, vanvittige Mand! hvad var det du sagde? 244 Folket du raader at standse vor Færd dog haardt vil det holde 245 Selv for talrige Mænd at stride med os ved vort Maaltid. 246 Treen selv Ithakas Drot Odysses herind paa det samme, 247 Medens tilbords vi sad i hans Sal, vi Beilere stolte, 248 Og det i Sindet ham kom, os ud af Borgen at jage, 249 Da skulde visselig ei hans Viv, hvor meget hun længes, 250 Glæde sig over hans Komme, thi gruelig Død han sig hented, 251 Selv om han mandstærk kom; men du heel taabelig snakker. 252 Folket nu sprede sig ad, og Enhver til Sit sig forføie! 253 Lad Halitherses og Mentor fremskynde Telemachos' Reise, 254 Da de fra fjernere Old er hans Faders fortrolige Venner; 255 Længe, jeg troer dog, vil her han endnu paa Ithaka sidde, 256 Og efter Tidender spørge; den Fart vorder aldrig iværksat. 257 Saa Leiokritos taled, og hæved den raske Forsamling. 258 Mændene spredte sig ad, og Enhver til sit Huus sig forføied, 259 Men til Odysses's Borg begav sig Beilernes Skare. 260 Ned Telemachos vandred i Løn til Bredden af Havet, 261 Tvætted sin Haand i det graalige Vand, og bad til Athene: 262 Hør mig, du himmelske Gud, som igaar kom hjem til min Bolig, 263 Og mig befoel at fare paa Skib henover de mørkblaae 264 Bølger, at høre mig for om min savnede Faders Igjenkomst. 265 Denne min Id er Achaierne nu tilsinds at forhindre, 266 Beilerne dog fornemlig, de frækt huserende Voldsmænd. 267 Bedende talte han saa, da nærmed sig Pallas Athene, 268 Mentor livagtig hun ligned paa Mælet og Legemets Bygning, 269 Og med bevingede Ord hun talede til ham og sagde: 270 Ei, Telemachos! feig eller dum skal du vorde med Tiden, 271 Gjødes dig ellers i Barm din Faders fortrinlige Manddom, 272 Saadan som han med Kraft udførte sin Daad og sin Tale; 273 Ei da vorder omsonst eller ufuldbyrdet din Reise. 274 Men est du ei en Søn af ham og af Penelopeia, 275 Aldrig da haabe jeg tør, at iværk du sætter dit Anslag. 276 Sjelden man Sønnerne seer deres Fader i Dygtighed ligne, 277 Jevnligen arte de ud, kun yderlig faa vorde bedre. 278 Dog naar hverken du feig eller dum vil vorde med Tiden, 279 Og du est ei saa ganske forladt af Odyssees's Snildhed, 280 Da er der visselig Haab, at iværk du sætter dit Anslag. 281 Bryd dig ei om Beilernes Raad og nedrige Rænker, 282 Taabelig er deres Id, de har hverken Forstand eller Retsind; 283 Ei om Døden de drømme og Dødsens sorte Gudinde, 284 Alt dog stunder det stærkt ad den Dag, da de alle skal bløde. 285 Reisen, din Hu staaer til, skal ei ret længe forhales, 286 Saadan en fædrene Ven du eier i mig, at jeg gjerne 287 Ruster dig ud et løbende Skib, og paa Veien dig følger. 288 Gak til Huset nu hjem, og færdes i Beilernes Samfund! 289 Sørg for Kost til vort Tog, og gjem den varlig i Kister, 290 Fyld os Krukker med Viin, pak dygtige Poser af Læder 291 Fulde med Meel, som er Mændenes Marv, mens selv jeg af Folket 292 Sanker i Hast frivillige Mænd, og af Skibe der ligger 293 Rundt om Kysten en Mængde ved Ithaka, nye med gamle; 294 Et af disse jeg søger os ud, som mig tykkes det bedste, 295 Snart er det kant og klart, da gaae vi ad vildene Vande. 296 Saaledes taled Athene, hiin Datter af Zeus, og ved Stranden 297 Ei Telemachos nøled, da Guddommens Stemme han hørte. 298 Strax til Huset han skyndte sig hjem, mismodig i Hjertet; 299 Der han Beilerne traf; paa Gaarden de dristige Herrer 300 Syslede travlt; her svede de Flesk, hist flaaede de Geder. 301 Strax med et Smiil paa Læben Antinoos gik ham imøde, 302 Trykkede fast hans Haand, tog Ordet og talte saalunde: 303 Hør! høirøstede Svend, halsstarrige! vær dog herefter 304 Ei bekymret i Sind for Ondt, enten Ord eller Gjerning! 305 Nei! vær munter, og spiis og drik som ellers du pleied! 306 Nu skal Achaierne sørge for Alt hvad du ønsker saa heftig, 307 Skib og dygtige Folk til at roe, at snart du kan drage 308 Bort til det hellige Pylos, at spørge dig for om din Fader. 309 Og den forstandige Svend Telemachos gav ham til Gjensvar: 310 Nei! blandt Mænd saa kaade som I er det plat mig umuligt, 311 Taus at sidde tilbords, og i Mag tilgode mig gjøre. 312 Beilere! var det ei nok, at tilforn min prægtige Velstand 313 Rask I fraadsed mig op, saalænge jeg end var en Pebling! 314 Nu da jeg stor er vorden, og tit i Tale med Andre 315 Hører hvad Væsen I drev, og mit Mod i Barmen mig voxer, 316 Nu vil mod Eder jeg vække de rædsomme Dødsens Gudinder, 317 Enten til Pylos jeg gaaer, eller her jeg i Landet forbliver. 318 Bort jeg maa, ei vorder det Tant med den Reise, jeg nævned, 319 Skjøndt jeg maa hyre mig Snekke, thi ei over Skib eller Roerfolk 320 Raader jeg her, saaledes I selv har jo fundet det tjenligst. 321 Talt; og ud af Antinoos' Haand sin Haand han med Lempe 322 Drog; nu Beilerne travlt i Huset beredte sig Maaltid, 323 Medens de spodsk ham haaned og gave ham spydige Gluffer. 324 Da var i Sværmen der En af de trodsige Knøse, som udbrød: 325 Ret for Alvor os nu Telemachos staaer efter Livet; 326 Enten vil Hjelpere hid fra det sandede Pylos han føre, 327 Eller endog fra Sparta, og derfor han er saa forhippet, 328 Eller maaskee han endog til Ephyra, det frugtbare Landskab, 329 Agter at gaae, for der en dræbende Gift sig at hente, 330 Blande den lumsk med Vinen i Skaal, og os myrde tilhobe. 331 Strax en Anden til Orde da tog af de trodsige Knøse: 332 Eller han selv, hvo veed, naar han flakker paa løbende Fartøi 333 Fjernt fra Hjemmet omkring, forliser sit Liv som Odysseus. 334 Meer Uleilighed da han forsand os her vilde skaffe, 335 Inden vi alt hans Gods fik deelt; kun Huset alene 336 Levned Hans Moder vi da, eller den, hun kaarer til Husbond. 337 Talt; men ned Telemachos steg i Faderens Kjelder, 338 Hvælvet og dyb og bred, hvor Dynger af Guld og af Kobber 339 Gjemtes, og Klæder i Skriin, og en Rigdom af duftende Olie. 340 Fade tillige der stod med en Viin baade gammel og liflig, 341 Det var en reen guddommelig Drik, som gjemtes i disse. 342 Langs med Væggen de stode paa Rad, om mulig Odysseus 343 Trods mangfoldige Farer igjen til sit Huus skulde komme. 344 Tømret af dygtige Fjæler var Kjelderens Dør, og dens Fløie 345 Lukkede fast; baade Dag og Nat en Fadebuursterne, 346 Eurykleia, en Datter af Ops, som var Søn af Peisenor, 347 Færdedes her; aarvaagent og snildt hun førte sit Opsyn. 348 Hende til Kammerset kaldte Telemachos nu og begyndte: 349 Hør, du kjære Morlil! nogle Dunke med Viin du mig fylde! 350 Tag af den, som er sødest næst efter den Viin, du saa nænsom 351 Gjemmer i Haab om at see den usalige Konning Odysseus 352 Her i sit Huus, undsluppen fra Døden og Dødsens Gudinder. 353 Tolv du mig fylde med Viin, og vel med Laag du dem spundse! 354 Dertil du pakke mig Meel i fasttilrimpede Poser, 355 Toti Maal af det fineste Meel, som Qværnen har knuset! 356 Tael dog ikke derom, og hav det alt i Beredskab! 357 Henimod Aften skal selv jeg hente det af, naar min Moder 358 Op i Høienloftskammeret gaaer, og til Roe sig forføier; 359 Viid, til Sparta jeg agter mig hen og det sandede Pylos, 360 Der vil jeg spørge mig for om min elskede Faders Igjenkomst. 361 Talt; i Taarer da brast Eurykleia, den kjærlige Amme, 362 Og med bevingede Ord hun jamrende talte saalunde: 363 Elskede Søn! hvordan er du dog paa saadanne Tanker 364 Falden? hvorfor vil paa Reise du gaae i Verden saa vide? 365 Du min elskte, min eneste Søn! siden Helten Odysseus 366 Fjernt fra sit Hjem hos fremmede Folk er kommen af Dage. 367 Reiser du bort, vil Beilerne strax dig berede det Værste, 368 Lumsk vil de tage dit Liv, og mellem sig skifte din Eie. 369 Bliv da her i Roe ved dit Gods! Du behøver jo ikke 370 Qval dig at hente paa flakkende Fart over Havet det golde. 371 Og den forstandige Svend Telemachos strax hende svared: 372 Gamle! vær rolig! ei uden en Gud min Beslutning er fattet. 373 Sværg mig blot, at ei du derom til min Moder vil tale, 374 Førend at elleve Døgn eller tolv fra idag er forløbne, 375 Eller hun selv mig savner, og hører at bort jeg er dragen, 376 For at hun ei sin deilige Hud skal skæmme ved Taarer. 377 Saa han taled, og høit ved Guderne svor Eurykleia. 378 Men da hun saa havde svoret, og fuldelig givet ham Eedsord, 379 Skyndte hun strax sig hen, og tyldede Vinen paa Dunke; 380 Derpaa hun pakkede Meel i fasttilrimpede Poser, 381 Medens til Salen Telemachos gik til Beilernes Samfund. 382 Anden Beslutning nu tog den lysblaaøiede Pallas, 383 Selv hun i Byen omkring i Telemachos' Skikkelse vanked; 384 Hen hun treen, og talte til hver en Mand, som hun mødte 385 Henimod Aften hun samles dem bød ved det hurtige Fartøi! 386 Men om det hurtige Skib hun selv anmoded Noemon, 387 Phronios' straalende Søn, og villig han lovede dette. 388 Da det saa lakked ad Qvæld, og Skumring paa Veiene bredtes, 389 Drog hun paa Dyb det hurtige Skib, og bragte tillige 390 Stænger og Toug ombord, som de toftede Skibe dem bære. 391 Yderst ved Bugten hun lagde det qvær; de dygtige Svende 392 Stimlede did, og Gudinden dem selv opmuntred tilhobe. 393 Anden Beslutning nu tog den lysblaaøiede Pallas: 394 Flux hun skyndte sig hen til den Ædling Odysses's Kongsgaard, 395 Der over Beilernes Øine hun gjød den liflige Slummer, 396 Sands hun de Svirende røved, og slog dem af Haand deres Bægre. 397 Hjem gjennem Byen til Hvile de skyndte sig; ei de forbleve 398 Siddende længe, da Søvn paa Øinenes Laag dem var falden. 399 Men til Telemachos talte den lysblaaøiede Pallas, 400 Mentor livagtigen lig paa Mælet og Legemets Bygning, 401 Efterat først hun ud af den prægtige Sal havde kaldt ham: 402 Hør, Telemachos! alt dine beenbepandsrede Svende 403 Sidde paa Toft, og vente paa Vink fra dig for at lette. 404 Derfor afsted, og lader os ei forsinke vor Reise! 405 Saaledes taled Athene, med ilende Fjed hun foran ham 406 Vandred paa Veien afsted, og Gudinden i Sporet han fulgte. 407 Men da de ned vare komne til Skibet, som laae under Kysten, 408 Nede ved Stranden de samlede fandt de haarfagre Sømænd. 409 Derpaa den kraftige Svend Telemachos taled iblandt dem: 410 Kommer nu, Venner! og henter ombord vor Kost; i Paladset 411 Ligger tilrede den alt; ei veed min Moder det mindste, 412 Eller af Ternerne nogen; kun Een har Sagen erfaret. 413 Talende saa gik selv han foran; ham fulgte de Andre. 414 Kosten til Reisen de hented, og pakked forsynligen Alting 415 Ned i det toftede Skib, som Odysses's Søn dem befaled. 416 Derpaa Telemachos steg ombord, men først dog Athene; 417 Agter i Skuden hun satte sig ned, jevnsides Gudinden 418 Tog han Plads, og hans Folk strax Linerne løsned fra Bagstavn, 419 Selv ombord de saa gik, og paa Tofterne toge de Sæde. 420 Pallas Athene dem skikked en føielig Kuling til Reisen, 421 Rask den lufted fra Vest paa de blaae høitpladskende Vande. 422 Derpaa Telemachos bød med lydelig Røst sine Svende, 423 Fat at tage paa Stænger og Toug, og flux de ham lystred. 424 Masten af Gran de haled tilveirs, i den borede Midtoft 425 Reiste de høit den paa Dæk, og fast de bandt den med Vanter, 426 Heised saa skinnende Seil med snoede Liner af Kohud. 427 Blæsten i Seil tog susende fat, og de purpurne Bølger 428 Sqvulpede høit om Fartøiets Kjøl, mens det vandrede fremad; 429 Rask over Bølgen det løb, i en Fart fuldbyrdende Reisen. 430 Men da de Stænger og Toug i det tjærede Skib havde fastgjort, 431 Stillede Kummer de frem, som med Viin til Randen var fyldte, 432 Og for de salige Guder de stænkede Vinen til Offer, 433 Dog for Athene fornemlig, den lysblaaøiede Jomfrue. 434 Skibet ad Bølgerne løb baade Nat og dæmrende Morgen. ------------------------------------------------------------------------ Denne side er sidst rettet 11.08.96. Eksternt refereret 82 gange siden 1. september 1996. http://www.kb.dk:80/elib/lit/dan/old/authors/wilster/od.kml/02/index.htm Dansk Nationallitterært Arkiv | Opad | Søg hele DNA | DNA Homepage | DNA List | DSL Homepage | Danske Klassikere (DKL) | KB Homepage | REX | Gutenberg | Runeberg | ------------------------------------------------------------------------ Homer, Odysseen, 3. sang ------------------------------------------------------------------------ | Index | Sang -1 | Sang +1 | ------------------------------------------------------------------------ 1 Frem af den deilige Søe i en Fart Solguden sig hæved 2 Op paa den kobberne Himmel, at lyse for salige Guder 3 Som for hver dødelig Mand paa den sædfrembringende Jordkreds, 4 Just som de styred mod Land ved det velbebyggede Pylos, 5 Neleus's Stad; der Tyre man slagtede, sorte tilhobe, 6 Ude paa Strand til Poseidon, vor Jords sorthaarede Ryster. 7 Her i ni forskjellige Hold havde Folket sig leiret, 8 Hvert femhundrede Mand, og hvert ni Høveder offred; 9 Alt Indmaden de nød, og ristede Bove til Guden, 10 Just som hine mod Land løb ind med den dygtige Skude, 11 Strøg dens Seil, fortøied den vel, og traadte paa Landjord. 12 Ud af Skibet Telemachos steg, men først dog Athene; 13 Strax tiltalte ham da den lysblaaøiede Pallas: 14 Nu, Telemachos! vær ikke bly i ringeste Maade, 15 Da du jo drog over Havet, at spørge dig for om din Fader, 16 Hvor han gjemmes i Muld, og hvad for en Død han sig hented. 17 Nei frit træde du frem for Hestebetvingeren Nestor! 18 Vide vi maae, hvad Raad han muligen gjemmer i Brystet; 19 Ham indstændig du bede, dig Alt sandfærdig at sige, 20 Ei vil han tale med Falsk, thi høist forstandig er Gubben. 21 Og den forstandige Svend Telemachos strax hende svared: 22 Mentor! hvordan skal jeg gaae? hvordan først tale til Gubben? 23 Jeg er saa lidet forsøgt i den Kunst mine Ord at belægge, 24 Og som den Yngre jeg blues at fritte den Ældre med Spørgsmaal. 25 Ham gjensvared Athene, den lysblaaøiede Jomfrue: 26 Noget, Telemachos! selv i dit Sind udtænker du vistnok, 27 Andet en Gud indskyde dig vil, thi det tør jeg mene, 28 Ei est du fød og fostret de salige Guder til Ugunst. 29 Saaledes taled Athene; med ilende Fjed hun foran ham 30 Vandred paa Veien afsted, og Gudinden i Sporet han fulgte. 31 Snart de kom til de Pyliske Mænds forsamlede Skarer; 32 Der sad Nestor i Sønnernes Kreds; hans Svende med Iver 33 Lavede Mad; her risted man Kjød, og hist man det spidded. 34 Strax som de saae de fremmede Mænd, de stimled imod dem, 35 Rakte til Hilsen dem venligen Haand, og bød dem at sidde. 36 Først imøde dem treen Peisistratos, Sønnen af Nestor, 37 Begge han krysted i Haand, og strax ved det festlige Gilde 38 Gav han dem Plads paa laadene Skind paa den sandede Havbred 39 Hos Thrasymedes sin Broder og Nestor sin elskede Fader. 40 Hver sin Part han af Indmaden gav, saa tog han og skjenked 41 Viin i en gylden Pokal, og drikkende Begge til Velkomst 42 Talte han saa til Athene, hiint Barn af den høie Kronion: 43 Fremmede! beed nu først din Bøn til Drotten Poseidon. 44 Hans er Gildet, ved hvilket I her os traf ved Jer Ankomst. 45 Men naar du Viin har offret og bedet en Bøn som det bør sig, 46 Flye saa din Ven Pokalen, at offre han kan af den søde 47 Viin, thi ogsaa har han en Bøn til de salige Guder, 48 Skulde jeg troe, hvert Menneskens Barn til Guderne trænger. 49 Dog han er yngre, paa Alder med mig omtrent, som det synes, 50 Derfor jeg først til dig nu Guldpokalen vil række. 51 Talt, og Pokalen han strax med den liflige Viin hende flyede. 52 Glad bemærked Athene hans vise betænksomme Adfærd, 53 At han den gyldene Skaal med Viin først rakte til hende. 54 Derpaa hun bønligen bad til den mægtige Hersker Poseidon: 55 Hør os, du mægtige Gud! du Jordomslynger Poseidon! 56 See ei haant til os, opfyld den Bøn, som vi bede! 57 Nestor og alle hans Sønner du først velsigne med Hæder! 58 Ogsaa det øvrige Folk, hver Mand, som boer udi Pylos, 59 Skjenke du glædelig Løn for den herlige Festhekatombe! 60 Endelig give du mig og Telemachos Held til den Idræt, 61 Som over Bølgen har bragt os hid paa det tjærede Fartøi! 62 Bedende talte hun saa, og selv opfyldte hun Bønnen. 63 Derpaa hun Tvillingpokalen af Guld til Telemachos rakte, 64 Og udi Bøn udbrød den elskede Søn af Odysseus. 65 Men da det øvere Kjød var stegt, og taget af Bradspid, 66 Stykked de Braden i Parter, og holdt et glimrende Maaltid. 67 Men da Enhver havde stillet sin Lyst til Mad og til Drikke, 68 Først til Orde da tog den ædle Gereniske Nestor: 69 Nu er det skjelligt at spørge de fremmede Mænd og forhøre, 70 Hvem de ere, da nu de ved Mad har gjort sig tilgode. 71 Fremmede! hvem er I, og hvorfra er I komne paa Søvei? 72 Drog I paa Handelen ud, eller gik I paa vildsomme Farter 73 Ret som en Vikingeskare, som flakkende vidt over Bølgen 74 Sætter i Vove sit Liv for at plyndre hos Folket i Udland? 75 Og den forstandige Svend Telemachos gav ham til Gjensvar, 76 Freidig i Hu, thi Athene ham selv besjeled med Mandsmod, 77 For at han frit kunde spørge sig for om sin savnede Fader, 78 Og et berømmeligt Navn sig selv blandt Mennesker vinde: 79 Nestor! du Neleus's Søn! Achaiernes Hæder og Stolthed! 80 Hvorfra vi kom, du spørger; det vil jeg paastand dig fortælle. 81 Hid er vi komme fra Ithakas Bye ved Foden af Neion, 82 Ei i folkeligt Hverv, men i eget, det nu jeg vil nævne. 83 Ud er jeg dragen at høre, hvad Rygter man har om min Fader, 84 Helten Odysseus, som vidt er berømt; med dig, har man sagt mig, 85 Drog han fordum i Leding, og styrted den Troiske Kongstad. 86 Grandt man veed om de øvrige Mænd, som kæmped i Troia, 87 Hvor Enhver af de Gjæve sig hented den grusomme Dødslod, 88 Men om Odysses's Død lod Zeus hvert Rygte forstumme; 89 Hvor han er død, har Ingen endnu kunnet sige med Vished, 90 Enten for fiendtlige Mænd han i Kamp er falden paa Landjord, 91 Eller paa vildene Hav Amphitrite begrov ham i Bølgen. 92 Derfor jeg kommer at favne dit Knæe, om du vilde mig sige 93 Alt hvad du veed om hans grusomme Død, hvad enten for Øine 94 Selv du blegne ham saae, eller vandrende Mand om hans Henfart 95 Har dig fortalt; hans Moder ham bar til den tungeste Skjebne. 96 Ei af Skaansel du mildne dit Ord, ei heller af Medynk, 97 Nei! men fortæl reentud just saasom det kom dig for Øie! 98 Bønlig jeg beder, saasandt min herlige Fader Odysseus 99 Enten i Raad eller Daad har ærlig dig holdt hvad han loved 100 Hist i Troernes Land, hvor Achaierne døied saa meget, 101 O saa kom det ihu, og siig mig den skæreste Sandhed! 102 Ham gjensvarede Nestor, den gamle Gereniske Vognhelt: 103 Kjære! du minder mig her om al den Trængsel vi fristed 104 Hist i Fiendernes Land, vi kraftige Mænd af Achaia, 105 Enten paa Skibe vi foer hen over det graalige Havdyb, 106 Flakkende vidt efter Rov paa Tog, hvor Achilles os førte, 107 Eller i Marken vi drog om Priamos' mægtige Kongstad 108 Kjækt med Fienden at slaaes; der segned de boldeste Drotter, 109 Der faldt Aias, den krigerske Helt; der ligger Achilleus, 110 Der Patroklos hans Ven, en Mand saa snild som en Guddom, 111 Der min elskede Søn Antilochos, bold og behjertet, 112 Han som var rap tilbeens og dygtig i Kamp som den Bedste. 113 Fleer Ulykker vi leed endnu; hvad dødelig Skabning 114 Mægted at nævne tilhobe de Qvaler, vi der maatte friste? 115 Selv om Aaringer fem eller sex du hos mig vilde blive, 116 Og du mig fritted om al den Nød Achaierne udstod, 117 Kjed af min Tale du blev før Enden, og drog til din Hjemstavn. 118 Ni samfældige Aar uden Rast vi beredte dem Ufærd, 119 Øvende al Slags List; knap Zeus da slutted vor Idræt. 120 Al den Tid var der ei nogen Mand, som med ham sig i Raadslag 121 Dristed at maale, thi høit i al Slags List over Alle 122 Stod den Ædling Odysses, din Fader, saafremt du forresten 123 Virkelig er hans Søn; forbauses jeg maa ved dit Aasyn. 124 Ogsaa paa Talen du ligner ham svart; hvo skulde dog tænke, 125 At du, saa ung du est, din Fader saa ligt kunde tale? 126 Dengang det hændte sig aldrig, at jeg og den Ædling Odysseus 127 Kom med hinanden paa Thinget i Tvist, ei heller i Raadet; 128 Nei! vi var eens tilsinds, og med Kløgt og sindige Tanker 129 Grunded vi stedse, hvordan Achaiernes Tarv kunde fremmes. 130 Men da saa Priamos' kneisende Stad vi havde forstyrret, 131 Og vi var gangne tilskibs, og en Gud havde Folkene spredt ad 132 Da beslutted Kronion i Sind en bedrøvelig Hjemfart 133 For det Argeiske Folk; thi brav og forstandig var langtfra 134 Samtliges Færd, og derfor en Deel kom grusomt af Dage; 135 Svart Athene dem slog i sin Harm, den Vældiges Datter, 136 Da hun de to Atreider ophidsed til Kiv mod hinanden. 137 Samtlige Mænd af Achaia til Thing de stævnede begge 138 Reent mod Skik paa utimelig Tid, alt dalede Solen, 139 Derfor var Mængden betynget af Viin, da de mødte til Samling. 140 Strax kundgjorde nu hine, hvorfor man dem hid havde stævnet 141 Først Menelaos befoel Achaiernes Sønner tilhobe, 142 Hjem at seile paastand over Havsens mægtige Rygning, 143 Dog Agamemnon det Raad ei huede; heller han ønsked 144 Folket at holde tilbage, og Festhekatomber at offre; 145 Pallas Athenes forfærdende Harm han haabed at mildne; 146 Lidet han vidste, den Daare, at ei hun var at forsone, 147 Ei omskiftes i Hast de salige Guders Beslutning. 148 Saaledes begge de stod, og klamredes svart med hinanden; 149 Op fra Sæde da sprang de bepandsrede Mænd af Achaia 150 Med et forfærdeligt Skrig; tvedeelt var Folkets Beslutning. 151 Natten igjennem endog vi fiendsk tilsinds mod hverandre 152 Hvilte paa Leiet, thi Zeus tilskikked os Straf for vor Brøde. 153 Aarle ved Grye var vi nogle, som drog vore Snekker paa Dybet, 154 Hver indskibed sit Gods og de smuktombeltede Qvinder; 155 Dog hos Atreus's Søn, Krigsfolkenes Drot Agamemnon, 156 Hælvten omtrent tilbage forblev af den samtlige Krigshær, 157 Medens vi Andre begav os ombord, og seiled fra Kysten; 158 Strygende gik det, selv jevned en Gud os det svælgende Havdyb. 159 Da vi til Tenedos kom, vi Guderne bragte vort Offer, 160 Hjem vi længtes, dog Zeus endnu forhaled vor Hjemfærd, 161 Han, den Haarde, som ypped paany fordærvelig Tvedragt. 162 Nogle nu vendte paastand med de toradaarede Skibe, 163 Og med Odysses, den snedige Drot, de stævned tilbage, 164 Atreus's Søn Agamemnon igjen deres Huldskab at vise. 165 Jeg derimod tog Flugten med hvert et Skib, som mig fulgte, 166 Da jeg i Sind fornam, at en Gud tilskikked os Vanheld. 167 Ogsaa Tydeiden paa Flugt sig gav, og drev paa sit Mandskab. 168 Seent os fulgte tillige den Guldhaars Drot Menelaos; 169 Just han i Lesbos os traf, da vor lange Seilads vi betænkte, 170 Enten vi Nord om Chios den fjeldrige Øe skulde styre 171 Op mellem Psyrias Holm, beholdende Chios til Venstre, 172 Hvad eller Sønden om Chios forbi det stormende Mimas. 173 Bønlig vi bad, at en Gud os et varslende Tegn ville vise, 174 Tegnet han gav og bød os, at styre vor Kaas til Euboia, 175 Skærende tvers over Havet, at frelses desfør af vor Qvide. 176 Vinden blev gunstig og rask; ad de fiskbesvømmede Veie 177 Skibene løb i strygende Fart, og iland ved Geraistos 178 Alt om Natten vi kom, og Bovene strax af en Mængde 179 Tyre til Tak for den mægtige Fart Poseidon vi offred. 180 Dage vi seiled igjen; paa den fjerde var alt Diomedes, 181 Hestebetvingeren Tydeus's Søn, med Snekker og Mandskab 182 Landet paa Kysten af Argos; jeg drog til Pylos, og aldrig 183 Løied den gunstige Vind, da en Gud paa Fart havde sendt den. 184 Derfor, min Søn! jeg tidendeløs kom hjem, og erfoer ei, 185 Hvem af Achaiernes Folk der forgik, og hvem der blev reddet. 186 Men hvad jeg siddende her i mit Huus har erfaret af Andre, 187 Det jeg, som billigt, fortælle dig skal, og Intet fordølge. 188 Hjem i Behold Myrmidonerne kom, de landseforsøgte, 189 Helten Achilles's straalende Søn dem førte tilbage. 190 Poias's glimrende Søn Philoktetes var ligesaa heldig, 191 Og til sit Kreta Idomeneus kom med alle de Kæmper, 192 Krigen ham end havde levnet, ei Een han paa Søen forliste. 193 Selv har I hørt, skjøndt fjernt I boe, hvordan Agamemnon 194 Kom til sit Hjem, og Aigisthos en ynkelig Død ham beredte; 195 Dog en gruelig Hevn forsand ham traf for hans Udaad. 196 O hvor godt, naar den myrdede Mand en Søn har tilbage 197 Efter sin Død! saaledes som hiin den Morder Aigisthos 198 Dræbte til Hevn, der lumsk havde myrdet hans herlige Fader. 199 Saa, min Kjære! vær kjæk, som jeg seer du er fager og voxen, 200 At ogsaa du maa prises endog af sildige Slægter! 201 Og den forstandige Svend Telemachos gav ham til Gjensvar: 202 Nestor! du Neleus's Søn! Achaiernes Hæder og Stolthed! 203 Ja! han hevned sig svart, og vidt vil Achaiernes Sønner 204 Brede hans Roes, saa høres den skal blandt kommende Slægter. 205 O at de himmelske Guder mig lignende Kraft vilde skjenke, 206 Beilernes Sværm at tugte for al deres nedrige Frækhed, 207 Da de med Trods udøve mod mig formastelig Voldsfærd. 208 Dog en Lykke saa stor har Guderne ei mig beskæret, 209 Mig saalidt som min Fader, dog nu maa jeg lide med Taalmod. 210 Ham gjensvarede Nestor den gamle Gereniske Vognhelt: 211 Kjære! da selv du minder derom, og nævner mig Sagen; 212 Man har fortalt, at en Sværm af Mænd, som frie til din Moder, 213 Dig til Trods i Paladset et skammeligt Væsen bedrive. 214 Siig mig, om selv godvillig du kue dig lod, eller mulig 215 Folket i Landet dig hader, forledt af guddommeligt Sandsagn? 216 Dog hvo veed, om ei han engang til Hevn over Voldsmænd 217 kommer alene tilbage, ja muligen fulgt af sit Mandskab. 218 Gid dog Pallas Athene dig ligesaa huld vilde være, 219 Som hun din herlige Fader tilforn beskjermed med Omhu 220 Hist i Troia, hvor meget vi leed, vi Mænd af Achaia! 221 Aldrig har Guder jeg seet saa klart deres Naade bevise, 222 Som det var klart, at Athene var rede til Hjelp for Odysseus; 223 Elsked hun dig saa høit, og viste dig lignende Omsorg, 224 Da skulde Mangen af Beilernes Flok slaae Bryllup af Tanke. 225 Og den forstandige Svend Telemachos gav ham til Gjensvar: 226 Aldrig, min Gubbe! jeg troer, at dette vil skee som du siger. 227 Nei! dit Ord er for stort! du forfærder mig! aldrig et saadant 228 Haab opfyldes for mig, selv ei om Guder det vilde. 229 Ham gjensvared Athene, den lysblaaøiede Jomfrue: 230 Søn af Odysses hvad Ord undslap dig fra Tændernes Række? 231 Lettelig frelser en Gud hvem han vil endog fra det Fjerne. 232 Jeg vilde heller forsand udstaae mangfoldige Trængsler, 233 Blot jeg naaede mit Huus, og Hjemfærdsstunden jeg skued, 234 End efter lykkelig Fart forlise mit Liv ved min Arne, 235 Som Agamemnon blev lumskelig dræbt af sin Viv og Aigisthos. 236 Dog for den altødelæggende Død har selv ikke Guder 237 Magt at bevare den Mand, som ret af Hjertet de elske, 238 Naar ham fra Jord bortrykker den langthenstrækkende Dødsmøe. 239 Og den forstandige Svend Telemachos strax hende svared: 240 Mentor! ei tale vi meer om Sligt, skjøndt heftig vi sørge! 241 Ei hjemkommer han levende meer, forlængst allerede 242 Blev han i Gudernes Raad bestemt til Død og til Henfart. 243 Men der er Noget forresten, hvorom jeg har Lyst til at spørge 244 Nestor, da høit over Andre han staaer i Viisdom og Retsind; 245 Alt han har jo som Drot tre Menneskeslægter behersket, 246 Derfor betragter jeg ham som en af de salige Guder. 247 Nestor, du Neleus's Søn fortæl mig dette med Sandhed! 248 Hvad for en Død fik Atreus's Søn, den Drot Agamemnon? 249 Hvor var da Menelaos? hvad List til den blodige Gjerning 250 Øved Aigisthos, den Skjelm, for den stærkere Mand at ihjelslaae? 251 Mon det Achaiske Argos han ei havde naaet, men paa Hjemtog 252 Flakked i Verden omkring, og hiin sig til Mordet formasted? 253 Ham gjensvarede Nestor, den gamle Gereniske Vognhelt: 254 Dette jeg gjerne, min Søn! sandfærdigen vil dig fortælle. 255 Selv begriber du let, hvordan det var gaaet Aigisthos, 256 Hvis Menelaos, den Guldhaars Drot, ved sit Komme fra Troia 257 I Agamemnons Palads ham end havde truffet ilive, 258 Da var han falden, og ei man med Muld hans Liig havde dækket. 259 Da havde Hunde med Fugle hans Kjød af Knoglerne flænget 260 Fjernt fra Byen paa vildene Mark, og ei i Achaia 261 Havde ham Qvinde begrædt, thi grov var den Synd han forøved. 262 Medens i Troia vi laae, og Kamp paa Kamp maatte friste, 263 Sad han i Mag i en Krog af det hestopfostrende Argos, 264 Og Agamemnons Viv ved sin smigrende Snak han bedaared. 265 Først hun forkastede dog den skjændige Gjerning med Afskye, 266 Thi hun var ædel af Sind som af Byrd, den Viv Klyteimnestra; 267 Ogsaa der leved i Huset en Skjald, som Atreiden alvorlig, 268 Dengang til Troia han drog, formaned at vogte hans Hustrue. 269 Men da hun hildet af Skjebnen tilsidst dog føied hans Villie, 270 Slæbte han Skjalden af Huus, og førte ham ud paa en øde 271 Øe, hvor han ligge ham lod, Rovfugle til Priis og til Bytte. 272 Hjem til sit Huus han villig da førte den villige Qvinde. 273 Strax mangfoldige Bove paa Gudernes Alter han brændte, 274 Smykker han vied dem ind, baade Guld og prægtige Klæder, 275 Efter den svare Bedrift, som lykkedes over Forventning. 276 Sammen vi fulgtes paa Vei, Menelaos og jeg, over Havet 277 Lige fra Kysten af Troia, thi høit vi elsked hinanden; 278 Men da vi Sunion naaede, den hellige Klint ved Athenai, 279 Dræbt af Phoibos Apollon da blev Menelaos's Styrmand, 280 Ramt af Guden med lempelig Piil han segned i Døden, 281 Bedst som med Roret i Haand han sad paa det løbende Fartøi, 282 Phrontis, en Søn af Onetor; saa snildt som Faa eller Ingen 283 Styred han Skib paa Dyb, hvor vildt end Stormene larmed. 284 Saa blev han sinket paa Vei, skjøndt stærkt med Reisen han hasted, 285 Medens sin Svend han stedte tilgravs, og feired hans Liigfærd. 286 Atter i Søen han stak, og løb ad de blaalige Vande; 287 Men da med Flaaden han kom til det høie Maleiske Forbjerg, 288 Gav Fjernskueren Zeus ham en høist bedrøvelig Reise; 289 Stormene blæse han lod, saa de hvined i Luft, og paa Havet 290 Reiste han larmende Bølger, vidunderlig høie som Bjerge; 291 Der han spredte hans Snekker og nogle forslog han til Kreta, 292 Hvor Kydonerne boe omkring Jardanos' Strømme; 293 Der er et Fjeld baade glat og høit, som mod Søen sig strækker 294 Ude paa Grændsen af Gortyn, langt ud i det graalige Havdyb. 295 Stormen fra Syd mod det vestlige Fjeld slaaer Bølgen ved Phaistos 296 Høit, men Fjeldet saa lavt dog dæmmer mod Bølgerne høie; 297 Did blev Skibene slængte; med Nød og neppe sig bjerged 298 Folket ombord, men i Qvag mod Rev de brydende Bølger 299 Skibene slog; af Flaaden dog fem blaastavnede Snekker 300 Drev for den rullende Strøm og den strygende Vind til Aigyptos. 301 Saaledes drog Menelaos til Folk, hvis Sprog var ham fremmed, 302 Vildsomt paa Søen omkring, og Gods og Guld han sig sanked, 303 Medens Aigisthos i Borgen udtænkte den rædsomme Udaad, 304 Slog Agamemnon ihjel og hans Folk til Lydighed kued. 305 Aaringer syv han det guldrige Land Mykene behersked, 306 Men i det ottende Aar til hans Vee kom bolden Orestes 307 Hjem igjen fra Athen, og til Hevn han den Morder Aigisthos 308 Slog ihjel, som lumsk havde myrdet hans herlige Fader, 309 Og efter endt Bedrift han Argeierne feired et Gravøl, 310 Da han sin nedrige Moder begrov og den Niding Aigisthos. 311 Did kom just paa den festlige Dag den Helt Menelaos 312 Hjem med Gods og Skatte saamange som Skibene magted. 313 Heller ei du, min Kjære! blandt Fremmede flakke mig længe 314 Borte fra Huus og Gods, mens hjemme du lod i Paladset 315 Slige fripostige Mænd! thi vogt dig, at ei de fortære 316 Alt og dele dit Gods, og spildt da vorder din Reise. 317 Men jeg formaner og raader dig stærkt Menelaos at gjæste, 318 Thi han er først fornys hjemkommen fra fremmede Lande, 319 Fjernt fra Folk, fra hvilke vel knap nogen Mand kunde haabe 320 Hjem at slippe, naar Stormene først ham did havde kastet 321 Over et Hav saa stort, at neppe de hurtigste Fugle 322 Fløi paa et Aar derover, saa stort, saa frygteligt er det. 323 Vel! saa begiv dig nu strax paa Fart med dit Skib og dit Mandskab! 324 Men vil du reise tillands, staae Hest og Vogn i Beredskab, 325 Og mine Sønner er rede paa Vei at gjøre dig Selskab 326 Til Lakedaimon den herlige Stad og den Drot Menelaos; 327 Ham indstændig du bede, dig Alt sandfærdig at sige, 328 Ei vil han tale med Falsk, thi høist forstandig er Manden. 329 Talt; nu dalede Solen, og Mulm udbredte sig vide. 330 Ordet da tog Athene, den lysblaaøiede Jomfrue: 331 Skjelligt, min Gubbe! forsand er hvert et Ord, som du talte. 332 Vel! udskjærer nu Tungerne flux, og blander os Vinen, 333 At vi kan offre vor Drik til Poseidon og øvrige Guder, 334 Og os forføie til Roe, thi stærkt det lakker ad Tiden, 335 Lyset har alt bag Mørket sig gjemt, og ei det sig skikker 336 Længer at sidde ved Gudernes Fest, men at gange til Huse. 337 Saaledes talte den Datter af Zeus, og han lød hendes Tale. 338 Flux udøste Herolderne Vand over Samtliges Hænder, 339 Knøsene Viin i Kummerne gjød, til den skummed om Randen, 340 Fyldte saa Bægre til Offring, og skjenkede rundt for dem Alle; 341 Tungerne slængtes paa Ild, og staaende skænked man Vinen. 342 Men da de Viin havde offret, og drukket saameget dem lysted, 343 Laved Athene sig til med den herlige Søn af Odysseus, 344 Begge tilbage til Stranden at gaae til det bugede Fartøi. 345 Strax dog talede Nestor, og satte dem venlig irette: 346 Nei! det forbyde Kronion og alle de salige Guder, 347 At I fra mig skulde gaae til den hurtige Snekke tilbage, 348 Ret som var jeg en Prakker, der knap havde Klæder paa Kroppen, 349 Eller som ei i sit Huus havde nok af Tæpper og Bolstre, 350 Baade sig selv og Gjæster en magelig Seng at forskaffe. 351 Nei! Jeg er godt forsynet med prægtige Tæpper og Bolstre, 352 Derfor skal ei en Søn af saadan en Mand som Odysseus 353 Sove paa Dæk ombord saalænge som jeg er ilive, 354 Og naar jeg døer, har jeg Sønner i Huus tilbage, som Herberg 355 Hver en Fremmed skal give, der kommer som Gjæst til min Bolig. 356 Ham gjensvared Athene, den lysblaaøiede Jomfrue: 357 Kjæreste Gamle! du taler saa smukt, og det sømmer sig vistnok, 358 At dig Telemachos lyder, thi dette forsand er det Bedste. 359 Derfor med dig han følge nu hjem, og tage sin Hvile 360 Under dit Tag, men selv jeg gaaer til det tjærede Fartøi 361 Ned, vore Folk at muntre, og sige Besked dem om Alting. 362 Jeg er den eneste Mand tilaars af den hele Besætning, 363 Resten er Knøse tilhobe, som hid af Venskab os fulgte, 364 Alle de kan paa Alder omtrent med Telemachos være. 365 Der for inat jeg hvile mig vil paa det tjærede Fartøi, 366 Men naar det dages, jeg styrer min Kaas til de bolde Kaukoner; 367 Der har et Krav jeg tilgode, som hverken er nyt eller ringe. 368 Men da du hjem til dit Huus som Gjæst Telemachos tager, 369 Send ham da bort tilvogns med din Søn, og giv ham de Heste, 370 Som er til Løb de rappeste Dyr, og dygtigst af Kræfter. 371 Talende saa forsvandt den lysblaaøiede Pallas 372 Brat som en Ørn, og Studsen betog Enhver, som det skued. 373 Ogsaa den Gamle forbausedes svart, da han saae det for Øine, 374 Greb Telemachos' Haand, tog Ordet, og talte saalunde: 375 Kjære! jeg haaber forvist, ei vorder du feig eller kraftløs, 376 Siden af Aar saa ung du alt ledsages af Guder, 377 Thi det var ei nogen Anden af Guderne hist paa Olympen, 378 Det var den Datter af Zeus, hiin herlige Tritogeneia; 379 Ogsaa din kraftige Fader hun høit blandt Argeierne hædred. 380 Drotning! forbliv os huld! et priseligt Navn du forlene 381 Baade mig selv, mine Børn, og den ærbare Qvinde min Hustrue, 382 Offre da vil jeg et fjorgammelt Nød, bredpandet og aldrig 383 Avet, endnu ei tæmmet af dødelig Mand under Aaget, 384 Dette jeg offre dig vil, og dets Horn vil med Guld jeg beklæde. 385 Bedende talte han saa, og blev hørt af Pallas Athene. 386 Forrest i Skaren paa Vei sig nu gav den Gereniske Nestor 387 Med sine Sønner og Døttrenes Mænd til den prægtige Bolig. 388 Men da de kom til det stolte Palads, som Kongen beboede, 389 Toge de Plads paa Stol eller Bænk jevnsides hverandre. 390 Strax da de kom, den Gamle paany dem blanded i Kummen 391 Viin, som var liflig, og først da den elleve Aar have ligget, 392 Løsnede Skaffersken Baandet fra Spunds og aabnede Krukken. 393 Heraf den Gamle nu blanded en Deel, og fromt til Athene, 394 Aigissvingerens Datter, han bad, mens han stænked af Vinen. 395 Men da de Viin havde offret, og drukket saameget dem lysted, 396 Gik Enhver til sit Hjem, og lagde sig der til at sove; 397 Men i sit Huus beholdt den gamle Gereniske Nestor 398 Helten Odysses's Søn, og rede han lod ham et Leie 399 Under den høitgjenlydende Hal paa den snørklede Løibænk; 400 Der sov ogsaa den gjæve Peisistratos, Høvding for Krigsfolk; 401 End hos sin Fader han boede som eneste Søn, der var Ungkarl. 402 Selv sov Gubben i høien Palads i det inderste Kammer, 403 Og ved hans Side hans Dronning bepryded det natlige Leie. 404 Men da sig reiste ved Grye den rosenfingrede Dagning, 405 Strax fra sit Leie da sprang den gamle Gereniske Nestor, 406 Treen af Huset og satte sig hen paa en skinnende Steenbænk; 407 Udenfor Huset man havde den sat ved den kneisende Borgport, 408 Hvid var Stenen og blank som Olie; der havde Neleus 409 Siddet tilforn saa tit, en Mand saa snild som en Guddom; 410 Nu var forlængst af Døden han ramt, og vandret til Hades. 411 Her den Gereniske Nestor, Achaiernes Fader, sig satte, 412 Holdende Staven i Haand, og trindt ham stimled hans Sønner; 413 Ud fra Kammers tilhobe de kom, Echephron og Perseus, 414 Stratios og Thrasymedes, en Mand som en Gud, og Aretos, 415 Derpaa som sjette den bolde Peisistratos kom til sin Fader; 416 Ogsaa de førte Telemachos med, og bænked ham blandt sig. 417 Først til Orde da tog den gamle Gereniske Nestor: 418 Skynder Jer nu, mine Børn! og sætter i Værk hvad jeg ønsker, 419 At jeg af Guderne først os huld Athene kan gjøre! 420 Selv skinbarlig hun gjæsted vor yppige Fest for Poseidon. 421 Een skal paa Vang efter Oxen begive sig ud, at den snarlig 422 Kommer herind, Qvægrøgteren strax til Byen den drive! 423 Een skal skynde sig ned til Telemachos' Skib for at hente 424 Alle hans Mænd herop, kun to skal blive tilbage. 425 Een skal gaae for at bede paastand Guldslager Laerkes 426 Komme herhid, at han Høvedets Horn med Guld kan beklæde; 427 Resten forblive tilbage hos mig, og befaler derinde 428 Ternerne strax i den prægtige Sal at lave til Maaltid, 429 Hente det klareste Vand, og sørge for Brændsel og Stole! 430 Saa han taled, og Alle fik travlt, saa de pusted af Iver. 431 Ind kom Oxen fra Vang, og Helten Telemachos' Mandskab 432 Kom fra det hurtige Skib; Guldslageren ogsaa sig indfandt, 433 Bærende med sig i Haand sit kunstfuldbyrdende Værktøi, 434 Baade sin Ambolt og Hammer og snildtindrettede Ildtang, 435 Guldet at smedde dermed; selv nærmed sig Pallas Athene, 436 Gunstig at nyde sit Offer, og Nestor, den aldrende Vognhelt, 437 Gav det behørige Guld; strax Mesteren slog det om Dyrets 438 Horn heel smukt, at Gudinden med Fryd den Pragt maatte skue. 439 Oxen ved Hornene frem Echephron og Stratios leded. 440 Vand til Hændernes Tvæt i et Fad udsmykket med Løvværk 441 Hented Aretos fra Huus, og en Kurv med det hellige Bygkorn 442 Bar han paa Arm; da treen den behjertede Helt Thrasymedes 443 Frem med den hvæssede Biil i Haand, for Oxen at fælde; 444 Perses med Karret til Blod stod hos, og Oldingen Nestor 445 Tog af Vandet og Kornet, og vied med Bøn til Athene 446 Offret, mens Haar han kasted paa Ild af Høvedets Pande. 447 Men da de saa havde bedet og drysset det hellige Bygkorn, 448 Traadte paastand Nestoriden, den modige Helt Thrasymedes, 449 Frem, drev Øxen og hug, saa Senerne hen over Nakken 450 Brast, og Høvedets Kraft var forødt; strax Oldingens Døttre 451 Jamred med Sønnernes Koner i Bøn med samt Eurydike, 452 Nestors ærværdige Viv, af Klymenos' Døttre den ældste. 453 Høvedets Hals blev vendt fra den vidthenveibare Jordbund, 454 Fast man holdt, flinkt slagted Peisistratos, Krigernes Høvding, 455 Rødt udvældede Blodet, og Livet fra Knoglerne flygted. 456 Rask de skilte nu Kræet, skar Bovene fra i en Skynding, 457 Alt med Orden og Skik, og bevikled dem trindt med et dobbelt 458 Lag af Fedt, som de dækked igjen med et Lag af det Skære. 459 Gubben det risted paa Baal, og blussende Viin han paa Braden 460 Gjød; trindt Svendene stod, femflenede Gafler ihænde. 461 Men da de Bovene havde forbrændt, og af Indmaden nipppet, 462 Skar de det øvrige Kjød itu, og stak det paa Bradspid, 463 Saa blev det stegt paa de stingende Spid, som de dreied med Haanden. 464 Badet Telemachos blev af den deilige Møe Polykaste, 465 Nestors livsalige Barn, af alle hans Døttre den yngste. 466 Men da hun havde ham badet, og salvet med glindsende Olie, 467 Og havde hyllet ham ind i en Kjortel og prunkende Kappe, 468 Steg af Karret han op, af Skabning saa skjøn som en Guddom. 469 Derpaa hos Oldingen Nestor han satte sig, Folkenes Hyrde. 470 Men da det øvere Kjød var stegt og taget af Bradspid, 471 Sad de tilsammen og spiste, mens herlige Mænd var paa Færde 472 Flittig at skjenke den liflige Viin i de gyldne Pokaler. 473 Men da Enhver havde stillet sin Lyst til Mad og til Drikke, 474 Først til Orde da tog den gamle Gereniske Nestor: 475 Rask, mine Børn! lad flux de fagermankede Heste! 476 Spænde for Karm, at Telemachos snart kan ende sin Reise 477 Saa han taled; hans Ord de fornam, og løde ham villig. 478 Hurtig de kobbled for Karm et Spand rasktravende Heste. 479 Skaffersken pakked paa Vogn baade Brød og Viin og Suulmad, 480 Alt saadant som det nydes af gudopfostrede Konger. 481 Og paa den prunkende Karm sig nu Telemachos satte, 482 Og Nestoriden, den gjæve Peisistratos, Krigernes Høvding, 483 Steg ved hans Side tilvogns, og Tømmerne greb han med Haanden, 484 Jog saa med Svøben paa Gangerne rask, og villige fløi de 485 Hen over Sletten afsted fra det høitbeliggende Pylos. 486 Dagen igjennem de løb, og Kobbelet rysted om Halsen. 487 Men da det lakked ad Qvæld, og Skumring paa Veiene bredtes, 488 Kom de til Pherai, og holdt ved den ædle Diokles's Bolig, 489 Som var Orsilochos' Søn, hvis Fader igjen var Alpheios. 490 Der de beded om Natten og han dem beværtede gjæstmildt. 491 Men da sig reiste ved Grye den rosenfingrede Dagning, 492 Kobbled de Hestenes Spand, og bestege den prunkende Vognkarm, 493 Kjørte saa gjennem den skingrende Hal og ud over Borggaard. 494 Rask han med Svøben paa Gangerne jog, og villige fløi de; 495 Snart til den hvedebevoxede Mark de kom, og til Ende 496 Reisen var bragt; saa flinkt det vælige Spand havde kjørt dem, 497 Just som Solen sig bjerged, og Skumring paa Veiene bredtes. ------------------------------------------------------------------------ Denne side er sidst rettet 11.08.96. Eksternt refereret 91 gange siden 1. september 1996. http://www.kb.dk:80/elib/lit/dan/old/authors/wilster/od.kml/03/index.htm Dansk Nationallitterært Arkiv | Opad | Søg hele DNA | DNA Homepage | DNA List | DSL Homepage | Danske Klassikere (DKL) | KB Homepage | REX | Gutenberg | Runeberg | ------------------------------------------------------------------------ Homer, Odysseen, 4. sang ------------------------------------------------------------------------ | Index | Sang -1 | Sang +1 | ------------------------------------------------------------------------ 1 Til Lakedaimon de kom, som ligger i Dal mellem Fjelde, 2 Kjørte til Borgen saa hen til den priselig Drot Menelaos. 3 Just de traf ham i Vennernes Kreds som Bryllup han feired 4 I sit Palads for sin Søn og sin Datter den yndige Jomfrue. 5 Hende til Sønnen han gav af den knusende Kriger Achilleus, 6 Da han i Troernes Land ham engang havde lovet og tilsagt 7 Pigen tilægte; nu Guderne selv fuldkom deres Bryllup. 8 Nu til den prægtige Stad han med Ganger og Karm hende sendte 9 Hvor Achilles's Søn Myrmidonernes Kæmper behersked. 10 Men til sin kraftige Søn Megapenthes en Brud han fra Sparta 11 Hented, Alektors Datter; den Søn var senere født ham 12 Af en Slavinde, thi Guderne ei velsigned med Livsfrugt 13 Helena meer, da sin Datter hun først havde baaret, den fagre 14 Møe Hermione, saa skjøn som den gyldene Viv Aphrodite. 15 Her i den mægtige Høienloftssal ved det festlige Gilde 16 Grander og Venner nu sad hos den priselig Drot Menelaos 17 Hjertelig froe; en guddommelig Skjald med Lyren ihænde 18 Sang til sit klingende Spil, og to Krumspringere blandt dem 19 Slog med Færdighed Hjul, saasaare sin Sang han begyndte. 20 Ude ved Porten til Konningens Gaard med Vogn og med Heste 21 Holdt Telemachos nu med Peisistratos, Sønnen af Nestor; 22 Ud kom just Eteoneus, den agtede Kriger, og saae dem, 23 Flinkbetjenende Svend hos den priselig Drot Menelaos. 24 Ind til Folkenes Hyrde han løb, at melde ham dette, 25 Trædende nær med bevingede Ord saalunde han talte: 26 Gudopfostrede Drot! to Fremmede gjæste Paladset; 27 Begge forsand see ud som Børn af den høie Kronion. 28 Vil du, at her vi skal spænde fra Vogn deres vælige Heste, 29 Hvad eller skikke dem andenstedshen at søge sig Herberg? 30 Ham gjensvared med Harm den Guldhaars Drot Menelaos: 31 Aldrig med taabelig Snak, Eteoneus, du Søn af Boethos! 32 Kom du mig før, men nu som en Pog eenfoldig du taler. 33 Selv jo som Gjæster hos fremmede Folk vi Begge saa ofte 34 Aad vort Brød, da vi seilede hjem; o maatte Kronion 35 Frie os herefter fra lignende Nød! spænd flux deres Heste 36 Fra, og før de fremmede Mænd herind til vort Maaltid! 37 Talt; bort skyndte sig Svenden af Huus, og kaldte paa andre 38 Flinkbetjenende Svende, og bød dem flux sig at følge. 39 Disse nu spændte paastand af Aag de skummende Heste, 40 Derpaa med Grimer de fast dem bandt ved Krybben i Stalden, 41 Strøede til Foder dem Spelt, som med hvidguult Byg var beblandet, 42 Og ved den skinnende Væg i Skuur opstilled de Vognen. 43 Ind i det prunkende Huus de nu førte de fremmede Gjæster, 44 Og med den største Forundring betragted de Kongepaladset, 45 Thi fra den kneisende Borg hos den priselig Drot Menelaos 46 Straalede trindt en Glands saa lys som fra Sol eller Maane. 47 Men da de ret ved det herlige Syn havde Øinene gottet, 48 Stege de ned i blankede Kar, et Bad sig at tage; 49 Men da saa Ternerne havde dem toet og salvet med Olie, 50 Og havde hyllet dem ind i Kjortler og flossede Kapper, 51 Skikkedes Begge til Sæde hos Atreus's Søn Menelaos. 52 En af Ternerne bragte nu Vand i en prægtig og gylden 53 Kande, som stod paa et Bækken af Sølv, og til Hændernes Tvætning 54 Gjød hun det ud; saa rykked hun frem et skinnende Madbord. 55 Ogsaa den værdige Skafferske kom med Brød og med Retter, 56 Hvilke hun stilled paa Bord, fremsættende mildt hvad hun havde. 57 Fade med alskens Suul indbar i Salen en Madsvend, 58 Satte dem frem, og stilled paa Bord forgyldte Pokaler. 59 Rækkende Haanden til Hilsen udbrød den Drot Menelaos: 60 Spiser nu først med fornøieligt Sind, men naar I ved Maaltid 61 Eder tilgode har gjort, I mig nævne forsand Eders Herkomst! 62 Ei er Forældrenes Byrd, det er klart, vanslægtet hos Eder, 63 Ned I stamme forvist fra de Kongstavførende Drotter, 64 Gudernes Æt, thi saadanne Børn ei fødes af Smaafolk. 65 Talt; da tog han den stegte, den flommede Ryg af en Oxe, 66 Hvormed han selv var hædret som Drot, og lagde den for dem. 67 Disse nu langed med Haand til den herlige Kost, som der vanked; 68 Men da Enhver havde stillet sin Lyst til Mad og til Drikke, 69 Talte Telemachos saa til Peisistratos, Sønnen af Nestor, 70 Rækkende Hovedet hen, at de Andre ham ei skulde høre: 71 See dog engang, Nestoride! mig inderlig kjær i mit Hjerte! 72 See hvilken straalende Glands af Malm i den skingrende Høisal! 73 See hvilken Glands af Guld og Sølv, af Elektron og Filsbeen! 74 Saa, kan jeg troe, seer der ud i Zeus's Olympiske Hofgaard. 75 Hvilken uendelig Pragt! forbauses jeg maa ved at see det. 76 Disse hans Ord fornam den Guldhaars Drot Menelaos, 77 Og med bevingede Ord han talede saa til dem begge: 78 Nei, mine Børn! med Zeus sig ei nogen Dødelig maale! 79 Reent uforgjængeligt er jo hans Huus som alle hans Skatte. 80 Dog lad dødelig Mand sig kun, hvis han lyster, i Rigdom 81 Maale med mig, thi meget jeg leed, og meget jeg flakked, 82 Før i det ottende Aar i mit Hjem jeg med Skattene landed. 83 Vidt jeg flakked til Kypros, Phøinikernes Land og Aigyptos, 84 Til Aithioper jeg kom, til Sidoner, Erember, og gjæsted 85 Libyen selv, hvor Lammene strax faae Horn naar de fødes, 86 Og hvor et Faar tre Gange har Lam i Løbet af Aaret. 87 Det er et Land, hvor Hyrden saalidt som hans mægtige Herre 88 Kjender til ringeste Mangel paa Kjød eller Ost eller Sødmelk, 89 Aaret igjennem kan Melk han af Hjordernes Yver sig malke. 90 Medens nu saa jeg flakked omkring, og al denne Velstand 91 Sansed, forgreb en Morder sig lumsk paa min elskede Broder; 92 Heel uventet han faldt ved Svig af sin nedrige Hustrue, 93 Derfor med maadelig Fryd over al den Rigdom jeg hersker. 94 Dog alt dette forvist har I hørt Eders Fædre fortælle, 95 Hvo de saa er, thi meget jeg leed, og mit Huus jeg forarmed, 96 Fordum saa velindrettet, og rigt paa kosteligt Indboe. 97 Gjerne jeg kun med den tredie Deel i mit Huus vilde leve, 98 Bare de Mænd var end i Behold, som Livet forliste 99 Hist i Troia saa fjernt fra det hestopfostrende Argos. 100 Dog, hvor bitterlig end de Øvriges Tab jeg begræder, - 101 Ofte, naar mod i Hu i mit Huus herhjemme jeg sidder, 102 Snart jeg letter ved Jamren mit Sind, snart holder jeg atter 103 Inde med Klagen, thi snarlig en Mand vorder mæt af at jamre, - 104 Ei for dem Alle jeg græmmes saa dybt, skjøndt saare bedrøvet, 105 Som for den Ene, som styrrer min Søvn og forjager min Madlyst, 106 Naar jeg ham mindes, thi ei af Achaierne Nogen har døiet 107 Det som Odysses har døiet og liidt, saa vilde det Skjebnen, 108 Han skulde Trængsler bestaae, og jeg skulde sørge min Livstid 109 Over hans Lod, at han savnes forlængst, og Ingen erfarer, 110 Om han er død eller lever; og nu bejamres han vistnok 111 Hist af den gamle Laertes, den ærbare Penelopeia, 112 Og af Telemachos Sønnen han spæd lod i Huset tilbage. 113 Talende saa han vakte hans Trang til Graad for sin Fader. 114 Taarerne randt fra Øinenes Laag, da Faderen nævntes; 115 Op for de grædende Øine han flux sin Skarlagenskappe 116 Holdt med Hænderne begge; det mærked den Drot Menelaos, 117 Dog han betænkte sig først, og veied i Sind og i Hjerte, 118 Om det var bedst, man dvæle ham lod ved Faderens Minde, 119 Eller han selv skulde spørge ham først, og med Lempe ham fritte. 120 Medens paa dette han grundede dybt i Sind og i Hjerte, 121 Kom just Helena ned fra sit duftende Høienloftskammer, 122 Grandt hun Artemis ligned den guldpiilskydende Jagtmøe. 123 Strax en stadselig Stol Adraste for Dronningen satte, 124 Tæppet dertil af fineste Uld bar Møen Alkeste, 125 Phylo den Kurv af Sølv hende bar, som fordum Alkandra 126 Hende forærede, Polybos' Viv; i Thebai de boede, 127 Hist i Aigypternes Land, hvor Rigdomme huses i Mængde. 128 Polybos gav Menelaos sin Gjæst to sølverne Badkar, 129 Ti Talenter i Guld og to trebenede Kjedler; 130 Og af Alkandra hans Viv fik Helena kostbar Foræring, 131 Fik sig en Teen af Guld, og en Kurv med Hjul under Bunden, 132 Heel og holden af Sølv, men af Guld var Randen foroven. 133 Denne blev baaren af Phylo, som frem for sin Frue den satte, 134 Svingende fuld af det fineste Spind, og oven i Kurven 135 Laae hendes Teen beviklet med Uld saa blaa som Fioler. 136 Plads nu tog hun paa Stolen, hvis Fod var forsynet med Skammel; 137 Derpaa begyndte hun strax om Alt at spørge sin Husbond: 138 Veed man alt, Menelaos, du gudopfostrede Konge! 139 Hvem disse Mænd udgive sig for, som gjæste vor Bolig? 140 Farer jeg vild, eller siger jeg sandt? men dog maa jeg tale; 141 Aldrig endnu har jeg seet, tør jeg troe, saa skuffende Lighed, 142 Hverken hos Mand eller Qvinde, forbauses jeg maa ved at see det, 143 Som denne Svend seer ud som en Søn af Helten Odysseus, 144 Ja som Telemachos selv, der end var spæd, da hans Fader 145 Reiste, den Tid I Achaiske Mænd for mig, jeg Forvorpne, 146 Stævned til Troernes Land, at yppe den hidsige Krigsfærd. 147 Derpaa til Svar hende gav den Guldhaars Drot Menelaos: 148 Ganske det Samme jeg troer, som du selv har fundet, min Hustrue! 149 Ja! det er som man saae ham, thi saa var hans Hænder og Fødder, 150 Saa var Øinenes Kast, saa Hoved og Haaret om Issen; 151 Og da Odysses jeg mindedes nys, og kom til at nævne 152 Al den Bekymring og Qval, som Helten for mig havde døiet, 153 Rulled fra Vipperne ned ham bitterlig Taare paa Taare, 154 Og for de grædende Øine han holdt sin Skarlagenskappe. 155 Strax Nestoriden, den bolde Peisistratos, gav ham til Gjensvar: 156 Atreus's Søn Menelaos, du gudopfostrede Folkdrot! 157 Ja! han er virkelig her, Odysses's Søn, som du siger. 158 Men han er bly af Væsen, og ei det tyktes ham klædsomt, 159 Strax som han kom til dit Huus, høirøstet at løsne sin Tunge 160 Her for dig, hvis Ord som en Guds henrykker os Begge. 161 Mig medskikkede Nestor, den gamle Gereniske Vognhelt, 162 Hid ham paa Reisen at følge; dig ønsked han høilig at gjæste, 163 Om du maaskee kunde give ham Raad til Ord eller Gjerning. 164 Svar er den Kummer forsand, som en Søn, hvis Fader er borte, 165 Lider i fædrene Huus, naar Mænd ham fattes til Bistand, 166 Ret som Telemachos nu; hans Fader er fjern, og i Folket 167 Ei sig reiser en eneste Mand mod Vold ham at skjerme. 168 Ham gjensvared paastand den Guldhaars Drot Menelaos: 169 Guder! saa staaer da en Søn af den elskede Mand i min Bolig, 170 Han som for mig saamangen møisommelig Kamp maatte friste! 171 Jeg var tilsinds, naar tilbage han kom, ham at hædre med Venskab 172 Meer end nogen Argeier, saafremt den Olymper Kronion 173 Gav os det Held til Hjemmet at naae med de løbende Skibe. 174 Huus jeg havde ham bygget, og skjenket en Bye ham i Argos, 175 Alt hans Gods og hans Søn jeg havde fra Ithaka hentet, 176 Ført hans Folk herover, og een af de Stæder dem rømmet, 177 Som ere nærmest herved, og af mig som Konge beherskes. 178 Da havde tit hinanden vi seet, og Intet i Verden 179 Havde da skilt os to, som glædedes sammen i Venskab, 180 Førend at Døden i sortnende Skye havde hyllet den Ene. 181 Dog saa herlig en Lod har en Gud os ventelig misundt, 182 Og den usalige Mand han alene berøved sin Hjemkomst. 183 Saa han taled, og Trang til Graad hos dem Alle han vakte, 184 Lydt nu Helena græd, Kronions Argeiske Datter, 185 Lydt Telemachos græd, og Atreus's Søn Menelaos. 186 Og Nestoriden ei heller fra Graad kunde holde sit Øie; 187 Strax i Minde ham randt Antilochos, Helten den gjæve, 188 Som havde ladet sit Liv for en Søn af den straalende Dagning, 189 Og ved at tænke paa ham, med bevingede Ord han begyndte: 190 Atreus's Søn! som en Mand der stod i Forstand over Andre 191 Priste Dig Oldingen Nestor, saa tit som i Borgen derhjemme 192 Snakkende sammen vi sad, og paa dig just Talen var falden. 193 Hvis det er muligt, saa føi min Bøn! min Glæde forspildes, 194 Naar jeg ved Nadver skal sidde med Graad; imorgen tilvisse 195 Ogsaa der gryer en Dag; slet ei fortænker jeg Nogen, 196 At han begræder en Død, som Skjebnen i Vold har annammet, 197 Sligt er for Jordens usalige Børn jo den eneste Hæder, 198 Haaret man klipper sig af, og paa Kind udgyder man Taare. 199 Ogsaa har selv jeg en Broder jo tabt, af Argeiernes Kæmper 200 Ikke den vaageste just; du kjendte ham nok, men jeg selv ham 201 Aldrig har seet eller mødt; dog høit man Antilochos priser 202 Baade som rap tilbeens og dygtig til Kamp som den Bedste. 203 Ham gjensvared paastand den Guldhaars Drot Menelaos: 204 Kjære! da her du har talt, som sikkert en viis og forstandig 205 Mand vilde handlet og talt, ja selv om af Aar han var ældre, - 206 Saadan en Fader du har, derfor du taler forstandig; 207 Lettelig kjender man Æt af en Mand, hvem Fader Kronion 208 Dobbelt Velsignelse gav, ved hans Fødsel som og ved hans Bryllup, 209 Saa som han Nestor beskæred det Held i Rækker af Dage, 210 Under de blideste Kaar i sit Huus som Olding at leve 211 Midt blandt Sønner af moden Forstand og flinke til Landsen; - 212 Thi lad os standse den Graad, til hvilken vi nylig os hengav, 213 Atter til Nadveren vende vor Hu, og Hænderne tvætte, 214 Først med Vand; imorgen er Tid for os Begge til Tale, 215 Da vil fortroligen jeg og Telemachos spørge hinanden. 216 Talt, og strax over Hænderne Vand Asphalion gjød dem, 217 Flinkbetjenende Svend hos den priselig Drot Menelaos. 218 Derpaa de langed med Haand til den herlige Kost, som der vanked. 219 Anden Beslutning nu Helena tog, hiint Barn af Kronion. 220 Hurtig hun kasted en Saft i Vinen, som Mændene drak af, 221 Kummer og Nag den dæmped, og døvede Mindet om Modgang. 222 Hvo som svælger den Saft, naar den først i Kummen er blandet, 223 Fælder ei Taare paa Kind den Dag fra Morgen til Aften, 224 Ei engang om hans Moder var død og hans Fader tillige, 225 Ei om hans Broder, og ei om hans elskede Søn ved hans Side 226 Dræbtes af Fienden med Malm, og han selv for Øie det skued. 227 Saadan en Saft baade sindrig og god hiint Barn af Kronion 228 Eied; hun fik den af Thons livsalige Viv Polydamna 229 Hist i Aigypternes Land, hvor der groer i den yppige Jordbund 230 Mange velgjørende Urter, dog mange forgiftige blandt dem; 231 Der tillands er Enhver langt meer end Mennesker ellers 232 Kyndig i Lægernes Kunst, thi de stamme forsand fra Paieon. 233 Men da hun havde den blandet i Skaal og befalet at skjenke, 234 Tog hun Ordet igjen, og talede til dem saalunde: 235 Atreus's Søn Menelaos! og I, som forsanden er Begge 236 Sønner af herlige Mænd! Gud Zeus uddeler forskjellig 237 Godt som Ondt blandt Menneskens Børn, thi han hersker med Almagt. 238 Spiser nu her i Salen med Lyst, og lytter med Glæde 239 Til mine Ord! ret morsomme Ting jeg har at fortælle. 240 Ei berette jeg kan, og ei opregne for Eder 241 Hver en Dyst han bestod, den haardføre Konning Odysseus; 242 Kun en enkelt Bedrift af den kraftige Mand vil jeg nævne 243 Hist i Troia, hvor meget I leed, I Mænd af Achaia! 244 Selv mishandlede grumt han sin Krop med Slag af en Svøbe, 245 Og som en Træl om Skulder behængt med lurvede Pjalter 246 Ind i det fjendtlige Folks bredgadede Stad han sig listed. 247 Heelt til en Anden han skabte sig om, til en uselig Stodder, 248 Han der var sandelig ei en Slig ved Achaiernes Skibe. 249 Saa tilsyns han til Troernes Stad begav sig, og Alle 250 Lode ham gaae sin Gang, kun jeg den Formummede kjendte. 251 Ogsaa jeg spurgte ham ud, dog snildt han hitted paa Udflugt; 252 Men da jeg havde ham tvættet i Bad, og med Olie salvet, 253 Hyllet i Klæder ham ind, og høit med Eed ham forsikkret, 254 Ei for Nogen i Troernes Folk Odysses at røbe, 255 Før han til Teltene hjem og de hurtige Skibe var kommen, 256 Gav han mig fuld Besked om Achaiernes listige Anslag. 257 Først nogle Troer ihjel han slog med sit vældige Malmsværd, 258 Derpaa han gik til Argeierne hjem, og bragte dem Kundskab. 259 Troernes Qvinder nu hylede lydt, men af inderste Hjerte 260 Frydedes jeg, thi mit Sind havde vendt sig, atter jeg higed 261 Efter mit Hjem, og med Suk jeg den Brøde fortrød, Aphrodite 262 Fristed mig til, da hun førte mig did fra min elskede Hjemstavn, 263 Skilt fra min eneste Datter, mit Brudegemak og min Husbond, 264 Hvem det skorter forsand saa lidt paa Vid som paa Skjønhed. 265 Derpaa til Svar hende gav den Guldhaars Drot Menelaos: 266 Skjelligt forsand, min Hustrue! er hvert et Ord, som du talte. 267 Mange fortrinlige Mænds Forstand og sindrige Tanker 268 Alt at kjende jeg lærte, thi vidt paa Jord blev jeg tumlet, 269 Aldrig endnu for mit Øie jeg saae dog Mage til Mandsmod, 270 Som hos Odysses, saa djervt var i Barm bestandig hans Hjerte. 271 Saadan Bedrift var det ogsaa den kraftige Kæmpe forøved, 272 Da i den tømrede Hest vi boldeste Mænd af Achaia 273 Sad i Skjul, til Død og Fordærv over Folket i Troia. 274 Did, min Hustrue! du kom, tilskyndet forvist af en Guddom, 275 Som var tilsinds det Troiske Folk med Hæder at smykke. 276 Selv dig fulgte Deiphobos did, den guddommelig fagre, 277 Tregange rundt om det snedige Skjul du vandred og klapped 278 Hesten med Haand, mens du nævnte ved Navn Danaernes Drotter, 279 Og du fordreied dit Mæle, som om deres Koner man hørte. 280 Selv jeg sad med Tydeus's Søn og Helten Odysseus 281 Midt i Kæmpernes Flok, og hørte hvorledes du raabte; 282 Begge vi Andre nu hidsige blev, og fast vi beslutted, 283 Ud at bryde paastand, eller strax at svare derinde, 284 Dog Odysses os standsed, og styred vor heftige Attraae. 285 Nu bomstille vi sad, vi øvrige Mænd af Achaia, 286 Kun Antiklos betoges af Lyst at give dig Gjensvar, 287 Dog Odysses paastand med begge de vældige Næver 288 Stopped hans Mund, og reddede saa Achaiernes Kæmper; 289 Fast saalænge han holdt, til Athene dig bort havde fjernet. 290 Og den forstandige Svend Telemachos gav ham til Gjensvar: 291 Atreus's Søn, Menelaos du gudopfostrede Folkdrot! 292 Ak desværre! fra gruelig Død slet Intet ham frelste, 293 Ei om saa Hjertet, der slog i hans Barm, af Jern havde været. 294 Dog, om det saa Eder tykkes, anviser os Seng, at vi snarlig 295 Hvile kan finde paa Leiet, og sødelig qvæges af Søvnen! 296 Talt; sine Terner nu Helena bød, den Argeiske Dronning, 297 Hist under Hal at stille paastand en Seng, og at lægge 298 Prægtige Skarlagensbolstre paa Lad, og brede derover 299 Tæpper og flossede Kapper af Uld at svøbe sig ind i. 300 Ud af Storstuen ginge de flux med Fakler ihænde, 301 Redte saa Seng, og did en Herold strax Gjæsterne førte, 302 Saaledes forrest i høien Palads under Hallen til Hvile 303 Helten Telemachos gik og Peisistratos, Sønnen af Nestor; 304 Men i det inderste Kammer sov Atreus's Søn i Paladset, 305 Helena laae ved hans Side, hans Viv langsløret og deilig. 306 Men da sig viste ved Grye den rosenfingrede Dagning, 307 Strax fra sit Leie da sprang den kraftige Helt Menelaos; 308 Først sine Klæder han axled, sit Sværd over Skulder han hængte, 309 Og under glindsende Fod han bandt de deilige Saaler, 310 Gik saa ud af sit Kammer, en Gud skinbarlig han ligned, 311 Satte sig saa hos Telemachos hen, tog Ordet, og sagde: 312 Bolde Telemachos! siig mig, hvad Hverv har vidt over Havets 313 Mægtige Rygning dig bragt til den hellige Stad Lakedaimon? 314 Landsmænds Tarv, eller eget Behov? fortæl mig det sanddrue! 315 Og den forstandige Svend Telemachos gav ham til Gjensvar: 316 Atreus's Søn Menelaos! du gudopfostrede Folkdrot! 317 Hid er jeg reist, dig at spørge, hvad mulig du veed om min Fader. 318 Reent opfraadses mit Gods, mine frodige Marker forødes, 319 Fuldt er mit Huus af fiendtlige Mænd, som bestandig for Fode 320 Slagte mig Hjorder af Faar og dorskfremvraltende Hornqvæg, 321 Mens de begjære min Moder til Viv, de trodsige Voldsmænd. 322 Derfor jeg kommer at favne dit Knæe, om du vilde mig sige 323 Alt hvad du veed om hans grusomme Død, hvad enten for Øine 324 Selv du blegne ham saae, eller vandrende Mand om hans Henfart 325 Har dig fortalt; hans Moder ham bar til den tungeste Skjebne. 326 Ei af Skaansel du mildne dit Ord, ei heller af Medynk! 327 Nei! men fortæl reent ud just saa som det kom dig for Øie! 328 Bønlig jeg beder, saasandt min herlige Fader Odysseus 329 Enten i Raad eller Daad har ærlig dig holdt hvad han loved 330 Hist i Troernes Land, hvor Achaierne døied saameget, 331 O saa kom det ihu, og siig mig den skæreste Sandhed 332 Ham gjensvared med Harm den Guldhaars Drot Menelaos: 333 Ha! saa de vilde da gjerne paa denne behjertede Kæmpes 334 Leie sig magelig hvile, skjøndt selv saa daarlige Karle! 335 Dog, som naar inde bag Krat, hvor den vældige Løve har Leie, 336 Hinden har lagt sit nyfødte Kuld, to pattende Kalve, 337 Medens paa Bakker den selv og i urtebevoxede Dale 338 Stryger omkring paa Græs, men hjem til sit Leie da kommer 339 Løven, og begge de Smaae en gruelig Død den bereder; 340 Saa skal Odysses en gruelig Død vist hine berede. 341 Gid dog, Zeus Alfader! Apollon og Pallas Athene! 342 Ligesaa stærk som tilforn paa det velbebyggede Lesbos, 343 Dengang han traadte til Dyst, og brødes med Philomeleides, 344 Kraftig han slog ham i Gulvet, til Fryd for Achaierne alle; 345 Gid dog Odysses med lignende Kraft blandt Beilerne fremtreen, 346 Brad for dem Alle da blev deres Død, og beesk deres Bryllup! 347 Dog hvad du bønlig nu spørger mig om, det vil jeg dig sige, 348 Uden at skeie fra Sandheden bort; ei vil jeg dig skuffe; 349 Alt hvad der blev mig forkyndt af den graae sandsigende Havgud, 350 Deraf jeg Intet fordølge dig vil, eller skjule det Mindste. 351 Hist ved Aigyptos tilbage mig Guderne holdt, da til Hjemmet 352 Ivrig jeg stunded, thi ei havde Festhekatomber jeg bragt dem; 353 Stedse jo Guderne vil, at ihu deres Bud man bevarer. 354 Der i det skyllende Hav tværs ud for Floden Aigyptos 355 Ligger en Holm i Bølgernes Skjød, man kalder den Pharos, 356 Borte fra Land saa langt omtrent som en rummelig Snekke 357 Seiler et Døgn, naar Vinden er rask, og bærer paa Bagstavn. 358 Der er en ypperlig Havn, fra hvilken man let med sit Fartøi 359 Stikker i Søe, naar derind man løb at hente sig Ferskvand. 360 Tyve samfældige Dage paa Øen mig Guderne opholdt; 361 Aldrig det lufted paa Søe fra de kulende Vinde, som føre 362 Skibene frem paa Vei over Bølgernes mægtige Rygning. 363 Sluppen var Kosten forvist, og knuust alt Mod hos mit Mandskab, 364 Hvis en Udødelig ei, af Medlidenhed rørt, havde frelst mig, 365 Det var en Datter af Proteus, den stærke bedagede Havgud, 366 Som Eidothea blev kaldt, hendes Hjerte jeg rørte til Medynk. 367 Hende jeg mødte, da skilt fra mit Folk alene jeg vanked, 368 Da de sig spredte bestandig omkring paa Øen, og fisked 369 Ivrig med bøiede Kroge, thi Sult i Tarmene skar dem. 370 Mig hun nærmed sig strax, tog Ordet, og talte saalunde: 371 Fremmede Mand! en Taabe du est, eller flanet af Tanke, 372 Eller du dorsker med Flid, og sætter din Lyst i Bekymring, 373 Siden paa Øen saa længe du holder dig op, og i Qviden 374 Ei kan hitte paa Raad, mens Folkenes Mod vorder stækket. 375 Saa hun talte, men jeg hende strax gjensvared og sagde: 376 Dette jeg sige dig vil, hvem end du est af Gudinder. 377 Ei godvilligen nøler jeg her, men grovt mig forsyndet 378 Har jeg mod Guderne vist, som boe paa Himmelen vide. 379 Dog forkynd mig nu dette, thi Guderne vide jo Alting, 380 Hvad for en Gud opholder mig her, og sinker min Reise? 381 Hvordan skal hjem jeg naae ad det fiskbesvømmede Havdyb? 382 Saa jeg talte, da svared mig strax den fagre Gudinde: 383 Dette, du fremmede Mand! vil jeg sige dig ganske sandfærdig. 384 Jevnlig paa Øen sig viser den graae sandsigende Havgud 385 Proteus ved Navn, Aigyptos's Gud, som kjender tilfulde 386 Samtlige Dybder i Havet, og staaer under Drotten Poseidon. 387 Han er den Fader, som avlede mig, efter hvad man har sagt mig; 388 Hvis du med List oplurede ham og i Vold du ham fanged, 389 Alt han bebuded dig vist om din Kaas og om Veienes Længde, 390 Og om din Fart til dit Hjem ad det fiskbesvømmede Havdyb. 391 Ogsaa han sige dig kan, min Helt! ifald du det ønsker, 392 Alt hvad Godt eller Ondt i dit Huus derhjemme sig tildrog, 393 Medens du flakked omkring paa en lang møisommelig Reise. 394 Saa hun talte, men jeg hende strax gjensvared og sagde: 395 Selv udtænke du List til at fange den aldrende Havgud! 396 Let undflyer han mig ellers, naar først han mærker og seer mig; 397 Svær for dødelig Mand er udødelig Gud at betvinge. 398 Saa jeg talte, da svared mig strax den fagre Gudinde: 399 Dette, du fremmede Mand! vil jeg sige dig ganske sandfærdig. 400 Just som Solen er høiest, og gaaer midt henover Himlen, 401 Op da stiger af Dybet den graae sandsigende Havgud 402 Dækket af sortnende Vand, som sig kruser for luftende Vestvind. 403 Kommen derop han sig lægger til Roe i den hvælvede Grotte, 404 Og Halosydnes, den deilige Vivs, svømfodede Sæler 405 Sove da trindt ham i Flok; fra de graalige Bølger de komme, 406 Og naar de snøfte, da stinker det ramt af Vandet i Dybet. 407 Did vil jeg føre dig hen, saasnart det dages imorgen, 408 Og i en Rad Eder lægge; thi vælge du maa af dit Mandskab 409 Tre af de flinkeste Svende du har ved de toftede Skibe. 410 Nævne jeg vil dig enhver af Oldingens rædsomme Kunster: 411 Først han omkring blandt Sælerne gaaer, og tæller dem alle, 412 Men naar han saa har synet sin Flok, og paa Fingrene talt dem, 413 Lægger han ned sig iblandt dem, som Hyrden i Faarenes Midte. 414 Naar I nu see, at den Gamle har lagt sig ned for at sove, 415 Skynder Jer da, og bruger tilgavns Eders Kræfter og Styrke! 416 Holder ham fast, skjøndt han strider imod, og stræber at undflye, 417 Thi for at flye, vil han skabe sig om til Alt, hvad paa Jorden 418 Kryber og gaaer, eller ogsaa til Vand eller blussende Flamme. 419 Holder ham da urokkelig fast, og klemmer ham dygtig! 420 Men naar han selv oplader sin Mund, og begynder at spørge, 421 Saadan af Skabning igjen, som da først I saae ham sig leire, 422 Hold da inde med Vold, og slip den bedagede Havgud! 423 Spørg ham da strax, min Helt! hvad Gud der er dig saa fiendtlig, 424 Og om din Fart til dit Hjem ad det fiskbesvømmede Havdyb. 425 Saa hun taled, og dukkede ned i det bølgende Saltvand. 426 Selv til Skibene gik jeg, som laae paa den sandede Strandbred, 427 Og underveis kom Hjertet i Barm mig stærkt til at klappe. 428 Men da til Kysten jeg ned var kommen igjen til mit Fartøi, 429 Holdt vi vor Nadver; snart vældede frem det hellige Natmulm, 430 Og vi begav os til Roe paa den havbeskyllede Strandbred. 431 Men da sig reiste ved Grye den rosenfingrede Dagning, 432 Vandred jeg hen langs Strand ved det vidtbeseilede Havdyb. 433 Bønlig for Guderne bøied jeg Knæe, og Tre af mit Mandskab 434 Fulgte, paa hvilke jeg bedst til vovelig Færd kunde stole. 435 Ned i Bølgernes Skjød Eidothea var stegen imedens. 436 Op af Havet med fire fornys afflaaede Sælskind 437 Snart hun dukked igjen, thi paa Svig mod sin Fader hun pønsed. 438 Først hun dybned et Leie til Hver i det fugtige Strandsand, 439 Sad saa paa Kysten og vented; da traadte vi hen til Gudinden; 440 Strax hun os lagde paa Rad, saa svøbte hun Hver i et Sælskind; 441 Piinligt det faldt os at ligge paa Luur, vi var nær ved at qvæles 442 Af den forgiftige Stank af de havopfostrede Sæler; 443 Hvo kan lægge med Lyst sig hen blandt hæslige Sødyr? 444 Dog Gudinden os bjerged, og lindrede kraftig vor Qvide. 445 Selv hun Ambrosia tog, og lagde den os under Næsen, 446 Sødt den dufted, og strax Sødyrenes Stank den fortrængte. 447 Her taalmodig vi tøvede nu fra Morgen til Middag. 448 Op af Havet et Mylr der kom af Sæler, som alle 449 Lagde paa Rad sig ned paa den havbeskyllede Strandbred. 450 Alt var det midt paa Dagen, da kom den Gamle fra Dybet, 451 Fandt sine mæskede Sæler, gik rundt, og talte dem nøie. 452 Vi var de første, han talte, da Sælernes Stimmel han mønstred. 453 Ei han ahnede Svig, og trøstig til Roe han sig lagde. 454 Op nu foer vi med vildene Skrig, med Hænderne greb vi 455 Fat paa den Gamle, som ei sine snedige Kunster forglemte, 456 Men til en Løve med frygteligt Skjæg han først sig forvandled, 457 Saa til en Slange han blev, en Parder, en glubende Vildbas, 458 Derpaa til flydende Vand og et Træe med kneisende Krone. 459 Dog urokkelig holdt vi ham fast med det djærveste Mandsmod. 460 Men da den Gamle blev træt af at øve de grusomme Kunster, 461 Aabned tilsidst han sin Mund og saa mig at spørge begyndte: 462 Atreus's Søn! siig frem! hvad Gud tilraaded dig dette, 463 Lumsk at falde mig an med Vold? hvad er din Begjæring? 464 Saa han taled, og jeg ham paastand gjensvared og sagde: 465 Gamle du veed det; hvorfor vil paa Skrømt om dette du spørge? 466 Længe paa Øen jeg her alt holder mig op, og jeg mægter 467 Ei at hitte pa Raad, men i Barm mit Mod vorder stækket. 468 Dog forkynd mig nu dette, thi Guderne vide jo Alting, 469 Hvad for en Gud opholder mig her, og sinker min Reise? 470 Hvordan skal hjem jeg naae ad det fiskbesvømmede Havdyb? 471 Saa jeg taled, og han mig paastand gjensvared og sagde: 472 Festlige Offre forsand til Zeus og de øvrige Guder 473 Burde du bragt, da du seilede bort, for at komme som snarest 474 Hjem til dit Fædreneland paa Fart over blaalige Bølger. 475 Ei tilsteder dig Skjebnen, igjen at see dine Kjære, 476 Og at betræde dit prægtige Huus og dit fædrene Rige, 477 Før til Aigyptos, den Flod med den regnopsvulmede Vandstrøm, 478 Atter tilbage du gaaer, og hellige Festhekatomber 479 Bringer de salige Guder, som boe paa Himmelen vide, 480 Da vil dig Guderne give den Fart, hvorefter du længes. 481 Saa han talte, da knustes af Grue i Barmen mit Hjerte, 482 Da han befoel mig igjen paa Fart ad det blaalige Havdyb 483 Hen til Aigyptos at gaae paa en lang møisommelig Reise. 484 Dog jeg fatted mig snart, tog Ordet, og gav ham til Gjensvar: 485 Alt opfylde jeg skal, hvad du, min Gubbe! mig byder. 486 Dog fortæl mig nu dette, men siig mig den skæreste Sandhed! 487 Kom med Skibene hjem i Behold de Danaer tilhobe, 488 Hvilke jeg selv og Nestor forlod, da vi seiled fra Troia? 489 Eller blev Nogen et Rov for den grusomme Død paa sit Fartøi 490 Eller i Vennernes Favn, da Krigen han alt havde udstridt? 491 Saa jeg taled, og han mig paastand gjensvared, og sagde: 492 Atreus's Søn! hvi spørger du saa? ei er det dig tjenligt, 493 At du erfarer og hører hvad mig er bekjendt, thi tilvisse 494 Længe for Taarer du holder dig ei, naar Alt du erfarer. 495 Mange forsand af hine forgik, men Mange blev frelste; 496 Dog af Achaiernes Drotter ei fleer end Tvende paa Hjemfart 497 Livet forliste; ved Kampene hist var selv du tilstede. 498 Een er ilive, men fangen etsteds paa vildene Havdyb. 499 Aias forgik med samt sine langtbeaarede Skibe; 500 Først Poseidon ham slog mod den høie Gyræiske Klippe, 501 Selv dog Guden ham bjerged, at ei i Havet han omkom. 502 Sluppen nu var han fra Døden forvist, skjøndt forhadt af Athene, 503 Havde han ei formastelig talt og broutet med Frækhed, 504 At han af Bølgernes Svælg selv Guder til Trods havde frelst sig. 505 Dog da han skryded saa stort, fornam Poseidon hans Tale; 506 Strax Treforken han greb med de vældige Hænder, og drev den 507 Ind mod det høie Gyræiske Fjeld, og kløved det ganske. 508 Noget blev staaende fast, men i Bølgerne styrted en Fjeldblok, 509 Oppe paa hvilken han sad og nys saa ugudelig talte, 510 Og i sit Fald den kasted ham ud i det skummende Havdyb. 511 Saaledes Aias forgik og drukned i Bølgernes Saltvand. 512 Længe din Broder sig bjerged, og slap fra Dødsens Gudinde 513 Med sine bugede Skibe, den værdige Here ham skjermed. 514 Men da han nærmed sig alt det høie Maleiske Forbjerg, 515 Reiste sig brat en rygende Storm, som den sukkende Konge 516 Over det fiskbesvømmede Hav henslængte saa vide; 517 Men da han atter fra vildene Søe fik lykkelig Reise, 518 Vinden af Guderne vendtes, og selv med sit Følge han landed 519 Ude paa afsides Kyst, hvor i forrige Dage Thyestes 520 Havde sin Borg, nu var den beboet af hans Arving Aigisthos, 521 Traadte han inderlig glad i Land paa den hjemlige Søkyst, 522 Kyssed og knuged sin fædrene Jord, mens brændende Taarer 523 Randt i Strøm over Kind, saa froe gjenskued han Hjemmet. 524 Dog fra sin Varde ham Speideren saae, som Skjelmen Aigisthos 525 Der havde stillet paa Vagt, og hvem han til Løn havde lovet 526 To Talenter i Guld; et Aar alt sad han paa Udkig, 527 For at han ei skulde slippe forbi, og tænke paa Modværn. 528 Flux til Paladset han ilte til Folkenes Drot det at melde. 529 Strax paa snedige Rænker i Sind nu pønsed Aigisthos, 530 Tyve fortrinlige Mænd, dem selv blandt Folket han kaared, 531 Lagde han lønlig paa Luur, men travlt lod han lave til Maaltid. 532 Selv han ilte med Ganger og Karm, at byde til Gilde 533 Mændenes Drot Agamemnon, med grusomme Tanker i Hjertet, 534 Førte ham hjem, og myrded sin Gjæst, da mindst han det vented, 535 Bedst som ved Gildet han sad, som man slaaer en Oxe ved Krybben; 536 Ei blev der levnet en Mand af dem, som var fulgt med Atreiden, 537 Ei af Aigisthos's Folk; i Paladset tilhobe de blødte. 538 Saa han talte, da knustes af Grue i Barmen mit Hjerte, 539 Taarerne randt som paa Sandet jeg sad, og ikke mig lysted, 540 Længer i Verden at leve, og skue det skinnende Sollys; 541 Men da jeg saa var mæt af at vælte mig om og at græde, 542 Da tiltalte mig atter den graae sandsigende Havgud: 543 Atreus's Søn! lad ei saa ustandselig rinde din Taare! 544 Intet det baader dig dog i din Sorg; nei heller du stræbe 545 Hjem til dit Fædreneland saasnart som muligt at komme 546 Hiin ilive du træffer maaskee, eller ogsaa Orestes 547 Alt har dræbt ham forinden, og did du kommer til Liigfærd. 548 Saa han taled; i Barmen mit Mod og mandige Hjerte 549 Strax Husvalelse fandt, hvor dybt jeg end var bedrøvet, 550 Og med bevingede Ord jeg talede til ham og sagde: 551 Nok om disse jeg veed, men fortæl mig nu om den Tredie, 552 Som er ilive, men fangen etsteds paa vildene Havdyb, 553 Eller er død; trods al min Sorg jeg hører det gjerne. 554 Saa jeg taled, og han mig paastand gjensvared og sagde: 555 Gamle Laertes's Søn, hvis Hjem er Ithakas Øland, 556 Ham har jeg seet paa en Holm, og han græd sine modige Taarer 557 Hist i Nymphen Kalypsos Palads; med Magt hun ham holder 558 Fast, og ei han formaaer til Fædrenelandet at reise; 559 Ei har han Skibe med Aarer omkring, og ei har han Søfolk, 560 Som kunde føre ham hjem vidt hen over Bølgernes Rygning. 561 Dig, Menelaos! du Ætling af Zeus! blev ei det beskikket, 562 Hist at ende dit Liv i det hestopfostrende Argos; 563 Guderne selv skulle føre dig ud til Grændsen af Jorden 564 Til den Elysiske Mark, hvor den Guldhaars Drot Rhadamanthos 565 Boer, og hvor Menneskets Liv henrinder saa let og saa saligt; 566 Der er ei fygende Snee, eller bidende Frost eller Regnskyl, 567 Nei! men fra Dag til Dag en frisk mildviftende Vestvind 568 Lader Okeanos lufte til Kjøling for Menneskens Sønner; 569 Helena har du til Viv, og en Maag du est af Kronion. 570 Saa han taled, og dukkede ned i det bølgende Havdyb. 571 Selv jeg til Skibene gik med de tre gudlignende Svende, 572 Og underveis kom Hjertet i Barm mig stærkt til at klappe. 573 Men da til Kysten vi ned igjen til Skibet var komne, 574 Holdt vi vor Nadver; snart vældede frem det hellige Natmulm, 575 Og vi begav os til Roe paa den havbeskyllede Strandbred. 576 Men da sig reiste ved Grye den rosenfingrede Dagning, 577 Haled vi Skibene først fra Land i det hellige Havdyb, 578 Bragte saa Mast og Seil ombord paa de bugede Snekker. 579 Flux ombord vi nu gik, paa Tofterne toge vi Sæde, 580 Alle paa Rad, og med Aarer de slog de graalige Bølger, 581 Hen til Aigyptos, den Flod med den regnopsvulmede Vandstrøm, 582 Styred jeg nu min Kaas, og Festhekatomber jeg offred. 583 Men da jeg havde ved Offer de Himmelskes Vrede forsonet, 584 For Agamemnon jeg tued en Grav til evindeligt Minde. 585 Knap var den færdig, saa stævned jeg hjem, og Guderne gav mig 586 Føielig Bør, som bragte mig snart til min fædrene Hjemstavn. 587 Dog velan! forbliv nu hos mig en Stund i min Kongsgaard, 588 Bliv i det mindste, til elleve Døgn eller tolv er forløbne, 589 Da vil jeg sende dig hjem, og give dig glimrende Gaver. 590 Gangere tre og en prunkende Karm jeg vil dig forære, 591 Dertil en deilig Pokal, hvoraf til de salige Guder 592 Offre du kan, og tænke paa mig saalænge du lever. 593 Og den forstandige Svend Telemachos gav ham til Gjensvar: 594 Atreus's Søn! formaae mig ei til at tøve saalænge! 595 Gjerne forsand hos dig et Aar jeg her kunde sidde, 596 Uden at Længsel mig greb efter Fædrenehuus og Forældre, 597 Thi din Fortælling og Tale med inderlig Glæde jeg hører; 598 Men allerede forvist mine Folk mig vente med Uroe 599 Hist i det hellige Pylos, mens her du forlænger mit Ophold. 600 Siden du byder mig Skjenk, helst liggende Gods du mig give! 601 Ei vil Heste jeg med mig til Ithaka føre; behold dem 602 Her til Lyst for sig selv, thi her i det Land du behersker 603 Brede sig Sletterne vidt, bevoxede frodig med Enggræs, 604 Kløver og Spelt og Hvede, og bredtopvoxende Bygstraae. 605 Ithakas Øe har for løbende Hest hverken Eng eller Slette, 606 Geder den fostrer, og ligger for høit til at due til Hestavl. 607 Ei nogen Øe i Bølgernes Skjød har Sletter og Enge, 608 Heste til Kjørsel og Græsning, og Ithaka mindst af dem alle. 609 Saa han taled, da smilte den kraftige Helt Menelaos, 610 Klapped ham venlig med Haand, tog Ordet og talte saalunde: 611 Ædlingeblod du est, min Søn! det røber din Tale. 612 Vel! saa bytter min Gave jeg om, thi det har jeg nemt ved, 613 Og af mit Liggendefæe jeg give dig vil til Foræring 614 Hvad der af Alt i mit Huus staaer høiest i Værd som i Skjønhed; 615 Give jeg vil dig en Skaal, et skjønt og prunkende Kunstværk, 616 Heel og holden af Sølv, men af Guld er Randen foroven; 617 Den er et Værk af Hephaistos, og selv har Sidonernes Konge 618 Phaidimos givet mig den, som engang paa min Reise til Hjemmet 619 Hused mig under sit Tag; men nu jeg til dig den forærer. 620 Saaledes Ordene faldt, som her med hinanden de skifted. 621 Hen til Kongens Palads hans jevnlige Gjæster begav sig; 622 Selv medbragte de Viin og Faar og Geder til Slagtning; 623 Brød dem sendte derhen deres skjøntbeslørede Koner. 624 Saaledes her i Paladset de travlt tillaved et Maaltid. 625 Ude paa Gaarden imens, som laae for Odysses's Bolig, 626 Beilerne Tiden forslog ved at kaste med Spyd og med Diskus 627 Hist paa den jevnede Plads, hvor vanlig de drev deres Kaadhed. 628 Kun Antinoos sad og Eurymachos, skjøn som en Guddom, 629 Beilernes ypperste Mænd, som i Kraft stod over dem Alle. 630 Hen til disse Noemon, en Søn af Phronios, traadte, 631 Vendte sit Ord til Antinoos strax, og talte saalunde: 632 Siig mig, Antinoos! veed man forvist, eller veed man det ikke, 633 Naar Telemachos kommer igjen fra det sandede Pylos? 634 Skibet, som førte ham bort, er mit; nu skal jeg det bruge; 635 Over til Elis jeg agter at gaae; tolv Hopper paa Sletten 636 Har jeg derovre paa Græs, enhver med et pattende Muulføl, 637 Vildt endnu, jeg vil hente mig et, og lade det ave. 638 Saa han talte; da gjøs de svart, thi ei de formoded, 639 At han til Pylos var reist; de tænkte han sad i sit Hjemland 640 Enten hos Qvæget paa Mark, eller ude hos Svinenes Hyrde. 641 Ham Antinoos svared igjen, hiin Søn af Eupeithes: 642 Siig mig oprigtig, naar reiste han bort? hvem fik han til Ledtog? 643 Kaared han her Ithakesiske Mænd, eller var det hans egne 644 Hyrede Folk eller Trælle? thi sligt kunde let han bedrive. 645 Ogsaa du dette mig sige forsand, at jeg faaer det at vide! 646 Har han med Vold og Tvang dit tjærede Skib dig berøvet? 647 Eller har selv paa hans tryglende Bøn du villig ham laant det? 648 Ham gjensvarede Phronios' Sø