Dansk Nationallitterært Arkiv | Opad | Søg hele DNA | DNA Homepage | DNA List | DSL Homepage | Danske Klassikere (DKL) | KB Homepage | REX | Gutenberg | Runeberg | | Index | -1 | +1 | Førstelinieregister | H. A. Brorson: [Udvalgte salmer og digte 1721-65], 1739,4 Troens Rare Klenodie (1739). Den fierde Deel, Troens Frugt Indhold | Forrige | Næste [1] Mel. Den kiære Solens Lys og Pragt. Jeg gaaer i fare, hvor jeg gaaer, Min siel skal altid tænke, At satan allevegne staaer I veyen med sin lenke, Hans skiulte helved-brand, Mig let forvilde kand, Naar jeg ey paa min skandse staaer, Jeg gaaer i fare hvor jeg gaaer. 2. Jeg gaaer i trængsel, hvor jeg gaaer, Mod synden skal jeg stride, Om Gud med korsets riis mig slaaer, Det skal jeg taalig lide, Tidt ingen vey jeg seer, Hvor jeg kand vandre meer, Naar modgangs taage om mig staaer. Jeg gaaer i trengsel hvor jeg gaaer. 3. Jeg gaaer til døden, hvor jeg gaaer, Og veed mig ikke sikker, Ey nogen dag og time, naar Han har mig alt i strikker, Et lidet aandefang Kand ende all min gang, At jeg i evigheden staaer, Jeg gaaer til døden, hvor jeg gaaer. 4. Jeg gaaer blant engler, hvor jeg gaaer, De skal mig vel bevare, Slet intet satans magt formaaer I saadan himmel-skare, Bort verdens suk og sorg; Jeg gaaer i engle-borg, Trods nogen rører mig et haar, Jeg gaaer blant engler, hvor jeg gaaer. 5. Jeg gaaer med Jesu, hvor jeg gaaer, Han har mig ved sin side, Han skiuler mig med sine saar, Og hielper mig at stride, Hvor han sin fodspor lod, Der sætter jeg min fod, Trods all den deel mig ilde spaaer, Jeg gaaer med Jesu, hvor jeg gaaer. 6. Jeg gaaer til himlen, hvor jeg gaaer, Frimodig da mit hierte, Kun did, hvor du en ende faaer Paa all din synd og smerte, Bort verdens lyst og pragt, Til himlen staaer min agt, All verdens eye jeg forsmaaer, Jeg gaaer til himlen, hvor jeg gaaer. Indhold | Forrige | Næste [Troens Rare Klenodie, IV] [2] Mel. O Gud, du fromme Gud. &c. Ach kunde jeg mig ned i Jesu sødhed senke Og alle øyeblik hans kierlighed betenke, Jeg hører, synes mig, en stemme hvor jeg gaaer: Ach glem for alting ey din Jesu purpur-saar. 2. Ach ja, hvor kunde jeg min Jesu dig forglemme Jeg lever jo i dig og dine vunder hiemme, Dit kiød og blod har saa forvandlet siel og sind, At mig din kierlighed har gandske taget ind. 3. Min siel er giennemblødt af Jesu livligheder. Hver aare, i mig slaaer, kun efter Jesum leder. Mit hierte dryper af hans vunders røde saft, Og brænder himmel-høyt i Jesu sødheds kraft. 4. Saa stort, ach meer end stort et naades lyys oprinder, Jeg arme støv og jord en himmel i mig finder, Jeg var ey draabe værd, og fik et gandske hav, Thi priser dig min siel, ja støvet i min grav. 5. O! lad din kierlighed kun altid mig indtage, At, hvordan du det vil med mig i verden mage, Jeg altiid har i dig et uforferdet mod Og døer saa, naar Gud vil, paa Jesum og hans blod. Indhold | Forrige | Næste [Troens Rare Klenodie, IV] [3] O Jesu, min brudgom, livsaligste ven, Jeg veed nu ey hvor jeg for glæde skal hen, Min nød er forsvunden, Jeg haver dig funden, Den livligste time er kommen igien. 2. Jeg ligger ved Jesus hans bryster saa tæt, Og bliver af kierlighed drukken og mæt, Med honning og sukker For sielen han klukker Og giør mig mit hierte saa lystigt og let. 3. Jeg er nu ey meere, min kiereste min, Jeg gandske, med alt det jeg haver, er din, Din kierligheds iver Mig fører og driver, Til hvad jeg skal giøre, som kraftigste viin. 4. Hvad skiøtter jeg derom, at andre de lee, Og mine bekiendte mig sure ansee, Bort venner og frender, Som JEsum ey kiender, Vi kiende og derfor hverandre ey meer. 5. Men kommer, i fromme med glædelig røst, Her har vi den kilde, som giver os lyst, Op! lader os siunge, Med hierte og tunge, At hiertet kand springe i alles vort bryst. 6. Din kierlighed haver mit hierte giort saar, Hun tænder og brænder, som luer i blaar, Fortærer min jammer Med hedeste flammer, Og giver mig glæde, som ingen forstaaer. 7. Trods synden og døden og helvede med, At nogen nu skulde mig giøre fortræd, Er Jesus mit hierte, Hvad skulde mig smerte, Hvad skulde mig giøre bedrøvet og ræd. 8. Bort Zepter og krone, i gielde ey meer, Bort rigdommens prangen med glimrende leer, Min rigdom og ære Min JEsus skal være, Alt andet jeg ikkun for skygger anseer. 9. Naar skal jeg all verden dog sige god nat, Mit hierte af livet er meere end sat, Naar faaer jeg den glæde For thronen at træde Dig evig at prise min yndigste skat. Indhold | Forrige | Næste [Troens Rare Klenodie, IV] [4] Min nok beklemte aand, Kast bort din trengsels baand, Og stræb at være stille, At din forstrødde ville Gaaer fiendens list forbi, Du kandst i sorgens vinde Den sagte lyd ey finde, Som Jesus hviler i. 2. Forlad all verdens rund, Og ind i sielens grund Med alle dine tanker, At de sig der kun sanker, Og hold dit hierte tys I stille længsels miner, Til JEsus selv fremtriner, Og giver sielen kys. 3. Bort egensindighed, Som ingen udgang veed, Bort onde grillers pile, Som taale ingen hvile, Udi mit arme sind, Bort alle lysters vinde, Som sprede mine sinde I hele verden ind. 4. Det er det, maae du troe, Som hindrer dig din roe, Saa længe sielens kræfter Ved verdens torne hefter, Som aldrig hvile gav, Du faaer i verden ude Ey meere hvile-pude, End paa det vilde hav. 5. Ind i sin siel man maae Med sielens kræfter gaae, Sig selv og verden glemme, Saa ere vi først hiemme, Thi ellers findes her Ey saadan stille bolig, At sielen gandske rolig Sig skulde finde der. 6. Saa striid, og overvind Dit egensindigt sind, Og holder hun dig bunden, Saa stræb des meer i grunden At trenge ind til Gud, Men lad dig ikke tvinge Før alle lenker springe, At du kandst slippe ud. 7. Saa skal du under see, Saa skal det snarlig skee, At du foruden hinder Udi dit hierte finder Din kampes søde frugt, At sielen ret kand smile I Jesu vunders hvile, Naar hendes tørst er slukt. 8. Da har man ingen trang, Da agtes ey engang De onde flyve-tanker, Man ligger da for anker, I Jesu naades havn, Hvad skulde kunde qvæle De himmel-givne siele, Som JEsus har i favn. 9. Da fattes ingen trøst, Thi sielen idel lyst, Saa tit hun selv behager, I JEsu sødhed smager, Her findes ingen brand Af bitterhed og vrede, Thi al den deel er rede, Som kun fornøye kand. 10. O! hvilken høytiids dag, O! hvilken livlig smag, O! hvilken mad at æde, O! hvilket Herre-sæde Er sielens roe i Gud, Den rette leve-maade, Den største siele-baade, Et dagligt giestebud. 11. Naar sig en syndig lyst Vil mælde i dit bryst, Samvittigheden trykker, Og satan mod dig rykker Med all sin helved-flok, Har du kun skiult din ville I det forønskte stille, Saa kiemper sielen nok. 12. Hvor sikker kanst du boe I saadan stille roe, Hvor HErrens fred bevarer Fra alle synde-snarer Dit indelukte sind, I Jesu roe og vunder, Som verden ey begrunder, Lad dig kun gandske ind. 13. Hvo før var kold og dovn, Den hedes, som en ovn, Jo meer man frihed kiender, Jo meere hiertet brænder, Til JEsum dag fra dag, Naar de udmatted sinde Alt meer og meere finde Hans søde manna-smag. 14. Saa vil jeg løbe fra Mig selv og verden da, Ved JEsum roe erlange, Og ikke gaae en fange Af sindets gøgle-spil, Saa gaaer jeg fri i sinde, Og lykkelig vil finde Det maal jeg sigter til. Indhold | Forrige | Næste [Troens Rare Klenodie, IV] [5] Mel. Fryd dig du Christi brud. Den ypperligste vey For bruden, som vil ey I verden gaae i blinde, Men Jesu fodspor finde, Er stierne-lys at prange I kierlighedens gange. 2. Thi om du kunde end Som høy oplyste mænd, Ja som en engel tale, Er kierlighed i dvale, Da er din troe ey andet, End boblerne paa vandet. 3. Som bieldens stærke klang Og livlig klokke-sang Bevæger dem, som høre, Har selv dog ingen øre, Saa lidt din tale gavner, Som kierligheden savner. 4. Og havde du forstand Saa dyb, som havets vand, Ja troe, at kunde felde De allerstørste fielde, Det dog for intet skattes, Hvor kierligheden fattes. 5. Ja var den deel du har, Som verdens sand, saa svar, Og du det give vilde Til dem, som lide ilde, Det ingen gavn dig giorte, Naar kierlighed var borte. 6. Om nogen skiønt frembød, Sig til en blodig død, Til øxe, baal og strikke, Var kierlighed der ikke, Hans pine var tilhaabe Ey værd en regne-draabe. 7. Den sande kierlighed Af ingen vrede veed, Vil gierne ringe være, Kand dog de svage bære, Er nidkier, stærk og vældig, Dog taalig og lemfeldig. 8. Uskikkeligheds stie Gaar kierlighed forbie, Hun søger ey sit eget, Forbittres ey, hvor meget Man hende slaaer og plager, Hun efter fred kun jager. 9. Hun glædes ikke, naar Hun seer det ilde gaaer, Men merker hun, hvorledes Guds rige vidt udbredes, At mange blive gode, Da er hun vel til mode. 10. Hun haaber alle ting, Hun taaler alle sting, Hun troer, naar alle truer, Hun slykker alle luer, Hun kand sit scepter bære, Dog hver mands skovisk være. 11. Den sande kierlighed Af ingen ende veed, Naar troe og haab er omme, At vi til himlen komme, Skal kierligheden brænde Først ret og uden ende. 12. O Jesu! lad mig saa Din kierlighed forstaae, At hvad jeg foretager, Af kierligheden smager, At alt mit liv maae være Din kierlighed til ære. Indhold | Forrige | Næste [Troens Rare Klenodie, IV] [6] Mel. Den vey gaaer vist til himmerige. Du hiertens-fryd for rene sinde, Udvalde kydske jomfrue-frugt, Som vil med alle dig forbinde Der følge aandens vise tugt, Hvor vilde jeg dog gierne tragte Blant dines jomfrue-tal at staae, Som verdens kierlighed foragte, Og efter lammet stedse gaae. 2. Du fodrer kun et renset hierte, Men hvor er det at faae for mig, Som stoed i baade fryd og smerte I kierlighedens brand til dig, Forgieves er min egen møye, Om du ey klarer selv mit sind, Og tager med dit blide øye, Mit arme hierte gandske ind. 3. Den salve heler Adams skade, Din kierlighed er sielens kuur, Vilt du mig den kun finde lade, Saa bliver verdens lyst mig suur, Den giør fornøyet, fri og sikker Fra verdens lysters fiske-krog, At jeg kand flye de fine strikker, Som mangen ned i pølen drog. 4. Lad denne balsom i mig flyde, Og giennem trænge alt mit sind, Lad mig din kierlighed kun nyde, Saa lukkes ingen anden ind. Den ild all verdens lyst forbrender, Og holder den for narre-spil, O hvem din kierlighed kun kiender, Han ingen anden have vil. 5. Men griber du begierligheden Ej an med magt og kraftens aand, Da kand den ligge skiult i reden, Og siden tage overhaand, O Gud din sødhed tit anvendes Til kiødets sikkerhed og roe, Naar aandens iver ey optendes Ved daglig kamp i bøn og troe. 6. Hvad kand os frie fra denne fare? Din kierlighed kun det formaaer, Naar sielen den vil tage vare, En anden lyst og drift hun faaer, Som den beknytte ville drager Hen ind i naadens blide stand, At verdens lyst ey bedre smager End mask og raadden pøle-vand. 7. Naar Gud er her og ingenlunde Med verden vil i hiertet boe, Saa gaaer all verdens lyst til grunde, Og hiertet faaer sin rette roe, Naar sielen lærer dybt at grave, Og varer denne perle vel, Den skat kand Jesu brud kun have, Og ikke nogen verdens træl. 8. Sæt Jesu kierlighed til grunden, Er han din bygnings hiørne-steen, Saa bliver sielen altiid funden, Aarvaagen til at holdes reen, Han selv din seyers krone bliver Ved hver en leylighed til kamp, Thi denne soel dig let fordriver All verdens vellyst som en damp. 9. Saa triumpherer allerede Guds liv i dødlighedens krop, Thi just naar vi i kampen sveede, Da stræbe vi til kronen op, Hvor kunde ellers sielen vinde, Og dempe kiødets sterke brand, Om kierlighed var ey derinde, Som alle ting bestride kand. 10. Den korte møye vey bereder Til uskatteerlig siele-fred, Guds himles skiulte livligheder Til slige siele flyde ned, Som verdens lysters skum og fraade Beleer, foragter og forsmaaer, Lad kun din brudgom ene raade, See saa hvad kierlighed formaaer. 11. Hun kroner lammets rene brude Til bryllup med Guds egen søn. De skidne lukkes alle ude, Thi kierlighed er kydskheds løn, O hvem der smager Jesu ynde, Har nok og alting, det er vist, Hans kierligheds fuldkomne brynde Giør ret fornøyet her og hist. H. A. Brorson Homepage Denne side er sidst rettet 04.08.96. Eksternt refereret 108 gange siden 1. september 1996. http://www.kb.dk:80/elib/lit/dan/old/authors/brorson/digte.dkl/1739d.htm Dansk Nationallitterært Arkiv | Opad | Søg hele DNA | DNA Homepage | DNA List | DSL Homepage | Danske Klassikere (DKL) | KB Homepage | REX | Gutenberg | Runeberg | | Index | -1 | +1 | Førstelinieregister | H. A. Brorson: [Udvalgte salmer og digte 1721-65], 1739,2 Troens Rare Klenodie (1739). Den anden Deel, Troens Grund Indhold | Forrige | Næste [1] Mel. Af høyheden oprunden er. O Gud! hvad est du meer end skiøn, O du Gud Fader, og Guds Søn, Og Hellig Aand tillige, Hvor deylig er din thrones pragt, Hvor vældig er dit scepters magt, Hvor evig er dit rige, Hvor got Dit slot, Hvor retferdig, Hellig, værdig, Fuld af naade Findes din regierings maade. 2. At du est herlig, høy og stor, Den vide himmel, brede jord, Og dybe hav betegne, Det alt er kun en draabe vand, Ja neppe som et sole-grand Udi din haand at regne, Og du Dog nu Her i tiden Mig, en liden Aske-bolig, Søger, elsker, favner trolig. 3. Men er det ey en skiendig ting, Den største part saa blind omkring I denne verden vanker. Man seer din skabning daglig paa, Dog seer man, som man ikke saae, Og gaaer i andre tanker. Ild, vand, Luft, sand, Soel og stierne, Hver en kierne, Hver en draabe HErrens herlighed udraabe. 4. I ordet kand jeg see dig ind Udi dit hierte-milde sind Og store naades rige, Jeg seer en bundløs kierlighed, Jo meer jeg seer, jo mindre veed Jeg, hvad jeg meer skal sige. Ach! min Gud, din Overmaade Store naade Er saa megen, At du derved est min egen. 5. Du est min egen, søde Gud, Hvor vilde jeg det raabe ud, Om jeg kun havde evne, Dog er det sukker i min mund, Og hiertens fryd i sielens grund, Naar jeg dig kun kand nævne, Hvad vil Der til Os da flyde, Lyst at nyde, Naar vi skulde Eengang see dig ret tilfulde. 6. Jeg seer dig, og jeg seer dig ret, Jeg smager dig, og bliver mæt, I troen jeg dig eyer, Dog alt det, som jeg om dig veed, Imod den kundskabs herlighed, Saa godt som intet veyer, Som hist Jeg vist Skal fornemme, Naar jeg hiemme Og tilstæde Hos min Gud kand staae med glæde. 7. Da skal jeg ret for alvor see Din guddoms ære i de tre Livsaligste personer. Hvor vil jeg da, hvor vil jeg see, Naar dine øyne ad mig lee, Og naar din haand mig kroner. O hvor Du jord Ad mig stinker, Naar jeg blinker Med mit øye Op mod HErrens himles høye. 8. Op! op! min siel fra denne jord Til Gud, som hist i lyset boor, Hvor alle engler vrimle, Hvor alle helgens synge-fryd Slaar an som sterke tordens lyd I alle himles himle, Hvor hver I sær Kaster kronen Hen for thronen, Og tilhaabe Hellig mod hver andre raabe. 9. O! hvem der dog var engle-klæd, Og kunde giøre selskab med De blide seraphiner, Som frydens gyldne harpe slaae, Og op i alle toner gaae Med himmel synge-miner. Nu plat God nat Hermed siges Verdens riges Myre-tue, Jeg vil op, min Gud at skue. Indhold | Forrige | Næste [Troens Rare Klenodie, II] [2] Mel. Gud Fader udi Himmerig. Eller: Jeg veed et evigt himmerig. Op! all den ting, som Gud har giort, Hans herlighed at prise, Det mindste han har skabt, er stort, Og kand hans magt bevise. 2. Gik alle konger frem i rad, I deres magt og vælde, De mægted' ey det mindste blad, At sætte paa en nælde. 3. Ja! alle englers store kraft, Som himle-scepter føre, Har ingen tiid den evne haft Det mindste støv at giøre. 4. Det mindste græs jeg undrer paa, I skove og i dale, Hvor skulde jeg den viisdom faae, Om det kun ret at tale? 5. Hvad vil jeg da begynde, naar Jeg lidet giennemkiger, Hvor mange folk der gik og gaaer, I alle verdens riger. 6. Hvad skal jeg sige, naar jeg seer, At alle skove vrimle, De mange fugle-spring, der skeer Op under herrens himle? 7. Hvad skal jeg sige, naar jeg gaar Blant blomsterne i enge, Naar fugle-sangen sammen slaaer Som tusind harpe-strenge? 8. Hvad skal jeg sige, naar mit sind I havets dybe grunde Kun dog saa lit kand kige ind, Og seer saa mange munde? 9. Hvad skal jeg sige, naar jeg vil, Saa høyt jeg kand opkige, Og vende alle tanker til Det blanke solens rige? 10. Hvad skal jeg sige, naar jeg seer, Hvor stierne-flokken blinker, Hvor mildt enhver imod mig leer, Og op til himlen vinker? 11. Hvad skal jeg sige, naar jeg op Til Gud i aanden farer! Og seer den store kiempe-trop Af blide engle-skarer? 12. Hvad skal jeg sige? mine ord Vil ikke meget sige; O GUd! hvad er din viisdom stoer; Din godhed, kraft og rige; 13. Alt det, som haver aande, skal Vor skabere begegne, Hans lov skal fylde bierg og dal, Og alle verdens egne. 14. O! priser Gud paa denne jord, Hver som har sands og tunge, Og all den deel, i himlen boer, Vor skabers lov skal siunge. 15. Slaaer alle folk paa denne jord Med fryde-tone sammen, Halleluja! vor Gud er stoer Og himlen svare amen. Indhold | Forrige | Næste [Troens Rare Klenodie, II] [3] Mel. Fryd dig du Christi brud. Den luft, hvor i vi gaae, Den jord vi trine paa, Den muur af hav og bekke, Det stierne-pyntet dekke, Blev fyldt med godt og glæde Til Adams herre-sæde. 2. Da saae man jordens land Udi sin jomfrue-stand, Og før hun blev forbandet, Da saae man intet andet, Paa klipper og i Dale, End skiønne brude-sale. 3. Men hvor var Adam da; Hvor skulde komme fra Den herre til sit rige, Og thronen at bestige Til jordens regimente; Hvorfra var han at vente? 4. Hvor var den herre? hvor? Der laae et stykke jord, En haandfuld sand Gud kaldte, Til jorden at forvaldte, Et støv fik denne ære, All verdens spiir at bære. 5. Som det er Guds maneer, Naar man slet intet seer, Da veed han raad at finde Langt over alle sinde, Ja der en redning henter, Hvor man det mindst forventer. 6. Ey solens glands, ey guld, Men kun et stykke muld Han tager, og det vender I sine almagts hænder, Strax er en bolig ferdig, Som agtes engle-værdig. 7. Saa blæser Gud ham ind En aand af himmel-sind, Forstand og alle dyder, Som herrens bolig pryder, Der satte Gud sit stempel, Der tog han selv sit tempel. 8. Her staar da Adam nu Med Gud i siel og hu Hvor hen hans øye kiger, Saa seer han sine riger, All jorden til sin pleye, Og himlen til sin eye. 9. Hans kierlighed var reen, Hans skiønhed ugemeen, Hans magt var Uindskrenket, All verden var ham skienket, Hans tanke høy og vigtig, Hans kundskab ret og rigtig. 10. Saa snart et dyyr han saae, Strax kunde han forstaae Dets art, natur og evne, Og det derefter nævne, Han kunde giennemkige Naturens heele rige. 11. Han ledte ey om guld, Thi sielen den var fuld Af himlens art og ynde, Begierlighed og brynde Til Gud, til Gud allene At elske og at tiene. 12. Her var vor Herres priis Hans beste paradiis, Hans leye, gang og sæde Var fuld af Gud og glæde, Han havde, kort at sige, Et lidet himmerige. 13. O Gud, saaledes gik, Da Adam i sin skik, Nu gaae vi anderledes, At jorden maatte kedes Vort syndig støv at bære, At huse og at nære. 14. Men Gud skee lov og priis, Et bedre paradiis, End det, som blev fordervet, Os Jesus har forhvervet, En himmel uden fare: O gid vi der kun vare! Indhold | Forrige | Næste [Troens Rare Klenodie, II [4] Mel. Rind nu op i Jesu navn. Adam gik i frydens lund Hele verden at regiere, Gud vil ham dog give meere, Derfor faldt han i en blund, Herren vilde nu beskikke Egteskabets høye sag, Adam sov og vidste ikke, At det var hans bryllups dag. 2. Skabelsen var nu alt skeet, Hængte sammen som en kiæde, Alle engler deres glæde Havde i Guds gierning seet, Dog var et endnu tilbage, Som var vigtigt, høyt og stort. Adam havde ingen mage, Dette blev saaledes giort. 3. Gud ved sin den stærke haand Greeb hen ind ved Adams hierte, Dette grib var ey til smerte, Men at knytte egte-baand, Adam derved intet tabte, At Gud tog hans ribbeen ud, Thi deraf vor Herre skabte Ham en himmel-pyntet bruud. 4. Adam vaagned op, og saae Ud af første søvne-taage, Saae sin Gud for sig at vaage, Mens han i sin slumme laae, Saae, at Gud ved haanden førde Denne jomfrue til ham hen, Det hans hiertens grund oprørde Til at prise Gud igien. 5. Hvad han fandt i Gud for roe, Saadan himmel-sindet mage Af Guds egen haand at tage, Kand man nu vel aldrig troe, Her var ingen syndig brynde Som det pleyer nu at gaae, Men Guds liflighed og ynde Begge ud af øyne saae. 6. Her var ingen brude-krands, Som man pleyer nu at bære (Got naar det kun skeer med ære) Her var dydens fulde glands, Her var intet blomster nødigt Til at strøe for brudens trin, Natte-lyys er overflødigt Ved det klare solens skin. 7. I Uskyldighedens pragt, Med en reen og engle-mine Disse med hverandre trine I en hellig egte-pagt, Herren føyer dem tilsammen Ved sit eget Guddoms ord, Der blev svaret Amen! Amen! I det blide engle-koor. 8. Dermed gik det engle-par, Som det ente[n] skulde stige Hvert minut til him[m]erige, Eller snart i himlen var, Eden var med himlen blandet, I saa sød en høytids roe, Gud allene, intet andet, Søgte disse begge to. 9. Den befalning Adam fik, Det forbudne ey at æde, Det var deres lyst og glæde Ord og anslag, hvor de gik, Det var deres lyst at kunde Være troe i denne post, Ney de vilde ingenlunde Smage den forbudne kost. 10. Der var ellers nok at faae, Paradiis var fuldt af glæde, Nok at lugte, nok at æde, Nok at see og høre paa, Vilde Gud dem end forbyde Alt hvad de i verden saae, Kunde de ham selv kun nyde, Maatte alt det andet gaae. 11. Men hvad skal vi tænke, naar Man vil derimod afmale Vore tiders bryllups sale Som det meest i verden gaar, Naar med idel fylderier Egte-skabet vies ind, Denne sathans glæde svier Ind i alle frommes sind. 12. O hvor stoor er dog den pragt, Roos og priis for egtestanden, At Gud selv, og ingen anden, Haver dertil grundvold lagt, Lidde egteskabet siden Skiønt af slangen stor fortræd, Fik det dog sin glands med tiden Af den ædle qvindens sæd. 13. Men i sandhed standen maae Uden Jesu ey begyndes, Om hun af vor Gud skal yndes. Hans velsignelse at faae, Syndens lyst maa intet stifte, Dette søde bliver suurt, Sig at gifte kand forgifte Egte-skabets Helbreds urt. 14. I, som da i egtestand Leve, eller leve vilde, Renser eders hierters kilde Fra de raadne lysters vand, Gud vil selv aldeles være Med i denne høye sag, Deraf har hun all sin ære Brude-parrets æres dag. 15. O en vigtig sag, som dog Af de fleeste ey betænkes Som saa gierne sammen lenkes Til at gaae i syndens aag. Hvad for fliid kand der formodes Til en salig børne-tugt, Naar der plantes kun og podes Til at bære syndens frugt. 16. Standen i sig selv er good; Men det kommer an paa Maaden, Kierlighed til Gud og Naaden Er den rette egte-rood, Himmel-sindede personer Favne Gud i bøn og troe, Det betyder ærens kroner, Og en evig samlings roe. Indhold | Forrige | Næste [Troens Rare Klenodie, II] [5] Ach min rose visner bort, Bliver baade bleeg og sort:/: Ach mit blomster stood, Før som melk og blood Falmer nu fra top til rood. 2. Saae man før en Herres bruud See saa ufornøyet ud:/: Slet bestilt at man Ikke bedre kand Skiønne paa sin ædle stand. 3. Estu bleven barn igien? Har du glemt din siele-ven?:/: Veedstu ey mit ord? Veedstu hvad du troer? Og hvad du i daaben soer? 4. Læs engang det første bud: Jeg er Herren, jeg din Gud,:/: Lad det der ved staae, At jeg sørge maae, Din sorg intet kand forslaae. 5. Har du og din troe forgiet? Hvo har skabt dig? veedstu det:/: Den dig skabte veed Vidre nok beskeed, Sørg du ey, men troe og beed. 6. Har Gud noget havt saa rart, Som for dig er bleven spart?:/: Har du glemt min død, Og det blod, som flød Af mig i min bittre nød. 7. Aanden gav jeg dig til pant, At du gandske vist og sandt:/: Himlen selv skal naae, Tvivler du da paa, Dine smuler her at faae? 8. Læs engang dit fader vor, Fader! kiend ham og derfor;:/: Derpaa det beroer Alt, at du kun troer Dette søde faders ord. 9. Ach! hvad ære, fryd og haab Havde du vel af din daab:/: Vidste du beskeed Om din herlighed Efter daabens pagt og eed. 10. Faaer du ved Guds alter-fod Jesu legem, Jesu blod,:/: Den er steen og stok I Guds kirke-flok, Som ey deri finder nok. 11. Op med dit beklemte sind, Kiig kun i Guds himle ind:/: Hør Guds englers sang! See hans helgens rang, Der skal du og staae engang. 12. Zion hele sagen er, Verden, verden du begier:/: Hendes skiulte glød Gnistrer i dit kiød, Brænd dig ey, det er din død. 13. Verden, verden af dit sind, Luk din Jesum ene ind:/: Favn mig i din troe, Lad mig i dig boe, Saa faaer sielen nok sin roe. Indhold | Forrige | Næste [Troens Rare Klenodie, II] [6] Mel. Nu lader os hans legem. Hvad hører jeg i paradiis? En lyd af Herrens vredes riis, Hvad da, hvorledes er det fat? Ach! Adam har sin Gud forladt. 2. Han var jo i Guds billed skabt? Ja! men nu er den krone tabt. Er all den herrlighed forbi? Ja nu er han i slaverie. 3. Hvor blev hans viisdoms himmel-skat? Ach den forsvandt i syndens nat. Hvad har han nu for denne glands? En torden-skye i sind og sands. 4. Hvor blev hans lyst at tiene Gud? Den brød han med vor Herres bud. Er den forglemt som var saa sød? Ja den er tabt, og glemt, og død. 5. Hvad stak ham som var før saa klog? Hans egen hustru ham bedrog, Hvor faldt hun i den jammer ned? Ved sathans underfundighed. 6. Hvor kunde sathan det formaae? Hun tenkte større magt at faae. Var dette grib saa stor en last? Ja! Derved har de Gud forkast. 7. Hvorledes blev da sielen nu? Forferdet under vredens kue. Hvad kom der efter lyset ind? Et dumt fra Gud forvildet sind. 8. Hvad havde han med det fortient? At vorde evig, evig, brændt. Hvem havde deel i denne løn? Det gandske arme Adams kiøn. 9. Hvor komme vi til den fortræd? Vi vare jo i Adam med; Hvor af kand dette blive kiendt; At vor Natur fra Gud er vendt. 10. Ach er det ey en farlig sag? Ja nød og angest for og bag; Det seer jo ey den store flok? Ja, men de kunde see det nok. 11. Hvem siger dog at Gud er vred? Det siger vor samvittighed. Ja hvad om hun er sovet hen? Saa faar hun vekkes op igien. 12. Men er der ingen redning til? Jo vel for den som reddes vil. Hvor skal man da, hvor skal mand hen? Til Gud vor fromme Gud igien. 13. Vil han os tage an paa nye? Ja, dersom vi fra synden flye. Hvor naae vi denne kierlighed? I JEsu tro som for os leed. 14. Er synden da mig reent forladt? Ja, faae vi ham i troen fat. Hvad giør mig vis i denne sag? Din kamp mod synden nat og dag. 15. Er da min Gud mig mild og bliid? Ja, søg din JEsum kun med fliid, Men om det ey i tiden skeer? Saa er der ingen redning meer. Indhold | Forrige | Næste [Troens Rare Klenodie, II] [7] Mel. Jeg raaber til dig, o Herre. O Jesu, som har elsket mig, Ja med saa overmaade Aldeles ubegribelig En kierlighed og naade, O tænd mit hierte an igien Med kierlighedens iver, At jeg giver Mig gandske til dig hen, Og stedse hos dig bliver. 2. O lad dog kierlighedens brand Mit hierte saa indtage, At uden dig mig intet kand I denne verden smage, Stød alting af mit hierte ud, Som sielen vil forvende Fra at brænde, Som din forelskte brud, Til livets sidste ende. 3. Hvad er din kierlighed dog sød, Og meest i korsets plager, Hun giør, at baade nød og død, Saa vel som honning smager, Saa giv, at jeg ey andet veed, Ey tænker, hører, lærer, Elsker, ærer, End denne kierlighed, Som Jesus til mig bærer. 4. Gid jeg, min skat, dig maatte heel Til evig eye nyde, Og alt mit hiertes inderdeel I dine luer syde. O lad mig vaage dag og nat, At ingen lyst og plage Skal borttage Dig, søde himmel-skat, I alle mine dage. 5. Det var jo idel kierlighed, Der bragte mig den naade, At man dig allevegne sleed Paa mordisk viis og maade, Ach maatte jeg din pines sag, Hver smerte, hver en vunde Ret begrunde, At sielen nat og dag Af længsel bløde kunde. 6. Hvor reent og kraftigt er dit blod, Du lodst paa korset flyde, Hvor giftig er jeg derimod, Og haard som staal og spyde, Saa lad dit blod med kierlighed Min arme siel besprenge, Giennem trænge, At jeg ey andet veed, End kun ved dig at hænge. 7. O, at mit hierte aaben stod For dine piners vinde, At regne Jesu sveed og blod I alle mine sinde. O! at mit øye som en strøm Med taarer kunde rinde, Dig at minde, Hvor hierte-væ og øm Jeg er for dig at finde. 8. Gid jeg dig fulte ud og ind Med børne-graad og klage, Til du bevæge lodst dit sind, Mig i din favn at tage, At du min længsel, Gud og mand, Saa liflig, som den søde Morgenrøde, I kierlighedens brand Mit hierte vilde møde. 9. O drag mig, tag mig, hør mig til, Jeg lader mig ey tysse, Før jeg saa meget, som jeg vil, Dig favne kand og kysse. Jeg af din søde rosen-mund I ordet vil fornemme Naadens stemme, Saa er jeg glad og sund, Og kand min nød forglemme. 10. Min trøst, mit lys, min beste ven, Og største lyst i livet, O hav mig, tag mig gandske hen, Dig har jeg mig hengivet, Thi uden dig jeg billig maa Den gandske verden kalde Gift og galde, Ey værd at tænke paa, Langt mindre at befalde. 11. Men du est sielens trygge havn, Mod alle modgangs vinde, Ach! lad mig i din naades favn Den rette hvile finde, Din kierlighed, som ild i blaar, Mit hiertes trang fortære, Balsom være For mine synde-saar, Som mig saa haardt besvære. 12. Hvad er der, som jeg ey udi Din kierlighed kand tage, Den er min soel paa vey og stie, Min kilde sød at smage, Min rare viin og himmel-brød, Mit klæde for Guds throne, Priis og krone, Min trøst i all min nød, I velstand fryde-tone. 13. Jeg vilde heller være død, Ja bare røg og avne, Jeg ynsker, at jeg ey var fød, Om jeg dig skulde savne, Saa lær mig da, o søde lyst, At jeg dig ret kand finde, Ret kand vinde, Og aldrig af mit bryst Dig savne nogensinde. 14. Du elskte mig af evig tiid, Min sag at vilde føre; Før jeg fik viist den mindste fliid, Din villie at giøre, Indfandt sig strax din kierlighed, Ved haanden mig at tage Og ledsage I verden op og ned, Som det dig kand behage. 15. Saa lad den stand, hvori jeg staar, Din kierlighed kun smykke, Og hvor jeg lit af veyen gaar Mig strax tilbage rykke, Lad den ved all min verk og daad, Som lyset, for mig brænde, Ret at kiende Og følge dine raad Til livets sidste ende. 16. Lad hende trøste mig i trang, I svagheds tiid mig styrke, Og naar jeg endelig engang Skal ind i dødens mørke, Da lad din kierlighed staae bi, Sig stille ved min side, Med mig stride, Saa gaar jeg glad og frie Fra hele verdens qvide. Indhold | Forrige | Næste [Troens Rare Klenodie, II] [8] Hvor er saadan een! Deylig skiøn og reen, Som vor Jesus, den udkaarne, Lys og liv for mit forlorne Hiertes rad og been, Hvor er saadan een? 2. Livet selv var død, Hielpen selv i nød, For vor brøde at betale, Og Guds vredes ild at svale, Han sig selv frembød, Livet selv var død. 3. Herlighedens Gud Blev et sende-bud Der han i vort kiød sig klædde, Til at trøste og at redde Os af nøden ud, Herlighedens Gud. 4. Store seyers helt, Du slogst op dit telt Her blant os paa jorderige, Synd og satan at bekrige, Du gikst selv til feldt Store seyers helt. 5. Største Majestæt, Konge og prophet, Kys vil jeg dit scepter give, Og dit ord skal hos mig blive, Det skal blive seet, Største Majestæt. 6. Lad din herlighed Paa mig skinne ned, At jeg ret din sødhed kiender, Og i længsel daglig brænder Ved den deel jeg veed Om din herlighed. 7. Tag mig gandske ind, At min siel og sind I din kierlighed maae smelte, All min trengsel paa dig velte, Sielen til dig bind, Tag mig gandske ind. 8. Taaligste Guds lam Som af verdens bram Gandske intet vilde vide, Lod dig taalig slaae og slide, Giør mig mild og tam, Taaligste Guds lam! 9. Styr mit onde sind, Som af verdens vind Lader sig saa let omdrive, Lad det altid hos dig blive, Jeg er selv saa blind Styr mit onde sind. 10. Alt til himlen op Ret mit levnets lob, At mig jorden ey besværer, Eller helvede besnærer, At jeg følger trop Alt til himlen op. 11. Hold mig ved din haand Føer mig ved din aand, Lad ham lære mig at bede Og paa sandheds veye lede Udi naadens baand, Hold mig ved din haand! 12. Vil mig korsets trang Giøre veyen lang Og de snevre trin formørke, Kom da selv min fod at styrke, At jeg gaaer min gang Giennem korsets trang. 13. Giv mig kiempe-mod Til at holde fod, Og paa ærlig troe og love Dig til ære gierne vove Ære liv og blod Giv mig kiempe-mod. 14. Naar jeg reise skal Giennem dødens dal Lad dit blod min strid forsøde, Og bered mig selv at møde I din himmel-sal, Naar jeg reyse skal. Indhold | Forrige | Næste [Troens Rare Klenodie, II] [9] Mel. Gud Fader udi Himmerig. O! kiære siæl, som bliver ey Ret længe her paa jorden, Forstaae dog livets rette vey, Og salighedens orden. 2. Gud Fader, Søn og Hellig Aand En evig Gud vi ærer, Som alting med sin Almagts haand Har skabt, og alting bærer. 3. Han skabte adam og hans brud I siælene saa klare, At ingen nu kand tænke ud Hvor deylige de vare. 4. Guds billedes fuldkomne glands Var dem i hiertet givet, Høy viisdom i forstand og sands, Og hellighed i livet. 5. Men adam blev for Gud forvendt Med eva til at synde, Og dermed have de fortient Guds evig vredes brynde. 6. Vort hele kiøn har adams sind, Enhver er ond, som fødes, Og skyldig til med satan ind I helvede at stødes. 7. All verden er i sin natur Til evig pine skyldig, I verden fandtes ingen kuur Mod denne skade gyldig. 8. Da ynkedes i evighed Gud over verdens plage, Og sendte selv sin søn herned, Vor jammer bort at tage. 9. Guds søn til vores glæde lod Sig af en jomfrue føde, Og giorde for al verden bod, Da han paa korset døde. 10. Saa vil nu Gud for Jesu død Sig over os forbarme, Ald verden tage i sit skiød Og milde naades arme. 11. Men da maae ingen meere hen I verdens lyster rende, Men skal derfra til Gud igien, Og grundig sig omvende. 12. Den Hellig Aand tilbyder ved Sit ord og sacramente, Guds naade, kierlighed og fred, Som Jesus os fortiente. 13. I dem han virker kiendelig, Som ey mod naaden stride, Den troe, som altid holder sig Til Jesu saar og side. 14. Da leve slige siæle ey I verdens lyster meere, Men lade sig paa livets vey Ved ordets lys regiere. 15. De elske Gud af hierte-rod, De elske deres næste, Og naar dem nogen staaer imod, Da søge de hans beste. 16. De vaage, stride, hvor de gaaer, Mod hiertets onde tanker, Og Jesu pine, blod og saar Er deres faste anker. 17. Enhver, som nu saaledes troer, Og ey fra Gud vil vige, Han faaer, saa lyder Jesu ord, I sandhed himmerige. 18. Men hvo som ey vil vende om, Og lyset ey vil kiende, Skal bære vredens svaare dom, Og evig, evig brænde. 19. Hielp, søde Gud! at alle ind I naadens orden træde, At gaae i aandens reene sind, Til evig fryd og glæde. Indhold | Forrige | Næste [Troens Rare Klenodie, II] [10] Mel. Sorrig og glæde de vandre &c. Guds igienfødde, nye, levende siele! Møder vor abba i siungende flok, Herrens nye skabningers liflige siele Kand i hans lovsang ey øve sig nok, Lader dog hver sig for faderen høre, Hvem der hans naade kand deyligst kundgiøre. 2. Allerlivsaligste, mildeste fader, Havde vi thronernes stemmer i fryd, Havde vi englernes miner og lader, Havde vi cherubims vinger og lyd, Aldrig vi alle tilhaabe formaaede Noksom at prise den mindste din naade. 3. Onde vi vare, og døde som steene, Haarde i hiertet som marmor og staal, Det var din mægtigste styrke allene, Som os fik reddet, og naaede sit maal, Lod os ved aanden i ordet fornemme Frelserens levende giørende stemme. 4. Ach! hvad vi bleve da selsom til mode, Nu vi ret kiendte fordervelsens stand, Da vi tilforne ey andet forstode, End at os feylede ikke et grand, Stinkede i vor begiærligheds grave, Da vi formeente dog livet at have. 5. Naar vi betænke, hvad faderen tænkte, Da han begyndte at drage os ud, Da han os livet i midleren skienkte, Smykkede sielen til frelserens brud, At han os elskte, os onde saa saare, Maae vi henflyde i kierligheds taare. 6. Siuntes end sielen, at smage Guds vrede, Jamrede saare i fødselens nød, Det var i sandhed Guds kierligheds hede, Den som os haver til himlene fød. Maatte jo hiertet sin jammer dog kiende, Førend hun vilde til korset sig vende. 7. Saae man end Sinai mægtig at lyne, Buldre og tordne af domme-dags skye, Golgatha blev dog omsider til syne, Saligheds morgen begyndte at grye, Da brød hun ud, som af fødselens smerte, Det af Gud skabte nye levende hierte. 8. Troen begyndte, den ryggende tave, Hiertets forborgene, menneskets siel, Først i en længsel sin Jesum at have, Og nu all verden at sige far vel, Synden hun kiendte som stinkende søle, Da hun fik vrede og naade at føle. 9. Ach Guds all kierligheds virkning her stræbte Den i at plante det himmelske sind, Medens at angestens følelse dræbte, Hvad ej i Christi forening gaaer ind, Jesu retferdighed sielen blev givet Kiødet til døden, og aanden til livet. 10. Hvo vil nu Herrens udvalde beskylde? Gud os i Christo retfærdige giør, Her er i Jesu velsignelsens fylde, Her er Guds naade og himlenes dør, Troen brød giennem all angestens pile, Ind i sin frelseres vunder at hvile. 11. Aldrig kom englerne saadant for øre, Før man begyndte Guds harper at slaae, Det var for dennem saa lifligt at høre, Himlenes hele forsamling tog paa: Amen! halleluja! sejren er vunden, Jesus sit faar det fortabte har funden. 12. Op da i troende! Herrens udvalde! Kiender dog faderens kierlige sind, Hiertens fortrolig ham abba at kalde, Trænger ham nærmer i armene ind, Takker for den uskatterlige ære, At i hans sønner og døttre maae være. 13. Roser hans viseste tugtelses maade, Ynder og elsker og kysser hans riis, Selv sig i verden at føre og raade, Det er de kiælnes vanartige viis; Vandrer saaledes, at hver kand fornemme, Hvem i tilhøre, og hvor i har hiemme. 14. Skal man af børnene faderen kiende, Skal vores vandring i lyset bestaae, O! hvor maae kierligheds lue da brænde, Overnaturlige sager formaae, Faderens dyder i gierningen prise, Naar vi vor fiende velgierning bevise. 15. O den uendelig inderlig gode, Hierteste, mildeste, sødeste Gud, Giører ham vitterlig aldrig til mode, Følger, som børnene, faderens bud, Hvad han nu siger, det giører og lader, Viser, hvor meget i elske vor fader. 16. De, som den lærdom vil ikke befalde, Neppe kand taale at høre derpaa, Regner sig dog iblant Herrens udvalde, Skiønt de paa vejen til helvede gaae, Ach! at de vilde dog grundig erkiende Kiødets fornøyelsers bitterste ende. 17. Børnene ene for arvinger kiendes, Det er i himlen all evigheds ret, Alle de andre, som ikke omvendes, Deres forhaabning bestaaer sig kun slet, Det skal de skue med dødningers farve, Naar de seer børnene ene alt arve. 18. Hielp os! vor fader i himmelens rige, Altid at ære dit herligste navn, Daglig jo meere at vorde dig lige, Roe i din villies mildeste favn, Trøst mod vor mangel, skyld, fristelsers plage, Ja midt i døden din kierlighed smage. Indhold | Forrige | Næste [Troens Rare Klenodie, II] [11] Mel. Vor JEsus kand ey nogen &c. Ach! vidste du, som gaaer i syndens lenke, Hvor haardt det er, det satans slaverie, Du skulde dig ey øyeblik betænke, At søge den, som dig kand giøre frie. Ach! hvilken salig dag du fik! Om du begyndte nu i dette øyeblik. 2. Ach! kiendte du Guds naades søde rige, Hvor godt det er, at høre JEsum til, Du skulde ey imod hans naade krige, Som dig endnu saa gierne hielpe vil. Ach! hvilken seyr Guds kirke fik, Om du begyndte nu i dette øyeblik. 3. Ach! tænkte du, til evig tid at brænde, Hvor svart det er, naar lystens drøm forgaaer, Hvor skulde du med graad til den dig vende, Som mod dig med udstrakte arme staaer. Ach! hvilken angest satan fik, Om du begyndte nu i dette øyeblik. 4. Ach! troede du, at man sig ey kand drømme I himlen ind, det ey saa let er giort, Hvor skulde du din lunkenhed fordømme, Og lede om den rette snevre port. Ach hvilken jammer ende fik, Om du begyndte nu i dette øyeblik. 5. Ach! merkte du, hvor got det er at lande, I paradiis, hvor glæden der er sød, Du skulde snart all verdens lyst forbande, Og haste hen til JEsu blod og død. Ach! hvilken fryd Guds engler fik, Om du begyndte nu i dette øyeblik. 6. Ach! vilde du nu een for alle gange Dig give ind i bod og bøn og striid, Hvor skulde da din Jesus dig undfange, Hvor skulde du ham finde mild og blid, Ach hvilken hvile sielen fik, Om du begyndte nu i dette øyeblik. 7. Ach! skulde du dig der til lade tigge, Det gielder jo din egen sieles tarv, Det er saa haardt i helvede at ligge, Det giør saa godt at tage himlens arv. Ach! hvilken evig fryd du fik, Om du begyndte nu i dette øyeblik. 8. Ach! kunde du, du kunde om du vilde, Dog gribe ret Guds milde hierte an, Nu kand det skee, nu før det er for silde, Det mørknes alt mod evighedens nat. Ach! hvilken glæde Jesus fik, Om du begyndte nu i dette øyeblik. Indhold | Forrige | Næste [Troens Rare Klenodie, II] [12] Mel. I Jesu navn all vor &c. Retfærdighed I Jesu Christi blod Er det, jeg veed, Som mig til salighed Giver et forsikret mod. Jeg arme muld Er af naturen fuld Af syndens gift og pest, Til døden syg og qvæst; Hvad jeg siden lit og stort, Got har ladt og ondt har giort Veed min Jesus allerbest. 2. Retfærdighed I JESU Christi blod, Hans blodig sveed, Og all den deel han leed, Giør min gandske jammer god; Han har det alt Fulkommelig betalt. I JEsu blod og saar Jeg fuld forløsning faaer. All den deel jeg har forseet, Er, som det var aldrig skeet, Naar jeg ret til Jesum gaaer. 3. Retfærdighed I Jesu Christi blod Er fuld beskeed Mod satan, naar han vred, Gaaer min arme siel imod; Hvad vil han meer, Naar han mit hierte seer, At have JEsum fat, Og all min synd forlat. Han maae sprekke ved at see, Mig ved Jesu bryst at lee, Som hans due, brud og skat. 4. Retfærdighed I Jesu Christi blod Giør sielen keed Af verdens daarlighed; Triner hende under fod. Hvad verdens lyst, Hvad giver hun for trøst? Naar den beklemte aand Maa føle dødens baand. JEsus og hans dyre død Giør mig all min jam[m]er sød. Ham jeg har i troens haand. 5. Retfærdighed I Jesu Christi blod, Din søde fred Slet intet hierte veed, Som ey ret vil giøre bod. Den sikre flok Paa tungen har dig nok, Man bruger naadens trøst Til skiul for verdens lyst. Tænker ey, at sielens roe Kommer kun af saadan troe, Som vil følge Jesu røst. 6. Retfærdighed I JEsu Christi blod, Mit hvile-sted Og skiønne urte-bed, Fuld af hiertens-fryd begroed. Min himmel-dug, Og skiold mod dødens hug; Mit hiertes øyesteen, Som holder sielen reen. Pryder mig med gylden span, Fryder mig med livets mann, Siel og hierte, marv og been. 7. Retfærdighed I Jesu Christi blod, Kom til mig ned, Og naadens himmel breed Over hiertets jorde-klod. En stærk udstrakt Befestnings himmel-magt, Som satans løve-tand; Ey gien[n]embrekke kand Hvor Guds Søns retfærdighed Ret som solen straaler ned Paa mit hiertes mørke land. 8. Retfærdighed I Jesu Christi blod, Du komst herned I paradiises sted, Som forgik ved syndens flod. Hvad paradiis? Du bærer større priis; Din livets træ og frugt Har døden gandske slugt. Her er paradiises flod Strømme af Guds eget blod Og en evig naades lugt. H. A. Brorson Homepage Denne side er sidst rettet 04.08.96. Eksternt refereret 160 gange siden 1. september 1996. http://www.kb.dk:80/elib/lit/dan/old/authors/brorson/digte.dkl/1739b.htm Dansk Nationallitterært Arkiv | Opad | Søg hele DNA | DNA Homepage | DNA List | DSL Homepage | Danske Klassikere (DKL) | KB Homepage | REX | Gutenberg | Runeberg | | Index | -1 | Førstelinieregister | H. A. Brorson: [Udvalgte salmer og digte 1721-65], 1765 Svane-Sang (1765) | Næste | I. 1. Livet med sin Brude-Skare Drager ind ad Salems Bye. Luften syntes sød, som Manna, Af hans Følges Hosianna. Palmer gik med hine klare Jubel-Toner op i Skye. Livet med &c. 2. Tænk engang, og dog maae tage Mod den elsktes frekke Nej! Derfor Kind og Øje falmer Mit iblant de søde Psalmer; Og maae øse Taare-Lage Paa den glade Højtids Vej. Tænk engang &c. 3. Fyrgetive Aar derefter Salem fik en anden Giæst, Ørnen med de glubske Unger, Kriig og Oprør, Pest og Hunger, Sig ved dette Aadsel hæfter, Just til samme Højtids Fæst. Fyrgetive Aar &c. Indhold | Forrige | Næste [Svane-Sang] III. 1. Op dog Zion! seer du ej Palme-prydet Konge-Vej, Hvor Lifs-Fyrsten drager frem, For sin Brud at hente hjem?:/: Skiønt han alt, for dig at frie, Er paa Dødens fæle Stie; Gaaer han dog blant Fryd og Sang. Det var Kierlighedens Gang. 2. Skynd dig Zion! følg ham snart Paa hans Korses Kirke-Fart, Med et uforandret Sind, Lige for hans Throne ind.:/: Tak ham, hvor du gaaer og staaer, For hans Marter, Død og Saar. Kys hvert Spor, han efterlod, Fuld af Graad og Sveed og Blod! Indhold | Forrige | Næste [Svane-Sang] V. En Samtale imellem JEsum og en Christen. 1. Iesus. Du smelter i Taare; Men siig mig: hvorfore? Christen. Miraklers Mirakel! at Ordet blev Kiød. I. Det galt vor Forening. Siig vidre din Meening. C. At Livet paa Jorden til Døden blev fød. I. Ja, Sandhed at sige, med inderlig Lyst. C. O uden al lige lifsaligste Trøst! 2. I. Min Fader mig sendte, Dig til ham at hente. C. Men havde han ikke os onde for kiær? I. Ej Engle udgrunder Det Kierligheds Under. C. Men var han dog ikke sit Hierte for nær? I. Din Frelse at skue det var ham saa rart. C. O Kierligheds Lue, som intet har spart! 3. I. Lad dette dig glæde Paa Leje og Sæde! C. Ja, JEsu! Du Hiertets Lifs-Balsam og Kraft. I. Af Jordiske Lyster Man Døden kun høster. C. Min Viin er din Naades Hiert-lædskende Saft. I. Hav Druen i Tanker, hvoraf den blev kryst. C. Saa ofte mig banker Lifs Aare i Bryst. Indhold | Forrige | Næste [Svane-Sang] VIII. 1. Lad mig, søde JEsu, møde I din Pines Natte-Vagt, Dig at skue, Livets Drue, I Guds Vredes Perse lagt. Andre hvile. Dødens Pile Alle ile paa dig ind. JEsus blegner, skielver, segner I Guds Vredes Hvirvel-Vind. Gid jeg kunde nogenlunde Dog begrunde denne Storm, Hvor det svier, da du vrier Dig i Støvet, som en Orm! 2. JEsus beder, græder, sveder, Tænk engang, det bare Blod. Hevnen stiger, mens han skriger, Til den allerhøjest' Flod. Riis og Grene bindes eene Til dig, reene Jomfrue Søn! Hvorhen driver dig din Iver? Til at redde Adams Kiøn. Var vor laadne, undertraadne, Døde, raadne Folke-Færd Ej at kige paa, end sige Saadan Nød og Fejde værd? 3. Men hvor qvæger nu og læger Mit forknuste Hierte-Rod Svede-Dampen, som i Kampen Af dit blege Ansigt stod. Syndens Længde, Tyngde, Mængde, Som dig trængte, er betalt. Kiempe-Sveden vant os Freden I den ivrigste Gestalt. Sathan daaber [Note: fnyser, raser]. For mig raaber Alle Draaber mod hans Hug. Hvad mig møder, det forsøder Urtegaardens Purpur-Dug. Indhold | Forrige | Næste [Svane-Sang] XI. 1. Lad os drage, bange Hierte, Hen til Hoved-Pande-Sted, Der at tage, hvad hans Smerte Os har lovet: Siæle-Fred. Her de trette, raade-vilde, Jammerfulde Frelse faaer. Her er rette Lædske-Kilde, I vor hulde Frelsers Saar. 2. Du, o rene, for mig qvalte, Stegte, døde Offer-Lam! Du allene fuldt betalte Al min Brøde, Last og Skam, At jeg vover, paa dit Hiertes Trygge Anker, Liv og Død, Og forsover, ved din Smertes Søde Tanker, al min Nød. Indhold | Forrige | Næste [Svane-Sang] XII. En Paaske-Sang. 1. Engelen. Hvorledes gaaer det her? Hun synker ned i Sorgen, Og det paa Paaske-Morgen. Maria, som i sær Sin Frelser havde kiær. Maria Magdalene, Beklemt, forladt og eene, Vil svømme hen i Graad, Og veed slet intet Raad. Hun synker &c. 2. Maria. Ja her er holden Vagt! O! maatte jeg kun vide Saasant, til hvilken Side De har min Herre lagt; Jeg hented' ham med Magt. Hvor skulde mine Taare Da salve dig paa Baare, Og sige dig: God Nat, Min ævig søde Skat! O maatte jeg &c. 3. JEsus. Ak! see hvor Hiertet slaaer! Hvad giør du her i Haven; Hvad søger du i Graven? Beklemt for den du gaaer, Som hos din Side staaer. Maria! du skal fige, Til mine Brødre sige: Til Faderen jeg snart Nu holder Himmel-fart. Hvad giør du &c. 4. Maria. Hallelujah! Du est, Immanuel, opstanden, Har knuset Slange-Panden, Og givet ham sin Rest; Men os en ævig Fest. Trods Synd! Du est hengivet. Trods Død! Du est jo Livet. Trods Helveds hele Flok! Du est os ævig nok. Immanuel opstanden &c. Indhold | Forrige | Næste [Svane-Sang] XIII. 1. I arme Qvinder! hvorfor saa vaade Kinder, Saa vaade Kinder? hvad skal den Urte-Kram? Jeg siger sanden: Han er igien opstanden, Igien opstanden det slagtede Guds Lam. O Tak, vort Liv det søde! Tak! Tak! Du for os døde Du for os døde. Hallelujah! Vi veed: Du lever, vi tillige, Saa læng' du har et Rige Du har et Rige, i Tiid og Ævighed. 2. Velkommen søde Guds Søn, vort Liv fra Døde, Vort Liv fra Døde, fra Kors, fra Striid og Grav! Du slap fra dennem, og vi med dig igiennem Med dig igiennem din Pines røde Hav. Thi hvad dig vederfores, Er vist i Troen vores I Troen vores. Nu har vi Freden her. Trods Marter, Sverd og Bue! Men, naar skal vi dig skue Skal vi dig skue, som havde os saa kier? Indhold | Forrige | Næste [Svane-Sang] XVI. 1. I Dag skal alting siunge, Hvad Hierte har og Tunge. Sink og Basun her frem! See! See hvor JEsus farer, Med Seraphine Skarer, Igiennem Skyen hiem. 2. O see! den Engle-Vrimlen Omkring Guds Stoel i Himlen, Ved Lyden af hans Trin! Den gamle udaf Dage Selv rejser sig at tage Imod sin Benjamin. 3. Sid hos min højre Side! Sid, siger han, du blide, Al Verdens Liv og Soel! Guds Hær med Lofsangs Toner, Og alle Ældstes Kroner Blev kast for Lammets Stoel. 4. Hvad giør du her tilbage? Far efter ham saa fage, Som Duen fløj, min Aand! Far hen at see den søde Guds Søn, som for dig døde, Med Almagts Spiir i Haand! Indhold | Forrige | Næste [Svane-Sang] XIX. 1. Jeg seer dig, søde Lam, at staae Paa Zions Bierge-Top. Men ak! den Vej du maatte gaae, Saa tung, saa trang derop. O! Byrde, som paa dig var kast, Al Verdens Skam og Last. Saa sank du i vor Jammer ned, Saa dybt, som ingen veed. 2. Uskyldig Lam! saa ynkelig Du vilde ofres hen. Din Kierlighed har bunden dig, At faae os løst igien. Du leed og sleed vor Fængsels Baand Med naglet Fod og Haand. Du gik som Løve af din Grav. Vor Død du plyndred' af. 3. Hvor vrimler nu omkring din Stoel En Flok saa hviid, som Snee. Hvert Øje glimrer, som en Soel, At det Guds Lam maae see. Det Ord om Lammets Slaverie, For os, for os at frie, Giør, mit blant alle Englers Sang, Endnu den sterkest' Klang. 4. Tolv gang tolv tusind' har i Favn Enhver sin Harpe spendt. I Panden Lammets Faders Navn Giør al den Slægt bekiendt. Det gaaer, som sterke Vandes Lyd, Naar de slaae an i Fryd: Guds Lam, som vandt os Paradiis, Dig, dig Lof, Tak og Priis. 5. Tak Abba! at du var saa god Mod Adams faldne Kiøn; Og os til Frelse slagte lod Din den eenbaarne Søn. Din prise nu hvert Aande-Drag, Hvert Hierte-Pik og Slag. Ja Lam! for al den Deel, du leed, Tak, tak i Ævighed! Indhold | Forrige | Næste [Svane-Sang] XXIV. Er han borte al min Eje? Skal jeg ham ej meere see, Skal jeg ham ej meere see meere see? Vaagner jeg paa Ladheds Leje, Til at gaae fortvilte Veje, I den haarde Fødsels Vee? Er han borte &c. &c. Sulamith skriger, Løber og græder, og siger, At hun har forloret Den hende har kaaret. Her er jeg, du arme! Jeg vil mig vist forbarme. Eja! al Jammer og Trængsel god Nat. Eja! al Jammer og Trængsel god Nat. Sejren er vunden. Bruden har funden Bruden har funden Hendes den allerlivsaligste Skat har funden Bruden har funden Hendes den allerlivsaligste Skat. Und mig den Glæde, JEsu! at træde Til, dine Fødder at kysse og væde kysse og væde. Eja! al Jammer &c. &c. Ja! jeg vil dig ikke hindre. Kys, toe, saa meget som du vil. Dog maae du dig erindre, Saa længe du er til, Den Nat, jeg fuld af Dugens Taare Vel banked'; men blev uden fore. Ja JEsu! min Kierligheds Taare jeg blander Med beskeste Lage, af Smerte i Barm af Smerte i Barm. Min Ladhed jeg ævig og ævig forbander, Som giorte mig denne fortvivlede Harm. Ja JEsu! min &c. &c. Til Lykke! ja til Lykke du, Som fant ham. Hav ham ævig nu. Tak den, som var din Siæl saa troe, Og siung i Aanden himmel-froe: Hallelujah! Men vaag, saa kier du har din Skat, At vente ham ved Dag og Nat. Hallelujah. Til Lykke! ja &c. &c. Indhold | Forrige | Næste [Svane-Sang] XXV. 1. Dejligste blant Qvinder! giv os derom fuld Beskeed: Hvi saa hart du binder os ved Elskovs Eed? Hvad er, siig os sanden, din da frem for anden, Mens du gaaer saa øm og vee af Længsels Saar? 2. Ja! min Ven er baade frem for Roser hviid og rød. Retviished og Naade giør ham meer end sød. Drages saa til Minde: Han, kun for at vinde Usel Siæl, har gandske elsket sig ihiel. 3. Har I meer at sige, Døttre af Jerusalem! Har I hørt hans Lige? Nej, ak nej! herfrem Alle Verdens Ender, falder ned, bekiender: O hvor bred, hvor høj og dyb er Kierlighed! Indhold | Forrige | Næste [Svane-Sang] XXVII. Samtale imellem JEsum og Siælen. 1. Siæl. Mon JEsus mig ey ynker nu? Jes. - - - - - Hvi klynker du? Siæl. Mit Lys gik ud. Mit Mod faldt ned. Jes. - - - - Din Fod alt gleed. Siæl. Giv til, giv til. Jes. Jeg vil. Siæl. Uagtsomhed den fæle Giest, Jes. - - - - - - Ja Siæle-Pest, Siæl. Har voldt mig mangen modig Taar, Jes. - - - - - - Ja blodig Saar. Siæl. Og deraf er jeg svag og fei. Jes. - - - Forsag dog ej! Siæl. Er det mig reent forladt? Jes. - - - - Ja vist, min Skat! 2. Siæl. Hvad Hiertet er bedrageligt! Jes. - - - - Beklageligt! Siæl. Naar faaer min Aand bestandig Roe? Jes. - - - Først mandig troe. Siæl. O! giem min Siel. Jes. Ja vel. Siæl. Min Klippes Rif er pile-frie Jes. - - - At hvile i. Siæl. Ja JEsu! slut mig der dog ind. Jes. - - Mod Vær og Vind. Siæl. Og lad mig aldrig komme ud. Jes. - - Nej, fromme Brud! Indhold | Forrige | Næste [Svane-Sang] XXVIII. Samtale imellem JEsum og Martha. 1. Marth. Min Søster har det mageligt. Jes. - - - - - - - - - - Behageligt. Marth. Hun har sig sadt saa troelig ned. Jes. - - - - - - - - - - Til Rolighed. Marth. Jeg Byrden har. Jes. Ja svar. Marth. Sit Kald man dog bør forestaae. Jes. - - - - - - - - Giør saare faa. Marth. Ja Søster giør mig liden Skiel, Jes. - - - - - - - - - - - - - Agt Tiden vel. Marth. Nu Alting at forrette faldt. Jes. - - - - - - - Er dette alt? Marth. Jeg lider Hierte-Sting. Jes. - - - - Af mange Ting. 2. Marth. Hvad fandt da hun med Haand paa Skiød? Jes. - - - - - - - - - - Min Aand saa sød. Marth. Jeg og, naar alting lykkes mig. Jes. - - - - - - - - Saa tykkes dig. Marth. Du taler reent. Jes. Velmeent. Marth. Hvad giør da hun? jeg plejer dig. Jes. - - - - - - - - - - - Hun ejer mig. Marth. Du elsker jo veldædig Haand? Jes. - - - - - - - - Og nedrig Aand. Marth. Men jeg seer, hvor jeg faaer det fra. Jes. - - - - - - - - - Hvor gaaer det da? Marth. Vi slider Tiden saa. Jes. - Hvad følger paa? 3. Marth. Jeg har, hvad jeg med Møje fik. Jes. - - - - - - - - - - Et Øjeblik. Marth. Jeg samler og jeg giemmer det. Jes. - - - - - - - - Du glemmer et. Marth. Giør jeg? o! nu. Jes. Ja, du. Marth. Saa lad mig det da siges an. Jes. - - - - - - - Mit Riges Man. Marth. Den Tale Hiertet giver Stød. Jes. - - - - - - Den bliver sød. Marth. Nu har hun overvunden mig. Jes. - - - - - - Og funden dig. Marth. Ja valgt det beste Sted. Jes. - - - - Gak du kun med. Indhold | Forrige | Næste [Svane-Sang] XXXI. 1. Hvad est du dog skiøn, ja skiøn, Ja skiøn, du allerlifligste Guds Søn! Du min Sulamith, Sulamith. Ja mit, Ja mit, alt, hvad jeg har, er ogsaa dit. 2. Min Ven, du est min, ja min, Ja min; saa lad mig altiid være din! Ja vist, ævig vist, ævig vist, ja vist! Ja vist! du min skal blive her og hist. 3. Men tænk, jeg er her, ja her, Ja her iblant saa mange dragne Sverd'! Saa kom Due! kom Due! kom, ja kom! Ja kom! I Klippens Rif er Roe og Rum. Indhold | Forrige | Næste [Svane-Sang] XXXIII. 1. Saa sød er JEsu Hyrde-Favn, Hans Kald og blodig Iver, At blot en Lyd af Hyrde-Navn Tit al min Nød fordriver. Ja hvad kan fattes dig, min Siæl? Da samme din Immanuel, Som bar din Synde-Byrde, Du har til Vært og Hyrde. 2. Han siger: Gaae kun frisk og glad, Min Giest, mit Lam, i Enge: Pluk af de skiønne Urter, hvad Dig best ved Mund kan hænge. Naar Solen brænder heed igien; Da vil jeg liste med dig hen Til Vand fra Livets Kilde, Som kan din Tørst formilde. 3. Forbyde GUd, jeg nogen Tiid Mig hen til Verden vendte. Men skeer det, giør han vist sin Fliid, Igien mig strax at hente. Forstaae det ret, du faldne Siæl, Han er dog Hyrde ligevel. Hans Favn dig vist antager. Hans Navn der ind dig drager. 4. Er jeg end, hvor jeg seer omkring, Forladt i Dødens Stræde; Saa frygter jeg dog ingen Ting, Nok, at GUd er tilstæde. Din Kiep, som styrer Siælen i Din Naade-Grændsers snevre Stie, Din Stav, som Ulven skrekker, De brav mig trøster, dekker. 5. Du sætter mig ved Herre-Bord, Trods dem, som det fortryder! Den søde Smag af Livets Ord Mig frem for al Ting fryder. Mit Hoved du har overøst Med Livets Balsom, Aandens Trøst. Din Skaal er sød at tømme; Dit Maal er Glæde-Strømme. 6. Gaaer end min Skiebne op og ned, Som Fald af vilde Bølger: Dit Gode og din Miskundhed Mig al min Tiid dog følger. Derefter skal jeg boe saa got, Til ævig Tiid, paa Himlens Slot, Og der min Hyrde, bære Saa kiær en Krands, til Ære. Indhold | Forrige | Næste [Svane-Sang] XXXIX. 1. Sulamith. Arme Skrog gaaer i Tog, Knap kan staae, og vinder dog, Ja det skeer, naar desmeer Troen kun paa Fanen seer. Lad det snee Ak og Vee, Lad det hagle Spot og Spee: JEsu Saar, hvor det gaaer, Mig til Skiul og Skandse staaer. Verdens Gud søger Brud Paa min Vold med Skud i Skud, Ret i Form af en Storm, Gribes an jeg arme Orm. Arme Skrog gaaer i Tog, Knap kan staae, og vinder dog. Ja det skeer, naar desmeer Troen kun paa Fanen seer. Fienden soer: Verdens Jord Fælder jeg med List og Mord. Jeg faaer sagt (soer han) Magt, Med et Rør, saa skiørt og svagt. JEsu, hør! Stek hans Kløer, Giør mig mandig, til jeg døer! Arme Skrog gaaer i Tog, Knap kan staae, og vinder dog, Ja det skeer, naar desmeer Troen kun paa Fanen seer. Verdens Gud &c. &c. 2. JEsus. Fat kun Mod i mit Blod, Enden vist skal blive god. Sulamith! see kun frit Op i Himlen. Det er dit. Er det snart som for svart, Det er Kampens rette Art. Sejr er sød; men den brød Altiid udaf haardest' Nød. Zion viid: Troens Striid Vil dog have først sin Tiid. At du mig inderlig Elsker, det maa vise sig. Fat kun Mod i mit Blod, Enden vist skal blive god. Sulamith! see kun frit Op i Himlen. Det er dit. Staaer dog du ej endnu Under knuste Slangens Kue. Lad den Hund holde Mund, Jage paa sin egen Grund. Viis ham bort. Siig ham kort: Du est min, og dermed fort! Fat kun Mod i mit Blod, Enden vist skal blive god. Sulamith! see kun frit Op i Himlen. Det er dit. Zion viid &c. &c. Indhold | Forrige | Næste [Svane-Sang] XXXX. En Kiempe-Vise om Goliath og David. 1. Goliath drog fra Gath, For at legge Saul i Skat, Stamped' mod Field og Flod Med sin Alen-lange Fod. To Mand høj, fiir Mand drøj, Op paa Socho Top han fløj. Skioldet var, som han bar, Synes mig, Kameel for svar. Han tog paa: O I Smaae Bedre bag jer Stude laae, End gaae her i Gevæhr, De Philisters Helt saa nær. Har I Lyst, Mod i Bryst, Til at vove Kiempe-Dyst? Hid en Mand! at vi kand Trækkes om hverandres Land. To Gang' tre Uger, see! Har I drukket nu min Spee. Saul og hver i hans Hær Ryster jo, som Løv paa Træer. Seer du vel, Israel, Du est de Philisters Træl. 2. David kom, saae sig om. Hvad vil denne store Vom? Tør du Drot bruge Spot Mod den HErre Zebaoth? Trods din Bram, Jette gram, Jeg dig snart vil giøre tam. Ravne-Trop! hid, æd op Denne Guds Bespotters Krop. Kiempen vreed om sig beed. Fraaden flød i Skiægget ned. Er jeg een Gnave-Been, Mens du bruger Stok og Steen? David bad: HErre, lad Det nu lykkes! dermed glad Giør et hvast Slynge-Kast. Stenen blev i Panden fast. Kiempen falt. Slaget galt, Som en Million var qvalt. Jorderig rørte sig, Ved Guds Folkes Fryde-Skrig. Seer du vel, stolte Hell, Med os er Immanuel. Indhold | Forrige | Næste [Svane-Sang] XXXXIV. 1. Her vil ties, her vil bies Her vil bies, o svage Sind! Vist skal du hente, kun ved at vente Kun ved at vente, vor Sommer ind. Her vil ties &c. &c. 2. Trange Tider langsom skrider Langsom skrider. Det har den Art. Dagene længes, Vinteren strænges Vinteren strænges. Og det er svart. Trange Tider &c. &c. 3. Turtel-Due, kom at skue Kom at skue! Bag Gierdet hist, Der skal du finde Forsommers Minde Forsommers Minde, alt grøn paa Qvist. Turtel-Due &c. &c. 4. Eja! søde Førstegrøde Førstegrøde af bliden Vaar. Lad det nu fryse, lad mig nu gyse Lad mig nu gyse. Det snart forgaaer. Eja! søde &c. &c. 5. Due, kunde du begrunde Du begrunde, hvad der nu skeer. Kulden den svækkes, Blomsterne dækkes Blomsterne dækkes, jo meer det sneer. Due, kunde &c. &c. 6. Kom, min Due, lad dig skue Lad dig skue med Olie-Blad! See! nu er Stunden næsten oprunden Næsten oprunden, som giør dig glad. Kom, min Due, &c. &c. Indhold | Forrige | Næste [Svane-Sang] XXXXIX. Samtale imellem Brudgommen og Bruden. 1. Brudgommen. Hvad seer min Sulamith, Da Luften er endnu saa fuld Af Vinter-Sneens Gyse-Kuld? Hvi lukker du da Vindve op, Og stirrer alt paa Skyens Top. Hvi giør du det saa tit, Min Sulamith? Bruden. Jeg staaer kun her at see, Naar Stiernerne, ved Dommens Knald, Er kommen først paa Fald, Hvordan det da vil snee. Far hen, som Fuglen fløj, Du Vinter-Boelig, nok for mig! Jeg agter ej at fæste dig. Jeg har mit Rejse-Tøj. 2. Brudgommen. Dig bliver Tiden lang. Du længes efter bliden Vaar, Naar Bruden i det Grønne gaaer. Du vilde plukke Dudaim, I Luften høre Seraphim, Nye Himle-Engle-Sang. Er Tiden lang? Bruden. Skiønt den er ej saa slem, Saa tælles dog hvert Øjeblik, Fra den Tiid Barnet fik Forlov at komme hiem. Hvor ønsker jeg, min Skat, At see dig løse Tidens Baand, Og giøre ved din Almagts Haand Til intet Dag og Nat. 3. Brudgommen. Velan! kom, lad os see, Om ej kan merkes For-Aars Tegn, I Turtel-Duens stille Egn, Hvad Figen-Træets Grene spaaer, Om de lidt smaat af Knoppe faaer? Da vil dit Hierte lee, Kom, lad os see! Bruden. O ja! i Himlens Skye Jeg daglig seer din Samle-Plads, Hvorfra jeg, ret i Stads, Skal føres Brud til Bye. Ja du, som ej har spart Dit Liv for denne Højtids Færd, Du veed, hvordan jeg har det her: Kom bliid og hent mig snart. Indhold | Forrige | Næste [Svane-Sang] L. Samtale imellem JEsum og Siælen. 1. Siæl. Ak! hvad er dog Tiden lang. Jes. Er der noget langt i Tiden? Siæl. Synden klemmer mangen Gang. Jes. Dog betalt for længe siden. Siæl. Eja! det er vist og klart. Jes. Men du glemmer det saa snart. 2. Siæl. Maae jeg sige et endnu? Jes. Hvad er det dig meere trykker? Siæl. Korset holder mig i Kue. Jes. Ja de onde Kiødets Nykker. Siæl. Ret! jeg gierne lide vil. Jes. Vel! du maae og takke til. 3. Siæl. Et endnu: saa er jeg klar. Jes. Faae kun Hiertet ganske lettet. Siæl. Døden synes ofte svar. Jes. Hvad har da min Død udrettet? Siæl. Den har taget Døden bort. Jes. Reent og plat til intet giort. 4. Siæl. Nu er jeg fornøjet; men Jes. Hvad er der endnu tilbage? Siæl. Naar jeg bliver svag igien? Jes. Vil du da igien forsage? Siæl. Nej, naar du kun er mig bliid. Jes. Ja, jeg er til ævig Tiid. Indhold | Forrige | Næste [Svane-Sang] LIX. Pillegrims Marche paa deres Vandring igiennem Tidens Nat. Med alternativ Chor. 1. Langt oven for den Taage-Skye Af Babylon, den gamle Bye, Der er Jerusalem, det nye, GUds Pillegrimes Lye. Hver Gade er af Guld al heel, Hver Grundvold-Steen en stor Juveel; Hvad da den Bygnings Overdeel Af plat u-tænkelig Paneel! For Pillegrime aabne staae Tolv Porte med tolv Engle paa. I den man aldrig Natten saae. Hvad Nat! hvor GUd paa Ærens Stoel, Og Lammet selv er deres Soel. Merk, Zoars Søvne-Boel! Chorus. O vaager op af Drømme, I Folk ved Sodoms Egn! Og seer, hvad I vil dømme Om disse Tiders Tegn. Hvor Lyse-Stagen alt Er flyttet bort Fra mangen Ort, Da Folk i Søvne falt. 2. See af dem alle, som fik Bud, Gik nogle faa af Babel ud, Fik Ordenen af: FRIE FOR SKUD, Og rejste saa med GUd. Men Sathan af sin Slange-Krog En blandet Gudsfrygt foreslog, Den Gift endeel tilbage drog, Som havde tabt sin Rejse-Bog. Hvor mangen een sig bildte ind At have et bevæbnet Sind, Og kom dog ej i Staden ind. Der klages ofte: Bleve ti Ej alle rensede og frie, Hvor ere da de Ni? Chor. GUds Pillegrime-Skare, Paa hvert et Fied giv Agt! Her er saa mangen Snare Paa alle Sider lagt. Følg Naadens klare Skin I Ordets Spor; Thi uden for Er Dødens mørke Trin. 3. Er Himlen altiid vist vort Maal, Vort Forset, som Magnete-Naal? Er Troen sterkere end Staal, Og Kierlighed end Baal? Hvad hielper Vext, som ej vil groe, At bygge, og dog aldrig boe, At komme løs, dog ej til Roe? Vor Losen er: TIL DØDEN TROE. Nu Landsmand! munter, vaag og beed. Glem aldrig, hvad vor Goel leed, Og lad ham see Bestandighed, At vi paa Jorden udenlands Har Zion kun i Hu og Sands, Og Livets Brude-Krands. Chor. Hvad est du dog af Glæde O søde Salem! fuld. Hvor længes vi at træde Paa Gaderne af Guld. Ej! Pillegrim, kun fort En liden Tiid, Saa staaer du bliid I Salems Perle-Port. Indhold | Forrige | Næste [Svane-Sang] LXII. 1. Naar mit Øje, Træt af Møje, Vaadt og mørkt af Taare-Regn, Seer med Længsel Af sit Fængsel Op mod blide Salems Egn; O hvor svinder da min Vee, Bare ved derop at see! 2. Jeg fornemmer Folke-Stemmer Alle Slags, blant Englers Lyd, Dem de driver Op med Iver I Guds Lofsangs fulde Fryd. O hvor siger da min Siæl Verden glædelig: Farvel! 3. Ja jeg skuer Dine Druer, Paradiis! den Livets Frugt. Dine søde Roser møde Mig nu alt med deres Lugt; Giver Tidens Aande-Drag Ævighedens Luft og Smag. 4. Lammets klare Brude-Skare Seer jeg midt i Paradiis, Hvor de svømme, Som i Strømme Af Guds søde Lof og Priis. Snevre Vej og korte Tiid, O hvad er din Ende bliid! 5. Hierte milde, JEsu lilde! Som os Himlen vant saa huld; See, hvor dines Længsel pines Under Tidens Aften-Kuld. Naar, o søde Brudgom, da Vil du hente mig herfra. Indhold | Forrige | Næste [Svane-Sang] LXV. Samtale imellem JEsum og en Troende. 1. Jes. Sulamith lilde! Hvi jamrer du saa tit? Sul. Ak! at du vilde Mig hente hiem til dit. Jes. Den Himmel-Længsel Alvorlig prøves vil. Sul. Ja Nød og Trængsel Giør vist nok sit dertil. Jes. Troer du, jeg glemmer Dit Korses mørke Skye? Sul. Nej, jeg fornemmer Din Naade daglig nye. Jes. Men, naar det klemmer? Sul. Da skriger jeg om Lye. Jes. Sulamith &c. &c. 2. Jes. Kan du forsage Dit kiære Huus og Stavn? Sul. Dem vil jeg tage, Og legge dig i Favn. Jes. Naar du est færdig, Er Vognen for din Dør. Sul. Mig Arme værdig Din Værdskyld eene giør. Jes. Giem denne Kierne! Men kom nu, Død, herfrem! Sul. Den Aften-Stierne Er meget angenem. Jes. Vil du saa gierne? Sul. Ja til min Brudgom hiem. Jes. Kan du &c. &c. 3. Jes. Pak da kun sammen, Og hold din Himmelfart! Sul. Ja Amen, Amen, Kom søde JEsu snart! Jes. Den Vej har Ende, Hvorpaa du tit har grædt. Sul. Nu kan jeg kiende, At den er kort og let. Jes. Engle for Thronen Skal føre dig i Nat. Sul. Paa Jubel-Tonen Jeg lystig tager fat. Jes. Saa faaer du Kronen. Sul. Den est du selv, min Skat! Jes. Pak da kun &c. &c. Indhold | Forrige [Svane-Sang] LXVII. 1. Her op ad, I Døde, For Retten at møde! Saa kommer vor Dommer i Himlenes Skye, Hvad vil I da sige, Som hade hans Rige, Og søge bag Bøge og Biergene Lye? Men Zion! hvad Lyst Vil dette i Bryst Ej giøre at høre din Kiærestes Røst! Naar han dig vil skiænke, Hvad ingen kan tænke, Meddele dig hele al Saligheds Høst. Saa sær ham kiær En Giest du est. Hvor vrimle Guds Himle Da mod dig med Harpe-Lyd. Eja! til Lykke Med Brudgom og Smykke Af gyldene Stykke, Med Ævigheds Fryd. 2. Op! op I, som bygge Paa Jorden saa trygge! Hvad gavner de Avner, I samler saa fast? Og meere I vove End drukne, som sove Der oppe i Toppe af svenkende Mast. Vaag op dog, og see, Du mælende Kree! Hvad, inden sig Vinden vil vende, kan skee. Flye, mens du har Stunder, Til Frelserens Vunder, Før Vreden i Steden vil hagle og snee. Ak viid: den Tiid, Du har, er rar. Vi prise De Vise, Hvis Lampe er aldrig slukt. Jammer! at støbe Da Lys, eller løbe, Og Olie kiøbe, Naar Døren er lukt. Indhold | Forrige [Svane-Sang] LXIX. 1. Den store hvide Flok vi see, Som tusind' Bierge fuld af Snee, Med Skov omkring Af Palme-Sving, For Thronen. Hvo er' de? Det er en Helte-Skare, som Af hiin den store Trængsel kom, Og har sig toed I Lammets Blod Til Himlens Helligdom. Der holde de nu Kirke-Gang, Med u-ophørlig Jubel-Klang, I høje Chor, Hvor GUd han boer, Blant alle Englers Sang. 2. Her gik de under stor Foragt. Men see dem nu i deres Pragt: For Thronen staaer De Slagte-Faar I Himlens Præste-Dragt. Sant er det, i saa mangen Nød Tit Taare-Strøm paa Kinder flød; Men GUd har dem, Strax de kom hiem, Aftørret paa sit Skiød. Nu holde de, og har til best Hos ham en ævig Løfsals Fest; Og Lammet selv, Ved Livets Elv, Er baade Vært og Giest. 3. Til Lykke, Kiempe-Samling, ja O tusindfold til Lykke da, At du var her Saa troe i sær, Og slap saa vel herfra! Du har foragtet Verdens Trøst; Saa lev nu ævig vel, og høst, Hvad du har saaet Med Suk og Graad, I tusind' Engle-Lyst! Ophøj din Røst, slaae Palme-Tact, Og siung af Himmel-Kraft og Magt: Priis være dig Ævindelig Vor GUd og Lammet sagt. H. A. Brorson Homepage Denne side er sidst rettet 04.08.96. Eksternt refereret 201 gange siden 1. september 1996. http://www.kb.dk:80/elib/lit/dan/old/authors/brorson/digte.dkl/1765.htm Dansk Nationallitterært Arkiv | Opad | Søg hele DNA | DNA Homepage | DNA List | DSL Homepage | Danske Klassikere (DKL) | KB Homepage | REX | Gutenberg | Runeberg | | Index | -1 | +1 | Førstelinieregister | H. A. Brorson: [Udvalgte salmer og digte 1721-65], 1739,3 Troens Rare Klenodie (1739). Den tredie Deel, Troens Midler Indhold | Forrige | Næste [1] Mel. Paa GUd allene. Jeg er den ene Alvise sterke Gud, Mig skal du tiene, Og frygte mine bud, Dermed bemandet, Foragt all verdens vind, Elsk mig, ey andet, Af gandske siel og sind, Tro mig, om vandet, End gik i sielen ind. 2. Du skal ey tage Mit navn forfængeligt, Straf skal han smage, Som understaar sig sligt, Ey bande, svære, Og skuffe ved mit navn, Ney du skal bære Det i dit hiertes favn, Thi det skal være I all din nød din havn. 3. Tag hvile-dagen Særdeles vel i agt, At drive sagen Af gandske flid og magt, Guds ord at høre, Og faae i hiertet fat, Derefter giøre Alvorlig dag og nat, Og andre føre Til denne himmel-skat. 4. Viis mod din fader, Og moder lydighed, Alt got jeg lader Da paa dig flyde ned, Giv dennem ære, Som du skal tiene her, Meest dem, som bære Og bruge magtens sverd, Lyd dem, som lære Dig himlens vandrings færd. 5. Slaae ey din næste, Langt mindre slaae ihiel, Men søg hans beste Og gavn til liv og siel, Bort klammers hede, Og bittre miners mord, Bort had og vrede Af hele verdens jord, I satans rede Min naade aldrig boer. 6. Du skal og ikke Bedrive horeri, Den satans strikke Ved naaden, gak forbi, Fly den der agter At gaae i lyster blind, Vær reen i fagter, I ord og alt dit sind, Som den der tragter At gaae i himlen ind. 7. Du skal ey tage, Hvad andre hører til, Ved list og plage, Paa ting, i kiøb og spil, Flye ladheds sæde, Og æd dit eget brød, Tag det med glæde Som af min haand og skiød, Jeg vil dig klæde, Og føde til din død. 8. Lad dig ey finde Paa falskheds vrange sti, Lad retten vinde, Staae de fortrykte bi, Sæt ey din næste En klak og lyde paa, Tal til hans beste, Som kand med sandhed staae, Jeg vil befæste Din gang, og med dig gaae. 9. Du skal ey vilde Din næstes eye faae, Stop utugts kilde I hiertets dybe vraae, Lad dig fortryde Den mindste stoltheds vind, Lær strax at bryde All vellyst i dit sind, Saa skal der flyde En himmel-lyst derind. 10. Merk ydermeere, Din næstes hustrue skalt Du ey begiere Og hvad han eyer alt, Mit billeds ære Fuldkommenhedens pragt, Mig liig at være I hellighedens dragt, Det skal du bære, Og tænk hvem det har sagt. 11. O Jesu lilde! Du kiender min natur, At hiertets kilde Er skiden beesk og suur, Hvor jeg ey kunde Det mindste selv formaae Men slet til grunde I døden skulde gaae, Om ingenlunde Var anden hielp at faae. 12. Men skaden heles I dine vunders blod: Du har aldeles Giort for os pligt og bod, Til dig at rende Giør all min byrde læt, Dig ind at spende I troens arme tæt, Det giør en ende Paa lovens strenge ret. 13. Da kand jeg trøstig I loven kige ind, Og trine lystig I et fornøyet sind, Al verdens mørke Forsigtig gaae forbi, Og dig ret dyrke I alt mit levnets sti, Du est min styrke At vandre derudi. 14. Hvad mig da feyler I dette svage leer, Naar jeg mig speyler, Og ind i loven seer, Det vil jeg rette Ved aandens viise tugt, Men alting sætte I dine vunders frugt, Da lovens trette Er gandske udelukt. 15. Jeg vil ey nøyes Med verdens døde troe, Hvor intet pløyes, Og syndens tidsel groe, Vil du dig give Saa gandske til mig hen, Da maa jeg blive Jo gandske din igien, I død og Live, At følge dig min ven. 16. Saa skee dig ære, O JEsu, for din død, Som lovens lære Har for mig giort saa sød, At jeg kand træde De onde lyster ned, Og gaae med glæde, Af verdens glæde keed, Til brude-sæde, I evig herlighed. Indhold | Forrige | Næste [Troens Rare Klenodie, III] [2] Mel. Eenhver som troer &c. GUds riges evangelium Er sødt som honning-kage, Naar det kun faaer i hiertet rum, At man det ret kand smage, Da er det sielens honning-mad, Giør hiertet læt og mæt og glad, Og smuk i JEsu øyne. 2. Det søde ord er kommen af Guds egen mund og hierte, Det er et kys, som GUd os gaf, Mod all vor nød og smerte, Der er Guds eget hiertes kraft, Som bliver til en honning-saft, Mod syndens byld og plage. 3. Vansmægtet siel, hvi gaar du saa Forknust i jammers sukke, Kom hid, her er jo nok at faae, Her er jo nok at plukke, Kys ordet i din JEsu mund, Og synk det ned i hiertets grund, Saa skal du trøst fornemme. 4. Est du i synden hart bespendt, Som du har her bedrevet, Her er en skrift fra himlen sendt, Kom læs hvad der staaer skrevet: Saa sandt Gud lever, vil han ey Til dine sukke sige ney, Men kiærlig mod dig tage. 5. Tag dette ord kun i din mund, Og leg det paa din smerte, Suk kun til Gud af hiertens grund, Saa rører du hans hierte, Gak lige til i JEsu navn, Hen ind i naadens søde favn, Gud under dig det gierne. 6. Han er dog ey saa haard og grum Som satan ham beskriver, Han er, som evangelium Den sag saa mægtig driver, En fader, hierte-mild og sød, Som favner hver i naadens skiød, Der sig kun vil omvende. 7. Kom set dig som en flittig bie I ordets blomster-enge, Søg selv, hvad kraft der er udi, Bliv ved at sue længe, Saa faar du honning vist og sandt, Det blod af JEsu vunder randt, Du kandst i ordet finde. 8. Du tænker, varst du selv kun god, Da vilde du ey tvivle, Men føler du i hiertets rod De onde lysters pile, Da er dit hierte snart forsagt, Fordi du selv har ingen magt Til synden bort at drive. 9. Ney! siig mig, fegter du da ey Med dine egne kræfter, Og selv vil finde himlens vey, Det leer kun satan efter, Just derfor maa det stolte sind I den sin afmagts klemme ind, At naaden rum kand finde. 10. Din egen gierning intet tør, Ey heller kand fortiene, Men Jesu søde naade giør Den gandske sag allene. Kun hen til ham i hiertens troe, Saa faaer din siel en liflig roe, Naar det kun skeer alvorlig. 11. Og var din synd end nok saa stor, Den har dog lidt at sige, Mod kraften i Guds sande ord, Og naadens stærke rige, Enhver som troer skal naade faae, Det være, hvo det være maae I alle verdens lande. 12. Du siger: kand Guds kierlighed, Vel saadan een antage? Jeg siger, at han bliver vred, Om du vil staae tilbage, Men kommer du i hiertens bod, Saa skal du see, han er saa god, Som ordet ham beskriver. Indhold | Forrige | Næste [Troens Rare Klenodie, III] [3] Mel. JEsu søde hukommelse. I morgen skal mit bryllup staae, Ach morgen sød at tænke paa, Min længsels sødeste behag, Og sielens store høytids dag. 2. Kom med din Man og himmel-brød, Som døden selv kand giøre sød, Med dug som Hermons overgaar, Den jeg skal faa af JEsu saar. 3. Kom morgen dog, du ædle tid! Kom, jeg vil bruge dig med flid, Før morgen dug giør jorden vaad, Jeg møde skal med længsels-graad. 4. Og om jeg end min hvile fandt Mens nattens sorte taage svandt, At legemet forfrisker sig, Dog vaager sielen idelig. 5. Thi Jesu pines røde saar Mig nat og dag i tanker staar, Og bruger i den trygge slum Mit længsels ord: O! JEsu kom. 6. Dog lenges jeg at natten maae Jo før jo bedre ende faae, Jeg qvæger mig ved Jesu ord, Og længes efter Jesu bord. 7. Vek JEsu selv min arme krop, Til rette tide munter op, At før den blide sool opgaar, Jeg brude-pyndet for dig staar. 8. Saa sover jeg i JEsu favn Saa vaagner jeg i JEsu navn, At Jesus bliver dag og nat Mit hiertes gandske deel og skat. Indhold | Forrige | Næste [Troens Rare Klenodie, III] [4] Mel. JEsu du min glæde. Aldrig kand jeg sige Hvilket himmerige Jeg i sielen fandt, Hvordan all min vaade Ved min Jesu naade Af mit hierte svandt, Der han lod Sit kiød og blod Mig i brød og viin fremdrage, Og i sielen smage. 2. Der var mad at æde Fuld af himmel-glæde Ved min Jesu bord, Der var saadan drikke, At jeg finder ikke Allermindste ord Til den trøst Og hiertens lyst, Som jeg finder, at udsige, Der var himmerige. 3. Samme himmel-glæde Er endnu tilstæde I mit svage bryst, Alle blode-draaber I mit hierte raaber: JEsus er min lyst! Det er meer End verden seer, Naar man kand i sielen finde Jesum selv derinde. 4. O at jeg dog kunde Skaffe alle munde Til at hielpe mig, JEsu lov at siunge, Thi min arme tunge Er for skrøbelig. Tak og priis Paa engle-viis Burde jeg min Jesum bringe, Det var dog for ringe. 5. Derfor mine taare Rinde skal saa saare, For jeg ikke kand Siunge som jeg vilde, Derfor øyets-kilde Øser beske vand, Der er det Jeg mener ret, Om mig nogen seer at græde, JEsus er min glæde. 6. O min ædle smykke! Lad min siel sig trykke Heftig til dig ind, Af din himmel-drue Idelig at sue Glæde for mit sind, At jeg faar I dine saar Det som kand min siel fornøye, Og fra verden bøye. 7. Og som vor forening Ey i anden mening Nu fornyes kand, End at jeg allene Elske skal og tiene Dig, min Frelsermand, O saa lad Ey satans had Af mit paradiis mig drive, Det skal amen blive. Indhold | Forrige | Næste [Troens Rare Klenodie, III] [5] Mel. Jesu søde hukommelse. Saa gaar nu sielens høyhed an, Vor Jesus med sit legems man, Og blodet af hans purpur-saar, Til dig at pleye ferdig staar. 2. Op da, hver naade-hungrig siel, Din søde Jesus veed saa vel, Han dig kand give kraft igien, Gak du kun trøstig til ham hen. 3. Frygt ey for din uværdighed, Din Jesus nok din jammer veed, Gak, nyd din frelsers kiød og blood, Saa faaer du styrke derimod. 4. Ach! See, hvor han sig stiller frem Saa hierte mild og angenem, Han kommer ey mod dig til dom, Ney dertil er han alt for from. 5. Hvor kand din brudgom mod sin brud Vel gaa til doms, og føre ud Den af ham selv fuldendte sag, End sige paa din æres dag. 6. At han med trusels torden slaar Blant mange som til alters gaaer I verdens sind, som de er van, Hvad gaaer det knuste hierter an. 7. Du længes til din Jesum hen, Han lenges efter dig igien, Den begge siders længsel maa Dog vist een nær forening naa. 8. Betenk, at hvad dig ængster, alt Tilhobe er af ham betalt, Saa vær kun du en kierlig giest, Og hold i aanden fryde-fest. 9. Hans hierte staar i lengsels brand, Hans øyne vinker, hvad de kand, Hans arme favner efter dig, Og munden raaber: kom til mig. 10. Tag denne spise, den er sød, Mit legeme i dette brød, Der kand dit hierte smage, at Din synd er gandske dig forlat. 11. Kom drik mit eget blod i viin, Thi jeg er din, og du est min, Det er for dig et sikkert pant, At du est min, at det er sandt. 12. Det skeer fordi jeg har dig kiær, Og med dig vil forbindes nær, Dig giver jeg mig gandske hen, Og vist vil have dig igien. 13. O Jesu, søde Jesu, hvor Er dog din kierlighed saa stor, Hvad giør den søde himmelmad, Hvad giør den dog mit hierte glad. 14. Nu gaar jeg frisk, og trættes ey At vandre paa den snevre vey, Den trange stie har ingen trang Paa mad og styrke til vor gang. 15. Det blod, som flød for syndens gield, Er i min siel en livets veld, Det slukte vreden før saa vel, Nu lædsker det min tørstig siel. 16. Det flyder ind udi mit bryst, Og drukner verdens vee og lyst, Det flyder om mit gandske sind, Og lukker til Guds have ind. 17. Nu skammer sig den onde aand, At buen brister i hans haand, Da han min arme siel skal see, Ved herrens bord saa mild at lee. 18. Han har til mig slet ingen ret, Min synd er reent forladt, forgiet, Hans magt ey magter ved et haar, Saa længe jeg i Jesu staar. 19. Det giv mig da min frelsermand, Som det allene give kand At jeg i din forening maa Til døden frisk og mandig staa. 20. Jeg veed vel, det vil koste striid, Og fienden giør nu meere fliid, Men dette veed jeg og om dig, At du skal aldrig slippe mig. 21. Hielp, at jeg strider, som en mand Mod all den deel os skille kand, Og det ved dig til sidste striid, Saa har jeg dig til evig tiid. H. A. Brorson Homepage Denne side er sidst rettet 04.08.96. Eksternt refereret 111 gange siden 1. september 1996. http://www.kb.dk:80/elib/lit/dan/old/authors/brorson/digte.dkl/1739c.htm Dansk Nationallitterært Arkiv | Opad | Søg hele DNA | DNA Homepage | DNA List | DSL Homepage | Danske Klassikere (DKL) | KB Homepage | REX | Gutenberg | Runeberg | | Index | -1 | +1 | Førstelinieregister | H. A. Brorson: [Udvalgte salmer og digte 1721-65], 1739,1 Troens Rare Klenodie (1739). Første Deel, Troens Fryde-Fest | Næste | [1] Mel. Fryd dig du Christi Bruud. Fryd dig! du JEsu Bruud, Her er et himmel-bud, Som lydelig skal sige, Fra Gud i himmerige, Dig skal han sterk forkynde: Du har vor Herres ynde. 2. Fryd dig! du JEsu Bruud, Hør buddet nøye ud, Han siger: vær fornøyet, GUd har dig høyt ophøyet, GUds Søn dig selv vil tage Til hustrue, brud og mage. 3. Fryd dig! du JEsu Bruud, Saa stor en HErre GUd, Saa vældig i sit rige, Saa herlig uden lige, Og du, en fattig qvinde, Skal saadan Brudgom finde. 4. Fryd dig! du JEsu Bruud, Nu seer det ikke ud, Som før i Edens have, Der alting gik af lave, Der satan var din lige, Og helvede dit rige. 5. Fryd dig! du JEsu Bruud, Hvor er den regn og slud, Af vredens grumme torden, Det klarer op paa jorden, Thi solen af det høye Dig vinker med sit øye. 6. Fryd dig! du JEsu Bruud, Som seer saa bange ud, Af sorg for synden trænges, Og efter naaden længes, Du! du est just den datter, Som GUd saa herlig skatter. 7. Fryd dig! du JEsu Bruud, Det haver du forud, At JEsus og hans Fader Sig selv tilbyde lader, Og Aandens fæstegaver, Du til forsikring haver. 8. Fryd dig! du JEsu Bruud, Er det din Brudgoms bud, Da tørst du dig ey klage, At du mod ney skal tage, GUd selv sig jo frembyder, Trods den, der det fortryder. 9. Fryd dig! du JEsu Bruud, Men satan spytt og sprud, Saa længe dig behager, Om disse brude sager Imod dit ynske striide, Du faaer det dog at liide. 10. Fryd dig! du JEsu Bruud, Af trængsels hytte ud! Er det nu tiid at klage I slige bryllups dage? Tænk ej paa verdens jammer, Men paa dit brude-kammer. 11. Fryd dig! du JEsu Bruud, Det er den skarpest luud I satans glubske øye, Naar du dig ret vil bøye Til JEsu milde hierte, At glemme all din smerte. 12. Fryd dig! du JEsu Bruud, Mod satans lod og kruud, Hans glavind, skiold og pile, Du kandst ad alting smile, Saa er han overvunden, Thi JEsus har ham bunden. 13. Fryd dig! du JEsu Bruud, Naar der er skrald og skud Paa Sinai at høre, Det kand dig ikke røre, Den dig til brud udvalte, Han all din gield betalte. 14. Fryd dig! du JEsu Bruud, Og siig, at lovens bud Slet intet har at sige Mod JEsu naades rige: Siig, at du est forloved Med lovens lov og hoved. 15. Fryd dig! du JEsu Bruud, Og gak fra verden ud, I verdens lyst at hvege, Med dukke-tøy at lege, Din stand det ey kand lide, Sæt verden reent til side. 16. Fryd dig! du JEsu Bruud, Est du en fadeklud I verdens spodske øye, Din JEsus af det høye Dig desto meer vil ynde, Det kand jeg dig forkynde. 17. Fryd dig! du JEsu Bruud, Og alle dem bebud, Som naadens røst begiere, At her er nok og meere, End de kand alle raade, Af naade, naade, naade. 18. Fryd dig! du JEsu Bruud, Naar det seer ilde ud, Jo meer du glæde savner, Jo meer dig JEsus favner, Hver taar, du her udgyder, Dig tusind kys betyder. 19. Fryd dig! du JEsu Bruud, Naar du gaaer ind og ud, Og vil dig nogen spørge, Hvorfor du ej vil sørge, Saa siig, at du kun vanker I idel bryllups tanker. 20. Fryd dig! du JEsu Bruud, Saa fryder sig din Gud, Naar du est vel til mode Ved naadens store gode, Som sig en brudgom glæder Ved brudens milde sæder. 21. Fryd dig! du JEsu Bruud, Guds engler selv gaae ud At see den dydens kierne, Som JEsus seer saa gierne, Og ynsker dig til lykke Udi dit brude-smykke. 22. Fryd dig! du JEsu Bruud, Og smyk dig mod din GUd, Din brudgom dig vil hente, Hver time kand du vente, At du faaer bud at træde Til himlens bryllups glæde. 23. Fryd dig! du JEsu Bruud, Og tak for dette bud, At hver en blode-draabe Kand takke, siunge, raabe: Hosanna, priis og ære, Min søde GUd skal være. Indhold | Forrige | Næste [Troens Rare Klenodie, I] [2] Mel. Hiertelig mig nu længes. Eller: Jeg vil nu HErren love. Hvorledes skal jeg møde, Og favne dig min skat? Du skiønne morgenrøde, Mod all min jammers nat. Min JEsu siig, hvorledes Mit arme hierte skal Opsmykkes, og beredes, Dig til en brude-sal. 2. Din zion palmer svinger Til evig seyers tegn, Og frydens thone klinger I naadens blide egn, Mit hierte dig til ære Skal grønnes som en skov, Og alt mit liv skal være Din kierlighed til lov. 3. Hvor har du milde hierte Dog ingen møye spart, At dempe all den smerte, Som klemte mig saa haart, Da jeg i mørkheds sæde Og satans rige sad, Da komst du selv, min glæde, Og giorde mig saa glad. 4. Jeg laae i baand og fængsel, Du førde mig herud, Jeg stod i spot og Trængsel, Da togst du mig til bruud, For mig at faae ophøyet, Du bar min skam og brøst, Hvad du saa tungt har pløyet, Er mig en evig høst. 5. Ey andet fra dit rige Har draget dig herned End din den uden lige Grundløse kierlighed, Hvormed du vilde spende All verden til dit bryst, Og hendes jammer vende Til herlighed og lyst. 6. Kom, bange siel, at skrive Dig det i hiertet ind, Lad denne glæde drive Igiennem siel og sind, At hielpen er tilstæde, At JEsus selv er her, Han vil dig trøste, glæde, Og altid have kier. 7. Du tørst ey heller klage, at du ham ey skal faae, Han kommer selv at tage, Dig ud af jammers vraae, Han kommer selv, han kommer, At dempe all din vee, Og giør en liflig sommer Af all din trængsels snee. 8. Du tørst og ey forskrekke For dine synder stort, Ney! JEsus vil tildekke Hvad du har ilde giort, Han kommer fuld af naade, Til arme synders trøst, At dempe deres vaade, Som føle deres brøst. 9. Lad dig kun ikke true Af satans list og mord, Din JEsus ham kand kue, Det koster kun et ord, Han gaaer med dig i striden, Med konge-magt og moed, All magt mod ham er liden, Og daaner for hans foed. 10. Han kommer, og vil dømme, At give hver sin deel, De onde svovle-strømme, De gode himlen heel. Ach kom, vor soel og glæde, Kom! hent din lille Flok, Til himlens brude-sæde, Saa er der kommen nok. Indhold | Forrige | Næste [Troens Rare Klenodie, I] [3] Mel. Nu vel an vær frisk. &c. Lad dit rige allevegne Breedes ud paa denne jord, Giør det lyst i vore egne Ved dit klare livets ord! Stød, o Gud, i grunden ned Christendommens lunkenhed, Syndens mørke taage vige For dit lyse naades rige. 2. Lad din naade altid virke Til en ret forbedret stand! Sæt den gandske Christen-kirke I en hellig himmel-brand! Dem, som ordet lære, giv Viisdom og et helligt Liv, Aand og naade, mund og Mæle Til at redde mange siæle! 3. HErrens viisdoms glands forgylde, Kongens spiir og arve-stool! Vor Monarch af JEsu fylde Glimre som den blide sool! Gaae med Kongen ud og ind, Glæd hans himmel-sindet sind, Kongen leve mange dage, Siden livets krone tage! 4. Lad vor Dronning altid være Alle Kongers Konges Bruud, Til at søge all sin ære, Lyst og herlighed i Gud! Hendes fromhed og forstand Funkle længe i vort land! Hendes siæl i Gud sig fryde Og til lammets bryllup pryde! 5. Arve-Princen, rigets lykke, Kongens lyst og himlens æt, JEsus meer og meere smykke Med sin naades lys og ræt, Lade Princen blive stoor Til sin store priis i nord, Fuld af Aandens kraft og glæde Rigets arve-stool betræde! 6. Lad Princesserne fornøyes Meer og meer i livets favn, Høyt til herlighed ophøyes Med at ære JEsu navn! Kongens Arve-huus og slegt Under himlens varetægt I Guds kiærligheder brænde, Blomstre indtil verdens ende! 7. Gud velsigne øvrigheden, Kongens Raad i deres Stand; Dem, som vaage her paa steden For vor stad og amt og land! Giv dem viisdom, kraft og mood Ræt af gandske hierte-rood, Til din ære kun at søge, Derved landets gavn forøge! 8. HErrens frygt behiertet giøre Kongens magt til lands og vands! Guds frimodighed dem føre An mod fiende-sverdets glands! Vær o Gud vor Konges skiold, Og hans landes muur og vold! Lad os altid dig behage, Giv os fred i vore dage! 9. Øvrighed og undersaatter I vor gandske meenighed Vi indslutter og befatter Under HErrens søde fred! GUD forfremme stadens gavn! Svøb os i din naades favn Ind med dem, som boe paa landet, Dig at elske, intet andet! 10. Ægtefolk i deres boelig Sig foreene ret i Gud, Til at troe og følge troelig Med hin anden HErrens bud, Signe deres livets frugt! Signe deres børnetugt! At de smaae og store vandre Alt til Himlen med hverandre! 11. Vær de gamles lys og glæde! Vær de unges fryd og lyst! Giv enhver i enkesæde Og de faderløse trøst! Giv de arme nærings brød! Vær de bange hierter sød! Giv de u-omvendte baade Ret at see og søge naade! 12. Læg de syge, ledsk de svage! Løs de bundnes fængsels baand! Hielp enhver sit kors at drage! Styrk dem med din gode Aand! Ach! at hver, som dette aar Bort af denne verden gaar, Maatte giennem døden stige Ind i søde himmerige! 13. Derfor lad os ret oprigtig Alle søge siælens tarv! Vandre, som enhver er pligtig, Der kand vente himlens arv, Giøre ret alvorlig fliid, At vi her i naadens tiid Elske JEsum allesammen, Siden blive salig! Amen. Indhold | Forrige | Næste [Troens Rare Klenodie, I] [4] Dig min søde Skat at møde Med mit kys og favne-tag, Og at skue, Dig min drue, Er min længsel nat og dag. 2. Livets søde Morgen-røde JEsus giver os sit skin; Lys og livet Bliver givet Dem som gik i mørke trin. 3. O min lykke, Fryd og smykke! Aldrig noksom prises kand, Dit gemytte, Som vil flytte Til os i vort fængsels land. 4. Derfor haster Jeg, og kaster Mig i støvet for din food, Tag den gave, Du skalt have Siel og hierte, liv og blod. 5. Siel og livet, Være givet Dig min søde rosens mund, Begges kræfter Skal herefter Offres dig af hiertens grund. 6. Troens rare Gyldne vahre, Røgelse i andagts brand, Myrres taare, Til min baare, Offrer jeg min Gud og mand. 7. Hiertet kiende Dig, og brænde, I din længsel dag og nat, Reens det meget Til dit eget, Giør det til din egen skat. 8. Mine sinde Altid finde Udi den forening roe Til at ære Dig, og være Indtil døden huld og troe. 9. Da jeg siden, Efter tiden, All din klarhed skue maae, I dig leve, Hos dig sveve, Evig priis du da skal faae. Indhold | Forrige | Næste [Troens Rare Klenodie, I] [5] Mel. Nu vel an, vær frisk til mode. Eller: Som Hiorten med tørst befangen, &c. Alle Christne siæle skynder Eder op til bøn og bood, Faste-tiden nu begynder, Og fremviser JEsu blod. All den deel der græde kand, Alle øjne staaer i vand, Alle hierter sukker, bløder, JEsus til sin pine møder. 2. Ingen kand den jammer sige, Som man her paa jorden saae, Gud sin søn af himmerige Lod til pine-bænken gaae, For at faae os frelst og frie Udaf syndens slaverie, Og en evig helved-plage, Derom tale disse dage. 3. Hvilken møje, hvilken iver, Maa da ikke blive brugt? At man ret deelagtig bliver I vor JEsu piines frugt; Christi blod os nytter ej, Følge vi den brede vej, Hvo sig andet her indbilder, JEsu blod og himlen spilder. 4. Nu i Christne, som bekiende Eder til det Christne-navn, Skal det ikke have ende Med den syndig fastelavn? Skal det dyre JEsu blod Trines meere under fod? Vil man altid med at synde Vores faste-tiid begynde? 5. Hvad skal Bacchi hedensk gilde Midt i JEsu meenighed? Hvad skal han sin bærme spilde Hos vor frelsers blodig sveed? Hvad har den forbandet skik, Fastelavens dantz og drik, I Gethsemane at giøre? Skal det ey engang ophøre? 6. Vægterne paa Zions volde Tale frisk i denne sag, Hvad skal spøgerie og trolde I Guds naades lyse dag? Udi huse hver en mand Være der imod en brand, Jage paa vor HErres vegne Saadan skik af vore egne. 7. Op af søvne! op af drømme! O! du arme Christne-flok, Op i bedrings graad at svømme, Her er raset længe nok. Har GUd ey sit riis i blød Til enhver, som JEsu død Og hans blod saa ringe agter Med saa liderlige fagter. 8. Kommer i, som før i slige Verdens lyster have rendt, Kommer, lader eder sige: Lader det nu være endt. Tager JEsum ret i favn, Det er vores fastelavn; Lover, at i aldrig mere Verdens vellyst vil begiere. 9. Kommer i, som JEsum kiende, Træder frem paa eders vagt, Lader eders lys kun brende Mod den sorte mørkheds magt, Og med ordet, bøn og sang, Giører satan tiden lang, Vover det i troens glæde All hans magt at undertræde. 10. Kommer alle! vi vil vie Denne tiid med taarer ind, At Guds pine os kand svie Ind i hierte, siæl og sind Til en uforfalsket bod Udi paaske-lammets blod, Og til der ved alle dage Verdens lyster at forsage. 11. Nu god nat, du gamle vane! Synde-fulde fastelavn! Christi korses blode-fane Svinge vi i JEsu navn. Hvo en Christen være vil, Ret vil høre Christum til, Skal ved JEsu død og pine Verdens lyster undertrine. 12. Søde JEsu! lad det lykkes Med min faste, bøn, og bood, At din pine-perse trykkes Ind udi mit hierte-rood, At jeg altid, hvor jeg gaaer, Grunder kun paa dine saar; Dine mange piine-bænke, Lad mig paa dem altid tænke. Indhold | Forrige | Næste [Troens Rare Klenodie, I] [6] Mel. Himlen er det rette land. Gak hen i Gethsemane, Siæl! og see, Hvad din JEsus megen vee Lide maae for dine lyster, Og i støv, Som et løv, Af banghed ryster. 2. Helveds ild og svovel-flood For ham stood, Døden fnyste ham imod, Syndernes u-tallig mængde, Som en hær, Hannem nær Paa livet trængde. 3. Hvor min JEsus seer omkring, Ingen ting Udi heele verdens ring, Er med nogen trøst til rede, JEsus maae Ene staae For HErrens vrede. 4. GUd han mod ham stiller sig, Skrekkelig, Skiønt han giver jammer-skrig, Skiønt han løfter modigt øje, Fuld af blod, Op imod Guds himles høje. 5. Trende gange han omkuld Pine-fuld Falder i den sorte muld, Og, naar all hans kraft forsvinder, Saa er det Striden ret Sig først indfinder. 6. Som i sidste aande-dræt Man er træt, Og da først maa stride ret, Naar det baand, som sammen-spender Siæl og krop, Brister op For dødens hænder. 7. Skiønt den timelige død Honning sød Regnes maa mod JEsu nød; Thi GUd Fader, for at hevne, Syndens skam, Plaged ham Af grummest evne. 8. O! forhærdet hierte, see, Denne vee Burde dig med rette skee; Men at du GUds vredes hede Kand undgaae, Derfor maae Din JEsus svede. 9. Men forundre dig ihiel, Kiære siæl, Hvordan kunde blodet vel Giennem hele aarer bryde, Da der ej Fandtes vej Og gang at flyde. 10. Under er at blodet gaaer Uden saar; Men min siæl det saa forstaar: At det blod for længsels iver Ikke vil Bie, til Man hul opriver. 11. Thi den død, han saae der stod Os imod, Skaar ham i hans hierte-blod, Som af iver for os brændte, At det brast Ud i hast Os hielp at hændte. 12. Kiærlighed i kampen gaaer, Giør sig haard, Agter ingen blodig saar; Kiærlighedens fulde iver Bryder ud, Og sin brud Fra satan river. 13. Som du og for hvad du leed, For din sveed, For dit blod og kierlighed, Dette vil aldeles have, At jeg mig Offrer dig Til evig gave. 14. Mig som ey fra haand til food Har en good Draabe i mit hele blood; Saadan fuld af synd og plage, Som jeg er, Du begier, Og vilt antage. 15. Hiertens-gierne, siæle ven, Tag mig hen! At jeg faaer dig selv igien; Jeg mig kun er selv en plage, Intet nu, Uden du, Mig kand behage. 16. Thi alt siden jeg har haft Smag og kraft Af min roses purpur-saft, Saa er verdens sødest mine Mig ej meer, End en feer, Ja daglig pine. 17. Hielp mig kun min frelsermand, At jeg kand Elske dig i ild og vand; At jeg holder dig saaledes For min skat, At jeg plat Af verden kedes. 18. Kom, min Ære! kom, min lyst! Kom og kryst Mig nu til dit blodigt bryst; Det er all mit ynskes mening, At jeg maae Med dig staae I sand forening. Indhold | Forrige | Næste [Troens Rare Klenodie, I] [7] Mel. Af Dybsens Nød raaber &c. Naar jeg min JEsu piinsels færd Veemodig giennem vanker, Er alting vel forundring værd, Og skrekker mine tanker, Man spytter ham i øjne op, Man slaaer hans arme ømme krop, Ja blaa og blodig banker. 2. Men dog i sær at dette mord Ey kunde af ham pine Det mindste u-taalmodigt ord, Ja ej engang een miine, Hvor længe han end maatte staae, Og lade sig saa voldsom slaae, Bespytte og begrine. 3. Pilatus ham hudstryge lod Det heftigste han kunde, Betænk, hvor randt det dyre blod Af hver en riblet vunde? Hvor kiødet hængte sønderslidt, Ret som han reven var og bidt Af vilde dyr og hunde. 4. Paa korset var hans legem fast I grusom vee og svie, Men siælen var i dødens bast, Han blev dog ved at tie, Endskiønt han kunde ej engang I denne korsets nagle-tvang Sit piinte legem vrie. 5. Dog at man hans taalmodighed Desbedre kunde vide, Hvor svaar den pine var, han leed, Hvor haardt han maatte stride, Da skreeg han ud af dødens nat Det helved-bittre ord: Forlat! I dødens grumme qvide. 6. Just i den allerhaardest nød, Da satan skulde bukke, Der JEsus fik det sidste stød, Til vredens ild at slukke, Da brød hans siæl forfærdet ud: Hvor kand du saa, min Gud! min Gud! Din naade for mig lukke? 7. Der gaaer det løs paa satans magt, Af højeste formue, Min JEsu krop var spændt og strakt Paa korset, som en bue, Hans raab og skrig i denne kamp, Det var hans hiertes qvalm og damp Af HErrens vredes lue. 8. Det er min JEsu fryde-skrig, Til satan at bekrige, Skal helvede ej frygte sig, Naar himlen selv vil skrige, Saa blev det og kun knald og fald Ved JEsu stemmes torden-skrald, I dødens mørke rige. 9. Vor løve med sin stærke lyd Os frelse vil forkynde, Enhver sig snart med lyst og fryd Til rov og bytte skynde, GUds sande kirkes gandske lejr Skal raabe højt om fred og sejr I kiærlighedens brynde. 10. Her raaber JEsus: ud paa vagt Fra syndens trygge sæde! Op, op ved JEsu pines magt, Paa satans hals at træde! Enhver som har sin JEsum kiær, Beruste sig med HErrens hær, Mod verdens lyst og glæde. 11. Lad stedse JEsu piinsels røst Mig ind i øret skrige, At hiertet stedse i mit bryst Mod verdens lyst kand krige, Den gift, som JEsu hierte brød, Kand den en christen være sød, Det var jo skam at sige. 12. Og naar din stærke røst engang, Vil vække alle døde, Naar englerne med jubel-klang I fryds basuner støde, O! lad mig da, o JEsu dig Med himmel-fryd og glæde-skrig For dommens trone møde. Indhold | Forrige | Næste [Troens Rare Klenodie, I] [8] Mel. Som en Hiort med &c. JEsum seer jeg for mit Øye, Som jeg ret skinbarlig stod, Golgatha, paa dine høye, Hvor man saae Guds hierte-blod, Og med det jeg der kand see, Med den pine, ach og vee, Som Guds søn saa haardt bespændte, Jeg mit hierte fuldt vil prænte. 2. Jeg vil alting nøye skrive Paa mit hiertes tavle ind, Hver en draabe blod skal blive Trykt og stemplet i mit Sind; Jeg vil see saa langt jeg kand Ind i JEsu pines stand, Og med bittre graad begrunde Hvert et slag og blodig vunde. 3. JEsu! dine fødder bløde, De som gik paa jorden før Hver beængsted siæl i møde, Dem at aabne livets dør. Nu har naglens haarde staal Fæstet dem ved dødens maal, Der maa de i saadan svie All vor frelses tid opbie. 4. Jeg min fod ved din vil sætte, Holde ud i korsets tvang, Trængsel skal mig ikke trætte Paa den snevre livets gang; Jeg har seet hvor fast du stod, Til den sidste draabe blod, Giv du mig kun mood og kræfter, Jeg vil troelig følge efter. 5. O! hvor blive JEsu arme Spændte ud med bødle-tvang, Og i fiendens grum[m]e harme Naglede til korsets stang, O! hvad er den smerte haard, Da de store nagler gaaer Giennem disse reene hænder, Og paa pine-bænken spænder. 6. De udspændte sener bryde Satans stærke løve-tand, Og de knuste aarer flyde Til at slukke vredens brand, Nu er dødens hele Magt Og hans fæstning haardt belagt Den korsfæste vil bekrige Mørkheds fyrstes sorte Rige. 7. Hvad er det hans armes kræfter Sprænges for af vee og værk? Hvad er det han favner efter, Da hans hierte slaaer saa stærk? Det er dig han har saa kiær, Dig mit hierte vil han nær Til sit eget hierte drage, Dig vil JEsus favne-tage. 8. Hvad man giorde ham for svie, Og uhørlig spot og skam, JEsu søde læber tie, Gandske stille som et lam, Beder stærk for hver mands siæl, Som ham sloge selv ihiel, Lindrer sødt sin moders smerte Og en røvers knuste hierte. 9. Munden taler af sit hiertes Store overflødighed, Giennem all den svare smærtes Galde flyder honning ned, O du sukkersøde mund! Dine ord til sidste stund Vil jeg kysse, giemme, lyde, Skal mig lede, styrke, fryde. 10. JEsu øynes milde miner Alle sandser overgaae, At han midt i alle piner, Til en røver naadig saae, Kiærlighedens taarer randt, Til hans øynes Lys forsvandt, Disse øjne maatte briste, For han kunde mig ey miste. 11. JEsu brustne øyne lukker Altid mine øyne til, Naar mig verdens lysters sukker Fra min Gud forføre vil, Jeg har ingen lyst at see Det som føder evig vee, JEsu øyne mig har fundet, Og mit gandske hierte vundet. 12. JEsu søde rosen-kinder Falme hen i Afmagts sveed, Torne-Kronens blod det rinder Over dem i strømme ned, Disse kinder kys min aand, Klap dem med din troes haand, Tak dem, at du nu foragter Dødens skrek og sure fagter. 13. JEsu vunder kand jeg ikke Regne allesammen op, Seer man neppe dog en prikke Fri paa lammets hele krop, Dog vil jeg mig holde nær Ind til hver af dem i sær, Og hos hver en vunde sige: Her er vej til himmerige. 14. Nu er det i sær fornøden At mit arme hierte kand, See i smerten og i døden, JEsu hiertes bittre stand, Nu vel an det aaben staar, Ved hans sides store saar, Hvo der vil, kand deri skue Kiærlighedens stærke lue. 15. Hvor forfærdelig og meget Underligt er dette sted, Har GUds tempel ej sit eget allerhelligste i fred, Skal GUds helligdom og koor, Hvor hans Guddoms fylde boor, JEsu hierte, nu staae aaben For de onde strids-mænds vaaben. 16. Hiertens allerkiærest milde, Søde JEsu hierte, siig: Hvorfor flød dit hiertes kilde Dog saa meget lædske-riig? Lod du det derfor ej skee, At jeg udi all min vee Skulde finde overmaade Megen lædske, trøst og naade. 17. Saa skal JEsu hierte vide, Som blev aabnet med et spyd, At hans hiertes aabne side Er mit hiertes hiertens fryd; Her er rum og hierte nok For den hele verdens flok, O! gid alle hierters sinde Dette hierte vilde finde. Indhold | Forrige | Næste [Troens Rare Klenodie, I] [9] Mel. Af høyheden oprunden er. Hvad er dog Paaske sød og bliid, For dem, som kiende naadens tiid, Og syndens jammer finde, I JEsu aabne grav vi see, At alle himle ad os lee, Og seyers krandse binde, Den dag, Vor sag Og elende Fik en ende, Da vor søde JEsus han stod op fra døde. 2. For vore synder er han død, Til vor retferdighed han brød De sterke dødens porte, At han opstod, det viser grandt, At synden, gandske vist og sandt, Er død og evig borte, Vor nat Er plat Overvunden, Og forsvunden, Da vor søde JEsus han stod op fra døde. 3. Han er opstanden, det er got, Den grumme død til evig spot, Som før saa mægtig bruste, Han er opstanden, det er vist, Det sorte riges magt og list Vor kiere JEsus knuste, Det ord Skal, hvor Jeg maae vanke, Af min tanke, Aldrig svinde: JEsus kunde døe og vinde. 4. Han er opstanden, det er stort, Og dermed er en ende giort Paa all min vee og jammer; Han er opstanden, det er nok, Min grav, som var en fange-blok, Er nu et brude-kammer, All spee, Suk, vee, Dødens fagter Jeg foragter, Gravens Hvile Synes ad mig nu at smile. 5. Nu er her vey til livets land, Op alle! følger, hvad i kand, Vor frelsere og hoved, Han er opstanden, dette ord Skal raabes høyt paa denne jord, Han være evig loved, Vær glad, Guds stad! Alle tunger Raaber, siunger Mod hinanden: JEsus er, han er opstanden. Indhold | Forrige | Næste [Troens Rare Klenodie, I] [10] Mel. JEsu! du min glæde. Hører, i som græde, Og med taarer væde JEsu hvile-sted, Bort med graad og klage, Her er gode dage, Her er fryd og fred! JEsus alt Har brugt gevalt, Brekket alle dødens skiolde, Intet kunde holde. 2. Han er alt fra døde Standen op at møde Eder seyer-fuld, Engler kand i finde, Intet meer her inde I hans graves muld; Seer kun paa Det sted, han laae! Kaster derhen all den smerte Bort fra eders hierte. 3. Kommer hid! begraver All den deel, som haver Krenket eders mod, Skynder eder, skynder Til hans flok, forkynder, At Guds søn opstod, Siger hver, Som bange er, Hans discipler, ingen anden, At han er opstanden. 4. Verden har sin egen Paaske-Skik i megen Lyst og daarlighed; Høytid vil hun have, At hun sig kand grave Dybt i synden ned, JEsum vil Hun ikke til, Paaske-lammet, som er slagtet, Har hun slet foragtet. 5. Men de arme hierter, Som i længsels smerter Efter JEsum gaaer, Løber dem i møde Med den første grøde Af Guds naades vaar, Siger, at, Den ædle skat, JEsus, lever, eders glæde, Han er nu tilstæde. 6. Hører, I, som bange Gaae i verden mange Sorrigfulde trin, Eders jammer finde, Vanke, som i blinde Uden lyys og skin, Er det vel Da ret og skiel, I saa fryde fulde dage Jammerlig at klage? 7. Fatter det til hierte, Glemmer eders smerte, Det har ingen nød, Han har dempet branden, Og er alt opstanden, JEsus, som var død, Brød han ud, Saa kand hans brud, Og ved samme kraft udbryde, Sig i Gud at fryde. 8. Har du mange synder, JEsus dig forkynder, Gielden er betalt, Her er ingen vrede, Naaden den er rede, Det er rigtigt alt; JEsu død, Og at han brød Giennem dødens vold og vrede, Det for dig jo skeede. 9. Derfor allevegne Kandst du dig tilegne Med et trøstigt mod: JEsus for dig døde, For din skyld og brøde, Og i