Præsentationer af nyere danske forfattere: Lene Henningsen Noget må være voldsommere end livet Lene Henningsen skriver indtrængende om det at ville være til af Jakob Brønnum ------------------------------------------------------------------------ Lene Henningsen har siden debuten i 1991 på fem år udsendt fem digtsamlinger hos Borgen: Jeg siger dig, Sabbat, Solsmykket, En drøm mærket dag og De blå vidner. I det 33 afsnit store titeldigt i den stort anlagte digtsamling Solsmykket, der er på mere end 120 sider, skriver hun: "Mørke jord Overalt et ekko Du skulle kæmpe Du skulle kæmpe En langsom mængde Lytter efter tørst Gennemsøger for tørst Lader først senere Alene Måne Måne Dybere end måne Lys Lettere end lys En forsigtig hud Hvor det altid fryser Al renhed altid fryser Men dagen Kender du Dagen Stod i solkrigerens tegn" Og i Sabbat går Lene Henningsen i digtet Indkaldelser til krig videre end til at tale om kampen under lys og sol og måne som det, der kan give varme til en altid frysende hud: "Indkaldelser til krig Nat i blodet sender dig tilbage til byen i begyndelsen Nu må du kunne huske meningen Nu må du kunne huske før oversvømmelsen og før Du finder aldrig hele landet Alt for mange steder ventes du i land Hvor kom du fra? Her skulle være plads til blinde sange Fuldskab i blodige gader Lommernes uldne lys Stadigt svagere ord i dage med tilkæmpet ro Rummes du her eller kvæles du? Knæler foran byen i begyndelsen og husker næsten intet ... Du husker næsten intet Blodet ventes overalt Du husker næsten ikke din krig rejse overfart forlis Ser nærmest alle byernes lys En nærmest rimelig frist i de knuste lygter En lille mørk båd over stranden Du drømmer En lille båd af lys over stranden Du drømmer du skal i krig." Selv meget abstrakte strofer fra Solsmykket, digtet Fakkelbyen, formidler - i en tid, hvor verdensbilleder i litteraturen normalt optræder som ensomt flaksende fragmenter af noget sprængt - den fornemmelse eller den vished, at noget i tilværelsen er vigtigt. Og at det er vigtigt at sige det: "Fra blodet lyden af begyndelse Du kan gå igennem Fortvivlet øjeblikket Eufori Men hvert øjeblik I disciplin bevægelse Glæde kræver Styrken Så blod Flyd stille Nødvendigt og indenfor" Skønt, når det går så vidt som til regulær hengivelse, kommer tidsåndens og generationens ironiske, eller i det mindste pr. definition distancerede sindstilstand alligevel frem - i den forklarende parantes til slut i strofen fra afsnitet Til en druknet - klassisk requiem fra Solsmykket: "Finde frem det uendelige følge lyden lyset voldsommere end livet noget må være voldsommere end livet en stemme høres stadig Giv os tid (det var hengivelse)" Med ord og begreber som spørgsmål, ansvar, evigt, dybere og behov for mening samler åbningslinierne i den ultra korte samling En drøm mærket dag op på disse motiver i Lene Henningsens forfatterskab: "Først spørgsmålene: Hvis tiden lader sig gribe. Med ord. Hvis ethvert sted har sin forvandling, fremtiden giver varsler, åbner forvandlingen. Med ord. Hvis dette nye kræver dette: Nu/ overskridelse/spring. Lad mig så være det ekstreme eksempel. Digt. Hvordan bære verden/ viden der vokser uregerligt/ vild tale i nervernes elektriske vegetation. Evige spørgsmål, evigt ansvar, behov for mening. dybere, dybere." Senere i samlingen kommer Lene Henningsen med en markant kulturkritik: "Min tids djævlemusik/sørgemusik/ hudflettende apokalypser. Det ligner en middelalder. Og hvad kalder vi os selv?" Og om det, at bevidstheden ingen helhed kender, men er sammensat som en internationalt markedsført hybrid med det resultat at folk(eslagene) har mulighed for at have identitet om sig selv: "Underholdning. Bøn om forsikring: Fri os fra kedsomheden og gør det kraftigere. Kraftigere! Hybridbabyen i hjernen samler sammen og taber. Plakatøjne skriger hæst om al verdens tryghed. Smiler med tænder sammensmedet af nationers skingre stjerner i forening." I en vignet i samme samling er den udtryksform, som Lene Henningsen i sit viljesstærke stof har arbejdet sig henimod fuldstændiggjort. Den stakkato-tone, der har præget digtene bliver det eneste, som kan bryde gennem overfladelivet, den laveste fællesnævners identitetsløse kultur, og punktere den: "Drømmen bag dig. Klar mosaik. Kraften. Gå mod den. Siden morgen og altid. Noget brydes. Det der elskes. Rejsende igen. Solen større end sig lys. Siger i dig. Bær det. Gentager i dig: Bær det." Jakob Brønnum