Præsentationer af nyere danske forfattere: Uffe Harder Uffe Harders elementære lyrik af Jakob Brønnum ------------------------------------------------------------------------ Uffe Harder (f. 1930) har skrevet digte siden 1954, og han gør det stadig. Ikke andet end digte, ikke særligt forskellige digte. Måske er de med årene blevet lidt mindre eksplicit følelsesladede og lidt mere elementære og universelle i deres udtryk, men én drift har altid båret dem: Undren over fænomenerne i tilværelsen, en poesiens ydmyge insisteren på at få dem til at vise deres inderste væsen. Uffe Harders poetik, eller i det mindste udgangspunktet for de tilnærmelser, han gør til fænomenerne, er måske at finde i et digt, der også er titlen på et udvalg af hans digte, udgivet i England, Papirhuse. Titlen rummer både det grundstof i poesien, som det flygtige er, og dets sproglige, men ikke nødvendigvis poetiske modsætning, det livsbekræftende og dermed bestandige. Digterens arbejde, som man uvilkårligt kommer til at tænke på ved strofen om hvepsene, hvis værk forløber samme proces, som digterens, der skrives og udkommer året efter, er et hus af papir og kan som sådan blot krølles sammen og smides bort, samtidig med at det dog er et hus, et sted, man kan være: "Endnu engang forsøge at skabe noget af spredte bestanddele almindelige og uanselige hvor ingenting er i forvejen mens et grønt træ udenfor vedbliver at være grønt selv om det allerede er efterår ... (Hvepsene) omdanner trøsket træværk til lette grå reder der året efter hænger i møre flager og ligner papir" (Fra samlingen Verden som om, 1979) Harders poesi bliver til i den vagtsom undren, der, når den som hos ham, er tilstrækkeligt blottet for fordomme, uvægerligt må udmunde i glæden over at møde det mest grundlæggende: Følelsen af at være til: "Vinden bliver ved at hyle Hvad kan vi gøre? Det bedste er at undres over at vi findes. En sen dag klarer himlen op nogle skyer driver langsomt forbi og solsortene høres." (Fra Vind og mørke, i Lyde og stilhed, 1993) Den rejsendes fascination foran et gammelt kulturlandskab, som vi alle kender, er, når den bliver til lyrik, også at bryde distancen mellem dengang og nu: "Tårne som om nogen skulle komme flyvende og lande på dem eller starte. De er sikkert fra 1200-tallet eller før ... Oppe på klippen under oliventræet mens tordenvejret trækker op ser vi ud på landet som om vi var i et maleri eller på een gang i flere tider" (Fra digtet San Gimignano, i Lyde og stilhed) En af de største samlede kompositioner er fra digtsamlingen Skrivning (1993), hvor Uffe Harder i Straks begynder de at synge 1-15 arbejder i den fysiske sansnings mest basale elementer, farver og enkle former. Teksterne er skrevet til en række seriegrafier af Ib Geertsen og udgivet sammen med dem i anden sammenhæng. Men når forfatteren har taget dem med i digtsamlingen, er det vel fordi de er andet og mere end kommentarer til allerede eksisterende billeder. De appellerer i sig selv til læsrens egen billeddannelse: "Straks begynder de at synge, når fladen er blå synger den på sin måde alt efter hvor stor den er. Når den er rød lyder det anderledes, den orange er igen lidt anderledes end den røde. Den gule er noget for sig." Med ganske enkle midler trænger Uffe Harder ind til farvernes og formernes inderste og får dem til at afgive deres hemmelighed: Farverne vender det hele om og deres udbredelse vender også det hele. Den blå er ikke et bånd, den er et miljø. At den røde æder den blå er ikke troværdigt, for den kan ikke sluge den. Det er passager i et langt forløb, er hvilesteder. Man kan sige det er evigt hvis man vil." Et andet af de store grundfænomener, som Uffe Harder fastholder er mørket, som han formår at skrive om på en måde, der på en gang er helt løsrevet fra mytologiske associationer, men samtidig alligevel rummer alle de eksistentielle henvisninger, der gør digtet vedkommende. Man kan sige, at Uffe Harders metode minder om den tyske filosof Marting Heideggers metoder: Han går bag om det indhold begreberne i forvejen er ladet med, og gen-definerer dem - for så at komme frem til en dybere forståelse af det, de "gamle" definitioner udtrykte. "Tænk at gå rundt og rumme så meget mørke de indtryk der fyldes på opløses simpelthen af det efter få dage er de allerede ukendelige de har føjet sig til summen af de forhåndenværende mørke på den måde blir man med tiden bristefærdig af mørke" (Fra Mørke I, digtsuiten Tre aspekter af mørket, i samlingen Verden som om) Det er klart, at i en så basal håndtering af sproget, som Uffe Harder bruger til at formidle virkeligheden, må der også opstå momenter af humor og leg. Det hører med, og hverken sproget eller virkeligheden kan tænkes uden. Her er det farven blå, der leges med. Ganske vist ikke uden at netop legen med stor tydelighed fortæller hvad et digt er. Og at farven blå kunne være den tyske digter Gottfried Benns berømte poetiske blå, kan man heller ikke se bort fra. "Her indskyder jeg farven blå det kan lade sig gøre i et digt jeg indskyder farven blå bag snestormen foran den sorte januarnat foran andre sorte nætter og tværs gennem dette rum jeg skriver i indskyder jeg farven blå og dens særlige tone" (Her indskyder jeg farven blå, fra Verden som om) Jakob Brønnum