Præsentationer af nyere danske forfattere: Robert Corydon Synets ekspansion Robert Corydon: Den sidste naturlyriker af Jakob Brønnum Robert Corydon (1924-81) har ikke været med i den bølge af udgivelse af udvalgte digte, der har været i de senere år, med værker af bl.a. Frank Jæger, Ole Sarvig og Tove Ditlevsen, og han er idag praktisk taget glemt. Store salgstal nåede Robert Corydon aldrig, men han markerede sig klart som lyriker i samtiden, med lysere digte end de fleste, hovedsagelig om naturen, som få følte, det var muligt at skrive så umiddelbart om, som Corydon. Robert Corydon skrev udelukkende lyrik, bortset fra, at han i øvrigt i lighed med Poul Borum i tresserne havde et enkelt, ikke særlig overbevisende romanforsøg. Ved siden af lyrikken arbejdede han med akvarelmaleri og skrev free lance på Samvirke. Forfatterskabet, der tæller 19 bøger falder i flere faser. Den første er en række på seks samlinger digte, der kom fra debuten med Hænderne i 1950, fortsatte med Fuglespor, Landskab med huse, skrænten mod havet, Krybet og sommerfuglen og Fragtbrevet, der kom i 1961. Åbningsdigtet i debutsamlingen er på flere måder programmatisk for forfatterskabet. De rumlige naturbilleder, "Granernes Slugt", "Stormvejret Kupler", der skal åbne fantasien for naturens lysende rigdom. En kultur og civilisationskritik: "Gadernes Øde" - og i den forbindelse menneskets fantasiforladte bundethed: "Forsigtighedens graa Skagle". Og en søgen efter selve livet myldrende frodighed, som naturen rummer og er et billede på: "Hvornaar naar vi frem/ til det støvede Billede/ i det tætte Krat". Digtet hedder Billedet: "Hvornaar naar vi frem gennem Granernes Slugt under Stormvejrets Kupler gennem Gadernes Øde Hvornaar kaster vi Forsigtighedens graa Skagle fra os i Græsset Hvornaar naar vi frem til det støvede Billede i det tætte Krat Billedet vi forlod for mange Dage siden Billedet der er grønt under støvet" Det er i denne række på seks digtsamlinger, at Robert Corydon, i digtet Synets flod, første gang yder en bedrift, som få har gjort i moderne dansk lyrik, nemlig det stort anlagt, såkaldte "lang-digt", én flydende komposition af lyrik. Måske er det kun den - i hvert fald som lyriker - ligeså oversete Ole Wivel, der har gjort noget lignende, i sin tidlige Lorca- og Eliot-inspirerede digtsamling, Jævndøgnselegier. Corydon skriver sig hverken ind i en tradition fra T. S. Eliots store digte som The Waste Land, eller den tradition, der stammer fra Frederico Garcia Lorcas Sigøjnerballader. I Synets flod ekspanderer han sit eget billedsprog og fæstner det i det sete. Livet som et stort syn, men det at se står her i sin udvidede betydning, som det at indse. Og man kan sige, at netop det samler indholdet af Corydons digtning: Det moderne menneske ser meget, men indser for lidt. Se digtet Synets flod ovenfor. Efter den første række digtsamlinger, blev der i nogle år mere stille. Et bind udvalgte digte, netop med titlen Synets flod, udkom i 1963 i Borgens billigbogsserie, romanforsøget Lukketid kom i 1964 og den, hvad titlen også antyder, uafklarede digtsamling Karambolage udkom i 1966. De næste seks digtsamlinger danner så en slags mønster, hvor bøger i tre forskellige lyriske genrer udkommer skiftevis. For det første de "almindelige" samlinger, Ord til havet (1968, forsynet med et bl.a. taoistisk-inspireret essay om samlingens tema, havet) og Cyklisten, 1970 og Som om (1976).For det andet to genremæssigt nyskabende samlinger tegnede digte, Calligrapoetica og Calligrapoetica 2 (1969 og 1973), hvor Robert Corydon lader håndskrevne ord og stumper af strofer indgå i en billedkunstnerisk helhed med samme metaforiske spil som sin lyrik. Og for det tredje to samlinger prosadigte, Jeg var her næsten ikke (1972) og Bogstaver i græsset (1974). Robert Corydon er den sidste naturlyriker, og der er ingen tvivl om, at samfundets ændrede opmærksomhed overfor naturen, atomtruslens mulighed for den totale destruktion og forureningens langsomme nedbrydning af menneskets grundlæggende fysiske livsvilkår, gennemhuller dens tjenlighed for billedsproget hos Corydon, hvor naturen har stået som det umiddelbare alternativ for den materialistiske, destruktive bevidsthedt. Naturen bliver nu også en del af destruktionen. "Lagt til rette mellem fartens blade, art for art, gjort ukendelige i den makabre samlemappe. kommer flyvende, kommer krybende, kommer vraltende, hoppende, i flokke og single, mor og barn, gamle, trætte og spæde. Samlermanien giver ingen pardon. Her er redt op, side for side, klemt op i hjørnerne, familievis, raffineret gruppedannede, plads til dubletterne med blod, tarme og andre indvolde flydende ned over siderne i et klæbrigt delta for at ende i græssets sindige kældre, ned i undersøiske kældre med afrevne lemmer og knuste næb, lammede struber og bristede øjnes frikassé. Længere bag i samlingen de knitrende skeletter, når væden er drevet bort og der kun er de gule indtørrede skygger tilbage, brændt infernalsk ind i asfalten som atomofre. Gjort fjerne som skrifttegn fra en anden verden, mindelser, ulæselige, uforståelige for os, for noget der engangf var vigtigt for os. glemte formler på et liv, der blev levet engang her omkring." (Fra teksten Asfaltens sorte samlermani, samlingen Bogstaver i Græsset) En kræftsygdom i de sidste år satte sig igennem i forfatterskabet på to måder. For det første med forfatterskabets andet store lang-digt, Nedslidningen, hvor naturens nedbrydende kræfter tager til genmæle, bittersødt. Som det siges i bogens bagsidetekst, "et stort strømmende digt, hvis motiv er sliddet opfattet en større omfattende sammenhæng - universets, alle naturens og ikke mindst vore egne nedbrydende kræfter. Vi er vant til fortrinsvis at besklæftige os med den blanke fuldendte overflade - de unge, smukke ansigter, de idylliske harmoniske landskaber, de perfekte facader, den effektive sindrige teknologi, de hårde funktionelle materialer. Men alt slides - ansigter såvel som ideer. Naturen bryder langsomt alt ned, celler dør, materialer opløses i strukturer, organer visner, landskaber forgår. Nedslidningen skaber en ny slags orden og man kan måske af digtet uddrage en filosofi om nedslidningens betydningsfulde skønhed, dens økologiske funktion og lidelsens upåagtede værdier." For det andet ved gennem dagspressen at starte en omfattende debat om den nedværdigende og utilstrækkelige behandling, som kræftpatienter oplever, hospitalerne giver dem. I den forbindelse skabte Robert Corydons digtsamling En måde at død på en opmærksomhed om forfatterskabet, der ikke havde været siden dets første fase i 1950'erne og begyndelsen af 1960'erne. I en - i det mindste underliggende - tilbageskuen tages tilslut i Roberts Corydons produktion de gamle motiver og billeder ind og vendes en gang, for at lyset atter et øjeblik kan skinne igennem dem. "Hug uden omtanke, langsom vækst. mod himlen og kronens hvælv. Kamp for at nå drivende skyer. Hugget før grenes spinkle stiger nåede ilende gesimser. Her spændte træerne grønne balloner ... punkteret brat i hugget uden omtanke, væltet er hver fødende stander som bar en vækst mod himlen Aleens knuste kroner styrtede gondoler umulige at drømme i. (Da alleen faldt, fra samlingen Noget i luften, skrevet 1976-78, udgivet 1981). Efterladt udkom i 1984 samlingen Til smerten. ------------------------------------------------------------------------ Synet flod af Robert Corydon Jeg elsker at være midt ude i synets store flod som altid skyller gennem mine øjne med et mylder af stærke ting. Et vidunderligt drivtømmer af menneskers hverdagsagtige smaa, svedige skaarede, bulede mugne, forslaaede sterile, forrevne og oliesnavsede ting. Det blaa bundfald af trækronernes klirrende skyl er i synets flod, drejer mine hjernevindinger kastes til bunds i mine øjnes mægtige kar. Jeg elsker øjnene, øjnene, der ser landskabets hævede arme med korn paa de senede hænder. Lysene i gavlen paa den ensomme gaard. Pigen med askeansigtet helt nede i gadens skakt. Et øjebliks fortættede linier i hvidt sollys. Træer, huse, skorstene asfalt, en tremmet laage kolde netgrene gruset paa fortovet, det fossende lys over trætoppene, det hele svejset sammen i sort, glasurtungt jern som en staalbro med skarpe linier og vinkler midt i mit syn. Vidunderlige dage ligger paa spring i mit syn. Alt, hvad det har taget med i sin flod har jeg elsket med en stor, nøgen lidenskab. Alt, hvad der endnu vil komme fossende gennem øjnenes spinkle flodleje forbi sindets store, hvide sletter, som frugtbargøres af synets gødende vand. Her vokser gult korn op gennem vild, knugende asfalt. Endeløse gader mildt favnende marker, lyser og smiler paa sindets slette. Husk! det begyndte i den skramlende kupe ved barnets kupe-vindue. Husk! du sad mellem store, sorte skygger med flipper og flettede urkæder. Du sad og saa ud på landskabets første linier. Koen saa du og elskede den helt ind i den smørfligede mælks duftende moderbjerge. Barnets kupevindue. Sorte venteværelser. Ungdommens cigaretrøgfyldte kupeer med ren, ufordærvet elskov paa støvets plyds. Rækken af vinduer døre og rejsernes arabesk tegnet i synets klare vand. Turen frem og tilbage til byen med det fladtraadte arbejde. Margarine-reklamen paa gavlen, som vi saa hver dag og som aldrig ændrede sig. Drømmene om stien gennem granskoven ud til det store, lægende hav. Kedler, ømt haar og vaade trapper. Altid gemt bag mure. Sorte billeder og perspektiver og trange, visne profiler. Livet heftet op mellem gulve, støvede rammer og lysekroner af massivt klingende glas, er her lige langt fra havets violette spejl og urenes smaa altre. Ikke et løv har skyllet over disse mure, ikke en brændings lange, blæsende tunge har slikket disse følsomme trappesten. Der foregaar altid fordækte ting i entreerne. En ung mand kommer ind i stuen uden rødee drømme. Han har en grøn gren med nyligt tændte blade i haanden. Han gaar omkring og lader grenen glide over malerierne, billederne og de mange indskrifter. Det varer ikke længe førend der høres latter af klægt, graat ler. Den unge mands gren brænder ned. Aske, skygger, røg og letter lister omkring ved murene. Alt er i synet, byerne som menneskehedens sømærker, markerne og havene som vidunderlige reservoirer for fantasien, alt er i det store, grønne syn, der er digtets. Jeg elsker dets bundfald. Elsker det paa den raslende fart med det takkede udsyn fra kupeens vindue. Toget kører forbi en kirkegaardsmur med udsyn til marmorsokler og forstenede duer. Den nedgaaende sols delta bag kirkegaardstræerne flyder sammen med mit syns stridige flod, indtil mine øjnes flodleje er fyldt og træt af liv. Fra Landskab med huse, 1953. Bringes med tilladelse fra Gerda Corydon (c). Jakob Brønnum