Hænder, mellem ensomhed og fællesskab

Visse motiver i Benny Andersens forfatterskab 

af Jakob Brønnum





»Du kvæles under din skorpe 
når ordene stimler sammen i munden 
tramper hverandre ned i panik 
mens dine hænder vækker dvalespiraler 
trækker dem ud til dirrende fjedre 
og dine øjne brænder hul i de flag 
man skånsomt søger at lægge som forbinding« 
(Fra digtet Den stammende (Kamera med køkkenadgang, 1962) 

»Når nogen har gjort mig fortræd 
er jeg den første til at tilgive 
osse selv om det ikke er andre 
en fremstrakt hånd 
er noget meget vigtigt 
selvom der sommetider 
ikke er nogen til at tage den 
for ofte aner folk ikke 
at de har såret én 
de ser bare på hånden og siger 
skal du allerede gå« 
(Fra digtet Tilgivelse (Andre sider, 1987)



Eller digtet Træning i ensomhed, (Chagall & skorpiondans, 1991), hvor hænderne ikke kan bruges til noget, nu da der ikke er nogen til at tage imod dem: 

»Da du var rejst 
satte jeg mig til at tælle 
mine fingre efter 
fik det til fem på hver hånd 
med to hænder gav det ti 
talte efter et par gange 
for en sikkerheds skyld 
det stemte hver gang 
de var der alle ti 
men heller ikke flere 
... 
Da du var rejst 
skrev jeg et digt om et gammelt stueur 
med to sorte visere 
der drejede hver sin vej 
... 
Om en lampe uden skærm 
og i den nøgne fatning 
sad der ikke en pære 
med et øjenæble 

Når man tændte lampen 
stirrede øjet vildt til alle sider 
når man slukkede lampen 
blev øjet ved at se.«



Eller: 

»jeg har fået mine regelmæssige måltider 
                 åndtryk 
              julegaver 
           knus 
        medicin 
     gift 
men jeg har mit hyr med de lommer 
man må fylde sine lommer for fremtiden 
fylde sine tomrum 
bebo sine mangler 
holde sin lomme oppe om livet 
mens man hopper rundt for at holde varmen 
som i sækkevæddeløb« 
(Fra digtet Pungdyr (Den indre bowlerhat, 1964)

»Min fantasi har været mig en dyr ovn, det eneste brændsel den kunne bruge var mig selv. På denne utigtige måde har jeg holdt varmen. Alle udveje har stået åbne, men jeg vil lukke dem med hård hånd, for det er min skændsel, at jeg har tyet til muligheder. Jeg vil lukke det umulige herind til en stor oversvømmelse, så der ikke blir en tør plet at øjne, ikke et olieblad for duen at hente. Det latterlige vil jeg tage alvorligt, det der er udelukket tager jeg imod: nåde og undren, duggen og havet, sandhed der renser, stilhed der bevæger. Hvis jeg så bare var værdig. Gid jeg var fuldstændig umulig.« 

(Fra prosadigtet Muligheder (Den musikalske ål, 1960)



Hvor man udfra en litterær betragtning vil tale om, at Benny Andersen bruger sprogets indbyggede modsætninger, endog dets indbyggede vittigheder, til at turnere sin pointe, som oftest er en betragtning af den ensomme, den, der er anderledes, den udstødte og hans konflikt med det omgivende, nådesløse samfund, er det måske hænderne, man skal gribe fat i, hvis man skal finde det, der rent menneskeligt kan få os til at komme videre. 
   Sproget regerer med os (Den stammende), øjnene bare ser (Den stammende, Træning i ensomhed), bevidstheden skjuler sig bag det naive (Tilgivelse). 
   Men hænderne agerer. De kan ville. De kan både give og tage. De kan skabe helhed, både for det enkelte menneske og i fællesskab. 
   Og til trods for alt, hvad Pungdyret har fået, hvor håndtrykkene dog kunne bringe det til at være mindre optaget af sig selv, er det endegyldigt alene i den måde, hvorpå det kun formår at hytte sin egen eksistens. 
   I det delvise prosadigt Nattoget fra Chagall & skorpiondans får det, hænderne bærer med sig i en håndtaske (!) symbolsk betydning 

»Jeg vil råbe: - Hør engang - hvis vi hverken må tale sammen eller røre ved hinanden i denne situation, er der sgu ikke meget grin ved at være død! 
   Som sædvanlig kommer der ikke en lyd over mine læber. Og samtidig kan jeg høre hvor taktløst, egocentrisk, barnagtigt forkælet det ville have lydt. 
   Jeg får rejst mig og og vil trække i nødbremsen, men kan ikke finde den. Jeg ser appellerende på de andre. min søn ryster på hovedet med et sørgmodigt smil. Min kone ser atter fortvivlet ned i gulvet og holder hænderne op for ørene, som om hun ikke vil det jeg ikke kan få over mine læber. 
   Langt om længe gør min datter tegn til mig om at se efter i min håndbagage. 
   Jeg åbner min håndtaske. Der ligger et par roser. Hvor kommer de fra? Jeg fjerner roserne. Dér ligger nødbremsen. Pakket ind i en plasticpose fra Brugsen. 

Toget sætter farten op. Der bliver atter 
mørkt i kupeen. 
Jeg har kun ét håb tilbage. 
At knibe mig i armen for at mærke 
om jeg sover eller ej. 
Smøger mit ene ærme op. 
Skal til at knibe eftertrykkeligt. 
Holder inde. 
Hvis det nu viser sig at jeg er vågen?«



Karakteristisk er det for Benny Andersen, at de nære ting, hvis vi vil det, bliver bærere af de store. Desværre vil vi det ikke så ofte. Og vi kan ikke, fordi vore store ego'er skygger for vore muligheder. 
   Det er også de nære ting (morgenkaffe, brusebadet, solskin), der er bærer af livsglæden i Benny Andersens (og Poul Dissings) monumentale succes med Svantes viser (1972) og Oven visse vande. Og det er den sproglige vending, der ligger lige for, som Benny Andersen bruger til at fortælle om ensomhed og fællesskab, i børnebøgerne om stakkels Snøvsen, som de voksne hele tiden vil gå fra. 
   Foruden de nævnte ting har Benny Andersen skrevet romaner og noveller, Tykke olsen m.fl (1968), film- og teatermanuskripter. 

Jakob Brønnum